Spm. nr. S 345

49) Til ældreministeren af:

Astrid Krag (S) :

Hvordan vil ministeren sikre, at medarbejderne i ældreplejen kan gå på arbejde uden at risikere voldelige overfald fra eksempelvis demente ældre, jf. at Arbejdstilsynet i 2016 har givet næsten dobbelt så mange påbud til plejehjem og hjemmeplejen i sager om vold i forhold til 2015?

Fru Astrid Krag for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Hvordan vil ministeren sikre, at medarbejderne i ældreplejen kan gå på arbejde uden at risikere voldelige overfald fra eksempelvis demente ældre, jævnfør, at Arbejdstilsynet i 2016 har givet næsten dobbelt så mange påbud til plejehjem og hjemmeplejen i sager om vold i forhold til 2015?

Ministeren.

Vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at medarbejdere i ældreplejen ikke udsættes for fysisk og psykisk vold. Når mennesker med demens reagerer ved at blive aggressive, er der mange gange tegn på dårlig trivsel og mangel på livskvalitet hos den enkelte. Vi skal forebygge denne udadreagerende adfærd hos mennesker med demens ved at tilrettelægge en pleje og omsorg, som tager højde for den enkeltes individuelle ønsker og behov, og ved at se mennesket bag sygdommen og forstå de reaktioner, som opstår, når hukommelsen og sproget langsomt forsvinder.

Netop øget trivsel og livskvalitet for mennesker med demens er et af omdrejningspunkterne i den nationale demenshandlingsplan, som vi jo tog hul på i går med de politiske forhandlinger. Det handler om øget kvalitet i plejen og omsorgen for mennesker med demens. Det handler om mere fysisk træning og aktivitet. Det handler om at sikre, at personalet har de nødvendige kompetencer, der kan forhindre, at mennesker med demens bliver udadreagerende, og det handler om at skabe nogle gode fysiske rammer. For det er naturligvis afgørende for mig, at de ansatte i ældreplejen kan gå på arbejde hver dag uden at frygte voldelige overfald.

Spørgeren.

Tak for det, minister. Så vil jeg høre, om ministeren kan genkende det, jeg også var inde på som medspørger tidligere, med de udfordringer, det giver på plejehjem, der måske i forvejen er hårdt spændt for og i hvert fald bliver det, når en eller flere medarbejdere bliver sygemeldt, jo ofte langtidssygemeldt, som følge af sådan et overfald.

Gør ministeren sig nogle tanker om, hvad man kan gøre for at undgå, at der kommer gang i negative spiraler rundtomkring på plejehjem i forskellige kommuner, hvor det efterhånden er så presset, at vi kan sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig er værdigt. Gør ministeren sig nogle tanker om det?

Ministeren.

Jeg er utrolig glad for, at det netop i den demenshandlingsplan, som vi har gang i, er på tale, at vi skal sikre, at personalet får nogle nødvendige kompetencer, fordi det netop er utrolig vigtigt, at personalet kommer til at kende det demente menneske og også for alvor forstår, hvilke handlemåder man kan have. For der er ingen tvivl om, at overfald og den slags også sker, hvis det demente menneske bliver utryg eller ikke føler sig mødt.

Spørgeren.

Vi har helt klart lavet nogle rigtig gode ting i fællesskab i satspuljeaftalen på det område. Jeg har jo undret mig over, at det her med vold ikke er adresseret helt konkret i demenshandleplanen, og ministeren ved også, at jeg har rejst det ved forhandlingsbordet, så det behøver vi ikke snakke om her.

Men det, jeg er ude efter, er jo ikke den her diskussion om kompetencer – jeg snakker om de helt konkrete plejehjem, der oplever at være presset utrolig hårdt, fordi de altså har medarbejdere, der bliver langtidssygemeldt som følge af vold. Jeg vil så også bare som tillægsspørgsmål spørge ministeren om, hvordan hun har det med, at de her historier først kommer frem, når Arbejdstilsynet har været på besøg. Burde det ikke opdages langt tidligere? For det siger jo ikke kun noget om, hvordan medarbejderne har det, det siger også rigtig meget om, hvad det er for nogle liv, der leves på de plejehjem, hvor vold er en del af hverdagen.

Tak. Så er det ministeren.

Jeg er ikke i tvivl om, at sygdom også opstår, når mennesker, som brænder for et område, dag efter dag må vende ryggen til noget, de godt ved de burde handle på. En af de ting, vi kan gøre på det område, er jo at sørge for, at de ikke skal sidde og dokumentere, men i stedet for komme ud og arbejde der, hvor de i virkeligheden er uddannet og ansat til at være. Det er derfor, at det her også handler om, at dokumentationen er blevet for tung; der bliver skrevet for meget, og vi har gjort hænder kolde i stedet for varme.

Spørgeren i sidste runde. Værsgo.

Jeg synes, det er meget prisværdigt, at ministeren på den måde kaster sig over afbureaukratiseringen. Vi er med på det, men det kan bare heller ikke være svaret på alting. Altså, den taskforce, der er nedsat af ministeren og sundhedsministeren med KL, og hvem det ellers er, er ikke svaret på alting.

Nu siger ministeren jo selv, at der skal skrives mindre – ja, men hele det arbejde, vi har sat gang i med at skrive de dementes livshistorier, der netop skal sikre, at vi kan møde de demente som de mennesker, de er under sygdommen og før sygdommen, er jo f.eks. noget, der kræver, at man sætter sig ned og skriver.

Kan ministeren ikke gøre det lidt mere nuanceret og komme med lidt flere konkrete bud på, hvad der skal til for at sikre både medarbejdere, men altså også de borgere, der bor de steder, hvor vold er en del af hverdagen?

Tak. Så er det ministeren.

Så er jeg da ualmindelig glad for, at der i finansloven for 2017 er afsat 2 mia. kr., hvoraf 1,5 mia. kr. skal gå til et klippekort, som giver hver beboer på et plejehjem en halv time til at gøre nogle ting, de holder af, for jeg tror, der er rigtig mange demente, som har brug for at komme ud at røre sig og være fysisk aktive. Jeg er sikker på, at det mangler, og det er noget, de har brug for.

Dette spørgsmål er slut.

Men vi fortsætter med ældreministeren og fru Astrid Krag til det sidste spørgsmål, spørgsmål 50, i spørgetimen.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)