Paragrafområde:
§
20
Børne- og Undervisningsministeriet
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 30-11-2017 (udvalget med undtagelse af Enhedslistens, Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget, der stemte imod aktstykket).
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget støtter aktstykket, der udmønter trepartsaftalen fra oktober 2017 om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse. Det er helt afgørende for et fortsat dansk arbejdsmarked i verdensklasse, at vi investerer i opkvalificering af den danske arbejdsstyrke.
Socialdemokratiet er skeptiske overfor, at virksomhederne får udbetalt midler, der ellers kunne gå til at sikre en opkvalificeringsindsats og fremtidssikre et fortsat stærkt dansk arbejdsmarked, men anerkender trepartsaftalen som helhed.
Socialdemokratiet stemte imod gennemførelsen af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
Enhedslistens, Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget er imod aktstykket. Partierne mener ikke, at der er nogen grund at tilbagebetale et beløb til arbejdsgiverne. Pengene burde bruges på uddannelse, f. eks. til at fjerne eller reducere omprioriteringsbidraget på uddannelserne. Det ville også være til glæde for arbejdsgiverne, der i stigende grad mener, at de mangler kvalificeret arbejdskraft – hvad der ikke burde komme som en overraskelse. Der er endvidere tale om at man nedskriver reserven til JobReform fase 2, som er penge der stammer fra de fattigdomsydelser, som EL, ALT og SF er stærkt imod. Disse penge var i øvrigt lovet til skattelettelser til lavindkomstgruppen; nu bruges de til at betale penge til arbejdsgiverne ligesom regeringen også sammen med DF har brugt en del af pengene til lavere registreringsafgift for alle undtagen de billigste biler. EL, ALT og SF er imod både brugen af pengene og finansieringen, og stemmer derfor imod aktstykket. EL, ALT og SF er opmærksomme på, at der er tale om en udmøntning af den seneste trepartsaftale, men mener at der er tale om et element, der absolut ikke burde indgå i en aftale, der i øvrigt drejer som styrket uddannelse og opkvalificering.