Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del Bilag 209
Offentligt
Att. Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Sind Erhverv ønsker at møde Folketingets Beskæftigelsesudvalg. Vi vil gerne fortælle om vores
indsats i projekt "Stå ikke i stampe, brug din rampe". Vi samarbejder som forening med 3 jobcentre:
Aarhus, Randers og Odder, og formålet er at sikre gode og varige jobs til personer, der har psykisk
lidelse. Personerne i projektet er alle godkendt til at kunne ansættes i fleksjob. Vi har inden
projektet startede talt med jobcentrene, og spurgt om de kunne tænke sig assistance fra en forening
til at opnå formålet. I alt modtager vi 125 personer, mange af dem har ikke været i job i mange år,
nogen aldrig før. Vi vægter ikke nogen bestemte diagnoser. Deltager skal have fået deres
fleksjobbevilling begrundet med en psykisk lidelse.
Indsatsen sker i et tæt og respektfuldt samarbejde mellem forening og jobcenter, og vi bruger en
særlig metode: "du bestemmer". Det lyder enkelt, det er det ikke altid. Alle deltagere har selv valgt
at ville være med, og få den ekstra bistand projektet giver. Det handler om alle de samtaler, der er
behov for, før der igangsættes virksomhedstilknytning. Tæt opfølgning i forhold til deltager og
virksomhed, og ikke mindst inddragelse af netværk/pårørende i indsatsen der hvor det giver
mening. Samt tilknytning af frivillig social mentor; en person, der supplerer deltagerens netværk
med støtte på det personlige plan. Sind Erhverv har et netværk af frivillige, der deltager i denne
indsats.
Af deltagerne er nu over 50 kommet på arbejdsmarkedet. Og vi har begrundet håb om en
længerevarende driftsaftale med jobcentrene når projektet slutter, for alle 3 jobcentre giver udtryk
for glæde over samarbejdet og resultaterne.
Projektet følges af COWI, der er ansat af STAR til at evaluere på indsatsen, og der er nu udarbejdet
midtvejsevaluering, der bekræfter vores håb om at kombinationen af frivillighed/forening og
myndighed/jobcenter virker. Vi har haft møde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der
har anbefalet os at søge foretræde for udvalget.
Med venlig hilsen
Niels A. Poulsen
Leder, Sind Pårørenderågivning/Sind Erhverv