Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Ministeren for ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2017.

(Anmeldelse 28.02.2017. Redegørelse givet 28.02.2017. Meddelelse om forhandling 28.02.2017. Omtrykt).

Vi mangler en minister. Det gør vi ikke længere. Velkommen til ministeren.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Det her er jo det vigtigste punkt i dag, og det er en dejlig tilbagevendende tradition en dag om året at mødes med jer ligestillingsfolk og kigge på store og små ligestillingsudfordringer, og at vi også får prøvet hinanden lidt af. Vi har også fået en ny ligestillingsminister iblandt os, som endda er sprunget ud som feminist, kan jeg forstå, og tillykke med det; vi kan altid bruge endnu en feminist her i butikken.

Hvad er en feminist egentlig? Jo, ordbogen siger, at en feminist er enhver, der er tilhænger af social, politisk og økonomisk ligestilling mellem kønnene. Det er da slet ikke så farligt endda. Det er jo lige netop den stræben efter ligestilling og frigørelse for det enkelte menneske, som har været med til at gøre Danmark til et moderne, velstillet og trygt samfund, så jeg håber, at ligestillingsministeren kan blive lidt af en trendsetter i den borgerlige lejr, for vi har brug for mange flere feminister, også blandt jer i blå blok.

Den amerikanske historiker Nancy Cott siger om feminismen, at feminismen indebærer den opfattelse, at kvindernes position er en social konstruktion, altså at det er samfundsskabt og ikke naturskabt eller gudskabt, og ellers vil forandring ikke være mulig. Den erkendelse fra Nancy Cotts side og i feminismen er en forudsætning for at sikre ligestilling mellem kønnene. Det er altså ikke Vorherre, der har bestemt, at kvinder skal have 17 pct. mindre i løn, og det er ikke Vorherre, der har bestemt, at far skal afholde mindre end 10 pct. af den samlede barselsorlov. På samme måde er der altså heller ikke noget i videnskaben, der understøtter forestillingen om, at der i kvinders dna skulle ligge et særligt behov for at gå hjemme og passe børn i stedet for at gøre karriere, ligesom der heller ikke er noget beviseligt i mænds biologi, der påviser, at manden ikke evner at købe bleer, sutter og babymos, men kun kan finde ud af at bruge alle pengene på sprut og tobak, hvis han altså en dag skulle få fingre i børnechecken. Der er ingen beviser for dette.

Det kønsopdelte arbejdsmarked, den største ligestillingsudfordring i de skandinaviske velfærdssamfund, er et kæmpemæssigt spild af talent og penge, som kun er med til at fastholde mænd og kvinder i bestemte roller – og det hele er menneskeskabt. Det samme er altså løngabet mellem mænd og kvinder, og det samme er det enorme barselsgab, vi har fået mellem far og mor, og det faktum, at vi ikke har nok kvindelige talenter i spil i toppen af dansk erhvervsliv. I virkeligheden er det her jo en god nyhed, for det betyder, at vi rent faktisk kan gøre noget ved det, men vi skal være opmærksomme på, at de her udfordringer ikke løser sig selv, i hvert fald ikke lige med det samme. Berlingske har lavet beregninger, der viser, at medmindre vi sætter aktivt ind over for eksempelvis løngabet, får vi først løst ligelønsproblemet i 2126, og til den tid må vi formode, at der i hvert fald herinde har været nogle udskiftninger – hvis altså vi skal vente så længe på det. Men så er det jo heldigt, at vi som feminister ikke bare erkender, at vi er i stand til at løse udfordringerne, men at vi også føler os moralsk forpligtet til at gøre noget ved det.

Det bringer mig videre til, at ligestillingsministeren har lavet en perspektiv- og handlingsplan for 2017. Det er jo godt at kunne sætte alle ligestillingsudfordringerne i perspektiv, men visionerne skal selvfølgelig følges op med handling, og her er der et par områder fra planen, som jeg godt vil kommentere. Først omkring ligestilling blandt minoriteter: Regeringen vil lave en handlingsplan mod æresrelaterede konflikter, som også skal bekæmpe negativ social kontrol. Rigtig godt! Der er opbakning fra Socialdemokratiet til det og også til at fokusere på i det hele taget at sikre ligestilling i minoritetsmiljøerne. I den forbindelse kan det jo både undre og bekymre, at regeringen planlægger at nedlægge KVINFO's mentornetværk i den her forbindelse – det her prisbelønnede netværk, som hr. Bertel Haarder, som fru Pia Allerslev, og som mange andre fornuftige mennesker har kæmpet for at bevare, og som gang på gang bliver rost og fremhævet som best practice i både OECD, ILO og EU, og som er blevet hædret med Integrationsministeriets integrationspris, og som har skabt flotte integrationsresultater for minoritetskvinder herhjemme. Det er ganske enkelt ikke sagligt at droppe den her indsats. Og med de meldinger, der ellers har været fra ministeren, fra ordførere for regeringspartierne, må man bare konstatere, at de angreb, som KVINFO bliver udsat for her, virker noget politisk motiverede – som om KVINFO nu bare skal have kniven. Må jeg ikke opfordre regeringen til at droppe den her klapjagt, så KVINFO kan fortsætte deres vigtige arbejde for integrationen og for ligestilling. Det vil gavne os alle sammen.

Men der er også andre ting. I forhold til bekæmpelse af vold i nære relationer er det jo noget, hvor regeringen sammen med de fleste andre af Folketingets partier har bred opbakning til den indsats, der er lavet, og den satspuljeaftale, der er lavet, og den opbakning, som er rigtig vigtig, er der også fra socialdemokratisk side, men vi er også parate til at kigge på, om vi kan gøre det endnu bedre, f.eks. ved at vi i Danmark genindfører den akutte og gratis psykologhjælp til voldsramte på krisecentrene. Vi er parat til at investere i en ordning, som skal gælde både voldsramte kvinder og mænd ude på krisecentrene.

I forhold til ligestilling på ledelsesniveau vil regeringen have hele talentmassen i spil i erhvervslivet og er nu blevet helhjertet og begejstret tilhænger af den danske model for kvinder i ledelse. Dejligt at have jer ombord. Nu skal vi så bare også sikre, at loven virker.

I handlingsplanen fra sidste år ville regeringen følge op på den her lovgivning, og det er den plan, der er her, og nogenlunde de samme ord står der så i planen for i år. Vi må bare sige, at der ikke er sket noget. Institut for Menneskerettigheder har lavet en tilbundsgående evaluering af lovgivningen. Den er offentlig tilgængelig, så det er bare at dykke ned i den. Konklusionen er i korte træk: Loven er den rigtige lov, den forventes at kunne have en stor positiv effekt, hvis bare den blev fulgt. Men det er klart, at når loven ikke bliver fulgt, kan man heller ikke forvente at få resultaterne. Hver anden større virksomhed lever ikke op til lovgivningen på området, så måske kan jeg spare regeringen for en større konsulentregning her i dag – jeg gør det gerne gratis – ved at sige: Hvis I undrer jer over, hvad der skal til for at få loven til at virke, så er svaret det simple: Få virksomhederne til at leve op til lovgivningen, for så kommer loven også til at virke.

I forhold til ligestilling inden for de offentlige myndigheder fandt jeg perspektivplanen fra 2016 frem. På side 19 beskrives initiativet, hvor regeringen har aftalt med KL, at de udformer en vejledning til kommunerne, som skal sikre, at både mor og far modtager information fra det offentlige for alt, hvad der vedrører deres børn. For man kan spørge: Hvorfor er det kun mødrene, der skal informeres? Det er da ikke ligestilling. Så jeg blev lidt optimistisk, da jeg i sin tid læste de her linjer. Så gik der et år. I 2017-planen, søreme også på side 19, står der, at man vil tage initiativ til at få udarbejdet en vejledning til kommunerne, så begge forældre kan blive informeret. Der er altså gået endnu et år, og det eneste, der er sket, er, at vi alle sammen er blevet et år ældre. Venner, det er altså ikke nok bare at skrive tingene ned på et stykke papir, det skal også føres ud i livet.

Der står også i handlingsplanen for 2016, at regeringen vil undersøge mulighederne for at ændre udbetalingsreglerne for børnechecken, så checken ikke pr. automatik udbetales til mors konto, men at forældrene selv kan bestemme, hvor den skal udbetales. Der gik et år, og vi blev alle sammen et år ældre, og hvad er status? Jo, i planen fra 2017 står der søreme, at regeringen har besluttet sig for at undersøge præcis det samme, som man besluttede sig for at undersøge i 2016.

Einstein sagde, at definitionen på sindssyge er at gentage den samme handling igen og igen og så forvente et nyt resultat, altså i det her tilfælde at tro, at hvis man intet foretager sig, sker der nok en masse. Man kan spørge sig selv: Hvad er det, regeringen venter på? Skal der ske noget på de områder her, eller kan vi bare genoptrykke den her handlingsplan, og så kan vi bruge den igen næste år? De handlingsplaner ligner til forveksling hinanden, og man kan selvfølgelig sige, at i det mindste er man så konsistent, og det er jo altid noget. Den knap så pæne udlægning af det ville være, at regeringen er gået i stå, at den simpelt hen er faldet i søvn på ligestillingsområdet, at regeringen snorkbobler. Men det skal I ikke være kede af, for tiden er ikke helt løbet fra regeringen endnu, der er stadig god mulighed for og god tid til at få udrettet en masse.

Jeg håber, og jeg forudser, at I vil møde et meget velvilligt Folketing, også en velvillig befolkning, hvis I tager det næste skridt og ikke bare lader det blive ved snakken, men rent faktisk bruger handlingsplanen i dag til også at handle og levere nogle resultater på ligestillingsområdet. Jeg skal i hvert fald nok sige nogle pæne ord om jer, når den tid kommer.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for en utrolig god tale. Jeg tror faktisk, at hr. Rasmus Horn Langhoff er min socialdemokratiske yndlingsfeminist, fordi jeg var enig i det hele, fra ende til anden. Så stor ros for det.

Det, jeg gerne vil spørge om, er noget af det, som hr. Rasmus Horn Langhoff også selv nævner, nemlig både ligeløn og barsel, som måske er de der to store monstre i ligestillingsdebatten i Danmark, og så den væsentlige pointe, at for at ændre på tingene skal vi gøre noget ved det. Hvad vil Socialdemokratiet, hvis Socialdemokratiet kunne få lov til at bestemme, gøre for eksempelvis ligeløn?

Yndlingsordføreren, værsgo.

Tak. Jamen som jeg også sagde i min tale, er vores kønsopdelte arbejdsmarked den største udfordring, og de to største faktorer i det er løngabet mellem mænd og kvinder og barselsgabet mellem mænd og kvinder. Og de to problemer er beslægtede, det kan man ikke komme uden om.

Det kræver, at det ikke bare bliver ved snakken. Det kræver i forhold til ligelønsproblematikken, at vi giver nogle redskaber til at få den diskrimination, som desværre også foregår derude, frem i lyset. Men det kræver også, at vi på et eller andet tidspunkt tør genstarte hele snakken, om vi kan give nogle bedre redskaber til at sikre en mere ligelig fordeling af forældreorloven. Jeg har ikke de vises sten her og nu, men jeg er åben over for at snakke om de her ting.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for. Jeg er i øvrigt også glad for analysen af sammenhængen, for den er jeg fuldstændig enig i, og også det der med, at det ikke skal blive ved snakken, er jeg fuldstændig enig i. Så derfor efterlyser jeg nok måske bare et eksempel på et socialdemokratisk redskab.

Jeg er helt enig i, at vi ikke kan fikse alting fra Christiansborgs side. Det skal bestemt ikke lyde, som om jeg vil bede Socialdemokratiet om at fortælle, hvordan vi bare fixer det hele herindefra, og så skal det nok gå, for vi har jo en lov, der siger, at vi skal have ligeløn, men alligevel har vi det ikke. Så altså bare et eksempel på et eller andet redskab – det behøver ikke være barsel, det kan også være ligeløn – som vi kunne tage fat i herfra, så vi handler på det.

Ordføreren.

Noget, der ligger lige for, er jo at udvide de redskaber, vi har, i forhold til kønsopdelt lønstatistik. Vi ved, at dér, hvor der særligt er udfordringer med løngab, er på små og mellemstore virksomheder, og det er jo netop de virksomheder, hvorfra regeringen har fjernet den kønsopdelte lønstatistik og den adgang, som tillidsrepræsentanterne, medarbejderrepræsentanterne havde til rent faktisk at få gjort noget ved de her problemer.

Vi har en ligelønslov. Den ønsker alle virksomheder at leve op til. Den har vi alle sammen interesse i at der bliver levet op til, men vi skal selvfølgelig give både virksomheder og medarbejdere de rette redskaber. Det var et sted, hvor man meget nemt kunne gribe ind med det samme.

Vi siger tak til den socialdemokratiske ordfører og byder velkommen til ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Marlene Harpsøe. Værsgo.

I Danmark har vi kæmpet i rigtig, rigtig mange år for ligestilling, og det er utrolig vigtigt, at alle har lige muligheder. Vi skal værne om den enkeltes ret til at udtrykke sig og udfolde sig. Ligestilling betyder, at alle uanset køn, seksualitet eller kønsidentitet skal have frihed til at være dem, de er – også når emnet for nogle er lidt for ømtåleligt.

Det gælder f.eks. for de massive ligestillingsproblemer, vi har set der er for nogle kvinder med muslimsk baggrund. Når vi ser et program på TV 2 som »Moskeerne bag sløret«, kan vi se, at der er tale om massiv undertrykkelse, når en kvinde får at vide, at hun ikke må arbejde sammen med mænd eller tage sig et arbejde. Mange af disse kvinder er underlagt en religiøs og social kontrol, der udspringer fra de religiøse ledere i moskeerne og miljøet omkring dem. At de får råd og vejledning i, at de ikke må blive for danske, har fatale konsekvenser for mange af de unge, der lever med en splittelse mellem to regelsæt. Det fører til konflikter i familien og gør, at mange unge må flygte fra deres familier.

Vi har jo i Danmark også været nødt til at oprette tophemmelige steder, som f.eks. RED-Safehouse, der er en selvejende institution, som driver to sikre og skjulte opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, omfattende social kontrol, æresrelateret vold, tvangsægteskaber eller trusler herom. Tænk sig, i forhold til personer med ikkevestlig oprindelse er der 21 pct. af de unge kvinder og 17 pct. af de unge mænd, der oplever, at deres familie begrænser deres valg af kæreste eller ægtefælle. Det må bare ikke finde sted i et ligestillingsland som Danmark.

Da vi blev opmærksomme på alt det i forbindelse med debatten om »Moskeerne bag sløret«, var vi i Dansk Folkeparti også der rigtig glade for, at vi havde medvirket til at støtte kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, for der er rigtig mange mennesker, som har en ikkevestlig oprindelse, som er på offentlig forsørgelse. Og de personer er det utrolig vigtigt at få ud i arbejde, så de kan bidrage til samfundet. Om integration er muligt for de fleste, tvivler jeg godt nok på. Men der er massive problemer, og det betyder også, at man i hvert fald ikke bliver integreret, hvis man ligger hjemme på sofaen. Man bliver ikke integreret i det danske samfund, hvis man kun sørger for at servicere familien, mændene og børnene i familien, ved at lave deres mad og vaske deres tøj, for man møder ikke andre danskere, og man oplever ikke dansk kultur ved at være derhjemme. Derfor er det så vigtigt, at vi har indført et kontanthjælpsloft og 225-timersreglen, fordi det giver et incitament til at komme i arbejde frem for at være derhjemme. Det er et utrolig vigtigt ligestillingsforslag, der altså her er kommet igennem, som er med til at sikre en vigtig gruppe kvinder, som jo altså har en enorm stor udfordring i forhold til ligestillingsproblemer.

Hvis vi kigger på landets krisecentre, viser årsstatistikken for kvinder og børn på krisecentre for 2014, at kvinder med et andet fødeland end Danmark udgør 85 pct. på krisecentrene. Det er så, selv om de kun udgør 12 pct. af det samlede antal voksne kvinder i Danmark. Det skriger til himlen; der er noget rivravruskende galt.

Noget andet, vi skal sætte hårdt ind over for, er den negative sociale kontrol, der skaber nogle massive begrænsninger i nogle etniske minoritetsmiljøer, og som dermed fratager mennesker deres frie valg og muligheder. Vi skal under ingen omstændigheder lukke øjnene for, at der er miljøer i Danmark, hvor ligestillingen mere eller mindre er sat ud af drift – det er en by i Rusland – og hvor unge f.eks. ikke frit kan vælge venner, kæreste, uddannelse, ægtefælle. Det må og skal vi ikke acceptere, altså at nogle afholdes fra at leve med den frihed og ligestilling, som vi i Danmark har opnået, for den gælder nemlig for os alle.

Tænk engang, at der bor mennesker her i Danmark, som sender deres børn på genopdragelsesrejse eller et ufrivilligt udlandsophold for f.eks. at blive gift eller forlovet. Vi skal på ingen måde acceptere og medvirke til social kontrol, for det er jo det, der sker, når man opretter særskilte kvindehold for nedrullede gardiner. Argumentet har været, at ellers kommer kvinderne jo ikke ud. Ja, nogle har endda kaldt det integration. Det synes jeg faktisk er vanvittigt. I stedet skulle man jo stille spørgsmål som: Hvorfor kommer kvinderne ikke ud og deltager på lige fod med andre? Hvorfor er det nødvendigt at oprette særskilte svømmehold? Og hvad er der i grunden galt med, at der er en mandlig livredder? Det er ikke integration, og det skal og må vi ikke acceptere.

Vi skal heller ikke glemme mændene. Der er ca. 13.000 mænd, som årligt udsættes for fysisk vold af nuværende eller tidligere partnere, og de fleste af dem søger ikke hjælp. De gør heller ikke nødvendigvis brug af det netværk, som de har. Det gør kvinderne i højere grad. Men vi må regne med, at der er et stort mørketal på det her område. Det er en stor mærkesag for os i Dansk Folkeparti, at de mandekrisecentre, der er, reelt bliver ligestillet med kvindekrisecentrene i forhold til finansieringen. Hvis vi kigger på serviceloven, står der sort på hvidt, at man i en kommunalbestyrelse skal tilbyde midlertidigt ophold til kvinder, som har været udsat for vold, trusler m.v., men der står altså ikke noget om mændene. Det synes vi i Dansk Folkeparti er uretfærdigt, og det skal selvfølgelig laves om. Vi har i hvert fald i Dansk Folkeparti ad flere omgange medvirket til også at støtte mandekrisecentrene via puljer, satspuljer, og det vil vi selvfølgelig medvirke til fortsætter. Men vi skal have skrevet serviceloven om, for der er noget her, der ikke fungerer.

Noget andet, som vi i Dansk Folkeparti er meget bekymrede over, er, når man f.eks. ser børn af ikkevestlig oprindelse, der skal starte i skolen, og som ikke har de helt basale danskkompetencer på plads for børn på den alder. Allerede dér er man jo sådan set slået tilbage til start – man får en rigtig, rigtig svær start på skolelivet, når man ikke har fået de basale kompetencer på plads, som må kunne forventes af en 5-årig eller 6-årig.

Noget, jeg også oplever, er unge mennesker, der f.eks. tager et forløb på almen voksenuddannelse, AVU, som er født og opvokset i Danmark, men som ikke kan dansk, selv om de har gået i en dansk folkeskole. Der er tale om nogle unge mennesker her, som altså har levet en hel del år i Danmark, og som, må man forvente, har kunnet tale et nogenlunde dansk i forhold til at kunne gebærde sig, men som alligevel ikke har fået det helt i hus, bl.a. fordi de jo derhjemme ikke dyrker det, som ellers er naturligt for alle os andre, netop at tale dansk sammen. Det er noget, som er rigtig vigtigt for os i Dansk Folkeparti at vi får kigget nærmere på.

Når vi taler ligestilling, kan jeg heller ikke lade være med at nævne, at vi har en særlig udfordring i forhold til mændene. Vi ser jo bl.a., at mænd lever kortere tid end kvinder; der er flere mænd, der begår selvmord; og mænd har generelt en dårligere sundhedstilstand. Det er også noget, vi i Dansk Folkeparti er meget opmærksomme på, og som vi arbejder på skal forbedres. Vi skal i hvert fald i den her debat huske på, at ligestilling ikke kun handler om kvinder. Ligestilling handler både om mænd og kvinder, og at man giver hinanden lige muligheder. Ligestilling går begge veje. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Først og fremmest tak til Dansk Folkepartis ordfører for at bruge en stor del af sin taletid på at snakke om krisecentrene. Det er et indsatsområde, som i virkeligheden fortjener meget større opmærksomhed end den, vi har givet de sidste mange år, og hvor vi ville kunne hjælpe rigtig mange mennesker med en bedre indsats. Vi gør meget, og jeg synes, vi skal være stolte af det, vi er blevet enige om. Men spørgsmålet er, om vi måske kan gøre det endnu bedre, end vi gør det i dag.

Derfor vil jeg høre, om Dansk Folkeparti synes, det kunne være spændende at genoptage den ordning, der har været med gratis og akut psykologhjælp, som vi jo bevisligt ved virker. Det er med til at frigøre voldsramte fra volden. Vi kunne genindføre det på krisecentre, så det gælder på både kvindekrisecentre og mandekrisecentre. Det koster 4-5 mio. kr. om året. De penge skal nok blive tjent hjem rigtig hurtigt.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er rigtig, rigtig vigtigt at prioritere kvindekrisecentrene, og at det er vigtigt at prioritere mandekrisecentrene. Som udgangspunkt har jeg det sådan, at der ikke skal være nogen, som kommer til et krisecenter og banker på døren og så bliver afvist. Alle skal lukkes ind, hvis de har brug for hjælp. Den hjælp kan jo så bl.a. inkludere psykologhjælp, og jeg er helt med på, at vi selvfølgelig skal give alle, der har brug for hjælp, og som er i sådan en forfærdelig situation, hvor man f.eks. er udsat for vold eller trusler om det, den hjælp, som de overhovedet har brug for. I Dansk Folkeparti siger vi ja, for vi synes, at det er en god idé med psykologhjælp. Men står jeg med en pengepung fremme i dag for at støtte forslaget fra hr. Rasmus Horn Langhoff? Nej, det gør jeg ikke. Men samtidig har jeg også en forventning om, at de enkelte kvinder og mænds kommuner gør alt, hvad de kan, for at give den enkelte, som altså er kriseramt, en vigtig og rigtig indsats, og det kan bl.a. være i form af psykologhjælp.

Spørgeren.

Tak for den positive modtagelse. I forhold til økonomien er det som sagt omkring 4-5 mio. kr., det drejer sig om. Det kan Socialdemokratiet anvise finansiering på. Så økonomien er i virkeligheden det mindste problem i det her. Den største udfordring er at finde det politiske flertal. Økonomien er der styr på. Det med den gratis psykologhjælp betyder noget, men det, der i virkeligheden er det største problem, er, at der i dag er 8-9 ugers ventetid på at komme til psykolog, hvis du er voldsramt. Det er jo i virkeligheden det, der er det vigtigste. Det er endnu vigtigere end økonomien. For når den tid er gået, er den voldsramte tilbage i den voldelige relation, og det er det mønster, vi gerne vil bryde. Måske kan I hjælpe os lidt på vej?

Ordføreren.

Jamen jeg er sådan set helt enig med ordføreren i, at det jo er alt for lang ventetid, der er, for at få hjælp i sådan en situation, i hvert fald i form af psykologhjælp. Men jeg er også af den opfattelse, at hvis man står i en krisesituation og banker på døren til f.eks. et kvindekrisecenter, så har man selvfølgelig et akutproblem. Men det akutte problem må jo først og fremmest være at få taget sig af sig selv og de eventuelle børn, man måtte have med, at få ro og fred omkring sig og føle, at man er tryg. Det er det vigtigste behov, som man kan få opfyldt lige der. Og der er det vigtigt, at man også har et samarbejde med kommunen, og at kommunen hurtigst muligt griber ind og sikrer, at disse personer har et sted at bo, som ikke er krisecenteret, men et permanent sted, hvor de kan føle sig trygge. Og så skal politiet selvfølgelig også ind over og sikre, at eventuelt en mand, hvis der er tale om en mand, der har været voldelig, også får at vide, at man altså ikke skal nærme sig en kvinde, som har været udsat for vold, og at det ville kunne udløse f.eks. fængselsstraf, hvis man gør det.

Tak. Den næste spørger er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også sige tak for talen, især fordi ordføreren var så obs på at bruge ret meget af sin taletid på at italesætte problematikken med parallelsamfund, social kontrol, altså det, at mange kvinder er isolerede og skal ud på arbejdsmarkedet og deltage i samfundet. Det tror jeg ikke der er nogen der er uenig i, men spørgsmålet er så, hvordan man gør det.

Der vil jeg høre, om ordføreren måske kunne se en problematik i, at et tiltag som mentornetværket under KVINFO faktisk er med til at skabe netværk for de her kvinder, så de netop kan komme ud og søge arbejde eller få nogle gode råd til, hvordan man søger arbejde – og altså på den måde komme ud af hjemmet og deltage i fællesskabet som alle andre. Vil ordføreren prøve at arbejde imod, at man lukker mentornetværket hos KVINFO?

Ordføreren.

Sådan i bund og grund og som udgangspunkt har jeg ikke noget imod, at man flere steder bruger mentorer over for sårbare grupper. Det vil jeg gerne lige slå fast; det kan være en rigtig, rigtig god idé. Det diskuterer vi på mange områder, og vi ved, at det kan have en positiv effekt.

Men i forhold til lige præcis den her gruppe vil jeg sige, at det altså også er vigtigt at sige, at der skal langt flere virkemidler til for at sikre, at der er flere, bl.a. indvandrerkvinder, som kommer ud på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, at sådan noget som kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har en langt mere gavnlig effekt i forhold til at sikre, at man rent faktisk kommer ud på arbejdsmarkedet og ikke bliver fastholdt i isolation i sit eget hjem.

Spørgeren.

Nu kender vi ikke helt effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, altså om det rent faktisk får flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men man har et redskab, som fungerer efter hensigten, altså med hensyn til at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet – hvilket DF jo også ønsker – nemlig det her mentornetværk. Jeg har selv været både mentor og mentee og var også med til at starte det i sin tid. Jeg har fået stor gavn af det, og jeg er sikker på, at der er rigtig mange andre kvinder, der også synes, at det er en fantastisk måde både at skabe sig et netværk og at komme ud på.

Så jeg vil høre, om DF ikke kan se fornuften i at bevare et system, der faktisk fungerer.

Ordføreren.

Når fru Yildiz Akdogan siger, at hun selv har fået meget ud af det her netværk, som hun taler om, så må jeg indrømme, at jeg bliver lidt i tvivl om, hvad det her mentornetværk egentlig er sat i verden for, altså om det er sat i verden for ressourcestærke kvinder eller for sårbare kvinder. Det må jeg indrømme jeg bliver lidt i tvivl om, og det synes jeg er ret vigtigt at få afklaret, i forhold til om man egentlig bør støtte det eller ikke bør støtte det.

Tak. Den næste spørger er fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil ligesom min kollega også gerne rose for, at ordførertalen indeholdt de meget vigtige aspekter vedrørende social kontrol, når det gælder indvandrere, og også pointerne om mændenes ligestilling synes jeg er utrolig vigtige. Men det får mig til at stille spørgsmålet om, hvilke andre ligestillingsspørgsmål der handler om at sikre kvinders ligestilling og frigørelse, Dansk Folkeparti er optaget af.

Ordføreren.

Det synes jeg er et utrolig spændende spørgsmål – det må jeg nok sige. Det synes jeg bare bekræfter, at der stadig væk er langt igen i bl.a. Socialdemokratiet, i forhold til at der er et helt enormt ligestillingsproblem, når det gælder muslimske kvinder i det her land. Altså, ellers ville ordføreren jo ikke stille mig det spørgsmål. Men jeg må bare tage til efterretning, at der altså stadig væk er noget, man kan arbejde med i Socialdemokratiet i forhold til at opnå erkendelse af, at der hersker massive ligestillingsproblemer inden for det muslimske miljø.

Spørgeren.

Jamen jeg synes jo også, det var et interessant spørgsmål, jeg stillede, og jeg synes, det er relevant her under ligestillingsredegørelsen om perspektiv- og handlingsplanen, så jeg vil gerne gentage det – nu har jeg jo ikke så meget taletid: Hvilke ligestillingsspørgsmål er Dansk Folkeparti optaget af, når det handler om kvinders ligestilling og frigørelse?

Ordføreren.

Vi er i høj grad, hvis man skal sige det helt eksplicit, særligt fokuserede på, at muslimske kvinder i Danmark skal opnå ligestilling. Vi synes ikke, det er okay, at man bare får at vide, at man skal blive hjemme ved kødgryderne. Det synes vi ikke er okay. Vi synes ikke, det er i orden, at der hersker sådan en massiv social kontrol – det vil vi gerne af med, og det er det, vi arbejder helt målrettet på at sikre ikke finder sted.

Tak. Den næste spørger er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. På mange måder er der mange af de synspunkter, som ordføreren fremfører, som jeg tror rigtig mange af os kan være enige i, men jeg har et spørgsmål om noget, som undrer mig rigtig meget. Nu er Dansk Folkeparti jo et støtteparti for regeringen, og derfor har Dansk Folkeparti en særlig mulighed for at blokere for beslutninger i regeringen. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren om, hvordan det kan være, at KVINFO skal nedlægges – KVINFO, som har alle de mål om ligestilling, som ordføreren har gjort til sine.

Ordføreren.

Det er helt nyt for mig at få den oplysning, at KVINFO skulle nedlægges. Det har jeg ikke hørt noget om. Men det er da interessant, hvis det er det, det handler om; det tror jeg nu ikke det er.

Spørgeren.

Det er jo en smart måde at undgå at svare på. For når man tager den væsentlige del af det, der er KVINFO's arbejdsområde, nemlig forskningsbiblioteket og videnscenteret, væk, så er der ikke meget tilbage af KVINFO, så er det faktisk noget helt andet. Det er ikke længere KVINFO; det troede jeg ikke var nødvendigt at forklare. Det er derfor jeg spørger: Hvorfor skal KVINFO på den måde mishandles, skæres i stykker?

Ordføreren.

Til det må jeg sige, at jeg selvfølgelig synes, at det er helt fair, at man stiller spørgsmål om KVINFO i lyset af den debat, der har været på det seneste. Men når det er, at fru Marianne Jelved ligefrem spørger, hvorfor KVINFO skal mishandles og skæres i stykker, så må vi bare huske på, at der er kvinder og mænd ude i det her samfund, som hver dag oplever nogle ligestillingsproblemer, også hvor det er, at de bliver mishandlet. Og jeg synes, det er virkelig, virkelig svært i lyset af det at skulle høre på, at KVINFO bliver mishandlet. Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er rigtig svært at skulle høre på det.

Den næste spørger er fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Nu har jeg meget respekt for, at man ikke kan nå at komme ind på alt i sådan en ordførertale, for det er jo sådan set en lang redegørelse og et omfattende område at beskæftige sig med, og derfor kunne jeg godt tænke mig lige at høre ordføreren om, hvad ordføreren mener at der skal gøres for at mindske det løngab, der er mellem mænd og kvinder.

Ordføreren.

Det er jo en udfordring, som man kan sige ville løse sig, hvis det var, at var nogle flere kvinder, som tog nogle jobs, som også gav mere i lønningsposen. Jeg tror, at det oftest i hvert fald er det, vi ser, hvis vi kigger på statistikkerne, nemlig at der er en forskel mellem mænd og kvinder, i forhold til hvad det er for nogle jobs, man tager. Vi har jo allerede vedtaget, at man skal have lige løn for lige arbejde, men der kan være forskel på de jobs, man tager, og den løn, man får, og det er jo meget, meget svært at lave om på. Jeg støtter sådan set, at så mange som muligt tager de jobs, hvis de kan, som de ønsker, fordi det bedste er vel også for alle, at man har noget at beskæftige sig med, som man rent faktisk holder af.

Spørgeren.

Det er jo fuldstændig korrekt, at en del af forklaringen ligger i sådan et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor der er forskel på lønningerne. Det kunne det være at ordføreren havde nogle bud på. Men jeg vil også lige høre: Der er også en del af løngabet, der er helt uforklarligt, altså, hvor man hverken kan forklare det med anciennitet, forskelligt ansvar eller noget, men det er faktisk en reel mangel på ligeløn trods det, at vi har en ligelønslov. Hvad tænker Dansk Folkeparti at vi kan gøre ved det?

Ordføreren.

Fru Trine Torp har jo sådan set ret i, at der er noget, som vi har svært ved at forklare. Jeg kan ikke lige præcis huske, hvor mange procent det var, om det var ca. 6 eller 7 pct., men der er noget, der er uforklarligt, og det er jo svært at gøre noget ved, medmindre det bliver forklarligt. Derfor støtter jeg sådan set også, at man gør sig umage med at undersøge sådan nogle forhold nærmere, for det gør også, at vi bliver bedre klædt på her i Folketinget til netop at gøre noget ved de urimeligheder, som man kan mene at der er.

Den næste spørger er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne følge lidt op på det, fru Trine Torp tog op, for jeg synes, det er et ret interessant emne, og det er egentlig sjældent noget, vi hører Dansk Folkeparti snakke om. Men det, jeg hører ordføreren sige, er, at Dansk Folkeparti er enig i, at uligelønnen mellem mænd og kvinder er et problem, og at det skal man gøre noget ved – eller hvad? Der bliver sagt, at kvinder skal tage mere vellønnede jobs. Jeg kender en hel del kvinder, der ville ønske, at de fik mere i løn, så jeg tror, at de spørger sig selv: Jeg er på, så hvor er de jobs henne? Mener den socialdemokratiske, undskyld, Dansk Folkepartis ordfører, at det der med ligelønnen så er noget, der er op til den enkelte, eller at det også er noget, vi skal handle på politisk på den ene eller den anden måde? Og skyldes det bare mangel på redskaber herindefra, eller er det simpelt hen et ansvar, der skal placeres hos den enkelte?

Det er i hvert fald DF's ordfører, der får lov at svare.

Tak. Det gav bare anledning til at få et lille smil på læben, så tak for det. Vi har fastsat regler her i Danmark om, at man skal have lige løn for lige arbejde, og det er det, vi kører efter. Som jeg også har været inde på før, er noget af forklaringen på, at den gennemsnitlige indkomst for kvinder er lavere end for mænd bl.a., at der er flere kvinder end mænd, som tager nogle jobs, som ikke giver lige så meget i lønposen som andre jobs. Det er jo noget, der er ret svært at lave om på. Vi kan ikke begynde at tvinge kvinder til at tage nogle videregående uddannelser, som måske giver lidt mere i lønposen eller noget lignende. Det er ret svært at tvinge folk til det.

Nu er jeg også erhvervsuddannelsesordfører, og jeg kan ikke lade være med lige at hejse et lille flag for, at så mange som muligt tager en erhvervsuddannelse, uanset om de er mænd eller kvinder, for det har vi behov for. Så er jeg godt klar over, at det nok heller ikke altid lige fører til de jobs, hvor man får allermest i lønposen. Ja, det var i hvert fald mit svar på det spørgsmål, som fru Pernille Skipper stillede.

Spørgeren.

Jeg må nok erklære mig uenig i, at det var et svar på mit spørgsmål, for det, jeg spurgte om, var, om det var noget, vi skulle gøre noget ved fra Christiansborgs side, altså politisk, eller om det ligesom var op til den enkelte. Jeg kan nærmest spore mig ind på, at svaret var, at det handler om, at kvinder skal vælge nogle andre uddannelsesforløb og tage – igen er det en spændende måde at sige det på – nogle mere vellønnede jobs. Jeg tror, der er en masse kvinder, der venter på at høre, hvordan de så skal gøre det, men det er åbenbart ved at tage en erhvervsuddannelse. Altså, den lønforskel, vi har i Danmark, kan vi jo ikke kun forklare med forskellige uddannelseslængder og det her med, at der er store lønforskelle på de klassiske mande- og kvindejobs. Ifølge den redegørelse, som vi står og diskuterer i dag, er der en lønforskel på op til 7 pct., som er uforklarlig, så jeg vil bare prøve at spørge igen: Har Dansk Folkeparti nogen forslag til, hvordan vi gør noget ved den ulige løn?

Ordføreren.

Man skal have lige løn for lige arbejde. Det er det, der er vores udgangspunkt. Vi hverken kan eller vil tvinge folk til at tage nogle uddannelser, som kan give mere i lønningsposen. Det vil vi ikke gøre. Det synes vi simpelt hen er at gribe for meget ind. Jeg må også bare sige, at det selvfølgelig er fint, at man kan rejse den ligestillingsdebat om ligeløn, men Dansk Folkeparti har altså nogle prioriteter i forhold til bl.a. de ligestillingsproblemer, der er for muslimske kvinder. Det er noget, som vi prioriterer langt højere at arbejde med end ligeløn, for nu at lægge svesken på disken så at sige.

Tak. Den næste spørger er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak. Jeg vil gerne følge op på lige præcis det, som ordføreren nævner til sidst om udfordringerne, som ordføreren i hvert fald ser der er i forhold til de muslimske kvinder. Det brugte ordføreren meget af sin ordførertale på at tale om. Viden om indvandrere og etniske minoriteters ligestillingsudfordringer er noget af det, man kan finde i KVINFO's biblioteksdatabase. Støtter ordføreren kulturministerens ideer om at nedlægge KVINFO's biblioteksdatabase?

Ordføreren.

Som jeg hører det, bliver den jo ikke nedlagt, men den bliver lagt over i en anden organisation. Så den bliver jo ikke nedlagt.

Spørgeren.

Nej, det, der sker helt konkret – det er rigtigt – er, at den skal lægges over på Det Kongelige Bibliotek, hvor man lige nu skærer ned på fagkonsulenterne. Så der vil ikke være den samme mulighed for fagspecifik rådgivning på Det Kongelige Bibliotek, som der er nu på KVINFO, på grund af at der er færre ressourcer til rådighed. Det er fakta. Støtter ordføreren ud fra den præmis, at vi flytter KVINFO's bibliotekstjeneste over til Det Kongelige Bibliotek?

Ordføreren.

Jeg kan ikke se, hvorfor KVINFO's bibliotekstjeneste lige nøjagtig skal ligge hos KVINFO. Jeg synes, at det er et udmærket forslag, man er kommet med i forhold til at lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek. Det kan vi i Dansk Folkeparti sådan set godt støtte at det bliver.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Jakob Engel-Schmidt fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Noget utraditionelt vil jeg starte med at sige til hr. Rasmus Horn Langhoff, at han holdt en fremragende tale. Han bemærkede måske, at jeg ikke var til stede i salen, og det skyldtes, at jeg havde været lidt for optimistisk i forhold til Lovsekretariatets vurdering, og dermed kan jeg så også anbefale, at man ikke løber 1 km i jakkesæt på Strøget, mens man har Folketingets tv kørende, så alle bliver informeret om, hvad Socialdemokratiet mener om ligestillingsredegørelsen, men det skal ikke koste den socialdemokratiske ordfører noget. Han slap trods alt for spørgsmålet.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi hvert år debatterer ligestillingsområdets tilstand i Danmark, og det er også derfor, det er godt, at vi har en ligestillingsredegørelse. Det skal ministeren have tak for, ligesom de ministre, der er kommet før hende, skal have tak for det. Jeg har den holdning, og det har Venstre også, at vi i Danmark er et privilegeret land, hvor det ser rigtig godt ud i forhold til ligestillingen. Det ændrer dog ikke på, at der er en lang række områder, hvor vi godt kunne ønske os at det gik endnu bedre, og derfor er jeg også glad for og stolt over, at regeringen har igangsat en række initiativer. Jeg forestiller mig, at vi i løbet af de kommende 10 minutter til et kvarter får en rigtig god debat om, om de initiativer er tilstrækkelige, men før vi når dertil, vil jeg trods alt nævne et par stykker af dem.

Kampen for ligestilling er jo selvfølgelig ikke givet, og det er vores privilegier heller ikke. Det er noget, vi hele tiden skal kæmpe for. Vi skal hele tiden sørge for, at mænd og kvinder og folk af transkøn har lige muligheder. Man skal have lov at være den, man er, ligegyldigt hvordan man ser ud, hvilken religion man har, hvordan man går klædt, hvilket køn man vælger osv., og vi ved, at der er en lang række områder, hvor ligestillingen godt kunne se bedre ud.

Jeg synes, at social kontrol er et vigtigt emne. Jeg var selv deltager i en høring, som hr. Rasmus Horn Langhoff og mange af de andre tilstedeværende ligestillingsordførere også deltog i, hvor forskere fortalte os, at godt og vel hver fjerde unge etniske dreng og pige i Danmark oplevede social kontrol – det var de nyeste tal, man havde – i forhold til, hvordan man kan gå klædt, hvem man må være kæreste med, hvordan man vælger karrierevej osv. osv. Derfor er jeg også glad for, at regeringen har igangsat en række initiativer, altså ungdomstopmøde, oplysningskampagne, et nationalt rejsehold og diverse forskningsinitiativer. Mit indtryk er også, at der er relativt bred opbakning til de her tiltag, og jeg har store forventninger til, at de kommer til at give nogle fornuftige resultater.

Et andet område, jeg personligt har været engageret i, er hævnporno. Vi ved, at langt de fleste, der bliver udsat for hævnporno, er unge piger mellem 14 og 17 år, men der er kæmpe mørketal på de her områder. Den høring, vi i fællesskab holdt, dokumenterede dygtigt, at politiet indtil nu har fået ganske få anmeldelser. Det ændrer sig i øjeblikket, og det skal vi selvfølgelig ikke være glade for, men vi skal sætte pris på, at de unge drenge og piger, der bliver krænket og får ødelagt deres dagligdag, selvtillid og identitet, får mulighed for at få noget hjælp. Det her handler ikke bare om straf. Det handler om en integreret indsats, hvor vi ser på digital dannelse, uddannelse af lærerne, hjælp til ofrene, flere ressourcer til de myndigheder, der skal betjene politiforretningen, og så i øvrigt også en højere strafferamme. Det er ikke et problem, der går væk af sig selv. Tværtimod tror jeg, at adfærd på nettet og den måde, hvorpå vi flytter vores sociale aktivitet, vores tilværelse, i høj grad kommer til at udfordre os i fremtiden, og det gælder både sexisme, det gælder hævnporno, det gælder nedladende tale, og det gælder i det hele taget alle de krænkelseselementer, man støder på fysisk. Dem skal vi også tage stilling til, og dem skal vi bekæmpe. Vi skal uddanne vores unge mennesker til at være stærke, have selvstændighed, hjælpe hinanden med at sige fra og turde gå til en voksen eller en myndighed, hvis der er, at de oplever, at folk går over stregen i forhold til deres privatliv og personlighed.

Jeg synes ikke, det er særlig heldigt, at den såkaldte leder af den fri verden har valgt at indføre the global gag rule igen, og derfor er jeg også stolt af, at vi i fællesskab og med regeringen i spidsen har valgt at afsætte en række ekstra midler til at hjælpe verdens mest udsatte, fattige og kvinder i trøstesløse egne. Det her med at have retten til at vælge, om man vil have børn, hvornår man ønsker at være gravid, om man ønsker at afbryde sin graviditet, er en menneskeret, og jeg synes, det er både fremragende og prisværdigt, at Danmark går foran, og det glæder mig, at hele Folketinget deler den opfattelse.

Samtidig er der en række andre områder, vi er nødt til at tale om. Det første er barsel. Det er ikke nogen hemmelighed, at Venstre og regeringen ikke ønsker at lovgive i forhold til kvoter, og vi har haft diskussionen mange gange før. Mit indtryk var egentlig, at der var flere i den tidligere regering, der havde ambitionen, men at man ikke helt kunne nå i mål. Det skal vi ikke tale mere om. Til gengæld tror jeg, at man på det moderne arbejdsmarked og de generationer, der kommer ud på arbejdsmarkedet nu, ønsker at sætte pris på en stærkere balance mellem arbejdsliv og privatliv. Jeg tror, at virksomheder og organisationer – det gælder i øvrigt også de offentlige – der formår at tilbyde mænd en socialt acceptabel mulighed og en bedre mulighed for at tage barsel, vil tiltrække de dygtigste medarbejdere. Derfor er regeringen jo også gået forrest med et initiativ, hvor man har samlet store, små og mellemstore virksomheder for at igangsætte den her kulturkamp og sørge for at opfordre, vise, dokumentere og i øvrigt fremme særlig mænds deltagelse i barsel.

Jeg synes, at man som mand bør tage al den barsel, man overhovedet kan få. Jeg synes, at det er et hæderstegn til de mænd, der kan sige, at de er næsten lige så meget sammen med deres baby, som moren har været, men jeg synes ikke, at det er politikere her fra Folketingets talerstol, der skal afgøre, hvornår en barsel er lang nok til far eller mor. Det må være familien. Jeg vil gerne være med til at nedbryde de kulturelle barrierer, der i dag betyder, at inden for nogle særlige sektorer går mænd stort set ikke på barsel. Det er skidt både for dem selv, det er skidt for arbejdsmarkedet, og det er skidt for de børn, de får.

Så skal vi tale om ligeløn. Vi har stadig væk et uforklarligt løngab, og det er et problem, og det er ikke godt nok. Den tidligere taler og den forrige taler påpegede begge to, at vi har nogle meget stærke ligebehandlingsregler, og dem kan vi være stolte af, men vi har også ofte nogle udfordringer i forhold til, at folk ønsker at benytte dem. Tør man som kvinde eller mand, der føler sig krænket i en ansættelsessituation eller i en lønforhandling, gøre opmærksom på det her og måske ødelægge sin karriere? Det er dejligt, når nogen gør det, og vi kunne godt tænke os, at endnu flere gjorde det. Vi havde for 6 måneder siden – hvis ikke jeg husker helt galt – et møde med Institut for Menneskerettigheder, hvor Ligestillingsudvalget fik lejlighed til at spørge ind til det her.

Samtidig er uddannelse også – synes jeg, og det mener eksperterne også; det er ikke bare noget, jeg står og finder på fra talerstolen – en temmelig væsentlig faktor i forhold til at bestemme, hvordan indtjeningen på lønkontoen kommer til at foregå. Der er desværre nogle områder, som traditionelt er præget af mænd og kvinder. Der sker dog heldigvis et opbrud i øjeblikket. Der er flere kvinder, der går den tekniske og den naturvidenskabelige vej, som sågar går ind på erhvervsuddannelser af mere teknisk karakter, og det synes jeg er fremragende. Omvendt ser vi heldigvis også flere mænd, der vælger det, man i gamle dage og på en måske lidt nedladende måde kaldte de bløde fag. Altså, jeg mener ikke, at man kan kalde fag for bløde og hårde, jeg mener, at man kan kalde fag for relevante. Det er et arbejde, man udfører, man uddanner sig med en videnskabelig, en teknisk eller en anden form for kompetence, man så bruger til at løse en opgave, få en løn og skabe en karriere.

Jeg tænker umiddelbart, at vi som land er privilegeret, at vi har mulighed for hele tiden at kigge på, hvordan det går med ligestillingen, rette ind og diskutere, hvordan vi kan gøre det bedre, og i øvrigt også være med til at hjælpe i udlandet. Det er også derfor, jeg nogle gange bliver lidt ked af det, når Organet for den højeste oplysning – det står stadig væk på bagsiden af Politiken, hvis nogen skulle være i tvivl – vælger at offentliggøre en undersøgelse, der viser, at Danmark rasler ned af ligestillingsbarometrene internationalt. Organet for den højeste oplysning havde ikke gjort sig den ulejlighed lige at åbne rapporten, som er lavet af Verdensbanken, og kigge på, hvilke kategorier og determinanter der afgjorde placeringerne. Tag f.eks. sundhed. Der er Danmark faldet næsten 100 pladser, og det er, fordi organisationen, der vurderer, hvordan man svinger ud i forhold til sundhed, har sat en middellevetid for mænd og kvinder, og hvis man perfekt passer på den her middellevealder, altså at kvinder ca. er 7 år ældre end mænd, når de dør, så får man en score på 100. Det betyder, at Rusland, hvor gennemsnitslevealderen er 20 år kortere end i Danmark, er et af de sundhedsmæssigt mest lige samfund i verden, hvorimod det i Danmark, hvor mændene lever lidt for lang tid, er rigtig skidt ifølge den her rapport. Ergo ryger vi ned på plads nr. 128 eller 148, og det må man ikke tage præcist, men det mener jeg det er. Det er ærgerligt, at ligestillingsdebatten i Organet for højere oplysning ender med at tage et forkert udgangspunkt. Når jeg nævner det, er det blot, fordi det fyldte en hel del, og man desværre både fra oppositionens, fra meningsdannernes og andres side ikke følte anledning til at leve op til sit ansvar og gøre opmærksom på, at den her rapport, som man brugte til at kritisere regeringen, faktisk var bygget på, ja, falske nyheder, dårlige determinanter og dårlig information. Det synes jeg ikke kommer Folketingets ligestillingsordførere til ære, og det gør det ellers normalt. For det er et dejligt udvalg, det er en dejlig gruppe, der er masser af engagement, der er masser af meninger, holdninger og skarpe kanter. Men lige på den konto synes jeg at vi skylder hinanden at gøre det en lille smule bedre.

Jeg fornemmer, at formanden er ved at rejse sig, så før jeg bliver afbrudt, vil jeg sige tak for ordet. Jeg ser frem til spørgsmål fra alle, der tilhører oppositionen, og måske endda også vores eget støtteparti.

Der er også en fin lille stribe, så der bliver mulighed for at svare. Den første er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til hr. Jakob Engel-Schmidt, også for at nævne en række ganske udmærkede initiativer fra regeringens side på det her område. En ting, som ordføreren ikke nævnte, var jo det, som er på vej omkring KVINFO, hvor der ellers er andre borgerlige, som har haft større lyst til at snakke om det. Så jeg skal bare høre, om ordføreren deler den begejstring, som hr. Bertel Haarder, fru Pia Allerslev, Integrationsministeriet, EU, OSCE, OECD, ILO, UNESCO, Ligestillingsministeriet, McKinsey og alle mulige andre fornuftige organisationer og organer og politikere har for KVINFO's mentornetværk, eller er det hele bare et stort feministisk venstresnoet komplot? Hvor står ordføreren?

Ordføreren.

Jeg befinder mig i hvert fald ikke i noget komplot, vil jeg gerne berolige hr. Rasmus Horn Langhoff med. Dem, der har fulgt med i debatten – og det ved repræsentanter for både KVINFO og Danmarks kongelige Socialdemokrati også – vil vide, at jeg ikke har udtalt mig om det område. Jeg har sagt en ting, og det er, at jeg sådan set synes, at KVINFO gør et fremragende stykke arbejde med at lave oplysning, sikre kvinders rettigheder i bl.a. Mellemøsten. Jeg har selv lavet demokratiarbejde dernede, og jeg ved, hvor krævende det er.

Jeg er så også ked af, at den debat, der opstod i forhold til kritikken af KVINFO, er kædet sammen med den her biblioteksflytning. For objektivt set har det efter min bedste overbevisning intet med en kritik af KVINFO at gøre. Man har flyttet en lang række mindre bibliotekssamlinger for at sørge for at både kunne bevare, sikre kvaliteten og adgangen. Man kan selvfølgelig godt vælge at se det sådan, og rent timingsmæssigt er det naturligt, at det bliver opfattet sådan. Men sådan en kort, analytisk stund, hvor man kigger på fakta, vil afsløre for langt de fleste, at det faktisk ikke er tilfældet.

Spørgeren.

Jeg synes jo, at Venstres ordfører siger nogle fornuftige ting. Jeg ville sådan ønske, at det – og der er jo håb endnu – kunne brede sig som bølger i den borgerlige lejr, altså nogle af de her ord. For da det kom frem i forhold til biblioteket, vil jeg sige, at jeg ikke var ude at hakke til den lige med det samme. Jeg tænkte, at lad os lige se, hvad der er ved at ske her. Men så kom det jo fra Liberal Alliance, at KVINFO altså alligevel bare var venstreorienteret propaganda, og at det skulle lukkes. Og senere skulle det ikke lukkes, men så skulle det i hvert fald miste alle pengene. Ordførerens egen minister var ude at foreslå, at man skulle droppe støtten til mentornetværk, som jo ellers alle andre er fuldstændig enige om er en fantastisk gave til integrationsindsatsen. Så det kan vel ikke overraske ordføreren, at tingene bliver sat i forbindelse med hinanden.

Ordføreren.

Nej, det gør det bestemt heller ikke. Jeg tror faktisk også, det var noget af det første, jeg sagde i det svar, jeg leverede lige før. Jeg kan godt forstå, at man opfatter det på den måde. Det er netop også derfor, jeg tror, at hverken ligestillingsministeren eller jeg selv faktisk har sagt noget negativt om KVINFO i den her debat. Der ligger efter min bedste overbevisning ikke noget økonomisk ressort i Ligestillingsministeriet – der sidder en embedsmand og nikker lidt – i forhold til KVINFO. Så har jeg læst regnskabet korrekt. Det betyder også, at vi som med alt andet har en koordinerende rolle. Vi har en rådgivende rolle, og vi kan vælge at påpege ting og forhold.

Jeg nærer ikke en kritik på helt samme niveau. Jeg mener sådan set ikke, at det kvalificerer til, at man udelukkende fjerner støtten, fordi man har en holdning til, hvem der er ekstra feministisk eller andet. Jeg har personligt nogle orienteringer i forhold til ligestilling, der ikke altid harmonerer med KVINFO, men det betyder ikke, at jeg ønsker, at de ikke eksisterer, eller at jeg ikke kan tale med repræsentanter for KVINFO. Det tror jeg kun vi bliver klogere af. (Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Tak!). Og der røg taletiden igen.

Ja, det er nemlig rigtigt.

Næste spørger er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil også rose ordføreren for hans tale. Han kom bredt omkring, og det var nogle meget relevante ting, han rejste. Jeg blev især glad for det sidste, netop det med, at ordføreren egentlig er enig i, at KVINFO gør et udmærket stykke arbejde, ordret citeret, og at han derfor ikke har den samme kritik over for KVINFO, som ordføreren sagde.

Set i lyset af al den debat, der har været om mentorordningen, vil jeg høre, om det er noget, ordføreren måske vil arbejde for, så man beholder mentornetværket under KVINFO, netop fordi ordføreren, ligesom Socialdemokratiet, er meget interesseret i, at vi prøver at gøre et stykke arbejde og en indsats i forhold til f.eks. at bekæmpe social kontrol. Og her er der rigtig mange kvinder og mænd, ved jeg fra mit arbejde med det, der faktisk får stor gavn af at have en mentor, de kan snakke med, og ikke mindst have et netværk, der også kan være en ledetråd i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet. Så er det noget, ordføreren vil kæmpe for at bevare?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, det er urealistisk for fru Yildiz Akdogan at få mig som Venstres ligestillingsordfører – i øvrigt den første mand på posten i utrolig mange år; ikke at det gør nogen forskel, men det har været en interessant opdagelsesrejse udi de forskellige ligestillingsorganisationer, vil jeg sige – til at love, at jeg fra talerstolen vil erklære mig uenig med mit eget partis politik eller for den sags skyld integrationsministerens politiske linje.

Når jeg siger, at jeg ikke har samme kritik, skyldes det, at jeg ikke har den opfattelse af KVINFO, at det er en organisation udelukkende bestående af venstreorienterede kampfeminister, hvis eneste formål er at nedbryde regeringen. Det er ikke min personlige opfattelse; min personlige opfattelse er faktisk, at man gør et fornuftigt stykke arbejde på mange områder.

Min opfattelse er så også, at hvis integrationsministeren har nogle argumenter for at flytte nogle midler eller andet, som kulturministeren har i Kulturministeriet, så må man jo tage diskussionen der – og i øvrigt også tage den ud fra nogle både faktuelle, oplyste og gennemsigtige forhold. Men det må være sådan, at vi kan diskutere – bare lige for at afslutte – hvordan man bruger statens midler på ligestilling. Der er jo ikke nogen, der er hellige, fredede eller for den sags skyld underlagt en særlig sikker budgetkontroldisciplin.

Spørgeren.

Nu siger ordføreren selv, at KVINFO gør et fornuftigt stykke arbejde, og det tolker jeg sådan, at det er, fordi ordføreren godt kan se, at der er nogle redskaber, bl.a. de her mentornetværk, som virker. Og hvorfor egentlig fjerne eller ødelægge noget, der virker? Derfor vil jeg høre: Kan ordføreren ikke se et problem i, at man bare fjerner en ting ud fra mere ideologiske årsager og egentlig ikke ud fra, om den virker eller ikke virker? Det må da bekymre ordføreren, at det er ideologen, der dominerer, frem for fakta.

Ordføreren.

Altså, generelt er jeg meget tilfreds med, at vi har en meget borgerlig-liberal regering. Det er jeg også selv – jeg har nogle stærke liberale holdninger, som jeg synes jeg kan genkende stærkt i regeringsgrundlaget.

Jeg er bekendt med det arbejde, KVINFO gør i forhold til oplysning i Mellemøsten. Som jeg sagde tidligere, har jeg arbejdet en del med området selv. Dér ved jeg at man gør et godt stykke arbejde. Jeg er desværre ikke ekspert, og jeg kan ikke forholde mig til kritikken af den rapport, som mange taler om, for jeg har endnu ikke nået at læse den. Det kunne man måske godt have en forventning om at jeg havde, men som ordføreren kan huske fra sidste valgperiode, er der rigtig meget at se til, når man har to-tre ordførerskaber og løber fra Herodes til Pilatus og andre religiøse destinationer i jagten på at sikre regeringen en positiv omtale og undgå alt for mange ubehageligheder.

Tak for det. Det er fint med hensyn til taletid. Der er rig mulighed, og der er mange spørgere, så man kan sagtens komme af med sine svar, også inden for taletiden, tror jeg. Det er meget fint.

Nu er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg blev helt fascineret af, at ordføreren løber rundt på religiøse steder – det må vi høre mere om på et andet tidspunkt. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre mere om det der KVINFO-synspunkt, men jeg tror faktisk ikke, at vi kommer det så meget nærmere. Så jeg vil dykke ned i noget af det, som ordføreren også selv tager op, nemlig digitale sexkrænkelser, populært kaldet hævnporno, som jeg sådan set deler bekymringen over og synes er sådan en, hvis ikke stigende, så i hvert fald en tendens, som får mere opmærksomhed, og som er fuldstændig ødelæggende for de især kvinder, som bliver udsat for det, men også for de unge drenge og mænd, der bliver udsat for det.

Hævnporno er jo nok lidt et misvisende begreb, fordi det dækker over meget mere end det. Det dækker over nogle meget mere systematiske delinger af private billeder af seksuelle situationer, nøgenbilleder, intime billeder, som man ikke har sagt ja til at få delt, og som man slet ikke har sagt ja til at have liggende inde i et forum, hvor enhver kan gå ind og handle med det.

Noget af det, som bliver diskuteret meget i den debat, er jo, hvordan straffeloven spiller ind i det her, for i dag falder det enten ind under børnepornoparagraffen eller også – for dem, der er over den seksuelle lavalder – ind under privatlivskrænkelser. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om regeringen – eller i hvert fald Venstre – vil arbejde for, at man får en selvstændig bestemmelse, der handler om digitale sexkrænkelser, som så også bliver placeret, hvor den hører til, nemlig under seksualforbrydelser.

Vi skal hjælpes ad, så det ville også være meget fint, hvis spørgeren overholder tidsfristen. Man har endda to muligheder, når det nu skal være så galt. Næste gang skal det være lidt kortere, vil jeg bare sige nu.

Ordføreren, værsgo.

Jeg må nok påtage mig en del af ansvaret for udviklingen. Det er sådan den pædagogiske, didaktiske tilgang, der smitter af, også på oppositionen, er jeg bange for. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får rubriceret og henlagt de her krænkelser til det relevante sted i straffeloven.

Der var en journalist, der stillede mig præcis det samme spørgsmål for cirka en uge siden. Jeg forestiller mig, at vedkommende måske kunne være motiveret af det, fru Pernille Skipper lige spurgte mig om.

Jeg har ingen holdning til, om det er rigtigt eller forkert at lave en særskilt paragraf. Det er jeg simpelt hen ikke juridisk kompetent nok til at vurdere effekten af i forhold til at gøre eller ikke gøre, i hvert fald ikke i min egenskab af at være ordfører her på talerstolen. Men jeg er til gengæld til at overbevise med gode råd og argumenter – noget, flere i dansk politik i øvrigt burde være, synes jeg. Så findes der et godt argument for at gøre det, synes jeg, vi skal se på det.

Omvendt tror jeg, at et af de største problemer, politiet har, er, at man ikke har, så vidt jeg forstår, en selvstændig it-kolonne, der tillader, at man registrerer de her forbrydelser på en samlet måde, og derfor kan man ikke give hverken politiet, sociale myndigheder eller andre et samlet overblik. Det kunne jo være et argument for at se på forslaget. Men at love det her fra talerstolen tror jeg ikke tilkommer mig eller at jeg tør i dag.

Spørgeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at en del af det, der er sideeffekten af det, er, at politiet kun registrerer de enkelte paragraffer i straffeloven. Så derfor er det ikke til at finde ud af, hvor de her sager ender henne, fordi de ender under mange forskellige paragraffer.

Det er sådan set for mig at se ikke hovedspørgsmålet. Hovedspørgsmålet handler jo om, at vi får gjort opmærksom på, at her er tale om en alvorlig forbrydelse, og at det ikke handler om at krænke privatlivet, men at det er en seksualforbrydelse, og at det er unge piger, kvinder, drenge og mænds køn og seksualitet, der bliver krænket – hvilket jo er et meget selvstændigt signal at sende.

Så med al respekt for at man ikke kan forholde sig til den specifikke paragraf, kan Venstres ordfører så genkende, at vi som ligestillingsordførere synes, det er vigtigt, at man italesætter seksuelle krænkelser som det, de er, for overhovedet at kunne komme det til livs på nogen måde?

Ordføreren.

Svaret er ubetinget ja. Altså, det sidste år har jeg sat det her forrest blandt andre ting i mit arbejde omkring ligestilling, og jeg er faktisk stolt af de forslag, vi har lagt frem. Og jeg er stolt af, at det ikke kun handler om hårdere straffe, men om en integreret indsats.

Jeg tror, at rigtig mange af de unge mænd – og i øvrigt også andre, der deler de her billeder – slet ikke er klar over, at de sådan set risikerer at blive dømt for børneporno. Det er jo en del af den oplysning, vi kommer til at fremme. Og ja, jeg er helt enig med fru Pernille Skipper i, at det er en seksuel krænkelse. Det skal italesættes sådan, og det skal straffes som sådan.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu er det ikke overraskende, at ordføreren ikke vil gå ind på den bane, der handler om at lovgive om barsel og bedre barselsrettigheder til mænd. Det havde jeg sådan set forventet.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om vi alligevel kunne følges lidt ad vejen. For jeg hører egentlig også en oprigtig interesse fra ordføreren i at vende den her udvikling på en eller anden måde. Noget af det, der står i redegørelsen, er jo, at man kan lave en kampagne fra det offentlige med øget oplysning og information til mænd om barsel. Det kunne jeg godt tænke mig at høre hvad ordføreren tænker om. Kunne man overveje, at man også kunne fremrykke den oplysning til fædrene, så den kom til at ligge langt tidligere? Problemet er jo tit, at de bliver opmærksomme på barselsrettigheder på et tidspunkt, hvor kvinden måske allerede har oplyst sin arbejdsplads om, at man vil gå på barsel. Så kunne det være en vej, vi kunne gå sammen?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne følges med fru Trine Torp og andre, der ønsker at gå samme vej. Det glæder mig egentlig også, at vi kan lægge hele den der lovgivningsdebat om fordelingen stille et kort øjeblik, og så tale om, hvad vi måske kan mødes om.

Jeg fik nævnt kort i min tale, at vi har igangsat et initiativ, hvor vi sammen med det private erhvervsliv – store såvel som mellemstore og små virksomheder – forsøger at ændre den kultur, der findes. Nogle af de store virksomheder, der er med, er bl.a. TDC, Novo Nordisk og andre, der faktisk går forrest, tilbyder længere barsel til mænd, økonomisk mere fordelagtige forhold osv.

Jeg tror ikke, at en oplysningskampagne kan stå alene. Jeg tror, det er en integreret indsats, der skal til, for at ændre den kultur, der findes på arbejdsmarkedet, og der er nogle steder, hvor det er meget sværere at få ændret kulturen end andre. Det handler om at sikre, at det er noget, vi mænd taler med hinanden om, før den kvinde, vi er sammen med, kommer og fortæller os, at vi nu er så heldige, at vi skal være fædre, og i øvrigt også tænker på at planlægge, måske endda også gør os nogle tanker om, hvordan vores arbejdsgivere og kollegaer kommer til at reagere i den situation. Og når man som mand skal tænke over det, er det jo, fordi det faktisk nogle gange er lidt et tabu. Og det svarer jeg på i spørgsmål nummer to.

Spørgeren.

Så får du bare et andet spørgsmål, for der var noget andet, jeg også glædede mig lidt over – eller jeg glæder mig ikke over, at ordføreren ikke går ind for nogle bedre barselsrettigheder til mænd, men jeg glæder mig over, at ordføreren er optaget af det her med kvinders reproduktive sundhed og retten til egen krop. Så vil jeg bare høre – nu har ordføreren lidt bedre adgang til statsministeren, end jeg har, og jeg ved jo, at statsministeren mødes med den amerikanske præsident: Kunne ordføreren ikke sende ham en lille sms om, at de skulle tale om kvinders ret til abort?

Ordføreren.

Det forholder sig sådan, at jeres gode kollegaer i Det Radikale Venstre, altså den kulturradikale del af oppositionen, simpelt hen har spredt små sedler, hvor man kan skrive tips til statsministeren. De er så blevet sendt digitalt, og nu skal jeg sende sms'er og den slags. Jeg tror, den der 15 minutter lange samtale med hr. Donald Trump bliver ualmindelig fyldt op med gode råd, og det kan vi jo kun være glade for.

For at svare helt konkret: Jeg synes, det er helt forfærdeligt. Jeg synes, det er skammeligt, at verdens tilsyneladende eneste tilbageværende supermagt genindfører den her lovgivning, sætter verdens svageste kvinder under pres i nogle områder, hvor de har det hårdt nok i forvejen. Og det håber jeg statsministeren får nævnt på en pæn måde.

Næste spørger er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil også spørge Venstres ordfører om KVINFO. Så nu citerer jeg lige – når man slår KVINFO op, får man følgende besked: »et dansk nationalt videnscenter og forskningsbibliotek, hvis opgave det er at igangsætte og formidle forskning om køn, ligestilling og etnicitet.« Nu er der jo sket en splittelse, fordi forskningsbiblioteket skal flyttes til Det Kongelige Bibliotek. Hvad skal der nu stå, hvis man slår op under KVINFO?

Ordføreren.

Fru Marianne Jelved er en dygtig underviser. Men i modsætning til nogle af de andre, der måske har talt meget om KVINFO, har jeg faktisk talt med KVINFO ad flere omgange, før jeg har valgt at mene noget om dem. Jeg ved godt, hvad KVINFO laver. Jeg ved godt, hvad KVINFO arbejder med. Hvad der skal stå på KVINFOs nye introduktionsside – det var det, der blev spurgt om; ja, der bliver nikket – tror jeg der findes mere velformulerede mennesker end mig til at skulle bestemme. I øvrigt mener jeg sådan set ikke, at jeg fra Folketingets talerstol skal beskrive detaljeret, hvad KVINFO, Trafikstyrelsen eller for den sags skyld andre skal skrive i deres præsentationsorganer og medier.

Jeg var også lidt ked af, at ordføreren tidligere i sit spørgsmål – jeg tror, det var til fru Marlene Harpsøe – sagde, at vi ønskede sådan at udpine eller forpine KVINFO eller lukke KVINFO, var der også en, der sagde. Det var i hvert fald det, jeg noterede mig. Jeg mener, som jeg sagde tidligere, at KVINFO gør et fornuftigt stykke arbejde på det område, jeg kender mest til. Men bare fordi man får statsstøtte i nogle år på nogle områder, betyder det jo ikke, at den varer evigt. Det er ikke dermed en indikation af, at jeg rykker mig nogen steder hen på dagsordenen, men blot en indikation af, at vi jo må kunne tale om tingene uden at tillægge ubehagelige værdier og motiver til det, der bliver sagt og gjort.

Spørgeren.

Mit spørgsmål er sådan set meget enkelt, og ordføreren gør det meget indviklet, så nu prøver jeg lige en gang til. Det kunne jo være, at der var nogle seere, der også havde glæde af at forstå noget af det her. Derfor læser jeg det igen, det er helt almindeligt dansk: Et dansk nationalt videncenter og forskningsbibliotek, hvis opgave det er at igangsætte og formidle forskning om køn, ligestilling og etnicitet. Nu tages forskningsbiblioteket ud og flyttes et helt andet sted hen, og så må ordføreren da som medlem af et regeringsparti og dermed tæt på dem, der træffer beslutninger som ministre, have stillet sin nysgerrighed. Hvad bliver KVINFO så til? Men det har ordføreren så ikke gjort sig nogen overvejelser om eller spurgt til. Jeg beder ikke om at få et totalt nyt citat, men en almindelig, sund, dansk forklaring.

Ordføreren.

Jeg kan mærke fru Marianne Jelveds indignation komme bølgende herop som en stormfuld aften ved Vesterhavet, og nu har jeg forstået, hvad det handler om, så tak. Jeg ved ikke, om jeg er sådan ekstra tung i opfattelsen her i dag. Man kan godt være et videncenter uden at have et forskningsbibliotek. Det findes der masser af eksempler på her i landet.

Næste spørger er fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og tak for ordførerens tale. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at det er rart at høre, at Venstres ligestillingsordfører har taget tiden til at mødes med KVINFO og interesserer sig for KVINFO's fremtid. Det, som jeg gerne vil spørge om nu, når vi har Venstres ligestillingsordfører på talerstolen, er den debat, der er i regeringspartiet Venstre om KVINFO: Er det en debat, der er afsluttet her dags dato?

Ordføreren.

Jeg kan umuligt redegøre for, hvad vores kollegaer i Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance mener er færdigt og afsluttet. Vi er jo en trekløverregering, det har Socialdemokratiet selv erfaring med at være i. Jeg har talt i telefon med KVINFO ad flere omgange. Vi har endnu til gode at mødes på mit kontor, det gør jeg ellers med alle de organisationer, der har lyst – bare sådan, at ordføreren ikke bliver alt for imponeret over min aktivitet, hvor jeg så ikke kan følge det op med handling.

Men tillad mig at bruge de resterende 37 sekunder på at komme med en bemærkning. Jeg forstår godt, at man er uenig i den her debat, der findes om KVINFO, men må jeg ikke også gøre opmærksom på, at det her drejer sig om en ligestillingsredegørelse for hele landet. Det drejer sig om unge etniske kvinder, der bliver holdt fast i social kontrol, det drejer sig om kvinder og mænd, der får tæsk, det drejer sig om mangel på ligeløn, det drejer sig om barselsregler, det handler om vores identitet og kultur, og det, oppositionen kan diske op med i deres spørgsmål til regeringspartiet, er så udelukkende spørgsmål om KVINFO, stort set. Altså, kom nu.

Den næste spørger er ... Undskyld, værsgo til fru Julie Skovsby.

Jeg havde bedt om at følge op. Jeg spurgte jo ikke til Konservatives og Liberal Alliances holdning. Jeg spurgte til partiet Venstres holdning, og det, jeg spurgte til, var, om det var en debat, der er afsluttet, og så havde jeg håbet på, at ordføreren ville sige: Nej, det er sådan en løbende debat, vi har. Så nu spørger jeg bare helt direkte: Er det ikke en løbende debat, man har i partiet Venstre?

Ordføreren.

Jo, selvfølgelig er det det, og jeg skal også undskylde, hvis jeg udsatte mikrofonerne for lidt ekstra volumen, og undskylde særlig til fru Pernille Skipper, der så en lille smule overrasket ud et kort øjeblik. Det var ikke ment så uvenligt, som det måske kom til at lyde. Min fortid i kongens klæder og forsvaret skinnede måske igennem et kort øjeblik.

Debatten er ikke færdig. Vi taler jo sammen om det her jævnligt. Det tror jeg også at man kan fornemme, hvis man følger med i diverse medier. Jeg har udtalt mig om det her ad en omgang. Det har været i Politiken, hvor jeg sagde nogle pæne ting om det her arbejde fra KVINFO's side, jeg kendte til, og i øvrigt også argumenterede for, som fru Marianne Jelved spurgte ind til før, nemlig at jeg ikke mener, at man kan bruge forskningsbibliotekets flytning til at identificere sådan et – i hvert fald fra Venstres side – moralsk og politisk angreb på KVINFO.

Den næste spørger er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Man må jo svare på de spørgsmål, man får stillet; det må vel være præmissen for at være ordfører på talerstolen her i Folketingssalen.

Det er et meget konkret spørgsmål, jeg har. Jeg er sådan set lidt i tvivl, for jeg synes, at ordføreren væver lidt i forhold til det her med de midler, som Integrationsministeriet har givet KVINFO i forhold til integrationsopgaven, altså mentornetværket. Så jeg vil bare spørge helt konkret: Er det officiel Venstrepolitik, at de midler skal fjernes, eller er det ikke officiel Venstrepolitik?

Ordføreren.

Jamen jeg er ked af det, men jeg sidder simpelt hen ikke og taler med integrationsministeren om hendes ressortområde, når jeg ikke er ordfører på området. Vi har ikke en krone bevilget på det her ressortområde. Jeg beklager at måtte svare på den måde, men jeg er altså ikke bekendt med, hvordan det her mentornetværk har arbejdet, og jeg kender ikke baggrunden for bevillingen og budgettet. Jeg vil gerne undersøge det, og jeg vil gerne blive klogere, men jeg er ked af at måtte sige, at jeg altså i dag har forberedt mig på den ligestillingsredegørelse, som der står på dagsordenen at vi skal tale om. Jeg er så med på, at det eneste, der er relevant for store dele af oppositionen – nu skal jeg passe på med ikke at komme til at inkludere alle, undskyld – er kun at spørge ind til det her område. Det forstår jeg godt, men man må også acceptere – og nu har jeg sagt det tre gange – at jeg desværre ikke er bekendt med det område.

Når integrationsministeren mener, at det er relevant, er det selvfølgelig Venstres politik. Man får mig ikke – vil jeg sige for tredje gang – til at stå og sige, at det, vores integrationsminister mener, er forkert.

Spørgeren.

Jamen fint, så må vi jo stille et ministerspørgsmål, for det undrer lidt, at man som en del af Venstre ikke er bekendt med, om en af ens egne partifæller, som er minister, har udmeldt en officiel politik eller ej, på baggrund af ens eget parti. Men lad den ligge der, vi stiller det som et ministerspørgsmål.

Ordføreren.

Ja, det synes jeg er en god idé. Så kunne vi også bruge dagsordenspunktet til måske at tale om alle de emner, som vi egentlig har arbejdet med og forberedt os på til den her debat. Jeg svarede meget klart: Selvfølgelig tegner integrationsministeren Venstres politik. Det synes jeg egentlig jeg havde sagt to gange tidligere i debatten, og det var måske også derfor, at jeg blev lidt forundret over, at fru Carolina Magdalene Maier kunne finde på at spørge om det igen.

Så nåede vi til at kunne sige tak til ordføreren ( Jakob Engel-Schmidt (V): Det har da været en fornøjelse). Og så går vi videre til fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tusind tak for det. Jeg vil gerne starte med at rose nogle elementer i ministerens redegørelse, som jeg synes er ideologisk rigtig, rigtig vigtige, og som ikke er det der meget konkrete, som vi nok skal komme til, men er noget grundlæggende, som det er ret tilfredsstillende at vide at vi er enige om.

Det ene er, at vi er kommet langt, men ikke er nået i mål. Det er virkelig vigtigt, at vi er enige om det, især det sidste, altså at vi ikke er i mål. Der står også, at der skal gøres noget, hvis vi skal i mål. Vi kan ikke bare sætte os ned og vente på ligestilling. Det er også ideologisk rigtig vigtigt, at vi er enige om det. Så står der også, at det handler om lige muligheder til alle, underforstået, antager jeg, ikke bare lige rettigheder, men at der kan være en mangel på ligestilling i vores muligheder, selv om vi på papiret har lige rettigheder. Det er tre vigtige elementer, som regeringen har med i sin ligestillingsredegørelse, for vi har ikke ligestilling i Danmark.

Det går faktisk fremad med ligelønnen, men det går bare så umådelig langsomt, at der vil gå mere end 100 år, før vi opnår ligeløn, hvis vi ikke aktivt gør noget ved det. På barselsområdet tager mændene en forsvindende lille andel af barslen. Det er vist kun omkring 7-8 pct. af den samlede barselsorlov, hvilket ikke kun betyder, at der er en masse mænd, der får en dårligere og ringere tilknytning til deres børn, end de ellers kunne få, men det smitter også af på mændenes chance for at få forældremyndigheden, når der er tvister om den. Det smitter også af på vores kønsstereotype roller i hjemmet og på lønforskellene mellem mænd og kvinder. Det er jo også stadig sådan, at det koster ca. 10 pct. på livsindkomsten, dvs. både løn, pensioner og det hele, for en kvinde at få et barn. Og det er pr. barn! Det er altså en virkelig dyr fornøjelse for kvinderne, når man gør det op i kroner og øre.

Samtidig betyder sådan noget som familieforhold og ærlig talt også, hvem det er, der tager opvasken derhjemme, noget for kvinders muligheder for at avancere i erhvervslivet og for den helt enorme skævhed, der stadig væk er i det danske erhvervs top. Altså både blandt bestyrelsesmedlemmer, som ofte er det, vi diskuterer, men sådan set også mellem toplederne og mellemlederne er der en rigtig stor skævvridning. For det er bare nemmere at få sådan en hæsblæsende karriere til at harmonere med de forventninger og det ansvar, som samfundet og omverdenen tillægger en sådan klassisk manderolle, end med den klassiske kvinderolle. Og så kan jeg egentlig godt forstå, at der er mange kvinder, der bliver provokeret, når de får at vide, at de skal tælle deres æg, for dybest set er de nok lidt mere optaget af at tælle, hvad de får i løn og pension. Det er sådan de arbejdsmarkedsmæssige udfordringer.

En stor del af ligestillingskampen – det er der heldigvis også mange andre ordførere der har nævnt, og det er også nævnt i regeringens redegørelse på mange forskellige måder – er overordnet det, man kan kategorisere som retten til egen krop. Det gælder også uden for Danmarks grænser, og jeg har lagt mærke til, at ministeren er meget aktiv med hensyn til kvinder og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, dvs. retten til abort og seksualundervisning og prævention. Det er så hamrende vigtigt, ikke mindst i en tid, hvor den såkaldte leder af den frie verden aktivt går ud og fratager kvinder og piger verden over lige præcis de rettigheder og den adgang.

Så er det spørgsmålet, om digitale seksuelle krænkelser af unge, især af unge piger og unge kvinder, er et udtryk ikke bare for, at der er noget galt i vores retssystem og vores politi, men også for, at der er kulturelle problemer. Det er jo grundlæggende et problem ved den danske kultur, at der findes mennesker, der kan retfærdiggøre, at de på den måde krænker et andet menneskes køn, seksualitet, privatliv, ret til at bestemme over egen krop, fordi man har tilladt sig at have en seksualitet og dele et billede, uden at det så nødvendigvis skulle betyde, at hele verden skulle se det.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi også italesætter det, specielt fordi det der med ligestilling er noget, som vi tit helliger os enormt meget og italesætter som en særlig dansk værdi, men altså også fordi det er noget, som vi stadig væk har som et særligt dansk problem i forhold til den danske kultur. Så kan vi godt skrive under i integrationskontrakter og alt muligt andet på, at Danmark har ligestilling, men jeg vil vove den påstand, at når det stadig væk sker for piger og kvinder, at de bliver udstillet på den måde og bliver systematisk mobbet, gjort tilnærmelser til af fremmede mænd på den baggrund, jamen så er det lige meget, hvad man skriver under på, så er det ikke virkelighed.

Hverdagssexisme, seksuel chikane på arbejdspladser, er også stadig væk noget, man oplever – både sådan noget lummer humor, men også det at blive taget på i en helt almindelig diskoteksbar i nattelivet i Danmark sker, og vi formår ikke at få gjort nok ved det.

Social kontrol blandt religiøse mindretal i Danmark er også et kæmpe problem, som vi formår at tale utrolig meget om i det danske Folketing, men i virkeligheden nok ikke formår at gøre så synderlig meget ved, i hvert fald ikke så meget, som vi kunne. Specielt forebyggelsen, altså det at få hjulpet familier, hvor der er generationskløfter og verdensforståelser og verdensopfattelser, hvor man ikke møder hinanden, før det udvikler sig til en krisesituation, og hvor et ungt menneske må forlade sin familie eller bliver tvunget til at træffe valget imellem forældrene og nogle andre ting, man ønsker i livet, er der, der er behov for at vi sætter ind; det handler ikke om at slå folk oven i hovedet.

Så har jeg slet ikke engang talt om den vold i familien, der stadig væk foregår i Danmark, hvor mange tusinde, især kvinder og selvfølgelig også mænd, men især kvinder, bliver udsat for både fysisk og psykisk tvang og vold og stadig væk kan opleve, at der ikke er plads på f.eks. krisecentre. F.eks. vil de også opleve, hvis de ikke har et arbejde og er på kontanthjælp, når de forlader en mand og tager på krisecenter, at de stadig væk er underlagt den såkaldte ægtefælleafhængighed i kontanthjælpen, som betyder, at de ikke kan få nogen penge, men er økonomisk afhængige af den voldelige ægtemand, de lige har forladt. Det er da gammelt.

Men heldigvis – for jeg kan så godt lide at lave sådan en sandwich af godt, dårligt, godt – så er feminisme også blevet meget trendy, så nu er selv Venstres ligestillingsminister kommet med på vognen og er blevet feminist, og så skal vi vist bare lige have dem herovre i det sidste hjørne af salen med. Så bliver vi alle sammen enige om, at det er godt, at vi definerer os som nogle, der vil kæmpe for lige rettigheder og lige muligheder uanset køn, seksualitet, kønsidentitet, farve osv., og at det er noget, som vi skal være stolte af at definere os selv som. Og feminismen er også for mænd, som der er mange andre ordførere, der har pointeret heroppefra, det er også noget, som involverer mænd. Det er ikke kvinder mod mænd, det er kvinder og mænd sammen. For der er selvfølgelig også ligestillingsproblemer for mænd, og der er mange, der har nævnt dem allerede.

Så vil jeg sige til sidst, at der sådan set ikke er en finger at sætte på hverken de udmærkede konferencer og de tiltag og alt muligt andet, som er oplistet i ligestillingsredegørelsen. Det er alt sammen positivt og godt, og ros for det, og det gælder både det, der er blevet sat i værk, og det, man har intentioner om at sætte i værk. Og jeg er sådan set også meget enig i, at det der, ministeren skriver om at skabe rum for debatten, er en vigtig ting.

Men på et tidspunkt bliver vi også nødt til at tage os selv, hinanden og ikke mindst ministeren alvorligt og sige: Hvad skal det så blive til med alle de fine ord? For hvis vi er enige om, at det ikke kun handler om lige rettigheder, men også om lige muligheder, og vi er enige om, at vi ikke er i mål, og vi er enige om, at der skal gøres noget for at komme i mål, ligesom regeringen har skrevet i redegørelsen, så skal der jo nok også lidt mere til, før det virkelig, virkelig batter noget.

Der er lidt en tendens til, at de her redegørelsesdebatter ofte ender sådan lidt i hat og briller, og så kommer vi ikke så meget videre. Så derfor vil jeg bare gerne stille ministeren to helt konkrete spørgsmål, og jeg har 6 sekunder til det: Hvad vil ministeren gøre for at mindske uligelønnen? Hvad vil ministeren gøre for at få flere fædre til at tage noget mere barsel?

Det var ordene.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så hermed siger vi tak til ordføreren. Den næste er fru May-Britt Kattrup. Værsgo til Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Ligestilling er både en værdi og en kvalitet for Danmark. Det er vigtigt for os som individer og som samfund. Det stiller os frit, men nogle gange kan man blive i tvivl om, hvad ligestilling er; det er i hvert fald et område, hvor der er store politiske diskussioner. For Liberal Alliance siger ordet det hele, det handler om lige stilling. Vi skal stilles lige over for loven, og vi skal som samfund anerkende menneskers ligeværd. Det betyder, at man ikke skal stemples på grund af køn, farve, seksualitet, religion eller andet, men for den, man er, og for de handlinger, man foretager sig.

Som vi også kunne høre i ministerens tale, er vi heldigvis nået rigtig langt i Danmark, Danmark er et af de mest ligestillede lande i verden. Selvfølgelig er der stadig områder, hvor vi kan forbedre os, der er stadig nogle reelle ligestillingsudfordringer i Danmark. For Liberal Alliance er det den negative sociale kontrol, vi ser i særlig muslimske miljøer; det er de institutionelle udfordringer, man som far møder i skilsmissesager i Statsforvaltningen i spørgsmål om forældremyndighed og samvær; det er værnepligten, som ikke inkluderer kvinder; og til slut er det de udfordringer, vi som samfund og system har med at give plads til forskellighed og mindretal, bl.a. i forhold til LGBT-personer. Det her er udfordringer, som vi som politikere kan hjælpe med at ændre rammerne for, og som vi som samfund bør tage alvorligt og gøre noget ved.

For os at se ligger de største udfordringer ikke i forhold til at ligestille kvinder med mænd, næh, to af de største udfordringer handler egentlig om at ligestille mænd med kvinder. Det er vigtigt, at vi ikke låser os fast på en forældet tilgang til ligestilling. Det mener vi at KVINFO har haft, og derfor lægger vi op til, at KVINFO ikke skal have statsstøtte fremover. Den anden side af mønten er, at ligestillingen ikke skal blive et udgangspunkt for at udligne forskellige præferencer. Det gælder for den nystiftede familie, hvor forældrene selv skal kunne vælge, hvordan barslen skal forløbe.

Ligeledes skal indsatsen prioriteres i forhold til de reelle udfordringer. Det skal ikke handle om frisørpriser eller diskoteksindgang eller fridage på grund af menstruationssmerter, og det skal heller ikke være en platform for at tale kvinder eller andre ned. Det er alvorligt, når en tilbagevendende diskussion bliver, om der skal være kvindekvoter i bestyrelser. Den nye generation af kvinder uddanner sig generelt mere og med højere karakterer end deres jævnaldrende mænd. Kvinder er ikke et svagt køn, der af staten skal hjælpes frem gennem positive rettigheder. Det er ikke den selvforståelse, vi vil give videre til den næste generation af kvinder. Nej, I unge piger og vi lidt ældre kvinder kan godt selv.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par spørgere, og den første er fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal prøve at gøre det lidt kort. Jeg forstod ikke rigtig ordførerens definition af, hvad KVINFO's opgave er. Der er ikke noget d i KVINFO, så på den måde har det ikke så meget med kvinder at gøre. Det er faktisk kønsforskning sådan mere bredt set, man driver, når vi snakker om biblioteket, men lad nu det være. Det, jeg bare vil høre, er: Er ordføreren enig med fru Laura Lindahl i, at KVINFO står for statsfeminisme og politisk propaganda?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at KVINFO ikke kun formidler objektiv viden. KVINFO har også en subjektiv, politisk dagsorden, og det mener vi ikke i Liberal Alliance at vi skal bruge skatteborgernes penge på, ligesom vi heller ikke mener, at f.eks. CEPOS eller andre tænketanke eller interesseorganisationer, som har en politisk dagsorden, skal støttes af statskroner.

Spørgeren.

Så vil jeg gerne høre, hvad det er for nogle konkrete eksempler, der er på, at KVINFO kører med en bestemt politisk propaganda.

Ordføreren.

Sådan noget som f.eks. kvindekvoter er jo en bestemt politisk dagsorden. Det er ikke en objektiv formidling af viden. Det er en dagsorden, det er et budskab, og det er en politik. Vi vil gerne have kvindekvoter i Danmark, siger KVINFO. Det vil Liberal Alliance ikke, og det er der også mange kvinder der ikke vil have. Der er mange, der ikke vil ansættes, fordi de er kvinder. De vil ansættes, fordi de er de bedste til jobbet. Når man formidler et andet budskab, altså at vi skal have kvindekvoter i Danmark, mener vi ikke, at man repræsenterer den brede befolkning, og vi mener ikke, at der skal bruges skattekroner på at formidle den slags budskaber.

Tak. Den næste spørger er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg er lidt nysgerrig efter at høre om Liberal Alliances forhold til den lov, vi har i Danmark, som skal sikre, at hele talentmassen kommer i spil – altså det, som vi kalder for den danske model for kvinder i ledelse. Hvor står Liberal Alliance? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Liberal Alliance ikke var de allermest jubelbegejstrede, da den forhenværende regering gennemførte loven. Men nu er Liberal Alliance i regering og har ansvaret for regeringsførelsen og også for, at den her lov rent faktisk kommer til at virke. Så hvor står Liberal Alliance henne, når det kommer til den lov?

Ordføreren.

Liberal Alliance ser rigtig gerne, at der kommer mange flere kvinder i ledende stillinger i danske virksomheder. Det er noget, som kan gavne dansk økonomi, og det kan gavne virksomhederne. Der er undersøgelser, der faktisk viser, at det, ikke kun hvis man tager flere kvinder ind, men hvis man generelt har en meget alsidig sammensætning, så kan gavne bundlinjen i virksomhederne og gavne Danmarks BNP. Så vi ser rigtig gerne, at der kommer flere kvinder ind, men vi går ikke ind for at lovgive om det. Vi mener, at det er den bedst kvalificerede, der skal have jobbet.

Spørgeren.

Nu skal jeg lige forstå det. Vi er jo enige om indholdsdelen, altså det der med, at potentialet er enormt. Skal jeg forstå det sådan, at regeringspartiet Liberal Alliance bakker op om regeringens politik på det område, hvilket jo indebærer at bakke op om den danske model for kvinder i ledelse, eller modarbejder Liberal Alliance inden for regeringen den her politik og forsøger via sin regeringsdeltagelse at få fjernet den her lovgivning? Hvordan skal det forstås? Er I for loven, som regeringen er for, eller er I imod loven?

Ordføreren.

Liberal Alliance modarbejder ikke regeringen på nogen områder, og vi vil ikke fjerne nogen lovgivning, som regeringen står for. Vi er en del af regeringen, og vi bakker op om det samlede regeringsarbejde. Vi har hverken planer om at fjerne nogen lov eller har nogen ny lovgivning på vej.

Den næste spørger er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Nu nævnte ordføreren det med, at Liberal Alliance er meget interesserede i, at der kommer flere kvinder i ledende stillinger, fordi det gavner økonomien, og det er godt for demokratiet, men at det også er vigtigt, at den bedst kvalificerede bliver antaget til jobbet.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål i forlængelse af det der med kvalifikationer og demokrati, og at det generelt er godt med mangfoldighed, fordi det påvirker bundlinjen positivt. Jeg må indrømme, at når jeg ser på sammensætningen af nogle af regeringens mest magtfulde udvalg, kan jeg faktisk ikke se en eneste kvinde, og det er hverken i regeringens koordinationsudvalg, regeringens økonomiudvalg, regeringens sikkerhedsudvalg, regeringens ansættelsesudvalg eller regeringens EU-implementeringsudvalg. Hvad synes ordføreren om, at der åbenbart ikke er en eneste kvinde, der er kvalificeret nok til at sidde i nogen af de her udvalg?

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, at det ville være dejligt at se nogle flere kvinder i de her udvalg, så jeg kan da kun opfordre kvinderne til at melde sig, til at prøve at komme ind i de her udvalg. Der er jo ingen lovgivning eller noget andet, der forbyder det. Så det er da op til kvinderne at sige, at de gerne vil det her.

Spørgeren.

Men det er jo ikke sådan, at kvinderne selv skal melde sig på banen; det er faktisk noget, regeringen, ledelsen, skal forholde sig til. Jeg vil bare høre, om det ikke undrer Liberal Alliance – et parti, som er i regeringen, og som går meget op i kvalifikationer osv. – at der ikke sidder en eneste kvinde i de mest magtfulde udvalg.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det kan undre. Altså, hvis ikke kvinderne har specielt meget lyst til at søge de stillinger og søge ind i de udvalg, så skal jeg da ikke bestemme, at det skal de. Det er jo op til kvinderne at sige, at de gerne vil det her og så tage den uddannelse, få de kvalifikationer og vise de interesser, der er nødvendige. De kvinder, der er tale om, er kvinder, der sidder i Folketinget – er de kvinder så svage, at de kun kommer ind i et udvalg, hvis regeringen kommer hen og siger: Lille kvinde, vil du ikke godt være med her? Det synes jeg simpelt hen er nedværdigende over for kvinderne. Det må da være op til kvinderne at tage et initiativ, hvis de gerne vil noget.

Næste spørger er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg glæder mig til, at ligestillingsministeren melder sig til regeringens økonomiudvalg lige om lidt. (Munterhed i salen) . Jeg vil bare sige, at jeg støtter det. Jeg synes, at ministeren kraftigt skal overveje det. Man kan åbenbart bare melde sig på banen, og så sidder man der. Det synes jeg er rigtig spændende. Det bliver rigtig godt – stor overskrift i morgen!

Jeg kunne godt tænke mig at spørge til det her med, hvilke organisationer der skal have offentlig støtte. For det lader jo til, at det er sådan en særlig principiel holdning fra Liberal Alliances side – jeg tror, at det, der var kriteriet, var, om man havde en politisk holdning; så skulle man ikke have offentlig støtte. Og der kommer jeg jo til at tænke lidt på samtlige partier f.eks., som får offentlig støtte og har stærke politiske holdninger; spejderne, som jeg mener har en holdning til naturen, og det vil der helt sikkert være nogle, måske Bæredygtigt Landbrug, der vil mene er lige politisk nok, altså at spejderne har en holdning til det; fodboldklubber, som har en politisk holdning til idræt, altså idrætspolitikken; Skuespillerforbundet. Altså, der er jo simpelt hen så mange organisationer, og der er alle ungdomspartierne, der får offentlig støtte.

Så jeg tænker bare umiddelbart: Mener Liberal Alliance også, at alle de organisationer skal fratages deres offentlige støtte, og at det er det, man arbejder for? Eller er det kun KVINFO?

Ordføreren.

Alle de eksempler, som fru Pernille Skipper kom med nu, er partier eller foreninger, som arbejder på tværs af politiske holdninger, som støtter unge og børn i deres sport, som står for at lave noget socialt understøttende arbejde på tværs af politiske holdninger. Det har ikke noget at gøre med politik; de driver jo ikke politik. Og med hensyn til de politiske partier vil jeg sige: Ja, de driver politik. Og der er, så vidt jeg ved, en ensartet støtte. For hvert mandat man har, får hvert parti en støtte, som er totalt ligeligt fordelt, uanset hvilken politisk retning man har. Så det kan jeg ikke på nogen måde sammenligne med KVINFO.

Spørgeren.

Det forstår jeg ikke. Altså, jeg forstår det faktisk ikke, for nu siger Liberal Alliances ordfører åbenbart, at det er de organisationer, som ikke har en politisk holdning – det var det første kriterie – og som arbejder på tværs af politiske holdninger. Altså, det er vel for filan naturpolitik, hvis man som spejderorganisation har en politisk holdning til naturen – det er da også politik, eller hvad?

Er det ærlige svar her ikke – for KVINFO er jo ikke en partipolitisk organisation, de driver alle mulige former for vidensdeling osv. i forhold til køn – at Liberal Alliance bare ikke kan lide KVINFO's holdninger, men at de har det okay med spejdernes holdninger og fodboldklubbernes holdninger og alle de andre holdninger?

Ordføreren.

Hvis det var tilfældet, ville jeg fremsætte et forslag om, at CEPOS fik offentlig støtte, for CEPOS har holdninger, som vi er enige i langt hen ad vejen. Så hvis det var et spørgsmål om, hvorvidt man kunne lide en organisation eller ej i forhold til at få offentlig støtte, ville vi altså foreslå, at CEPOS også skulle have støtte. Det gør vi ikke. Så det har ikke noget som helst at gøre med, om vi kan lide KVINFO eller ej. Det har noget at gøre med, at de har en politisk dagsordenen, og det skal vi ikke bruge skattekroner til.

Men i øvrigt kunne det da klæde KVINFO – hvis det endelig var – at starte med at se på deres egen organisation. De har 22 ansatte, og 20 af dem er kvinder og 2 er mænd. Hvordan hænger det så lige sammen, hvis man nu gerne vil stå for ligestilling?

Næste spørger er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. For en gangs skyld lykkedes det for en ordfører at give mig nogle rystelser igennem hele mit nervesystem. (Munterhed). Det er virkelig en oplevelse.

KVINFO er en forskningsinstitution, og forskning er fri i Danmark. Det er den både på universiteterne og alle andre steder, hvor der forskes for offentlige midler, og uanset hvilke resultater en institution, som får statslige midler, men er en forskningsinstitution, end kommer med, skal det ikke sorteres af politikerne i Folketinget, for så er vi helt ude i hampen. KVINFO er en forskningsinstitution, og derfor har de lov til at have forskning, som argumenterer for kvoter eller viser, hvordan kvoter fungerer andre steder i verden. Et os meget nærtstående naboland har faktisk kvoter ved lov om procentvise antal af kvinder i bestyrelser, og det er Norge. Så det er jo ikke fuldstændig vanvittigt at rejse det tema. Der er medlemmer af Det Radikale Venstre, som går ind for kvoter, og der er nogle, der ikke gør. Det er en politisk diskussion. Det må gerne belyses af en forskningsinstitution, som gerne må have en mening, ellers så det skralt ud.

Så derfor spørger jeg lige, om det ikke var en fejl, at Liberal Alliances ordfører fik det til at lyde, som om det var en politisk vurdering, at det er det, der kommer fra institutionen, der gør, om de skal have støtte eller ej.

Tak. Ordføreren.

Jeg håber, at jeg kan bringe lidt ro i fru Marianne Jelveds nervesystem igen ved at sige, at der jo er to dele af det her. Den ene er netop, som ordføreren siger, forskningen, og der er jo ingen, der taler om at stoppe den forskning. Den bliver flyttet hen under Det Kongelige Bibliotek, hvor kulturministeren har vurderet at den ligger bedst. Der er jo ingen, der siger, at der skal forskes mindre. Der er jo ikke tale om en nedprioritering. Man har valgt at flytte det derhen, hvor man mener at det ligger bedst. Det er en ting.

Den anden ting er så, at man kommer med nogle resultater af forskning på et objektivt grundlag. Det er superfint, det har vi alle sammen brug for, og det skal de gøre ud fra den forskning, som de skal fortsætte med at gøre under biblioteket. Men når man går ud og taler for kvindekvoter, er det en subjektiv vurdering og et subjektivt ønske og et politisk ønske, og det er rigtigt, at Norge har indført det. Det er jo en politisk beslutning, og som ordføreren selv sagde, er det en politisk diskussion. Ja, lige præcis. Det er en politisk diskussion, og derfor har Norge haft politisk flertal for det – fair nok.

Spørgeren.

Det er da fuldstændig legalt, at KVINFO f.eks. undersøger, hvordan det har virket med kvoter for kvinder i bestyrelser og fået det belyst, så vi også kan få en viden om det her i landet og andre steder i verden, og så kan vi diskutere ud fra det grundlag. For det har jo virket i Norge. De har faktisk en meget høj andel af kvinder i deres virksomhedsbestyrelser, og derfor er det da legalt at fremføre, og det skal i hvert fald ikke hedde sig, selv om ordføreren for Liberal Alliance har udtrykt sig på den måde, at den statslige støtte til institutioner gives efter en politisk vurdering af det, de går rundt og siger. Så giver det ingen mening længere, så er det ikke et frit demokrati, vi lever i. Så er det politisk styret herindefra, og det er det ikke – heller ikke med Liberal Alliances bidrag.

Ordføreren.

Det er da fuldstændig rigtigt, at det er godt, at der er nogle, der undersøger, om kvoter virker, og det er fint, at KVINFO har undersøgt, om kvoter virker. De har undersøgt mange andre ting, som vi har haft rigtig meget glæde af, og resultaterne har været til stor glæde, og de skal fortsætte med at undersøge den slags ting. Det er også fuldstændig, som ordføreren siger, legalt at fremføre, hvis man har et resultat af en forskning, og hvis den forskning viser, at kvoter virker, er det da helt legalt at fremføre det. Men KVINFO stopper jo ikke der. KVINFO fortsætter med at kæmpe for, at der skal indføres kvindekvoter i Danmark, og det er der, skillelinjen er. Det er der, forskellen er på at fremføre objektive resultater og så føre politik.

Tak. Fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver nødt til lige at bede ligestillingsordføreren om at spørge undervisningsministeren og også ældreministeren, om de ikke kunne ønske sig at komme i et af de udvalg, der har at gøre med regeringens økonomiske politik.

Når det er sagt, vil jeg godt tilbage til det med politiske holdninger, for Gadejuristen har også holdninger til emner, som vi diskuterer i Folketinget. Hvordan skal ordførerens argumentation så forstås?

Ordføreren.

Undskyld, kan du ikke lige gentage det? Jeg hørte simpelt hen ikke spørgsmålet.

Vi skal lige huske tiltaleformerne.

Værsgo til spørgeren.

Jeg gentager det. Det er i forhold til det her med at beskæftige sig med spørgsmål, som vi også beskæftiger os med herinde i Folketinget og i Folketingets udvalg, og her tænker jeg især på Gadejuristen, som jo også undersøger spørgsmål, som vi synes er vigtige og relevante. Jeg kan forstå, at det er et problem, så det, jeg spørger til, er en uddybning af, hvordan det kan være et problem, at f.eks. Gadejuristen har politiske holdninger til emner, som vi også har politiske holdninger til.

Ordføreren.

Jeg synes absolut ikke, at man kan sammenligne Gadejuristen med f.eks. KVINFO. Gadejuristen støtter og hjælper nogle af de allermest udsatte i vores samfund; de er så langt ude i alting og har så meget brug for hjælp. Og hvis I vil ligestille kvinder generelt med den samfundsgruppe, som Gadejuristen hjælper, kan jeg sige, at det vil jeg i hvert fald ikke gøre; det vil Liberal Alliance ikke gøre. Altså, jeg synes, det er langt ude at sammenligne de to grupper med hinanden.

Spørgeren.

Tak. Jeg var lige lidt i tvivl, om jeg fik et spørgsmål nummer to. Er det rigtigt forstået, at Gadejuristen mener, at vi skal afkriminalisere narkotika? Og så lige et tillægsspørgsmål, for vi hørte lige, at Venstres ordfører havde mødtes med KVINFO. Har Liberal Alliances ligestillingsordfører også mødtes med KVINFO?

Ordføreren.

Nej, jeg har ikke mødtes med KVINFO. Og ja, Gadejuristen vil afkriminalisere narkotika.

Dermed siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Carolina Magdalene Maier som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for ligestillingsredegørelsen. Jeg vil også gerne starte med det positive. Der er faktisk elementer i den her redegørelse, som har overrasket positivt, og som vi er meget enige i i Alternativet, så derfor vil jeg gerne kvittere for de gode elementer i redegørelsen.

Et af de gode elementer er en anerkendelse af, at der er en lang række problematikker på ligestillingsområdet i Danmark, som vi har en politisk forpligtigelse til at adressere. Det anerkendes også, at det ikke bare handler om køn isoleret set, men om normer og identitetsforståelser, som er med til at begrænse lige muligheder på mange forskellige parametre i samfundet såsom på uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedsområdet, i familien og på gaden osv.

Her må jeg tilføje den kommentar, at jeg ud fra den optik meget håber, at ministeren vil støtte nogle af de beslutningsforslag, som Alternativet kommer til at fremsætte. Nogle af dem er sammen med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, og de handler bl.a. om at anerkende mænd, der har fået foretaget et kønsskifte, som far, altså at mænd, der er født kvinder, kan få betegnelse som far i et forhold med en kvinde fremfor at blive benævnt medmor, som lovgivningen i børneloven faktisk i dag tilsiger. Det var bare et eksempel, og vi kommer med tre beslutningsforslag på området, men de bliver fremsat i næste uge.

Det anerkendes også i den her ligestillingsredegørelse, at viden om ligestilling og de udfordringer, vi har i Danmark på ligestillingsområdet, er en helt central komponent, når vi skal adressere ligestilling i Danmark, og at vi skal have mere viden for at løse de problemstillinger.

Jeg synes faktisk, at ministeren i den her redegørelse fuldstændig punkterer myten om, at ligestilling er et venstrefløjsprojekt, som er noget af det, som vi har hørt fra Liberal Alliances side hen over den seneste tid. Og det vil jeg meget, meget gerne kvittere for over for ministeren, for ligestilling er et fælles demokratisk projekt i Danmark.

Der er selvfølgelig også nogle elementer, som vi er en lille smule kritiske over for. Vi er nemlig enige i, at der mangler viden på ligestillingsområdet i Danmark. Hvis vi sammenligner os med vores nabolande, kan man se, at vi i Danmark ikke har særlig meget forskning om ligestilling. Vi ligger lavt i forhold til de midler, der uddeles til forskning i ligestilling. Det kan vi gøre bedre, og når vi diskuterer KVINFO, er det derfor også pudseløjerligt, at man i ligestillingsredegørelsen på den ene side adresserer, at der mangler viden og man gerne vil prioritere viden, og at der på den anden side skæres på noget af den forskning, som KVINFO havde som oprettelsesformål, altså større viden og mere forskning om ligestilling i Danmark. Så kan det godt være, man putter det over i Det Kongelige Bibliotek, men der ryger altså nogle ressourcer i den øvelse, det skal man ikke være helt blind for, og det synes vi er rigtig ærgerligt.

Noget, som ikke er adresseret direkte her i ligestillingsredegørelsen, og som vi i Alternativet synes er rigtig vigtigt og også handler om det her med vidensperspektivet, er, at vi på politisk niveau i Danmark har en tendens til, at når vi diskuterer ligestilling, bruger vi vores egne personlige erfaringer som argumenter, eller vi bruger historier eller følelser fra vores eget liv eller nogen vi kender.

Man har f.eks. været ude og besøge en virksomhed et eller andet sted, hvor mændene da ikke har noget problem med ikke at gå på barsel og føler, at forholdene er fine nok til dem. Vi bruger altså personlige erfaringer, og jeg har ofte hørt kvindelige politikere sige: Jamen jeg er kvinde og er blevet valgt til Folketinget, og det har ikke været noget problem for mig. Hvis jeg kan, kan alle andre da også.

Det er argumenter baseret på personlige holdninger og personlige erfaringer. Tænk, hvis vi gjorde det på skatteområdet eller finansområdet, altså at vi ud fra vores egen husholdningsøkonomi argumenterede for, hvorfor vi synes at den nationale økonomi skal gå i den ene eller den anden retning. Så i Danmark har vi helt vildt meget brug for, at argumenterne for, hvorfor vi gerne vil flytte ligestillingen i en bestemt retning, bliver flyttet hen til at være baseret på viden og forskning frem for at være baseret på personlige historier.

Det er en opgave, som jeg synes vi alle sammen står over for, og derfor skal vi have mere forskning på ligestillingsområdet i Danmark, og derfor skal vi blive bedre til at bruge den forskning, når vi argumenterer om ligestilling.

Noget, vi også savner i redegørelsen, er nogle lidt mere handlingsorienterede og aktive målsætninger for, hvad det så er man kan gøre for bedre at løse de problemstillinger, som vi har adresseret. Og med al respekt for ministeren, som jeg har meget stor sympati for, er der lidt for meget varm luft eller lidt for mange løse hensigtserklæringer i redegørelsen, altså i forhold til hvad der egentlig kunne være, hvis vi virkelig ville rykke det her et ambitionsniveau op. For så kunne der have stået nogle ting, som havde nogle lidt mere handlingsbaserede elementer i sig, og jeg kan nævne et eksempel.

Der er jo en masse elementer i den her ligestillingsredegørelse, og der nævnes initiativer, man gerne vil tage. Man vil gerne oplyse om rettigheder og ligestilling i etniske minoritetsmiljøer, og man vil igangsætte en undersøgelse, og man vil styrke indsatsen mod digitale sexkrænkelser. Man vil også gerne undersøge unges opfattelse af krop, køn og seksualitet og lave landsdækkende kampagner om vold i nære relationer samt undersøgelser af gensidig partnervold. Men vil også lave en kampagne for at få mænd til at tage mere barsel og give opbakning og støtte til at tiltrække Eurogames og WorldPride til København, og jeg kunne fortsætte. Der er mange flere ting, som man gerne vil undersøge, støtte og styrke. Det er fint og rigtig godt. Det er bare ikke nok. Vi skal også handle.

Jeg er helt med på, at for at handle på noget skal man selvfølgelig også have viden om det. Men der er rigtig mange elementer, som vi allerede har viden om. Vi ved allerede, at der er et stort problem blandt unge i form af digitale sexkrænkelser. Vi kender omfanget, der er lavet undersøgelser af, at hver anden ung har set nøgenbilleder af kammerater blive sendt rundt, og hver femte har selv oplevet på egen krop at få delt private billeder. Vi ved, det er der, og det, man så laver, er et meget fint initiativ fra regeringens side, men det er ikke noget, der forpligter.

Hvis man virkelig vil lave nogle målsætninger, der forpligter, så skal man sige, at alle unge danskere skal undervises i digital etik. De skal undervises i, hvordan det kan føles at blive udsat for sådan en digital sexkrænkelse. Men man laver frivilligt oplysningsmateriale, som skolerne kan rekvirere, og det er et meget, meget fint materiale. Men det forpligter ikke. Så vi ønsker os bare noget mere forpligtelse.

Som et eksempel vil jeg gerne nævne, at på side 6 her i ligestillingsredegørelsen står der om daginstitutioner og dagtilbud:

»Ligestilling skal tænkes ind fra børn er helt små, og dagtilbud

og uddannelsessystemet skal udfordre alle, så de bliver så dygtige som muligt, og alle talenter kommer i spil.«

Det er en fin hensigtserklæring, men man kunne også overveje at flytte på nogle ord i sådan en hensigtserklæring, så man f.eks. skrev, at alle, der arbejder med børn og unge skal vide noget om og forholde sig til ligestilling i deres faglige virke og til, hvordan børn kønnes. For hvis vi skrev det i stedet for, ville vi stille krav til, at den viden skal implementeres hos de mennesker, der arbejder med vores børn og unge. Det ønsker vi os af den næste ligestillingsredegørelse, altså at der næste år måske kommer nogle meget mere aktive målsætninger for, hvordan vi kan løse de her problemer, for vi ved jo alle sammen godt, at de er der.

Det er lidt på samme måde som med barslen: Det er fint med en kampagne, men kampagner virker ikke særlig godt i forhold til at være adfærdsregulerende. Det har vi set rigtig mange gange før, så jeg vil gerne vædde en eller anden form for middag eller noget andet på, at den kampagne, man gerne vil iværksætte for at få mænd til at tage mere barsel, ikke kommer til at virke.

Når vi som politikere kan erkende de problemer, der findes, er vi også forpligtet på at formulere nogle politiske mål, som helt konkret kan rykke ved problemerne. Vi bliver måske ikke enige om værktøjerne, og det er også okay. I Alternativet kunne vi godt tænke os en barselsmodel, hvor vi forbeholder tre måneder til far. Det kunne vi godt tænke os.

Det kan godt være, vi ikke er enige om værktøjerne, men lad os blive enige om at have nogle mere handlingsorienterede målsætninger. Og måske kunne vi også blive enige om at turde lidt mere og prøve nogle nye ting af, hvor vi måske ikke nødvendigvis ved, at det lige er det, der skal til, men som måske kan sætte gang i en udvikling, så de ting ikke bliver et mål i sig selv, men redskaber til at skubbe på en udvikling, som vi gerne vil have. Så lad os være mere modige i forhold til at prøve nye ting af.

Ministeren skriver, at det er ministerens mål at skabe rum for debat. Det vil jeg gerne anerkende og takke for, og fra Alternativets side vil jeg også gerne sige, at vi meget gerne går ind i det rum. Tak for ordet.

Der er en enkelt spørger. Det er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Fru Carolina Magdalene Maier og jeg har jo den fornøjelse at mødes her til debat om både ligestilling og også uddannelse og forskning. På den måde har jeg efterhånden vænnet mig til at lytte til ofte også meget gode og inspirerende taler. Jeg fik faktisk svar på flere af mine spørgsmål. Jeg var nemlig i tvivl om, om man gik ind for kvoter og for det her med opdeling af barslen og sådan noget. Men jeg forstod, at man måske ville være klar til at lave en aftale, hvis der var et flertal i Folketinget.

Egentlig var jeg interesseret i at høre Alternativets holdning til det initiativ, vi har igangsat, hvor vi forsøger at mobilisere private virksomheder, altså forsøger at få dem til at gå forrest, hvad angår at motivere mænd til at blive længere tid derhjemme, til at tage mere barsel, til at tage mere ansvar og i øvrigt omfavne det som en værdi, man anerkender på arbejdspladsen, og som en egenskab, man egentlig synes det er fornuftigt at bibringe, når man ansætter. I stedet for sådan at skulle skære familiernes tid til, kunne vi så ikke styrke sådan en indsats?

Ordføreren.

Først anerkender vi alle de initiativer, som prøver at skubbe på. Det er jo ikke, fordi vi ikke anerkender dem. Vi tror bare ikke på, at det er nok. Det er jo framingen, der også er interessant, altså det, vi gør, hvis vi f.eks. siger, at vi har en barselsmodel, hvor vi forbeholder 3 måneder til far, så vel som der allerede i dag er forbeholdt nogle måneder til mor – det handler jo ikke om, at vi tager noget fra kvinderne, men vi giver bare far den samme rettighed, eller den anden forælder, hvad det så end er for et køn. Det er jo det, det handler om. Så på den måde anerkender vi alle initiativer i forhold til det private arbejdsmarked. Men man kunne jo også prøve at kigge på, hvorfor det altid er det private arbejdsmarked, som vi skal lave sådanne målsætninger og kampagner for. Hvorfor kunne vi ikke sige til en statslig styrelse, at nu prøver vi en model af hos jer? Det er da lige så meget det offentlige arbejdsmarked, som forhåbentlig skal løfte den udvikling, som vi gerne ser.

Spørgeren.

Nu må Tinget ikke hænge mig op på de eksakte tal, men når man kigger på den offentlige sektor, både den kommunale, regionale og statslige, så mindes jeg, at det faktisk ser ganske fornuftigt ud, når det kommer til udviklingen af antallet af kvindelige chefer, ledere og andre ting. Jeg tror desværre ikke, at vi her i Folketingssalen i dag bliver enige om at tage en styrelse og gøre den til forsøgskanin for diverse kvoter og andre ting, men jeg vil da gerne kvittere for kreativiteten.

Ordføreren.

Tak. Men jeg kan da i den anledning fortælle, at vi faktisk har stillet et forslag. Det er ikke noget, vi har fremsat et beslutningsforslag om, men vi har haft beskæftigelsesministeren i samråd i forhold til at lave et forsøg i en statslig styrelse. Det handler ikke om barsel. Det handlede så om anonymisering af ansøgninger, fordi det viser sig, at etniske og ikkeetniske danskere oplever en enormt stor forskelsbehandling, i forhold til hvem der bliver indkaldt til samtale. Så det er faktisk en eksperimenterende tilgang til det, og det tror vi der er brug for.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil indlede med at sige til ligestillingsministeren, at jeg ikke stiller spørgsmål om KVINFO til ligestillingsministeren, man har en opfordring, nemlig at hun med sig selv og sin regering overvejer, hvad det skal være for en opgave, KVINFO skal have fremefter, eller om det kan være den samme opgave, hvad Venstres ordfører næsten kom til at sige at det kunne. Jeg synes, det er vigtigt at have en uafhængig institution som KVINFO, der kan bringe ny viden ind, som vi ikke har efterspurgt, fordi vi måske ikke tænker på det. Det er bare en opfordring.

Så til selve redegørelsen, som jeg synes er glimrende. Meget langt hen ad vejen er det jo stort set alle partier, der er bag de indsatsområder – det tror jeg at de er – for de fleste af dem finansieres af satspuljen, og det betyder jo også, at der er rigtig mange partier bag ved. Derfor er der meget at genkende, og der er rigtig mange gode intentioner, og den er bygget rigtig godt op. Til de seere eller lyttere, der muligvis ser eller hører debatten her, skal jeg sige, at der er en lang række indsatsområder, som er finansieret, er sat i gang, og som bl.a. også handler om et tema, som jeg vil tage op særskilt, nemlig vold i nære relationer, hvor der nedsættes en ny national enhed osv., der skal arbejde med det. Der er også styrket oplysning og viden om vold i nære relationer som et indsatsområde. Begge dele er fremragende!

Der er også en faktaliste over, hvad vi så egentlig ved, og hvordan verden ser ud, og nu tager jeg så et par eksempler, der har med vold at gøre: Det skønnes, at ca. 33.000 kvinder og 13.000 mænd hvert år udsættes for fysisk partnervold. Ca. 300 mænd og 1.800 kvinder kontakter årligt en skadestue som følge af at være blevet udsat for vold fra en partner. I 2015 havde ca. 2.000 kvinder og 2.000 børn et ophold på et kvindekrisecenter. Og nu springer jeg lidt i det: 74 pct. af de voldsudøvere, der har været i behandling hos Dialog mod Vold, er vokset op i hjem med vold. 88 pct. af adspurgte danskere mener, at vold mod kvinder og mænd i hjemmet altid er uacceptabelt og skal straffes. Det er en lang række fakta, som belyser, hvordan Danmark ser ud lige nu. Det er jo det, vi bruger som udgangspunkt, når vi prioriterer som ligestillingsordførere og sammen med ligestillingsministeren og regeringen, og vi håber, at vi kan trække den rigtige vej.

Det, jeg så bliver lidt rystet over i de her dage, er, at jeg erindrer, at det for nogle år siden – og jeg kan ikke sige, om det er 5 eller 7 år siden, eller hvornår det var, men det er i hvert fald efter år 2000 – var 29.000 kvinder, der blev udsat for vold i hjemmet, og 10.000 mænd, der blev udsat for vold i hjemmet. Det er altså steget med henholdsvis 4.000 og 3.000 i den tid, hvor vi har arbejdet målrettet for at løse det her problem med vold og få mindsket det. Derfor giver det da anledning til, at jeg må spørge: Gør vi det på den rigtige måde? Skal vi i virkeligheden prøve at se på tingene på en lidt anden måde?

Kunne man forestille sig, at vi bredt i salen – altså partimæssigt bredt – sætter nogle konkrete mål, der peger på, at vi vil af med vold i nære relationer? Kunne vi sætte os som et mål, at vi hvert år skal reducere antallet af voldstilfælde i de nære relationer med et eller andet tal eller på anden måde angive en retning for, hvad det er, vi gerne vil, som også på en eller anden måde forpligter os til at følge det op på en måde, som måske er mere konkret, end vi har været vant til? Jeg mener ikke, vi skal gøre det på alle områder, men jeg synes, vi skulle gøre et forsøg et sted. Og der synes jeg altså at volden er noget af det mest brutale. Og jeg er lidt ked af, at der ikke er en statistik over, hvor mange børn der oplever vold i deres hjem mellem deres mor og far og måske også mod dem selv.

Vi kunne jo prøve at prioritere en indsats, der virker, for der er også områder, hvor vi ved, hvad der virker. Vi ved, at Dialog mod Vold faktisk virker over for voldsudøvere, men det er jo etcifrede millionbeløb, vi har sat af til det. Måske skulle vi prioritere anderledes og sætte endnu mere af til den opgave. Når vi ved, at rigtig mange af de mennesker, der begår vold, er vokset op i familier med vold, så har det jo ingen ende, hvis ikke vi prøver på en eller anden måde at finde ud af, hvad der virker, og prioriterer det på en anden måde, end vi gør i dag, hvor vi næsten nogle gange symbolsk sætter etcifrede millionbeløb af, og hvor vi kunne udvikle flere til at arbejde med Dialog mod Vold, som faktisk virker. Jeg tager det bare som et eksempel.

Men man kunne jo have en lang række eksempler på, hvad der faktisk virker, og så prøve at sige: Vi prioriterer det her i en årrække for at se, om det kan lykkes for os at reducere antallet af voldstilfælde i nære relationer. Så det er, kan man sige, en håndsrækning eller et forsøg på at prøve at tage et skridt mere, end vi tilsyneladende gør i virkelighedens verden her med den måde, vi prioriterer på. Når 88 pct. af borgerne finder, at vold i hjemmet er uacceptabelt, og finder, at vold skal straffes, giver det jo også stof til eftertanke. Egentlig tror jeg, at man kunne blive straffet for vold i hjemmet. Jeg har ikke undersøgt det her, men hvis man kan – og det her er virkelig et tankeeksperiment – kunne man jo sige, at den voldsudøver i hjemmet, som får en straf, kan vælge at få den straf erstattet af et forløb i Dialog mod Vold, fordi det faktisk viser sig, at man kan få f.eks. mænd, der udøver vold i hjemmet, til at lade være med det, når de har været igennem den opgave, som Dialog mod Vold stiller dem.

Skal vi ikke kort sagt prøve at sætte nogle mål for forandringen, så den lykkes, og så vi får det, vi alle sammen gerne vil have, nemlig et bedre samfund for de mennesker, der bor her? Tak for ordet.

Så siger vi tak til den radikale ordfører, og så er det fru Trine Torp, SF. Værsgo.

I SF kan vi være enige i visionerne i ligestillingsredegørelsen: Ingen skal diskrimineres eller have ulige muligheder på grund af deres køn, seksualitet eller kønsidentitet i Danmark. Vi synes faktisk også, at der er mange fine initiativer i den redegørelse, der ligger. Vi bakker fuldt ud op om konstateringen af, at ligestilling er en grundlæggende frihedsrettighed i vores samfund, og at Danmark er blandt de mest ligestillede lande i verden, men også at der er plads til forbedringer.

Jeg vil sige, at når jeg kigger på redegørelsen – hr. Rasmus Horn Langhoff nævnte det også lidt – synes jeg, der er en lille smule copy-paste over det. Jeg står sådan set med den fra 2016 og den fra 2017 her, og hvis man bladrer om på de næste sider, kan man se, at de minder utrolig meget om hinanden. Det er jo fint nok med kontinuitet, når man laver sådan et stykke arbejde her, men der skal også helst være noget progression i det. Og der synes jeg til gengæld at redegørelsen mere har karakter af at være ja, en redegørelse end en egentlig handlingsplan med perspektiver og fremtidige visioner for, hvordan vi får skabt nogle forbedringer. Jeg kommer i hvert fald til at tænke, om regeringen egentlig ligger inde med nogle konkrete ambitioner og målsætninger for, hvad der kan forbedres og hvordan. Lidt i tråd med det, som fru Marianne Jelved sagde, mangler jeg nogle succeskriterier. Hvad skal der til, for at vi synes, at vi egentlig er i mål, eller at der er en progression i det? Eller hvad er det egentlig for en barre, regeringen gerne vil løfte? For der står nemlig i redegørelsen, at regeringen gerne vil løfte barren. Men vi kan jo ikke rigtig vide, hvor den barre skal løftes hen, hvis vi ikke har sat nogen mål for det. De spørgsmål synes jeg ikke at ligestillingsredegørelsen giver nogen nævneværdige svar på.

Det gælder over en lang række emner, hvor vi i SF mener at regeringen fortsat mangler klare visioner og svar på de store udfordringer, der er, med ligestillingen mellem kønnene i Danmark.

Det første handler om ligeløn. I Danmark er der i dag stadig ikke ligeløn for arbejde, der tillægges samme værdi. Og hvordan sørger vi for, at det store løngab, der er, mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet mindskes?

Et andet stort spørgsmål handler om betydningen af et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor klart flest kvinder arbejder i det offentlige og klart flest mænd arbejder i det private. Hvad vil regeringen gøre for at modvirke, at kvinder alt andet lige rammes hårdere af de besparelser, som regeringen selv har pålagt det offentlige, især med tanke på at også lønningerne i det offentlige halter langt efter det private arbejdsmarked?

Et tredje spørgsmål, som jeg mener at regeringen mangler svar på, er ligestillingskonsekvensen af de tiltag, som regeringen selv har sat i verden. Kontanthjælpsloftet er ét eksempel, som i særlig grad rammer de enlige forsørgere, hvoraf tre af fire er kvinder. Det samme gør sig gældende med 225-timersreglen, hvor vi ved, at voldsramte kvinder og kvinder, der lever i stærkt kontrollerede miljøer, har vanskeligt ved at leve op til kravene. Det er ikke gavnligt for ligestillingen på nogen måde.

Et fjerde område er menneskehandel. Menneskehandel er, som det skrives i redegørelsen, en grov krænkelse af menneskerettighederne, og det indbefatter særlig kvinder, der er handlet i prostitution. Det kræver derfor, at Danmark er en stærk international aktør i den globale ligestillingsindsats, hvis vi skal i mål med det. Det kræver også, at vi adresserer problemet, nemlig at der er mænd, der synes, det er helt i orden at købe sig til seksuelle ydelser hos kvinder.

Når vi i dag diskuterer ligestilling, er der et sidste meget aktuelt emne, som jeg, ligesom mange andre i dag, heller ikke kan undlade at berøre. Ministeren skriver i sin indledning til redegørelsen, at vi er kommet langt – og det her er et citat:

»Vi er kommet langt med ligestilling i Danmark. Men det, vi har kæmpet for igennem så mange år, må ikke tages for givet – for det er bestemt ikke kommet af sig selv.«

Det er jeg meget enig i, for det har krævet mange års kamp, og det er aldrig kommet af sig selv. Det er kommet fra mennesker, som tog et initiativ for at ændre på samfundsnormer og strukturer, både i regeringskontorerne, men især ude i befolkningen.

Et af de mennesker var Nynne Koch, der i 1964 begyndte at indsamle og systematisere kvinderelevant litteratur i en forskningsoversigt. Hun ønskede en markant samfundsændring. Kvinder skulle ligestilles med mænd, og i den forbindelse var oplysning, viden og forskning af afgørende betydning. De grundsten, hun lagde, blev i 1982 formaliseret i en selvstændig institution med støtte fra regeringen. Den hedder i dag, som de fleste nok er bekendt med, KVINFO.

Regeringen barsler jo med, som de fleste nok også er bekendt med, at sammenlægge KVINFO med Det Kongelige Bibliotek eller måske helt at lukke institutionen. En ordfører fra Liberal Alliance, et regeringsbærende parti, har udtalt, at KVINFO står for statsfeminisme og driver politisk propaganda, og at målet »er at fjerne al statsstøtte fra KVINFO«. Det mener jeg og SF ikke der er meget ligestillingsperspektiv i.

I SF mener vi, at KVINFO har haft en helt afgørende betydning for arbejdet med ligestilling og køn i Danmark. Som et uafhængigt videns- og udviklingscenter, der i over 30 år har indsamlet, produceret og videreformidlet viden om ligestilling, har KVINFO været en drivkraft og en stemme på ligestillingsområdet, som vi aldrig kunne have været foruden.

Derfor er det jo så også interessant at få klarlagt her, når ligestillingsministeren på et tidspunkt skal afrunde, om ministeren deler den opfattelse: om ligestillingsministeren anerkender, at KVINFO har haft betydning for ligestillingen i Danmark, eller om det også er ligestillingsministerens holdning, at KVINFO er et udtryk for statsfeminisme og politisk propaganda.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jakob Engel-Schmidt fra Venstre. Værsgo.

Tak for bemærkningerne og talen. Jeg hæftede mig særlig ved, at fru Trine Torp, ligesom hr. Rasmus Horn Langhoff, bemærkede, at ligestillingsredegørelsen i opbygningen lidt ligner den fra sidste år. Dertil vil jeg bare bemærke, at vi da i det mindste har været dygtige nok til at købe nogle nye billeder at sætte ind. Det er jo ikke alle, der har fundet lejlighed til at gøre det. Spøg til side, det er ved at blive sidst i debatten.

SF var et af de partier, der forud for, at de kom i regering – det er ikke, fordi vi skal tilbage ad fortidens boulevarder, men ikke desto mindre – havde nogle meget klare holdninger til både kvoter, sammensætning af bestyrelserne og også gerne så kontant lovgivning. Det har jeg egentlig respekt for. Jeg har respekt for, at man siger: Vi mener, at det her fungerer, og vi ønsker ideologisk set at melde det ud. Jeg fornemmede ikke helt af talen, og det er muligt, at jeg ikke hørte efter, om man har samme værdier og holdning og den slags og nærer et ønske om at påføre dem på nogle af de områder, hvor man ikke mener at tingene går hurtigt nok.

Ordføreren.

Det spørgsmål er jeg rigtig glad for at få, for i SF har vi den klare holdning, at ligestillingen ikke kommer af sig selv, og at vi er nødt til at prøve nogle ting af. Vi er nødt til at prøve at se, om vi kan skubbe det med barslen længere frem ved at øremærke noget af barselsorloven til mænd. Vi er også nødt til at finde ud af, om der er nogle steder, hvor det faktisk giver mening at lave kvoter for sammensætningen. Men spørgeren har fuldstændig ret i, at der var ting, som vi kæmpede rigtig meget for, før vi kom i regering, som vi ikke kunne komme igennem med i regeringen. Vi kunne desværre ikke komme igennem med øremærket barsel, men det får os ikke til at ændre holdning til, at det er vejen frem.

Spørgeren.

Mit sidste spørgsmål bliver nok ikke den store overraskelse. Det handler blot om, at jeg godt kunne tænke mig at høre ordførerens holdning til det samme, som jeg spurgte Alternativets ordfører, fru Carolina Magdalene Maier, om, nemlig det her med, at regeringen har igangsat et bredere initiativ, for vi ønsker at ændre kulturen. Vi har en række virksomheder, store og små og mellemstore, med, og der kommer hele tiden flere til. Det tror jeg selv på er en god måde både at nudge på – for at bruge et nutidigt sprog – men også at ændre kulturen på og gøre det socialt acceptabelt. Ser ordføreren et potentiale i det? Og i så fald: Hvor stort et potentiale?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig fint at tage sådan nogle skridt. Jeg tror bare, at der er forskel på spørgerens ambitionsniveau og mit, eller jeg kunne måske kalde det tålmodighed. Jeg har nok ikke den der tålmodighed til at vente på, at tingene bare går lige så stille og langsomt derudad.

Så er det fru Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil også sige tak til fru Trine Torp for talen. Det, jeg gerne vil spørge ind til, er den her kamp, som bl.a. Socialistisk Folkeparti kæmper, for at sikre, at der kommer nogle flere kvinder ind i ledende stillinger. Det, jeg hører, er jo, at man synes, at der simpelt hen er for få kvinder, som har ledende stillinger. Så langt, så godt.

Nu kommer jeg f.eks. selv fra en kommune, Helsingør Kommune, hvor vi har en kvindelig borgmester og en direktion på fire personer, fire direktører, hvoraf tre er kvinder og en er mand, det vil sige, at han er i undertal. Er det også et problem? Eller gælder det kun, når det er kvinderne, der er i undertal? Det kunne jeg godt tænke mig et svar på.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke et problem i hver enkelt lille institution eller virksomhed, hvordan sammensætningen er, altså at det skal være fifty-fifty. Det, vi taler om, er, at der er en bred samfundstendens, som viser, at kvinder er underrepræsenteret på magtfulde poster, og det synes jeg er et problem. Det synes jeg virkelig er et problem.

Jeg køber ikke den her præmis om, at kvinder selv kan melde sig ind. De positioner, vi taler om, er altså ikke nogle, hvor man bare melder sig ind eller søger en stilling. Det handler ofte om positioner, hvor der er en intern rekruttering. Der er nogle ekstremt stærke netværk mellem mænd, som de har været dygtige til at opbygge, men som desværre er meget selvforsynende.

Hvis jeg skulle sætte mål, er det ikke for den enkelte lille kommune eller den enkelte lille bestyrelse – så er det i virkeligheden bredt set. Jeg vil se det her mønster ændre sig, og det kan jeg ikke se. Jeg kan ikke engang se det her i Folketinget, hvor der jo altså også sker tilbageskridt, hver gang der bliver valgt nye folketingsmedlemmer ind eller kommer en ny regering. Så går det tilbage med repræsentationen af kvinder i de mest magtfulde organer.

Spørgeren.

Tak for svaret. Så vil jeg gerne lige stille et andet spørgsmål, og det omhandler muslimske miljøer her i Danmark, hvor der jo desværre foregår social kontrol en hel del steder. Der er bl.a. kvinder, som bliver undertrykt. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om SF mener, at der er et stort problem her, og hvad SF mener der er behov for at gøre for at løse det kæmpeproblem, der er.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det har forbigået ordførerens opmærksomhed, at det faktisk er et spørgsmål, der optager SF rigtig meget, for vi er optaget af ligestilling, uanset hvilke miljøer mennesker vokser op i, og det gælder også etniske minoritetsmiljøer og muslimske miljøer. Selvfølgelig skal vi bekæmpe alle mulige former for undertrykkelse, også i de her miljøer, og den største styrke tror jeg i virkeligheden ligger i civilsamfundet. Mange af de initiativer, der er taget rundtomkring i Danmark, hvor man har bydelsmøder, er med til at løfte nogle af de her opgaver med at få bragt nogle af deres unge, også deres unge kvinder, videre, og man kan sige, at KVINFO's mentornetværk jo også er et initiativ, som skulle have det her formål.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Da jeg ikke kan se den konservative ordfører i salen, går vi faktisk videre til ministeren, og det er ministeren for ligestilling. Værsgo.

Det er korrekt. Tak for det, formand. Lad mig starte med at takke for en virkelig god debat. Jeg tillader mig at konstatere, at jeg sådan set ikke mærker en uenighed om, at ligestilling handler om frihed og frihedsrettigheder for alle – frihed til simpelt hen at være den, man er, og til at leve det liv, man gerne vil leve. Det skal vi værne om, og det skal vi forsvare. Alle skal have frihed til at kunne udtrykke sig, til at udfolde sig uanset køn, seksuel orientering og kønsidentitet. Ja, vi er nået langt med ligestillingen i Danmark, og det er jeg glad for at flere af ordførerne også understreger. Og ja, jeg er også glad for, at mange ordførere konstaterer, at jeg også siger, at vi ikke er i mål. Vi må ikke bare lade stå til, for så er jeg selv bekymret for, at vi risikerer at erstatte fremskridt med stilstand og måske endda ligefrem tilbagegang.

Den netop overståede samling i FN's kvindekommission i New York, hvor flere af ordførerne også deltog, minder os virkelig med tydelighed om, at ligestilling absolut ikke er noget, man kan tage for givet. Det er noget, som vi hele tiden skal fremme. Det skal vi herhjemme, og det skal vi ude i den store verden. For alt for mange steder rundtomkring i verden er kvinders rettigheder sat ud af kraft. Det gælder retten til at bestemme over egen krop, og det gælder også den omstændighed, at rigtig mange lever et liv med vold. Det kan vi ikke sidde overhørig, og heldigvis er det sådan set noget, jeg konstaterer at vi er enige om på tværs af partiskel. Vi står fast på kvinders rettigheder, også når emnet bliver ømtåleligt for de gammeldags tænkende.

Der er min holdning, at vi også skal huske at være lige så konsekvente i forhold til ligestillingsproblemerne herhjemme, som vi er det, når vi samles om ligestillingsdagsordenen i den store verden. For i Danmark findes der altså også steder – og det har flere af ordførerne heldigvis også været inde på – hvor ligestillingen reelt er sat ud af kraft, hvor der er kvinder, som sådan set ikke har ret til at bestemme over egen krop og ikke har ret til at bestemme over eget liv, men hvor der simpelt hen er forældede normer, traditioner, familiemønstre osv., som betyder, at mange piger og kvinder fra etniske minoriteter simpelt hen ikke får lov til at nyde godt af de muligheder, som vi har i Danmark. Det gælder naturligvis ikke alle piger og kvinder fra etniske minoriteter. Der er heldigvis mange, som tager aktivt del i debatten, som tager uddannelser, som arbejder, og som i det hele taget oplever at få lov at leve et liv i frihed, men det ændrer altså ikke på, at der er alt, alt for mange, som fortsat oplever, at deres liv begrænses af social kontrol og æresbegreber, som bare ikke hører hjemme i det danske samfund.

Vi kan ikke acceptere det, og vi skal ikke acceptere det, og derfor er det for mig en helt central og højaktuel ligestillingsproblemstilling i Danmark. Det skal vi kunne tale om, og det skal vi også kunne handle på. Vi må ikke lade stå til og undgå debatterne i sådan lidt misforstået hensynsfuldhed eller berøringsangst. Jeg er med på, at det er svære debatter, ingen tvivl om det, men hvis vi ikke tør tage dem, mener jeg også, at vi lader disse piger og disse kvinder i stikken. For i al sin enkelhed handler det om at sikre den enkeltes ret til at kunne udtrykke sig, til frit at kunne bestemme over egen krop og til at kunne bestemme over eget liv. Det handler simpelt hen om retten til frit at udfolde sig og deltage på lige fod med andre i vores samfund.

Danmark er blandt de lande i verden, der har den højeste erhvervsfrekvens for kvinder, og det nyder vi som samfund godt af. Det gavner vores vækst, det gavner vores velfærd, men der er altså stadig væk stor forskel på mænd og kvinders valg af arbejdsområde, og der er ikke nok bevægelse mellem den kvindedominerede offentlige sektor og den mandedominerede private sektor. Så er det da også rigtigt, at det stadig i høj grad er mændene, der sidder på topposterne, både i det offentlige og i private virksomheder, ja, sågar i regeringen. Diskussionen om økonomiudvalget og koordinationsudvalget var et pudsigt intermezzo. Jeg kan til ordførernes morskab fortælle, at jeg da i hvert fald i dag har tilbragt 2-3 timer i økonomiudvalget, så det er ikke sådan, at de kvindelige ministre ikke deltager i arbejdet i økonomiudvalget eller i koordinationsudvalget. Jeg er ikke fast medlem, men det kan være, at jeg skal skrive en ansøgning.

Men ikke desto mindre konstaterer vi, at vi altså alle steder skal have talenterne i spil. Det handler både om, at den enkelte har mulighed for at udnytte sit talent og også har retten til kunne bringe sine ressourcer i spil. Det handler også om, at vi generelt set bredt som samfund altså ikke har råd til at gå glip af dygtig arbejdskraft og ikke har råd til ikke at bruge hele den talentmasse, som vi alt andet lige bruger rigtig mange midler på at sikre har en god uddannelse.

En af de ting, som vi skal have fokus på i forhold til det kønsopdelte arbejdsmarked, er fordelingen af barsel og orlov. Og ja, vi har i Danmark en skæv fordeling af forældreorloven, og det handler jo altså både om mænd og kvinder. For det er altså vigtigt, at fædrene har mulighed for at tage del i deres børns liv, og fædrene efterspørger det. En mere ligelig fordeling af forældreorloven er ikke kun til gavn for fædrene, børnene og familierne – jeg tror altså også på, at det vil bidrage til mere attraktive arbejdspladser og generelt til at fremme ligestillingen i Danmark. Men den enkelte familie skal naturligvis selv beslutte, hvordan barslen prioriteres og fordeles – det er ikke en lovgivningsopgave.

Jeg ved godt, at der er vi uenige. Mange partier vil gerne bruge lovgivningsværktøjet, men det er jeg ikke tilhænger af. Alt for længe har debatten handlet om for og imod øremærkning, og det gør lidt, at vi måske falder i hver vores skyttegrav og ikke får taget dialogen og debatterne i familierne, men heller ikke på arbejdspladserne, blandt vennerne og også politisk. Det kan være, at det for nogle ordførere her, når man læser ligestillingsredegørelsen, er frustrerende, at det ikke er lovgivningsværktøjet, jeg insisterer på at bruge, men jeg tror, at samtaler og oplysning rykker på noget. Jeg tror, der er andre veje at gå, for det handler rigtig meget om kultur og traditioner.

Det er også derfor, jeg har meldt ud, at jeg sammen med erhvervsministeren i år kommer til at lancere den her store kampagne i samarbejde med både virksomheder og de faglige organisationer, som har til formål at fremme fædres brug af orlov, bl.a. ved at få udbredt gode eksempler, ved at oplyse om muligheder og rettigheder og selvfølgelig også prøve at sætte fokus på effekterne. For vi ser, at der er gevinster at hente, også for mødrene, når mænd i højere grad end i dag gør brug af de allerede gode muligheder, de har, for at kunne holde orlov med deres børn – hvis de vel at mærke også får lov til det af deres koner, for spørgsmålet om, hvordan man deler barslen, er jo også en diskussion, man må tage derhjemme. Så det handler for mig at se meget om oplysning; det handler om at nå ud til de brancher, hvor vi i dag ser at mænd tager meget lidt orlov.

Der er ingen tvivl om, at den skævhed, vi i dag ser på arbejdsmarkedet, også er et resultat af et kønsopdelt uddannelsesvalg. Der eksisterer i dag mange indgroede bevidste og ubevidste normer om køn, som præger både de unge selv, men jo også lærerne, pædagogerne og så sandelig også forældrene i hele deres tilgang til børn og unge. Det er forestillinger og forventninger til piger og drenge, som et eller sted, tror jeg, kommer til at stå i vejen for det enkelte barns frie valg og udfoldelsesmuligheder. På fremtidens arbejdsmarked – ja, på nutidens arbejdsmarked – er der altså brug for fleksibilitet og dygtige medarbejdere, bl.a. også it-specialister, som er noget af det, vi taler om, så et eller andet sted skal der være fokus på at få flere til at være med til at bryde mønstrene og netop åbne mulighederne for, at alle i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet skal være bevidste om de måske kønsstereotype opfattelser, der kan afføde nogle bestemte valg. Vi skal styrke de unge i deres frie valg af uddannelse, så de ikke begrænses af stereotype opfattelser af, hvad drenge og piger bør, kan eller skal.

Jeg vil sige lidt om digitale sexkrænkelser, hævnporno, som også har været debatteret. Retten til og muligheden for at bestemme selv gør sig naturligvis gældende i mange facetter af ungdomslivet i dag, og jeg er enig i det, som mange ordførere har været inde på, og som også fremgår af redegørelsen, nemlig at vi i højere grad skal have blik for den konstante udvikling, der sker i ungdomskulturen generelt. Det er min oplevelse, at vi i de sidste år har været vidne til et normskred, hvor f.eks. det at dele intime billeder af andre nærmest er blevet en accepteret del af kulturen. Der oplever vi altså, at unge – og det er især de unge kvinder – risikerer at blive krænket, ved at andre deler deres nøgenbilleder på sociale medier, uden at man har givet lov til det.

Børn og unges sociale omgang på nettet har betydning for deres samvær og deres relation hinanden imellem; det har betydning for deres trivsel, deres selvbillede, deres overvejelser om egen krop. Og der er sådan en tendens til en perfekthedskultur, som jeg mener indebærer en risiko i forhold til de unges trivsel og tro på egne evner. Et dårligt selvbillede kan virkelig have store konsekvenser. Hvis man f.eks. er utilfreds med eget udseende, er det nærmest noget, der bidrager til dårlig trivsel, dårlige karakterer, lavere forventninger til ens karriere og ens egne evner. Det er derfor, at et af initiativerne er en undersøgelse af unges opfattelser af køn, krop og seksualitet og en undersøgelse af, hvordan digitaliseringen spiller ind på deres opfattelse, for jeg mener, at vi har brug for mere viden om det og selvfølgelig også mere debat.

Ligestilling er en rettigheds- og frihedskamp. Det er den globalt, og det er den i Danmark. Vi skal værne om ligestillingen, og vi skal fortsætte arbejdet for, at alle har lige muligheder for at indfri deres potentialer og udnytte deres frihed til at vælge det liv, de ønsker at leve. Og med den her perspektiv- og handlingsplan for 2017 lægger vi så sporene for det kommende års ligestillingsarbejde, men det er jo ikke regeringen alene, og det tror jeg også at alle er enige i, som kan eller skal løfte ligestillingsdagsordenen. Vi har netop et fælles ansvar for at skubbe på ligestillingen og holde fast i debatten og dialogen. Det er min ambition at skabe rum for de debatter, fordi de er afgørende. Det er kun gennem fortsat skarpt fokus på de udfordringer, der fortsat er for ligestillingen, at vi kan ændre de normer, som ligger til grund for dem.

Jeg kan se, at jeg har masser af tid tilbage. Det er dejligt, for så kan jeg netop også konkret gå ind og kommentere nogle af de mange indlæg, der har været fra ordførerne. Lad mig starte med Socialdemokratiets ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff, og takke for anerkendelsen af min kommentar i Politiken, hvor jeg skriver: Okay, hvis det er det, det betyder at være feminist, er jeg det vel også. Jeg har sågar fået en T-shirt, hvor der står: Feminism. Og hvad er det så egentlig, det betyder? Det er jo fuldstændig rigtigt, at det er, når man kæmper for lige muligheder. Derfor er min titel på engelsk ikke minister of gender equality, men minister of equal opportunity. Det synes jeg er afgørende vigtigt at vi husker.

Så er det helt forståeligt, at hr. Rasmus Horn Langhoff igen fremhæver hele initiativet omkring vold i nære relationer, og jeg er helt bekendt med ønsket omkring psykologordningen. Den afspejles sådan set i den aftale, vi har lavet bredt, om de her netværksinitiativer med tilknyttede psykolog. Jeg er med på, at det ikke er den, som hr. Rasmus Horn Langhoff selv ønskede sig, men det var det, der var forhandlingsresultatet, og det venter jeg mig meget af.

Så er det ikke kun hr. Rasmus Horn Langhoff, men flere af ordførerne, der lidt prøver at lave den her joke med, at det er copy-paste, og er der overhovedet sket noget? Jeg bliver næsten helt ked af det – altså ikke sådan alvorligt, men jeg har godt nok sammen med gode folk i ministeriet brugt meget tid på den her redegørelse og på, at vi faktisk kigger fremad og har været meget fokuseret på, hvad der rent faktisk er sket. Når hr. Rasmus Horn Langhoff så eksempelvis siger, at man er utålmodig i forhold til det her med information til begge forældre, altså digital post til begge forældre, er der faktisk sket noget, for Digitaliseringsstyrelsen har fået udviklet den her tekniske løsning, så begge forældre kan modtage digital post om deres børn, og kommunerne er orienteret om, hvordan de skal gøre det. Så lidt er der sket i den retning. Det er rigtigt, at vi stadig væk har tilbage at diskutere, hvad vi gør med børneydelsen.

Så var Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe, meget klar i mælet omkring den problemstilling, som jeg fuldstændig deler, nemlig at det største ligestillingsproblem, vi har i Danmark, er manglende ligestilling for kvinder i etniske minoritetsmiljøer. Jeg synes, at der her er mange konkrete tiltag, og et af dem, jeg virkelig venter mig meget af, er hele analysen af mænds opfattelse i de etniske minoritetsmiljøer. Det er, tror jeg, nøglen til at lykkes med at skabe ligestilling også for kvinder i etniske minoritetsmiljøer. Jeg vil faktisk sige, at mændene og drengene i høj grad også er aktive spillere og skal være aktive spillere for at få det her til at lykkes.

Så var Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper, klar i mælet omkring ligeløn og barsel. Ligeløn, ja, det er altid noget, man skal være varsom med, er der er nogle, der har sagt til mig, når nu en ligestillingsminister står og taler om ligeløn, men vi har jo ligeløn i lovgivningen, og hvorfor er der så det her gap? På kvindernes internationale kampdag den 8. marts havde jeg et meget interessant debatmøde hos 3F, hvor der sådan set var flere af aktørerne, som gik ind i det historiske perspektiv med kvinders adgang til arbejdsmarkedet, og hvad det var for en type jobs og hvilke typer uddannelser, og hvad er det egentlig, der er historisk betinget?

Når man så løfter tingene i procent, ja, så er det selvfølgelig af den grund, man alt andet lige kan konstatere en form for skævhed. Er det så en ulighed? For hvad er det, man forstår ved lige løn for lige arbejde? Der synes jeg, vi ofte kommer lidt skævt ind på hinanden, for for mig at se skal man ikke, bare fordi man har 3 års uddannelse, pr. definition sige: Du har 3 års uddannelse, og du har 3 års uddannelse, ergo skal I have det samme i løn. Altså, det må være lige løn for lige arbejde, og hvad er lige arbejde så? Det er sådan set det, vi oftest diskuterer.

Barsel, ja, der har jeg redegjort for hele Aktion Fars Orlov, som for mig at se er det vigtigste redskab i forhold til at rykke på det her. Der tillader jeg mig allerede nu lige at springe lidt over, jeg skal nok vende tilbage til de øvrige ordførere. Alternativets ordfører er her desværre ikke lige nu, men ikke desto mindre synes jeg, at Alternativets ordfører havde et meget, meget vigtigt budskab om, at vi generelt skal være varsomme med at argumentere med følelser, det her med at sige, at jeg også engang selv har oplevet, og jeg prøver, og jeg gør. Det er rigtigt, at det meget ofte er kendetegnende, når vi diskuterer ligestillingsproblematikker. Det er det meget ofte, når vi laver forhandlinger på socialområdet osv., men det bliver ofte meget følelsespræget og måske knap så fornuft- og faktapræget. Og det synes jeg er en tilgang, som vi skal tage ved lære af. Jeg synes faktisk, at det var et vigtigt budskab, at vi skal passe på med bare at argumentere med følelser.

Så siger SF's ordfører i et af spørgsmålene: Husk lige, at der ikke er noget d i KVINFO. Det synes jeg var en god bemærkning, for hvad er det egentlig, KVINFO står for? KVINFO står for køn, altså K for køn, V for viden, IN for information, og FO for forskning. Det er så et smart navn, der associerer meget til kvinden eller kvinder, men KVINFO: Køn, viden, information og forskning. Det synes jeg er fint at få slået fast.

Så var SF's ordfører også lidt inde på den her frustration over, at der ikke sådan er konkrete handlinger i en redegørelse som den her, en konkret handlingsplan, og at redegørelsen var lidt for meget copy-paste med hensyn til, hvor meget vi egentlig måler på de forskellige ting. Det er jeg ikke helt enig i. Jeg synes, der er konkrete handlinger. Radikale Venstres ordfører, fru Marianne Jelved, var ligeledes inde på eksempelvis vold i nære relationer. Hvor er det, vi har målsætningerne henne? I forhold til den opfordring, jeg fik fra fru Marianne Jelved omkring målsætning i forhold til vold i nære relationer, tillader jeg mig at pege på mit gamle ressort, nemlig det, der i dag hedder Børne- og Socialministeriet, med de ti mål for social mobilitet, hvor mål nr. 5 lige præcis handler om vold i nære relationer. Så der er sådan set målsætninger for og ambitioner om ligesom at kunne følge udviklingen. Det er klart, at når man sætter sig som mål, at noget skal gå i en positiv og forbedret retning, så må man også kunne måle på det.

Men hvordan er det så med ligestillingen? Er ligestilling først ligestilling, hvis det er fifty-fifty, mand-kvinde? For nogen er det måske: Vi har først opnået ligestilling i Folketinget, når der er en sammensætning med 50 pct. kvinder og 50 pct. mænd, der afspejler befolkningen. Det er det ikke i min optik, det vil jeg gerne tillade mig at gøre helt klart. Ligestilling er for mig lige muligheder. Jeg skal nok lade være med at forfalde til anekdoter om det at blive valgt til Folketinget eller det at blive udpeget som minister, men for mig er det vigtigt, at vi værner om mulighedernes samfund, at vi er meget, meget konsekvente i forhold til at vide, hvilket ansvar vi hver især bærer som folkevalgte, som ministre, som lokalpolitikere osv., i det hele taget som aktive samfundsborgere, et fælles ansvar for at skubbe på ligestilling og holde fast i debatten og i dialogen og netop have skarpt fokus på de udfordringer, der stadig væk er for ligestilling, for det er måden at ændre normer på, det er måden at ændre kulturer og fastgroede opfattelser på. Så med de ord: Tak for en rigtig god debat. Jeg ser frem til spørgsmålene.

Dem har vi lige en stribe af. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Ministeren nævner det om kommunikation. Det var jeg også inde på i min ordførertale, altså det her med den digitale kommunikation til begge forældre. Jeg kunne forstå på ministeren, at der er sket noget afgørende. Det, jeg nemlig reagerede på, var, at der står, at der vil blive taget initiativ til at få udarbejdet en samlet vejledning til de relevante myndigheder, så de kan overholde de gældende regler om information til begge forældre. Skal jeg forstå det sådan, at den vejledning er blevet lavet? Og hvis den er det, må vi så ikke se den? Jeg synes da, det kunne være ganske spændende at få den at se. Hvis ikke den er lavet, altså hvis der er sket et eller andet og den ikke er blevet lavet, så er det jo den, jeg går og venter på, og som måske mange andre går og venter på. Hvornår kan vi forvente, at den bliver lavet, så vi ikke – og det var jo det, jeg tillod mig at være lidt vittig omkring – skal stå her igen næste år og snakke om, at nu skal der også snart ske noget. Det er ikke noget, der behøver at tage alverdens tid at lave. Jeg ville sagtens kunne komme over til ministeriet og lave det på en eftermiddag sammen med jer.

Ministeren.

Jeg kan sådan set godt forstå utålmodigheden, i forhold til hvornår den vejledning kommer ud. Nej, den er ikke færdig endnu, altså selve vejledningen. Men et meget, meget vigtigt element i den vejledning var lige præcis den tekniske løsning, i forhold til hvordan man kommunalt set, når man sender digital post til familier, også forældre på to adresser, har den digitale løsning, der skal til. Det er for mig at se et afgørende element i den vejledning, i forhold til hvordan man skal agere, når begge forældre skal have information. Så er der det med at sidde med i skriveprocessen. Jeg kan i hvert fald garantere så meget, at naturligvis vil Ligestillingsudvalget få den vejledning, og jeg vil også vende tilbage med en præcis tidsplan for det. Men jeg deler ambitionen om, at den skal vi have.

Spørgeren.

Ja, få den lavet snart, så kommer jeg til at sige noget pænt om jer.

Så var der den anden ting i forhold til udbetalingsregler for børne- og ungeydelsen. Det er noget, som forskellige skatteministre og forskellige regeringer har forholdt sig til, og det, der jo har været signalet hver eneste gang, både fra den daværende Venstreregerings side og nu også fra den bredere regerings side, har været, at man deler intentionen om at lade forældrene selv bestemme, i stedet for at vi herinde fra Folketingets side skal bestemme, at det skal være den ene forælder, der får de her penge udbetalt.

Hvornår kan vi forvente at der sker noget, og hvor ligger sagen? Altså, vil forældrene fremadrettet selv få lov til at bestemme, eller bliver vi ved med det samme lidt gammeldags med, at det der med at få børnepenge altså er noget, der handler om mødrene, for sådan har det altid været?

Ministeren.

Heller ikke her er jeg uenig i utålmodigheden i forhold til løsningen, men den er bare meget mere kompliceret end en digital vejledning om, hvordan man sender digital post til begge forældre. Det er, fordi det har været knyttet op på et barns folkeregisteradresse, altså hvor barnet har folkeregisteradresse, og hvordan det er koblet op på cpr-nummeret. Og det her med at splitte det op er ikke super simpelt.

Jeg kan sige, at vores gode skatteminister rigtig gerne vil finde en løsning på det her, men jeg tror godt, jeg kan sige, at lige nu og her har jeg ikke været den, der har banket ham mest i hovedet med opgaver. Jeg oplever sådan set, at vores skatteminister har rigeligt for i forbindelse med andre måske for samfundsøkonomien vigtigere emner. Jeg tror også, vi kan være enige om, at der altså er nogle opgaver, der står højere på skatteministerens dagsorden. Det betyder ikke, at han negligerer det og siger, at han er ligeglad med løsningen. Løsningen ligger bare ikke lige for. Jeg ved, der er folk i Skatteministeriet, der prøver at finde ud af teknikken i det. Men vi er der ikke endnu, og lad mig bare sige: Jeg skal da gerne lige spørge til status i hvert fald.

Tak. Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti.

Tak til ministeren for at anerkende det store problem, vi har med at få især muslimske kvinder integreret i det danske samfund og få skabt nogle lige muligheder også for dem. Noget af det, som jeg synes mangler i redegørelsen, er noget om beskæftigelsesindsatsen. Vi har fået indført et kontanthjælpsloft og 225-timersreglen, og der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig vil have en indvirkning. Men der vil jo altså fortsat, uanset om vi har indført det her, tænker jeg, være en gruppe af især indvandrerkvinder, som gemmer sig bag diverse diagnoser. De passer deres aktivering, men sjovt nok kommer de så alligevel sjældent i job.

Der kunne jeg bare godt tænke mig, at vi prøvede at italesætte det langt mere, og at regeringen også kom med nogle initiativer. Jeg vil meget gerne være behjælpelig. Og der vil jeg bare høre, om ministeren for ligestilling også ville bidrage til sådan en dialog om, hvordan vi sikrer, at der kommer flere indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet.

Ministeren.

Jamen det er da en klokkeklar sag for regeringen under et, dvs. hver af os i regeringen og også i den tidligere regering. Det var hele vores valgprojekt, der handlede om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og vi mener virkelig, det er afgørende vigtigt, at langt flere mennesker i det danske samfund er en aktiv del af arbejdsmarkedet. Det er forudsætningen for, at vi har et velfungerende velfærdssystem. Og et velfungerende velfærdssystem er jo mange ting, men lige præcis når det kommer til mennesker, som er syge, som måske kæmper med psykisk sygdom, eller som kæmper med andre helbredsproblemer, mener jeg, det er vigtigt, at hjælpen er målrettet de mennesker, der har de problemer.

Derfor skal man måske være ret varsom med bare sådan at generalisere og sige, at nu skal alle ud på arbejdsmarkedet. Det skal man jo ikke, hvis man er for syg til at være på arbejdsmarkedet. Så skal man måske i virkeligheden have kigget på sin sag igen og have vurderet, om man skal være på sygedagpenge i stedet for. Så alt det her med at vende bunken, som jo ligger i beskæftigelsesministerens ressort, har været en meget, meget stor politisk prioritet her i forbindelse med satspuljeforhandlingerne. Det er et arbejde, der netop er gået i gang, og som jeg venter mig meget af i forhold til faktisk også med de initiativer at få givet det, jeg nærmest vil kalde et kærligt skub i retning af at kunne være en aktiv del af arbejdsmarkedet.

Tak. Spørgeren.

Jeg deler jo fuldstændig det synspunkt, som ministeren for ligestilling her giver udtryk for. Jeg tror også, det har været en øjenåbner for rigtig mange at se f.eks. sådan noget som TV 2-programmerne »Moskeerne bag sløret«, hvor det jo fremgik helt tydeligt, at der er kvinder, som altså lever under social kontrol og bliver fastholdt i hjemmet.

Men selv om vi har taget de her initiativer med at vende bunken i forbindelse med satspuljen osv. – som er gode initiativer, jeg var selv med til at forhandle dem – så vil jeg bare lige sige, at der stadig væk er en udfordring, som vi er nødt til at håndtere. Det er ikke nødvendigvis det at vende bunken, der gør, at alle de indvandrerkvinder, der lever under social kontrol, kommer ud på arbejdsmarkedet. Og hvis de er i beskæftigelsessystemet og har tilknytning til jobcenteret, har vi måske nogle muligheder for at kunne gøre endnu mere for at sikre, at de bliver frigjort fra de der køkkener, som de ellers bliver fastholdt i.

Ministeren.

Det er jo en stor diskussion om det store ligestillingsproblem, vi har i Danmark, nemlig når kvinder og piger, primært i de etniske minoritetsmiljøer, lever under social kontrol. Og det er sådan set det, jeg også virkelig har prøvet at adressere, både i talen, men jo også i hele handlingsplanen for, hvad vi gør her, hvordan det er, vi finder veje ind til rent faktisk at skabe forandringer og netop skabe muligheder for, at man som borger i det her land kan gøre brug af de frihedsrettigheder, som generationer før os også har kæmpet for.

Så bare lige en lille kommentar: Jeg ville være varsom med det der med kødgryderne – forstå mig ret – i den henseende at jeg stadig væk også tror på det frie valg. Altså, man kan jo godt i en familie være enige om – og nu taler jeg ikke om, hvilken etnisk baggrund man har – at vælge at være den, der primært tager sig af det ulønnede arbejde derhjemme.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Ja, tænke sig, at vi slet ikke har talt om fordelingen af det ulønnede arbejde i dag. Vi har ellers været her i næsten 3 timer, ikke? Men det viser jo bare, hvor stort et område det her er.

Jeg vil gerne tage fat i det, ministeren sagde, om ligelønnen, for jeg er faktisk enig i en meget vigtig pointe – og bemærk, hvor mange gange jeg roser ministeren i dag – nemlig at ligestilling ikke er, at vi er fifty-fifty på alle områder. Ligestilling er ikke, at vi skal have lige mange mænd og kvinder i alle grupper og positioner, slet ikke. Ligestilling er lige muligheder. Og problemet, kan man sige, i dag er jo, at de muligheder stadig væk er kønnede på mange områder. Der er nogle ting, som særlig rammer mænd. Det er især inden for sundhedsområdet osv. Men der er også rigtig, rigtig mange ting, som særlig rammer kvinder, og det er f.eks. skævheden i lønfordelingen i vores samfund.

Jeg er enig i det, ministeren siger, om, at lige løn for lige arbejde er det, vi skal stræbe efter. Men er ministeren ikke også enig i, at der er en skæv værdisættelse i vores samfund af det arbejde, som oftest udføres af kvinder, dvs. sundhed, SOSU-arbejde – det er ofte inden for omsorgsarbejdet – og det, man kalder mandejobs, altså at det simpelt hen bliver værdisat skævt i forhold til løn?

Ministeren.

Det synes jeg er en interessant pointe, og formentlig har Enhedslistens ordfører ret. Jeg tillader mig at bruge regeringsdannelsen som et eksempel på måske lidt af det samme, og jeg tror, at vi generelt set og bredt i debatten skal være meget varsomme med at tillægge forskellige opgaver sådan en eller anden kønnet natur. Jeg mindes, da trekløverregeringen trådte til. Der var et ramaskrig over, at der ikke var nogen kvindelige ministre på de tunge poster, og så er det bare, jeg siger: Undskyld mig, er det at være sundhedsminister eller ligestillingsminister eller børne- og socialminister ikke tunge poster? Ja, jeg spørger bare. Og er det at være pædagog eller sygeplejerske eller mekaniker ikke værdifulde jobs? Er det ikke betydningsfulde jobs?

Det mener jeg sådan set, og jeg har kæmpestor respekt for folk, der står op hver evig eneste dag og går på arbejde og gør alverdens vigtige indsatser for, at det her samfund fungerer.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set meget enig i, og det viser noget om, at der er nogle ting, som vi værdisætter anderledes i vores samfund, og at det ofte er sammenfaldende med, at det måske er nogle af de opgaver, kvinder tager sig af. Men det at være pædagog eller sygeplejerske, som er det, vi kan kalde kvindejobs, altså som er domineret af kvinder, værdsætter vi jo nok heller ikke nok, så centralt det er i vores samfund, i hvert fald ikke hvis man lader det afspejle i lønnen, mener jeg. Det kan man f.eks. se af, at der er en lavere løn, selv om uddannelseslængden måske er den samme som for nogle andre især mandejobs. Hvad gør vi ved det løngab, der så er uforklarligt – og det er der jo, som ministeren selv skriver i sin redegørelse? Har regeringen nogen initiativer på det område?

Ministeren.

Jeg mener, der er flere håndtag at dreje på i den her diskussion, og et af de vigtigste er lige præcis fordelingen af barsel. Man kan nogle gange have lyst til at sige: Hold da op, hvor har man sejret ad ..., det må man ikke sige, altså i en eller anden retning i forhold til de ting, man måske hos arbejdsmarkedets parter har været meget fokuseret på at opnå af rettigheder. Det gælder netop barsel og sygedage osv. Jeg konstaterer i hvert fald med stor glæde, at mange af de overenskomstaftaler, som nu er indgået, meget handler om familien, altså forældreorlov og netop muligheden for, at mænd og kvinder kan dele barselstiden. Og det tror jeg i høj grad kan være medvirkende til også at skubbe til den lønfordeling, vi ser i dag.

Den næste spørger er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo

Tak. Jeg er en lille smule skuffet over ministerens kommentar til mit forslag om at sætte mere fokus på at afskaffe vold i nære relationer. Jeg tænker bare på, at vi er vant til at have handlingsplaner på mange områder i Danmark. Kræfthandlingsplaner er et rigtig godt eksempel på det, og der er erfaringen jo, at de skaber rigtig meget opmærksomhed omkring kræft og dermed også omkring de symptomer, som man kan opdage og gøre noget ved tidligere, end vi måske ellers ville have gjort. Derfor forestillede jeg mig også, at hvis man lavede en handlingsplan imod vold i nære relationer, kunne man måske også skabe en større opmærksomhed, som gjorde, at man talte mere om det, også mellem naboerne, som hører, hvad der sker inde på den anden side af væggen osv.

Det er for at prøve at skabe en bevægelse, et fællesskab om, at det her bare ikke er acceptabelt, og at vi kan gøre noget ved det. For når vi ved, at der er noget, der virker, har vi altså også pligt til at bruge det, der virker, for at få et bedre samfund.

Ministeren.

Jeg bryder mig ikke om at skuffe fru Marianne Jelved, for jeg synes generelt, at der kommer gode forslag, som er mere end bare velmenende, og som er med et oprigtigt ønske om at skubbe på en udvikling.

I forhold til vold i nære relationer mener jeg, at vi faktisk har foretaget noget ret fornuftigt ved at lave en politisk aftale om en national enhed mod vold i nære relationer. Hele den vidensformidling og også håndteringen af, hvor der er pladser på kvindekrisecentre, hvor der er ledigt på de mandepladser, der er, er for mig at se et ret vigtigt og betydningsfuldt element i den retning. Det er i udbud lige nu, og derfor bliver det formentlig om kort tid, at vi kommer til at se, hvem der vil byde på at være den her nationale enhed, som for mig at se lige præcis vil være en vigtig aktør i forhold til både det debatskabende, men jo i virkeligheden også det forandringsskabende.

Vi er kommet længere, men nej, vi er da ikke i mål, i forhold til at det er et tabu at være udsat for vold i sin nære relation, i forhold til at sætte foden ned og netop insistere på at se, hvad det er for indsatser og handlinger, der kan gøres for at blive hjulpet ud af volden. Jeg er meget enig i, at initiativer som Dialog mod Vold, der faktisk fokuserer på voldsudøveren, er ret effektfulde. Så det er nogle af de ting, vi har lært, bl.a. ved at bruge satspuljemidlerne på at afprøve forskellige, forhåbentligvis effektfulde indsatser.

Spørgeren.

Jeg er faktisk enig i alt det, ministeren lige har stået og beskrevet, og det fremgår jo sådan set også af redegørelsen. Det, jeg bare gerne ville have, var et mere samlet billede af det for at kunne kommunikere på en anden måde og skabe en større bevidsthed omkring os i samfundet som sådan, og jeg havde nær sagt på gader og stræder og i familier. For jeg tror, at der er rigtig mange, der lukker øjnene for noget, som de godt har mistanke om eller ved noget om, og det er jo næsten endnu værre. Så det er lige så meget for at høre, om vi kan bygge det op på nogle andre måder, som gør, at det måske får større slagkraft, fordi flere på en eller anden måde får øje på det, og det bliver legalt at tale om det.

Ministeren.

Det er jo generelt en enormt vigtig opgave at være fokuseret på den form for oplysningsindsatser for rent faktisk at skubbe på en udvikling. Der er nogle aktører, som gør meget i forhold til vold. Den seneste kampagne, der netop har været, har handlet om vold, altså kærestevold, og hele organisationen Bryd Tavsheden har sammen med ligestillingsministeren og Det Kriminalpræventive Råd haft en konkurrence blandt unge mennesker på uddannelsesstederne. Og jeg skal hilse og sige, at der er et engagement blandt de deltagere, der netop siger, at de gerne vil være med i den type kampagne. En af deltagerne i kampagnen var vi nødt til at lave en helt særlig pris for. Der var et budskab omkring at stoppe volden, at stoppe kærestevolden, som vi nu kommer til at lave som tryksag, som plakater til uddannelsessteder, både folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne. Så jeg synes i høj grad, at den bevægelse er i gang, og at det er vigtigt, at den er der.

Tak. Så er det fru Julie Skovsby.

Tak for det. Jeg blev rigtig glad, da ministeren sagde, at kampen for ligestilling og det, at der bliver givet lige muligheder til os alle, også er en kamp, der foregår herhjemme. Ministeren talte også om, at der på nogle områder var lidt skyttegravsdebat. Men jeg vil lige kaste mig over noget af det, hvor vi er enige, nemlig i forhold til ligestilling i ledelse, og hvor regeringen nu bakker op om den danske model for kvinder i ledelse. Det er jo sådan, som ministeren også ved, at Institut for Menneskerettigheder har lavet en evaluering af den her lov, der jo blev til under Helle Thorning-Schmidts regering, og den lov er rigtig fin og meget rigtig, er konklusionen. Problemet er bare, at den ikke bliver fulgt i tilstrækkelig grad. Hveranden større dansk virksomhed lever ikke op til lovgivningen på området. Er det noget, hvor ministeren tænker, at den her del skal vi simpelt hen arbejde videre med?

Ministeren.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den danske model opfundet under Helle Thorning-Schmidt-regeringen ikke var noget, vi som sådan jublede over, men ærlig talt var det det bedste af to, fordi alternativet var kvoter i bestyrelser og i ledelser, og det er regeringen på ingen måde tilhænger af. Det er derfor, at vi sådan set lader den være og evaluerer, hvordan det går. Jeg er ikke enig i billedet af, at virksomhederne ikke overholder lovgivningen i forhold til at lave politikker for, hvordan man egentlig arbejder med det underrepræsenterede køn, men jeg skal gerne vende tilbage til det i forhold til påstanden om, hvorvidt man ikke overholder loven, fordi jeg mener, at lovgivningen jo egentlig bliver lavet, for at den skal overholdes.

Spørgeren.

Ja, det kan godt være, at det egner sig bedre til, at det er i udvalget, vi får en drøftelse af den evalueringsrapport, som Institut for Menneskerettigheder har lavet, og deres konklusioner. For vi er helt enige i målet med lovgivningen, altså at den skal holdes og efterleves, og når vi dertil, så kommer vi også til at skabe forandring på det her område.

Ministeren.

Jeg er da i hvert fald forholdsvis – forholdsvis – tilfreds med, at man et eller andet sted med de udtalelser måske flytter sig væk fra det der kvotebillede. Flere fremhævede den norske model med et krav om en 40-procentsfordeling i forhold til det underrepræsenterede køn osv. Og jeg vil stærkt advare mod at gå den vej. Jeg ved godt, at der også har været flere røster i EU-sammenhæng, som drømmer om det. Og for mig at se er det vigtigt, at vi så finder ud af, hvad vi har for et lovkompleks, og hvordan vi gør det på en måde, så det – helt ærligt – heller ikke overbelaster virksomheder i forhold til måltal osv. For vi oplever rent faktisk, at virksomhederne er ret fokuserede på at sikre den bedste sammensætning. Altså, hvilken leder er ikke optaget af at sætte det bedste hold? Hvilken bestyrelse er ikke optaget af at sætte det bedste hold? Jeg kender i hvert fald ikke nogen.

Vi bliver i Socialdemokratiet. Fru Yildiz Akdogan, værsgo.

Tak for det. Ligestillingsministeren sagde i sin tale, at ligestilling er noget, vi skal fremme og ikke tage for givet. Men samtidig tilføjede ministeren også, at det med ligestilling godt kan få nogle følelser frem, og derfor skal vi være meget faktabaserede. Det er jeg helt enig med ministeren i.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge: Når man ser på ministerens ambitionsniveau i forhold til fremme af ligestilling og så på det signal, der sendes fra regeringens side med de her meget vigtige udvalg, koordinationsudvalg, økonomiudvalg, sikkerhedsudvalg osv. – altså fem meget centrale udvalg med 27 medlemmer, hvoraf ikke en eneste er kvinde – hvad er det så for ambitionsniveau, og hvad er det for et signal, som regeringen egentlig sender med den sammensætning, i forhold til netop ligestilling?

Ministeren.

Jeg kan simpelt hen lade være med at trække på smilebåndet over den her debat. Det er utroligt, hvilken betydning det har fået, om der nu sidder en kvindelig minister i koordinationsudvalget eller en kvindelig minister i økonomiudvalget. Altså, jeg har lige fortalt, at jeg har tilbragt 2½ time i dag i økonomiudvalget, så det er jo ikke, fordi der ikke kommer kvindelige ministre i økonomiudvalget. Man får sådan et billede af, at det er en lukket klub, hvor der sidder de mandlige ministre, og så er der ellers lukket. Sådan foregår regeringsarbejdet ikke, det er jeg bare nødt til at sige.

Så kan man sige: Hold da op, nu rasler de så også ned på kurven i forhold til ligestilling, fordi der er lidt færre kvindelige ministre i den nuværende regering, end der var i Venstreregeringen. Er det et problem? Altså, jeg håber og tror på, at statsministeren sætter det bedste hold og fordeler opgaverne i forhold til kompetencer og interessefelter – og det har jeg sådan set tillid til at han gør.

Spørgeren.

Ministeren må endelig ikke tro, at det her bare er drilleri. Det er jo egentlig en faktabaseret ting, og jeg forholder mig netop til fakta. Når man ser på fakta, er der 5 vigtige, tunge udvalg, og der sidder ikke en eneste kvinde i dem. Under den her debat er der endda en af regeringsparterne, der slet ikke har været til stede i salen – det undrer mig. Når man har den her ambition fra ministerens side, altså at ligestilling ikke er noget, vi skal tage for givet, det er noget, vi skal arbejde for hver eneste dag, så mener jeg, at der noget, der hedder walk the talk, altså at man vel også sender et signal og viser det ønske, man har.

Så vil jeg egentlig høre, om ministeren vil følge opfordringen fra Liberal Alliances ordfører om, at man skal melde sig på banen – eller hvordan? Hvad gør vi?

Ministeren.

Lad mig komme med lidt fakta, og jeg synes, det er helt fornuftigt at basere diskussionen på fakta. Punkt 1: Faktuelt skriver man ikke en ansøgning til koordinationsudvalget eller til økonomiudvalget. Og punkt 2: Der deltager kvindelige ministre i økonomiudvalgsmøder og i koordinationsudvalgsmøder. Det er således i et økonomiudvalg så vel som i et koordinationsudvalg – de to vigtigste regeringsudvalg overhovedet – at enhver fagminister bærer sin sag ind og har den til behandling i udvalget med taleret . Altså, det er ikke sådan, at man lægger det uden for døren og løber væk og så håber på, at der kommer en mand i et jakkesæt og kigger på det. Så det er altså fakta.

Derfor kan jeg glæde salen med, at jeg har brugt mange timer i økonomiudvalget i dag. Jeg kommer også til at bruget det igen i morgen, og jeg kan nok garantere, at det også kommer til at ske i næste uge, også i koordinationsudvalget.

Tak. Næste spørger er fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg er faktisk rigtig glad for, at ministeren også får præciseret, hvad KVINFO står for, for det jo er meget illustrativt, når man sådan får det delt op. Derfor vil jeg også gerne høre ministeren: Kunne ministeren beskrive, hvad KVINFO's opgaver går ud på? For man kunne få det indtryk, når man hører Liberal Alliances ordfører, at det eneste, de laver, sådan set er at propagandere for kvoter i bestyrelser. Men kunne ministeren beskrive, hvad det er for at arbejde, der ligger i Kvinfo?

Ministeren.

Tak. Jeg kan starte med at sige, at KVINFO hører under kulturministerens ressort. KVINFO er en selvejende institution. Så har jeg redegjort for, hvad bogstaverne står for, altså for både information og viden og forskning – og så tænker jeg egentlig ikke at uddybe det nærmere, end hvad jeg har sagt her, fordi hele bevillingen i forhold til forskningsbiblioteket som sagt er inden for kulturministerens ressort.

Spørgeren.

Jo, men det gælder jo mange af de ting, vi har talt om i dag. Når man er ligestillingsminister, er det jo netop kendetegnet ved, at man går på tværs af alle ministerier og derfor er nødt til også at forholde sig til, hvad der foregår i andre ministerier. Men vel, vel.

Så vil jeg bare stille spørgsmålet, som jeg også stillede i min ordførertale, om ministeren er enig med Liberal Alliances ordfører, Laura Lindahl, i, at KVINFO står for statsfeminisme, og at de driver politisk propaganda.

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige så meget, at sådan havde jeg nok ikke selv formuleret det. Og som ligestillingsminister konstaterer jeg nøgternt, at KVINFO er en selvejende institution. Det er ikke et politisk parti, selv om man måske nogle gange har fået den opfattelse. Jeg har faktisk den opfattelse, at KVINFO her i salen er blevet et politisk parti, fordi alle fra den røde blok her under ligestillingsdebatten bærer KVINFO-badges, hvor der står: Bevar KVINFO. Så måske er det gået hen og blevet et politisk parti – det ved jeg ikke rigtigt.

Dermed siger vi tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet her efter ret mange timer og en meget grundig behandling af ministerens redegørelse.