Beskæftigelsesudvalget 2017-18
BEU Alm.del Bilag 120
Offentligt
Deputation om supplerende dagpenge
I forlængelse af samrådsspørgsmål stillet af MF Finn Sørensen vedr. supplerende dagpenge,
har vi i 3F BJMF A-kasse en række kommentarer og eksempler på negative konsekvenser af
lovgivningen. Reglerne om supplerende dagpenge har for nogen grupper på arbejdsmarkedet
en kontraproduktiv virkning i forhold til den overordnede intension om at arbejdsløse på
dagpenge skal søge og tage det arbejde der er, også selvom det er kortvarige ansættelser og
vikarjobs.
Det er vigtigt for os at påpege, at vores medlemmer dagligt leverer den fleksibilitet der er en
af grundstammerne i den Danske flexicurity-model. I byggebranchen kan arbejdsgiverne på
stort set hele 3F området sende folk hjem pga. vejrlig eller ventetid samme dag. Vores
generelle opsigelsesvarsler er ligeledes ekstremt korte. En murer kan således maximalt opnå
et opsigelsesvarsel på 48 timer uanset hvor mange år han/hun har været ansat. Vores
medlemmer er altså ikke ”pivede” i forhold til en usikker hverdag, men er indstillede
på at når
der er arbejde, så skal der arbejdes.
Derfor vil vi også anerkende det positive i, at det ser ud til, at hjemsendte og vejrligsfolk på
sigt kan blive fritaget for begrænsningerne i reglerne om supplerende dagpenge vi så dog
gerne at dette blev indført med det samme. Problemstillingen er nemlig reel nu og her.
I vores bilag kan man se et konkret eksempel på hvordan en bygningsarbejder ved gentagne
hjemsendelser nærmer sig loftet for supplerende dagpenge urimeligt hurtigt. I en periode på 5
måneder har han fået udbetalt ca. 3,5 uges dagpenge, men har forbrugt 15 uger af sin ret til
supplerende dagpenge. Når han når loftet på 30 uger vil det således fremover være uhyre
risikabelt for ham at søge et kortvarigt job da det kan koste ham dagpengene for hele
måneden.
Ovenstående eksempel kan overføres direkte til andre brancher og f.eks. til alle de mennesker
som arbejder for vikarbureauer. Det er ganske almindeligt at vikarbureauer tilbyder jobs helt
ned til en enkelt dag eller få timer. Mange brancher har stor gavn af, at mange faglærte og
ufaglærte står klar til at træde til med kort varsel og i korte perioder når virksomhederne har
behov for det. Derfor burde vikaransatte også blive fritaget for begrænsningerne for
supplerende dagpenge. Fælles for jobsene i byggeriet og i vikarbureauerne er nemlig, at der
normalt ikke er tale om jobs på nedsat tid men tværtimod tale om fuldtidsjobs med meget
fleksible opsigelsesvarsler.
Det er vores påstand at reglerne vil få en negativ indvirkning på den eksisterende fleksibilitet
hvis ikke det bliver ændret.
Vi mener derfor at:
man ikke skal miste dagpenge i en hel måned fordi man får et kortvarigt job.
Korttidsansatte og vikaransatte skal fritages for begrænsningerne i reglerne om
supplerende dagpenge.
Forbruget af supplerende dagpenge tælles i timer i stedet for uger, så man ikke kan
forbruge 15 ugers ret på 3,5 ugers dagpenge