Tak for det.
Ja, det er jo fristende, for det har den højeste prioritet, det er der jo ingen tvivl om, og sådan er det.
Men det er faktisk lidt en variant af diskussionen om indvandring til bl.a.
Danmark, som jeg gerne vil rejse spørgsmål om.
Der udspinder sig jo i de her dage en stadig større diplomatisk krise i forhold til Tyrkiet, og jeg synes, det er meget tilfredsstillende, at statsministeren har taget initiativ til at udskyde besøg fra den tyrkiske premierminister.
Men det, jeg også synes hele den her diskussion afstedkommer, er spørgsmålet om, hvad i alverden det er, vi har foretaget os, der skaber de problemer, som vi har nu.
Der tænker jeg på, at der jo er en ganske stor mængde tyrkere i Danmark, Holland og i særdeleshed Tyskland, som åbenbart har en følelse af, at det er vigtigt for dem at blande sig i, hvad der sker i Tyrkiet, snarere end at være borgere i det land, de nu engang bor i.
Jeg tror, at Tyskland sådan lidt uofficiel vel er den fjerdestørste valgkreds for Tyrkiet.
Det betyder jo, at tyrkiske politikere skal til vores lande for at argumentere for, hvad man skal stemme til valg i Tyrkiet.
Det giver ingen mening.
Det, det i hvert fald for mig illustrerer, er, at der er et sted, hvor man i dansk lovgivning har begået en fejl – og jeg håber at kunne få statsministeren med på, at der er tale om en fejl, og at vi måske i fællesskab kunne få rettet op på den fejl – og det er, at man for kort tid siden tillod dobbelt statsborgerskab, så det i virkeligheden nu er muligt at tjene to lande på en og samme tid.
Jeg synes jo, at indvandrere, der kommer til Danmark, må vælge.
De må vælge Danmark til eller fra, og når de vælger Danmark til, vælger de f.eks.
også det danske demokrati til, og så er det i Danmark, de skal udøve deres demokratiske rettigheder og kan stille op til valg til Folketinget osv..
Når man bliver dansk statsborger, skal man altså ikke rende rundt og stemme til tyrkiske valg.
Det synes jeg er en absurditet, ligesom det vil være, hvis folk fra andre lande synes, at det er i disse lande, de i højere grad skal udøve deres demokratiske ret end i Danmark, hvis de har valgt at søge om dansk statsborgerskab.
Det var jo i 2015, kort tid før sidste valg, reglerne blev ændret, bl.a.
fordi Venstre skiftede holdning i forhold til deres oprindelige holdning til dobbelt statsborgerskab.
Jeg vil gerne høre statsministeren, om han ikke på baggrund af det, vi nu ser i forhold til Tyrkiet, kan se, at det var en fejl, og at vi skal tilbage til det oprindelige standpunkt, som Venstre havde i den her sag.