Man kan altid stille det spørgsmål, om væksten bør være et parameter for alt, hvad man diskuterer.
Når jeg stiller det her spørgsmål, er det dybest set, fordi jeg synes, det er noget, som forekommer ofte i argumentationen for, hvorfor man ikke skal have grænsekontrol, altså at det er væksten, der er argumentet.
Når det bliver sagt så ofte, kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, hvilke begrundelser man faktisk har for at sige det.
For der er jo også andre ting, der spiller en rolle.
Det spiller en rolle i Danmark, at danskerne er trygge.
Jeg tror, der kunne skabes meget ballade, og hvis der var meget vold på gaden, ville det også påvirke folks vilje til at gå ud og handle.
Det ville også påvirke væksten.
Truslen om terror ville også påvirke væksten, hvis det viste sig, at flere islamister fra Islamisk Stat var passeret ind over grænsen, uden at der var nogen, der havde stoppet dem, og de så springer en bombe i København.
Så ville det også kunne påvirke væksten.
Så jeg siger bare, at der altså er mange diskussioner i det her, som grundlæggende set drejer sig om at være tryg.
Og jeg er bare ikke, sådan som verden ser ud i øjeblikket, tryg ved, at der ikke bliver etableret en permanent grænsekontrol, fordi jeg mener, at det er det eneste rigtige.
Så jeg vil bare anfægte ministerens argumentationsrække, for jeg synes, at det virkede flot.
Og jeg synes, at der, i forhold til de problemer som Danmark står i, Europa står i, er nogle ting, der er langt, langt mere alvorlige end sådan et snævert vækstsyn, som jo ikke engang, vil jeg mene, helt kan begrundes, sådan som ministeren gør.