Foretræde for Beskæftigelsesudvalget den 24. januar 2018
3F Midtvendsyssel og 3FA har bedt om foretræde for beskæftigelsesudvalget. Baggrunden for
foretrædet er et ønske om at drøfte konsekvenserne af de nye beregningsregler i forbindelse
med genindplacering af ledige medlemmer med beskæftigelsesudvalget.
I 3FA har vi konstateret, at en række medlemmer bliver ganske alvorligt ramt af de nye
beregningsregler i forbindelse med genindplacering efter korterevarende ansættelser og
vikariater.
Det er isoleret set ganske alvorligt for de medlemmer der berøres, men problemet er mere
omfattende end som så. Den aktuelle udformning af reglerne indebærer nemlig en reel risiko
for, at de 270.000 dagpengeberettigede danskere der årligt berøres af ledighed i stigende grad
vil være tilbageholdende med at tage vikariater og korterevarende ansættelser - og i stedet vil
intensivere deres jobsøgning rettet mod længerevarende ansættelser. Denne udvikling vil
være et problem for såvel arbejdsgivere som for lønmodtagere.
Det danske arbejdsmarked er karakteriseret ved at være utrolig fleksibelt
–
op imod 800.000
danskere skifter job hvert eneste år. En central forudsætning bag den høje fleksibilitet er bl.a.
de relativt korte opsigelsesvarsler - og ikke mindst dagpengesystemets udformning.
Dagpengesystemets udformning er kort fortalt med til at understøtte lønmodtagernes lyst til
–
og muligheder for at tage såvel kortere
–
som længerevarende ansættelser.
På sigt vil en del af fleksibiliteten på arbejdsmarkedet være udfordret, hvis de lediges
incitament til at tage korterevarende beskæftigelse og vikariater ikke spiller aktivt samme med
dagpengesystemets udformning.
Reglerne om genindplacering af ledige i dagpengesystemet virker for en række ledige ikke
efter hensigten. Kort fortalt bliver ledige i nogle situationer straffet økonomisk for at være
aktivt arbejdssøgende og tage vikariater og korterevarende ansættelser.
Dette virker paradoksalt, da man i den oprindelige politiske aftale om et tryggere
dagpengesystem var enige om at de ledige skulle have en tilskyndelse til at tage
korterevarende beskæftigelse. Situationen er i dag den, at en række ledige har økonomiske
tilskyndelser til at undlade at tage korterevarende beskæftigelse
–
hvilket på ingen måde
stemmer overens med den politiske intention i aftalen.
I foretrædet deltager fra 3F Midtvendsyssel og 3FA:
Per Kjeldsen, formand
Gitte Rishøj, sagsbehandler
Lolitta Jensen, medlem
Lars Preisler, ledelseskonsulent
Venlig hilsen
Lars Preisler
Ledelseskonsulent, 3FA