Se, som vi jo har været rundt om nogle gange, betyder den aftale, der blev lavet af en bred kreds af partier i Folketinget, at vi styrker muligheden for, at de olie- og gasforekomster, der er i Nordsøen, kommer op til fællesskabets gavn.
Det betyder også, at den meget store klynge af industriarbejdspladser, der er i Esbjergområdet omkring netop olie- og gasindustrien, og den store eksport, som vi har fået på baggrund af vores viden om, hvordan vi henter olie op af en meget svær undergrund, som der er i den danske del af Nordsøen, styrkes med aftalen her.
Så jeg er glad for aftalen; jeg synes, den er rigtig, rigtig god, og jeg gør mig ikke, som det hedder i spørgsmålet, nogle overvejelser om at ændre skattefradragene for felterne uden for eneretsområdet.
Det, som vi har lavet her, er en generel ændring – en tilvalgsordning så at sige – i en begrænset periode.
Hvis man ønsker at lave investeringer i produktionen i Nordsøen, kan man i en periode få et forhøjet fradrag og få en forhøjet afskrivning.
En forhøjet afskrivning modsvares selvfølgelig af, at afskrivningsværdierne er lavere senere hen.
Et forhøjet fradrag på kulbrinten vil gøre, at det er mere attraktivt.
Men igen, hvis det er attraktivt for nogle at investere yderligere end det, der allerede er investeret, for dermed at producere noget mere, så vil den største gevinstmodtager i forhold til det være statskassen.
Det vil være samfundet, der får over 70 pct.
af det overskud, der kommer af, at vi producerer noget mere.
Der blev sagt i det her spørgsmål, at vi skulle deles om den grønne omstilling.
Det behøver vi ikke for min skyld.
Altså, jeg er varm tilhænger af, at vi laver en grøn omstilling i Danmark, men uanset hvor hurtigt man måtte ønske sig en grøn omstilling i Danmark, vil det være sådan, at der i Europa vil være en efterspørgsel på både olie og naturgas i en del år fremadrettet, og jeg tror endda også, man kunne sige:
i lang tid efter at den nuværende eneretsbevilling udløber i 2042.
Hvis ikke vi selv bruger al den olie og gas, der produceres i Danmark, så giver den samfundet en eksportindtægt, fordi vi kan sælge den til andre lande og gøre os mindre afhængige af nogle af de ustabile regimer, der i øjeblikket tjener for godt på at levere til et Europa, der har brug for energi udefra.
Så vi kan sådan set gøre noget, der både geopolitisk og økonomisk er fornuftigt, uden at det miljømæssigt ændrer noget som helst.