Spm. nr. US 49

Tak for det. Ja, det er jo fristende, for det har den højeste prioritet, det er der jo ingen tvivl om, og sådan er det.

Men det er faktisk lidt en variant af diskussionen om indvandring til bl.a. Danmark, som jeg gerne vil rejse spørgsmål om. Der udspinder sig jo i de her dage en stadig større diplomatisk krise i forhold til Tyrkiet, og jeg synes, det er meget tilfredsstillende, at statsministeren har taget initiativ til at udskyde besøg fra den tyrkiske premierminister. Men det, jeg også synes hele den her diskussion afstedkommer, er spørgsmålet om, hvad i alverden det er, vi har foretaget os, der skaber de problemer, som vi har nu. Der tænker jeg på, at der jo er en ganske stor mængde tyrkere i Danmark, Holland og i særdeleshed Tyskland, som åbenbart har en følelse af, at det er vigtigt for dem at blande sig i, hvad der sker i Tyrkiet, snarere end at være borgere i det land, de nu engang bor i. Jeg tror, at Tyskland sådan lidt uofficiel vel er den fjerdestørste valgkreds for Tyrkiet. Det betyder jo, at tyrkiske politikere skal til vores lande for at argumentere for, hvad man skal stemme til valg i Tyrkiet. Det giver ingen mening.

Det, det i hvert fald for mig illustrerer, er, at der er et sted, hvor man i dansk lovgivning har begået en fejl – og jeg håber at kunne få statsministeren med på, at der er tale om en fejl, og at vi måske i fællesskab kunne få rettet op på den fejl – og det er, at man for kort tid siden tillod dobbelt statsborgerskab, så det i virkeligheden nu er muligt at tjene to lande på en og samme tid. Jeg synes jo, at indvandrere, der kommer til Danmark, må vælge. De må vælge Danmark til eller fra, og når de vælger Danmark til, vælger de f.eks. også det danske demokrati til, og så er det i Danmark, de skal udøve deres demokratiske rettigheder og kan stille op til valg til Folketinget osv.. Når man bliver dansk statsborger, skal man altså ikke rende rundt og stemme til tyrkiske valg. Det synes jeg er en absurditet, ligesom det vil være, hvis folk fra andre lande synes, at det er i disse lande, de i højere grad skal udøve deres demokratiske ret end i Danmark, hvis de har valgt at søge om dansk statsborgerskab.

Det var jo i 2015, kort tid før sidste valg, reglerne blev ændret, bl.a. fordi Venstre skiftede holdning i forhold til deres oprindelige holdning til dobbelt statsborgerskab. Jeg vil gerne høre statsministeren, om han ikke på baggrund af det, vi nu ser i forhold til Tyrkiet, kan se, at det var en fejl, og at vi skal tilbage til det oprindelige standpunkt, som Venstre havde i den her sag.

Værsgo til statsministeren.

Tak for det. Hvis man laver fejl, skal man selvfølgelig ikke være for stor til at indrømme det, men det mener jeg for så vidt ikke er tilfældet her, og jeg må starte med at skuffe ved at sige, at vi vedstår den aftale, vi har lavet med Liberal Alliance, SF, Enhedslisten og den daværende socialdemokratisk-radikale regering.

Det er ikke, fordi jeg i øvrigt ikke anerkender analysen om det udfordrende i, at der føres valgkamp på fremmed jord, og at man ikke i sin livsførelse og i sit virke ligesom vælger til. Jeg tror bare, man må sige, at de her ting jo også afspejler den verden, vi lever i. Nu er der f.eks. præsidentvalg i Frankrig, og den fjerdestørste franske by, der går til præsidentvalg i Frankrig, er London – det er bare for at nævne et eksempel. Tanken om det dobbelte statsborgerskab er jo drevet af et ønske om, at danskere, der rejser ud og får statsborgerskab i et andet land, kan bevare en relation til Danmark. Det er jo det, der har båret det. Og alting har så to sider.

Uden at kunne tallene i hovedet tror jeg også, man må sige, at med hensyn til de befolkningsgrupper med tyrkisk herkomst, der er, f.eks. i Danmark, så er det jo ikke sådan, at hvis der ikke var mulighed for at få dobbelt statsborgerskab, ville der ikke være tyrkere bosiddende i Danmark med fortsat stemmeret i Tyrkiet. Så med hensyn til de udfordringer, vi står med, så har jeg forsøgt at håndtere dem på den måde, jeg har gjort, nemlig ved venligt, men altså også relativt præcist at sige noget om det hensigtsmæssige i timingen af et premierministerbesøg nu og dermed jo også sende et signal om, at vi ikke ønsker politikerbesøg i den her kritiske periode. Det er et forsøg på at håndtere en situation, men det er jo ikke sådan, at problemstillingen ville gå væk, hvis vi bare forbød dobbelt statsborgerskab.

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er jo en afgørende forskel på at vandre fra et land til et andet for at bosætte sig og arbejde osv. Altså, Jeg mener jo, at det er en anden situation, end at man aktivt beder om at blive statsborger i det land, man er vandret til. Hvis man vælger aktivt at søge om statsborgerskab i et nyt land, så er det, fordi man har valgt fuldt og helt og med sine rødder og alle de der ting, som der er skrevet fine danske salmer om, at være borger i det nye land, man er kommet til.

Så skærer man altså også nogle bånd til det gamle land over. Ikke fordi man ikke har en fortid og kan have følelser osv., men altså, Venstres ordfører sagde tilbage i 2011, hvor vi jo havde fælles standpunkt i forhold til det her, at det bør undgås, og jeg citerer, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har stemmeret og valgbarhed i flere lande.

Når han sagde det, vil jeg sige, at jeg synes, det er fuldstændig afgørende, at det da må være sådan. Det kan da ikke nytte noget,

at tyrkere, som er statsborgere her i Danmark, så samtidig skal have valgret i Tyrkiet. For går man først ind på det, giver det jo mening, at tyrkiske politikere skal komme til Danmark og føre valgkamp her. Og så får vi de konflikter, som er i Tyrkiet, her til Danmark, og det er præcis det, vi ser udspille sig.

Det er jo på baggrund af det, jeg i hvert fald gerne vil prøve at overbevise Venstre om, at man skal tage den her sag op til fornyet overvejelse på baggrund af det, vi ser i de her uger.

Værsgo til statsministeren.

Det har jeg godt noteret mig at det handler om, og fuld respekt for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl anerkender jo selv, kan man sige, at vandrende arbejdstagere i sagens natur tager deres nationalitet med sig og i sagens natur derfor også udøve deres demokratiske ret i det land, de er vandret fra. Og når vi er enige om det og det forhold, at der i øvrigt vandres en del – og det er bare for at angribe analysen lidt – så vil det jo være sådan, at de udfordringer, vi altså aktuelt har, med, at der er et tyrkisk miljø i Danmark, som har demokratiske rettigheder i Tyrkiet, ville også være der, selv om vi ikke havde reglen om dobbelt statsborgerskab.

Så kan hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at hvis vi ikke havde dobbelt statsborgerskab, ville der måske være nogle, som ikke længere kunne udfylde den funktion i Tyrkiet. Men problemstillingen ville være der her i Danmark, og den ville være der i Holland. Der er mig bekendt 400.000 tyrkere i Holland, og jeg tror ikke, de alle sammen har dobbelt statsborgerskab.

Så det handler jo mere om, om vi nu får debatten på den rigtige baggrund, og hvad er årsag, og hvad er virkning?

Jeg synes, den udvikling, vi ser i Tyrkiet med et demokrati i bakgear, er dybt, dybt bekymrende. Det synes jeg er hoveddiskussionen.

Vores stillingtagen til dobbelt statsborgerskab er drevet af noget andet, og hvis det ligesom bliver fremstillet, som om statsborgerskab er den komponent, der kunne få alle de andre problemer til at gå væk, så ville jeg måske være parat til at revurdere vores position fra 2015. Men det tror jeg er en forkert slutning.

Tak. Værsgo.

Altså, før lovændringen i 2015 var udgangspunktet jo, at man ikke kunne få dansk statsborgerskab, hvis man samtidig havde statsborgerskab i et andet land. Der var så nogle undtagelser, men det var hovedreglen.

Så blev det lavet om til, at man nu sagtens kan få dansk statsborgerskab, selv om man har et andet lands statsborgerskab. Og sammenligner man det med, at der er folk, der vandrer rundt i verden og tager arbejde og i perioder af deres liv er i et andet land, så devaluerer man jo snakken om statsborgerskab.

For Dansk Folkeparti mener, at det at få dansk statsborgerskab bør og skal betyde så meget ekstra, at man er parat til med hud og hår, havde jeg nær sagt, at tage det danske samfund og være en del af det og kæmpe for Danmark. Så kæmper man jo ikke for Tyrkiet, så kæmper man for Danmark, altså hvis man har valgt at være dansk statsborger.

Så vi ønsker selvfølgelig at få strammet kriterierne for, hvem der får dansk statsborgerskab, og som minimum at sikre, at dem, der ønsker et dansk statsborgerskab, hvis de får det bevilget, er nogle, der samtidig på den måde viser, at de er danskere, før de er noget som helst andet.

Det er ikke det samme, som at man ikke kan have rødder et sted og have kendskab til det. Men man har tilvalgt Danmark aktivt, og så skal man ikke føre valgkamp i Tyrkiet eller stemme til tyrkiske valg, og så ville vi ikke have diskussionen om, hvorvidt Erdogan eller hans premierminister skal til Danmark og føre valgkamp.

Så jeg vil endnu en gang sige, at jeg bare er glad for, at statsministeren er opmærksom på de udfordringer, det her giver, og jeg synes, at det er en helt naturlig konsekvens i forhold til diskussionen om dobbelt statsborgerskab, som vi i Dansk Folkeparti i hvert fald vil presse på for at holde på dagsordenen.

Tak for det. Og så er det statsministeren.

Men det er noteret, at man har det ønske. Og jeg har så tilkendegivet, at vi selvfølgelig vedstår os de politiske aftaler, vi har lavet.

Der er så en anden diskussion, der handler om, hvilke kriterier man så skal opfylde for at få det statsborgerskab. Og der har vi jo sammen strammet vilkårene ad flere omgange. Det er i øvrigt en diskussion, jeg altid er åben over for, for det skal selvfølgelig have en betydning, og man skal mene det, når man vælger Danmark til.

Der er jo to grunde til, at vi har ønsket reglen om dobbelt statsborgerskab. Den ene er den, jeg angav før, altså i forhold til danskere, der ønsker at fastholde en tilknytning. Det er det, der bliver muliggjort, og med det følger jo også, at rettighederne må gælde den anden vej.

Det andet er det forhold, at det er meget, meget svært at tage statsborgerskab fra folk, for man må ikke efterlade folk statsløse. Og historisk har vi jo set situationer, hvor folk der har fået dansk statsborgerskab, efterfølgende har ageret på en sådan måde, at hvis vi havde vidst, at de ville gøre de ting, havde vi næppe givet dem det.

Der skal jeg da ikke lægge skjul på, at der er det forhold, at der er være nogle mennesker, som har valgt at opretholde deres oprindelige statsborgerskab, hvilket altså muliggør, at vi kan tage det danske fra dem. Det spiller da også ind i mine egen samlede overvejelser om, hvorvidt det med dobbelt statsborgerskab er en god idé. Og det viser vel bare, at alle de her sager har nogle nuancer, og det, der ser ud til at være meget enkelt, måske ikke er det, hvis man kigger lidt dybere på det.

Jeg tror, man helt stilfærdigt må sige, at helt uagtet om hr. Kristian Thulesen Dahl eller jeg får ret i den her sag, altså om, hvad vi mener i Danmark, så vil de udfordringer, vi står med i den tyrkiske valgkamp, være der alligevel.

Tak . Værsgo til hr. Uffe Elbæk, Alternativet.