Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del Bilag 431
Offentligt
1928028_0001.png
Landsforeningen af Menighedsråd
Damvej 17-19
8417 Sabro
Arbejdstilsynet
Direktionssekretariatet
Landskronagade 33
2100 København Ø
T 70 12 12 88
[email protected]
Arbejdstilsynets tilsyn med arbejdsmiljøet på kirkegårde
Der har i den seneste tid været nogle pressehistorier om de sikkerhedsmæssige udfordringer,
der kan være forbundet med (løse) gravsten på landets kirkegårde.
Pressedækningen kan have efterladt det indtryk, at Arbejdstilsynet som følge af en særlig
indsats vedrørende sikring af gravsten har afgivet et ”landsdækkende/generelt” påbud om
emnet.
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet, og arbejdsmiljøloven sætter
den overordnede ramme for tilsynets virke, der navnlig handler om at fremme et sikkert og
sundt arbejdsmiljø, men det er virksomhedernes ansvar at sørge for, at arbejdsforholdene på
virksomhederne er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Arbejdstilsynet fører på den baggrund tilsyn med arbejdsmiljøet på landets kirkegårde, hvilket i
forbindelse med konkrete tilsynsbesøg kan føre til, at tilsynet afgiver påbud om sikring af løse
gravsten, der kan være til fare for de ansatte. Arbejdstilsynet har imidlertid ikke lavet nye
retningslinjer eller regler vedrørende løse gravsten, ligesom vi heller ikke har udstedt noget
”landsdækkende påbud” om sikring af gravsten.
Det er altid en konkret vurdering, om en gravsten udgør en risiko for, at ansatte kan komme til
skade. I den konkrete vurdering tager vi bl.a. udgangspunkt i gravstenens højde, vægt og
stabilitet. Hvis det efter en konkret vurdering er nødvendigt af hensyn til de ansattes sikkerhed,
giver vi påbud om at sikre gravstenen mod at kunne vælte.
Det er ikke Arbejdstilsynets vurdering, at der generelt er et stort arbejdsmiljøproblem med
sikkerheden for ansatte med og i nærheden af gravsten på kirkegårde. Arbejdstilsynet har
således de seneste ca. 2 1/2 år kun givet omkring 20 af sådanne påbud fordelt på landets mere
end 2.000 kirkegårde.
Jeg håber, at jeg med dette brev har rettet eventuelle misforståelser, som måtte være opstået om
Arbejdstilsynets tilsyn.
www.at.dk
CVR nr. 21481815
17-08-2018
Sag
20185200309
Ansvarlig:
Søren Kryhlmand
Side 1/1
Venlig hilsen
Søren Kryhlmand
Direktør