Spm. nr. S 1016

5) Til finansministeren af:

Leif Lahn Jensen (S) :

Henset til, at det er kendt, at regeringen ikke har flertal for beslutningen om at forhøje pensionsalderen, vil ministeren da redegøre for, om man har skaffet et flertal for dette, og hvis ikke, hvornår man har tænkt sig at droppe tankerne om en forhøjelse?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Henset til at det er kendt, at regeringen ikke har flertal for beslutningen om at forhøje pensionsalderen, vil ministeren da redegøre for, om man har skaffet et flertal for dette, og hvis ikke, hvornår man har tænkt sig at droppe tankerne om en forhøjelse af pensionsalderen?

Værsgo.

Hvad gør man som politiker, hvis ikke man har flertal for sin politik? Ja, man forhandler. Man argumenterer. Man fremlægger muligheder. Og man ser, om ikke der kan skabes et flertal bag det mål, man har.

Hvis vi måske lige tager den her diskussion et skridt op, kan jeg sige, at jeg har to politiske mål. Jeg har et mål om at sikre et arbejdsudbud, der gør, at dansk økonomi vokser, at vi bliver rigere og mere velstående, og at vi får råd til at hjælpe flere mennesker, altså fordi dansk økonomi er stærk og i form. Det er det, der sker, hvis man øger arbejdsudbuddet i Danmark; det er, at man er med til at sørge for, at dansk økonomi er stærk, så vi har råd til den fælles velfærd og den individuelle velfærd, som vi kan få af, at vi får bedre jobs, bedre lønninger, men også flere skatteindtægter og dermed en bedre økonomi i den offentlige sektor.

Det andet, jeg har som mål, er at have en større balance – man kunne næsten sige retfærdighed – med hensyn til hvordan vi fordeler velfærden over generationer. Mit eksempel fra før, hvor den 49-årige far får en meget længere pensionstid end sine børn på 20 og 22 år, er reelt; det er jo sådan, virkeligheden vil være, hvis ikke der sker nogle ændringer i forhold til det, der er vedtaget i dag, og den levetid, vi kender. Så vil der være den skævhed, at nogle grupper har en markant længere pensionstid end den, vi giver vores børn og børnebørn.

Så jeg har et politisk mål om vækst og arbejdsudbud, og jeg har et politisk mål om mere retfærdighed. Hvordan jeg så når de mål, altså hvilke midler der skal til for at nå dem, er jeg klar til at forhandle om. Det er jeg helt klar til at forhandle om. Jeg er godt klar over, at regeringen er en mindretalsregering, og det betyder, at vi lægger nogle forslag frem, og så forhandler vi, indtil vi har et flertal for at gennemføre det, der kan bringe os i retning af vores politiske målsætninger, som altså her er vækst og velstand samt retfærdighed, i forhold til hvordan man fordeler pension mellem generationer.

Spørgeren.

Finansministeren har ret i, at der er to måder, man kan gøre det på. Man kan forhandle og forsøge at skaffe flertal, men man kan jo også som nummer 2 stoppe op og sige: Det her er umuligt, det er ufornuftigt, og så stopper vi den tanke.

82 pct. af danskerne ønsker ikke en højere pensionsalder, 57 pct. af Venstres egne vælgere ønsker ikke en højere pensionsalder, og jeg ved, at Dansk Folkeparti heller ikke ønsker det. Så det vil sige, at der er en stor del af den danske befolkning, der synes, det er ufornuftigt, og at flertallet herinde på Christiansborg synes, det er ufornuftigt. Så selv om vi har en finansminister og en regering, der synes, at det her er fornuftigt, er det åbenbart ikke lykkedes regeringen at overbevise deres egne vælgere, samfundet, borgerne eller deres eget parlamentariske grundlag om det.

Så jeg er bare nødt til igen at spørge: Hvornår stopper den her farce? Hvornår finder regeringen og finansministeren ud af, at det her står de mere eller mindre alene med, og at det får de ikke flertal for?

Værsgo.

Vil spørgeren love, at ethvert forslag, som Socialdemokratiet ikke har flertal for på forhånd, bliver droppet? Nej, vel? Sådan er der jo ikke nogen politiske partier i et flerpartisystem som det danske der kan agere. I et flerpartisystem som det danske er demokratiet sådan, at man lægger sit forslag frem, at man kæmper for sine politiske prioriteter, de mål, man gerne vil nå, og diskuterer, hvilke midler der skal til for at nå målene, og så ser man, hvad der kan lade sig gøre.

Derfor er det sådan, at jeg ikke har tænkt mig at opgive målsætningen om større velstand i Danmark, vækst i BNP, bedre råd til at klare de udfordringer, vi har, både i den fælles økonomi og den private økonomi; de mål vil jeg fortsætte med at stræbe efter at kunne leve op til.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg ganske enkelt spørge – for det er jo det, finansministeren skal forholde sig til, når man kommer med et udspil: Hvor er så flertallet for det her? Hvem forventer finansministeren skal stemme for det her? Hvem skal stemme for det?

Ministeren.

Flest mulige partier. Altså, tidligere har Socialdemokratiet haft den, man kan sige økonomiske rygrad til at tage ansvar, når der var store økonomiske udfordringer i samfundet. Vi har overtaget en økonomi fra den daværende SR-regering, hvor der stadig væk er det, som økonomer kalder et hængekøjeproblem, som er, at vi i en lang periode fra omkring år 2025 til år 2055 vil have underskud på statens finanser, altså at man vil bruge flere penge, end man har i øjeblikket. Selv om der lige nu er økonomer, der snakker om, at vi er på vej ind i et opsving, så er der stadig væk underskud. Vi har så nedbragt det underskud markant, siden vi overtog regeringsmagten. Vi har fået underskuddet i år til at være uden engangsindtægter og 10 mia. kr. mindre end det, man forventede, da vi lavede budget for bare nogle få måneder siden.

Så det er lykkedes at bringe underskuddet ned, men vi har behov for at gøre mere.

Værsgo, spørgeren.

Socialdemokratiet har – og det har vi vist flere gange – økonomisk rygrad, når vi synes, det er fornuftigt, og det synes vi ikke at det her forslag er. Og derfor kan jeg stille spørgsmålet igen. Hvis man vil have et flertal for det, må man forvente – og det vil jeg gerne have bekræftet at finansministeren forventer, når han nu hører de her signaler; det er der også flere der har sagt, sikkert også min egen finansordfører – at Dansk Folkeparti vil stemme for og gå ind for en højere pensionsalder? Det er jo dem, man har tilbage. Forventer man det?

Ministeren.

Socialdemokratiets økonomiske politik minder mest af alt om en køkkensælgers: låger og skuffer, låger og skuffer, låger og skuffer. Det er nemlig sådan, at når man er i regering, ved man godt, hvad der skal til for at føre en økonomisk ansvarlig politik, og det var også derfor, at der faktisk blev gennemført nogle initiativer, da Socialdemokratiet sad i regering. Der blev gennemført en sænkelse af marginalskatten, der blev gennemført en sænkelse af selskabsskatten, der blev gennemført en udvidelse af arbejdsudbuddet – fordi man, dengang Bjarne Corydon havde den stol, jeg har i dag, vidste, at det var nødvendigt og det rigtige at gøre.

Lige så snart man kommer i opposition, render man fra sin politik; så lægger man afstand til den, lige indtil man igen kommer og siger, at nu er det vist på tide igen at komme i regering, og så går man ind og indfører de regler, de reformer, de initiativer, der er nødvendige. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man ikke kan finde en konsistent linje for det, altså have den samme politik, uanset om man er i regering eller i opposition.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet.

Så skal jeg meddele, at det af hr. Simon Kollerup (S) under nr. 16 opførte spørgsmål til miljø- og fødevareministeren (spørgsmål nr. S 993) efter ønske fra spørgeren er overgået til skriftlig besvarelse. Det betyder altså, at dagsordenen bliver rykket en lille smule frem.

Så er det et spørgsmål til erhvervsministeren af hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)