Finansudvalget 2017-18
Aktstk. 148
Offentligt
1913705_0001.png
Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
20. juni 2018
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 8 (Aktstykke nr. 148) af
14. juni 2018
Spørgsmål
Hvad er begrundelsen for at jordkøb er omfattet af anlægsloftet, eftersom jordkøb
ikke direkte udløser økonomisk aktivitet i byggeanlægssektoren? (Der ønskes et
svar på spørgsmålet og ikke bare en henvisning til at der nu nedsættes en arbejds-
gruppe om jordkøb).
Svar
Som led i de årlige forhandlinger mellem regeringen og KL om kommunernes
økonomi aftales et niveau for kommunernes skattefinansierede bruttoanlægsudgif-
ter, herunder kommunernes anlægsudgifter til jordkøb.
Det aftalte niveau for kommunernes bruttoanlægsudgifter har til formål at sikre en
hensigtsmæssig styring af de offentlige udgifter, herunder i den løbende tilrette-
læggelse af udgifts- og finanspolitikken. Såfremt kommunernes udgifter til jord-
forsyning ikke var omfattet af det aftalte anlægsniveau, ville det alt andet lige
svække styringen af de samlede kommunale anlægsudgifter.
Hertil kommer, at en utilsigtet vækst i kommunernes køb og salg af jord ville kun-
ne påvirke aktiviteten i bygge- og anlægssektoren, herunder skubbe på kapacitets-
presset i en konjunkturfremgang.
Det bemærkes afslutningsvis, at regeringen og KL med aftale om kommunernes
økonomi for 2019 er enige om at igangsætte et fælles arbejde for at afdække kon-
sekvenserne af den nuværende styring af de kommunale udgifter og indtægter til
køb af jord og ejendomme. Arbejdet skal afdække forslag til justering af styringen,
som ikke forringer den finanspolitiske styring af de offentlige investeringer.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk