Finansudvalget 2017-18
Aktstk. 74
Offentligt
1881999_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 18. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 (FiU) aktstykke nr. 73 stillet 12. april 2018
efter ønske fra Rune Lund (EL).
Spørgsmål nr. 3
”Kan
ministeren oplyse, hvorvidt det planlagte deponi er sikret mod at miljøfarlige stoffer udledes fra
deponiet til naturen ved Vadehavet, herunder om det planlagte deponi forsynes med en membran, der
sikrer imod, at sådan
en udledning kan ske?”
Svar
”Jeg
har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, der oplyser følgende:”
”Deponiet
vil under anlæggelse, drift og nedlukning overholde de vilkår som stilles i henhold til den
gældende lovgivning.
Sikringen mod udledning af miljøfarlige stoffer består af en sanddæmning på mindst 30 meters
bredde, både ud mod Vadehavet og ud mod et brakvandsområde nordøst for deponiet. Dæmningerne
er yderst beklædt med geotekstil dækket med filtersten og store brudsten. Der vil ikke forekomme
direkte udledning af miljøfarlige stoffer, men kun passiv udsivning gennem dæmningerne. Udsivning
vil alene indeholde den vandopløste del af stofferne, idet alle partikler tilbageholdes i det inderste sand
lag i dæmningerne mod deponiet, hvilket medfører en betydelig reduktion af indholdet. Endvidere er
organisk stof som TBT og PAH så lang tid om at trænge gennem dæmningerne, at det er nedbrudt,
inden det når ud til Vadehavet. Deponiet indeholder dermed væsentlige renseforanstaltninger.
Samtidig sker der en betydelig nettofjernelse af miljøfarlige stoffer og kvælstof i havnen som følge af
deponering af sediment i spulefeltet.
Miljøpåvirkningen af deponiet er desuden blevet undersøgt i en VVM-redegørelse, som ikke peger på
væsentlige påvirkninger af miljøet. VVM-redegørelsen har været i høring og forventes færdigbehandlet
af Miljøstyrelsen i løbet af kort tid.”
Esben Lunde Larsen
/
Merete Løvschall
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade
12
• 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk