ENDELIG RAPPORT
PSYKIATRISK AFDELING MIDDELFART, AFSNIT P1
§ 71-TILSYNET, FOLKETINGSÅRET 2017/18
Endelig rapport om § 71-tilsynets anmeldte tilsynsbesøg på Psykiatrisk Afdeling
Middelfart, afsnit P1, den 23. april 2018
1. Indledning
Den 23. april 2018 kl. ca. 14.00-15.10 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt tilsynsbesøg på
Psykiatrisk Afdeling Middelfart, afsnit P1.
Fra tilsynet deltog formand Karina Adsbøl (DF), næstformand Karen J. Klint (S) og Mads
Fuglede (V). Desuden deltog udvalgssekretær Anne Nygaard Just og udvalgsassistent
Gitte Ravn Jensen.
Tilsynet mødte som aftalt op ved afsnittet og blev vist hen til afsnittet af en sikkerhedsvagt,
der tager sig af sikkerheden ved det ydre areal omkring afdelingen. Besøget startede med
en introduktion til afsnit P1 ved administrerende sygehusdirektør for Psykiatrien i Region
Syddanmark Charlotte Rosenkrantz Josefsen, ledende overlæge Peter Fristed,
afdelingssygeplejerske Elisabeth Winkler Pedersen og AC-fuldmægtig i Psykiatrien i
Region Syddanmark Signe Andersen. Formand Karina Adsbøl præsenterede tilsynet og
sikrede sig, at patienterne havde fået besked om tilsynets besøg, og at de har adgang til at
tale med tilsynet, hvis de ønsker det. Tilsynet blev herefter oplyst om patienterne på
afsnittet, de fysiske rammer og de generelle forhold på afsnittet.
Tilsynet fik udleveret en mappe om afsnittet med bl.a. velkomstmateriale til patienterne,
udkast til en samarbejdsaftale mellem patienterne og afsnittet, husorden, oversigt over
anvendelsen af tvang i 2017 og 2018 samt materiale om strategi for behandlingen på
afsnittet. Tilsynet blev herefter vist rundt på afsnittet og havde lejlighed til at tale med en
patient.
2. Tilsynet udtaler
Tilsynet bemærkede den rolige atmosfære på afsnittet og de rene og pæne
fysiske rammer med store vinduer m.v. Patientstuerne og de dertilhørende
badeværelser fremstod endvidere store og lyse.