Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Uddannelses- og forskningsministerens redegørelse om forsknings- og innovationspolitik 2016.

(Anmeldelse 07.12.2016. Redegørelse givet 07.12.2016. Meddelelse om forhandling 07.12.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er fru Mette Reissmann.

I dag skal vi diskutere den forsknings- og innovationspolitiske redegørelse, som regeringen har fremlagt. Jeg er personlig af den opfattelse, at det er positivt, at vi årligt får lejlighed til at drøfte den forsknings- og innovationspolitiske situation. Og jeg kan da godt sige, at i min verden fylder hverken forskning eller innovation nok på den politiske dagsorden. For min skyld måtte det gerne fylde meget mere.

Det kan der selvfølgelig være mange forklaringer på. En central grund er jo nok, at forskning og innovation er langsigtet arbejde, og at frugterne af den indsats, der sættes i gang i dag, jo ikke bare kan høstes i morgen. Det kan være svært at forstå i en verden, hvor alting forandres meget hurtigt, nogle gange næsten fra time til time, og alting går så stærkt.

Det betyder jo ikke, at forskning og innovation har mindre væsentlig betydning end det, der mere er præget af kortsigtede sammenhænge. For det kan siges kort og klart: Forskning og innovation er det grundlag, fremtidens velstand bygges på, det skaber vækst, det er med til at skabe arbejdspladser, det gør os dygtigere og rigere, og det spor er der al mulig grund til at fortsætte i. Det burde være ligetil at prioritere det, og jeg har helt overbevist om, at i hvert fald alle os, der er til stede her i salen i dag, er enige om det. Og så sker det alligevel ikke.

Lad mig indledningsvis først og fremmest sige tak til ministeren for redegørelsen. Det er godt at få sat ord på de indsatser, som regeringen har taget inden for forskning og innovation, og så er det selvfølgelig oplagt at tage fat på de fremlagte initiativer og ikke mindst på, hvad redegørelsen ikke nævner med et ord.

Lad os starte der, for man må bare konstatere, at regeringens redegørelse må ses i lyset af, at regeringen har valgt at fortsætte nedskæringerne på forskning, hvilket man behændigt kommer uden om i hele teksten. Det var på samme baggrund, da vi diskuterede sidste års redegørelse, og nu er situationen igen den samme: Regeringen har igen nedprioriteret forskningen.

Med finansloven for 2017 er det offentlige forskningsbudget fastsat til 15,5 mia. kr. I 2015, altså året før Venstreregeringen tog over, var niveauet på 16,7 milliarder. Altså, SR-regeringen allokerede faktisk en milliard mere end den tidligere samt den nuværende regering har allokeret til forskning.

Vi er nu på det laveste niveau siden 2008, og det synes jeg ikke er at udvise rettidigt omhu for Danmarks fremtid. Forskningsreserven for 2017 er ligeledes kraftigt beskåret. Det er nedskæringer, der er til at føle på, det kan mærkes, det har negative konsekvenser, og det efterlader altså også en større undren.

Et eksempel på det er Det Frie Forskningsråd, der som bekendt snart skifter navn til Danmarks Frie Forskningsfond, men det er ikke det, jeg vil tale om her. Næh, for i Det Frie Forskningsråd støtter man faktisk originale forskningsideer. Ministerens parti, Venstre, vil skære i den frie forskning. Det er problematisk, for med den frie forskning lærer vi netop nye problemstillinger at kende, og det skaber også løsninger, som vi slet ikke havde forestillet os faktsik kunne forekomme.

I 2015 blev 542 originale ideer støttet af Det Frie Forskningsråd, i 2016 var det kun 340 ideer. Og hvordan kan en regering, der i øvrigt er optaget af disruption og innovation, tillade det? I sidste ende betyder milliardnedskæringerne, at Danmark går glip af vækst, velstand og arbejdspladser, fordi vi ikke har investeret nok i forskning og innovation i tide. Faktisk er det sådan, at lige nu, mens vi er samlet her i dag, er uddannelsesinstitutionerne i gang med eller ved at forberede afskedigelse af rigtig mange medarbejdere.

Ministeren vil nok fra talerstolen senere konstatere, at Danmark skam overholder målsætningen om, at 1 pct. af BNP investeres i forskning, og at Danmark topper, når det kommer til offentlige investeringer i forskning forhold til BNP. Det kan han jo så også have ret i.

Men jeg synes bare, at billedet altså fortjener en nuancering. Konklusionen afhænger som bekendt af mellemregningerne, og hvis man f.eks. sammenligner Danmarks investeringer med lande og regioner, regioner er vigtige her, som har et velstandsniveau på højde med Danmarks, så er billedet knap så flot. 26 af verdens regioner investerer en større del af BNP i forskning, end Danmark gør.

Der var engang, hvor Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde, at statistik er som en bikini. Det viser meget, men skjuler det væsentligste. Og det passer vist også meget fint, hvis vi kigger på redegørelsen og ser på BNP-fremskrivningen af forskningsprioriteterne. Det er fine grafer og flotte ord, men videreførelsen af milliardbesparelserne er ikke nævnt med en eneste sætning.

Man kan konstatere en videreførelse af milliardbesparelserne her i 2017, og det åbenlyse spørgsmål er så: Hvor er regeringens ambitioner blevet af, når det kommer til forskning og innovation? Indtil videre har svarene været topskattelettelser og kontanthjælpsloft og en bebudet nedskæring af SU. Vi har endnu ikke set, hvad der ligger i det.

I går var ministeren og jeg og udvalget på forskningstur til Sverige og besøge European Spallation Source, som er en forskningsinfrastrukturfacilitet, som der fra politisk side er blevet investeret massivt i.

Hvordan skal vi nu kunne høste frugterne af den investering, når regeringen dræner midlerne til de dygtigste i forskningsmiljøerne, som skal udnytte sådan nogle forskningsfaciliteter i fremtiden, hvilket har betydning for nybrud inden for produktion, materialer, fødevarer og medicin? Jeg kender ikke svaret, men det kunne være spændende at få et svar på det.

Man må selvfølgelige tilføje, at der i forsknings- og innovationsøjemed også er initiativer i den redegørelse, ministeren lægger frem, og set med socialdemokratiske briller er det faktisk kloge tanker. Det er bare synd, at de ligesom ikke tænkes til ende, og at besparelserne i øvrigt får lov til lige præcis at overskygge infrastruktur, forskningsintegritet, internationalisering og åbenhed. Det er rigtige indsatser og initiativer, som oplistes under de enkelte overskrifter.

Jeg er enig med regeringen i, at den viden, der opbygges på universiteterne, får lov til at blive bredt ud i samarbejde med både offentlige myndigheder og virksomheder, og at vi på den måde ligesom får skabt et langt bedre optimum, udnyttelse af patenter og især de forskningsbaserede uddannelser.

I sidste ende bliver alle de gode initiativer desværre bare overskygget af videreførelse af milliardnedskæringer, og det er altså bare svært at komme udenom. I forhold til milliardnedskæringer er forskning og innovation det mest mærkbare initiativ, som regeringen har taget. Det synes jeg er den forkerte vej at gå.

Man kan konstatere, at den nye regering er optaget af at gøre Danmark rigere. Den ambition deler Socialdemokratiet. Spørgsmålet er bare, hvordan regeringen vil have, at vi bliver rigere og dygtigere, og her blæser svaret i vinden.

Jeg håber, regeringen tænker sig rigtig godt om, når der skal lægges forskningsbudgetter for 2018, og at man prioriterer forskningen, så vi i fællesskab kan mærke, at det sker. Det vil løfte vores samfund, og det vil gøre Danmark rigere og dygtigere. Vi har brug for den verdensklasseforskning, som vi hidtil har haft.

Om et års tid skal vi som bekendt til det igen, og vi vil stå her og diskutere redegørelsen. Der kan vi forhåbentlig diskutere forskning og innovation, uden at milliardnedskæringer kommer til at overskygge det egentlige og substantielle.

Foreløbig tak. Vi har et par korte bemærkninger. Først er det hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak for det, formand. Jeg føler mig kaldet til at rette en række udsagn fra ordførerens tale, der, i hvert fald efter min opfattelse, var på kant med det, vi andre kalder fakta. Ordføreren fortalte, at man fra regeringens side ønsker at lave en SU-nedskæring, altså en besparelse på SU. Ordføreren fik det også til at lyde, som om de penge ville gå til noget andet. Hvis ordføreren har ulejliget sig med at læse det hedengangne forslag 2025-planen, vil ordføreren have set, at det, der bliver taget fra stipendiet, krone til krone bliver investeret i bedre skattevilkår for de studerende, højere fribeløb, rentefri lån og frem for alt kvalitet på universiteterne. Kort sagt, der går ikke nogen penge ud af det system.

Så bemærkede jeg også, at ordføreren nævnte 25 regioner, der har investeret mere. Ordføreren har ret i, at man steder i Luxembourg, steder i Schweiz og i Silicon Valley investerer mere, men når man sammenligner Danmark med andre vækstivrige regioner, ser det relativt fornuftigt ud. Og så vil jeg bare spørge her til sidst: Ordførerens parti har jo været lidt nærige med at udgive økonomiske planer om partiets politik – jeg tror, at den længste her de sidste 2 år er på tre sider – så vil ordføreren på talerstolen i dag love, at overtager man regeringsmagten, så kan området her se frem til investeringer på et højere niveau?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Jakob Engel-Schmidt, at det jo er et slagsmål om ord, hvorvidt man kalder det en nedskæring af SU. Det er det begreb, jeg bruger, når jeg ser på den 2025-plan, som den tidligere regering lagde frem, og som man har bebudet snart igen vil se dagens lys, måske i en anden forklædning, det skal jeg ikke kunne sige, men det er jo reelt det, vi taler om. Det skal vi nok komme tilbage til, det glæder jeg mig rigtig meget til at diskutere med hr. Jakob Engel-Schmidt og i øvrigt ministeren, når vi engang ser det udspil. Så der ligger meget godt og venter på os rundt om hjørnet.

Med hensyn til det med regioner: Jamen det er korrekt, det er jo regionerne, vi skal sammenligne os med, altså vel at mærke dem uden for Danmark, for det kan ikke nytte noget, at Danmark som det lille land, det nu engang er, sammenligner sig med Tyskland. Der er regioner også på det tyske marked, som investerer langt mere også i forhold til deres BNP, end vi gør. Så man skal derfor gå ind i de mellemregninger.

Med hensyn til, hvad socialdemokraterne har tænkt sig med henblik på at investere i forskning og udvikling, kan jeg bare henvise til, at vi havde en milliard mere at gøre godt med på forsknings- og innovationsområdet, da vi var i regering med Det Radikale Venstre, og som vi derfor sandsynligvis jo også vil komme til at skulle opprioritere igen. Det kommer jo an på, hvad der bliver efterladt af penge på kistebunden, når vi engang kommer tilbage til magten.

Spørgeren.

Til det sidste er der et meget nemt svar. Når jeg ønsker at anholde ordføreren rent verbalt, skyldes det jo bare det for nogle lidt humoristiske faktum, at man jo ikke, så vidt jeg er bekendt med, har aflyst omprioriteringsbidraget i sine fremskrevne økonomiske planer, så det giver jo dårligt mening at stå på Folketingets talerstol og angribe regeringen for noget, man så ikke selv ønsker at aflyse.

Nu er hverken ordføreren eller jeg i dag leder på en større uddannelsesinstitution, men kunne man forestille sig, at man kunne implementere et læringssystem, der betød, at lærernes forberedelse kunne blive mere effektiv og samtidig også blive mindre tidstung, hvormed man kunne spare ressourcer, uden det gik ud over kvaliteten? Det var jeg selv med til at gøre i mit seneste job, og det er sådan set bare for at anfægte det synspunkt, at ordføreren ikke mener, at man kan drive noget mere effektivt år efter år. Det mener vi godt man kan i regeringen.

Ordføreren.

Jeg tror slet ikke, at jeg overhovedet i min tale nævnte noget omkring effektivitet i forhold til at skulle drive en uddannelsesinstitution. Jeg er fuldstændig som hr. Jakob Engel-Schmidt altid interesseret i at se på, hvordan ting kan gøres bedre og mere effektivt, og hvordan vi kan højne kvaliteten på vores videregående uddannelsesinstitutioner og i vores forskningsmiljøer, men i dag er det ikke konkret det, vi diskuterer. Det kommer vi sikkert også tilbage til på et tidspunkt her i en nær fremtid. Jeg vil bare henholde mig til, at vi diskuterer forsknings- og innovationsredegørelsen, og det er i den her udgave, at jeg anfægter, at der har været milliardnedskæringer, som netop forringer kvaliteten og den forskningsbaserede uddannelse.

Så er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Jeg blev glad, da jeg hørte ordføreren tale om forskning og innovation som noget, der har et meget langsigtet perspektiv, noget, der er hævet over den daglige polemik, og derfor blev jeg selvfølgelig også mindre glad, da jeg hørte ordføreren falde direkte ned i den daglige polemik og tale om situationen i Danmark. På side 3 i redegørelsen er der jo nogle beskrivelser af situationen i OECD, og hele globaliseringsaftalen i 2006 udsprang jo af en tænkning, som var ret almindelig i OECD på det tidspunkt – det var ikke bare noget, vi fandt på – men OECD-landene har også tabt pusten. Så på samme tid, som vi tabte pusten, har de også tabt pusten.

Så hvad er ordførerens forklaring på, at de strategier, man forfulgte for 10 år siden, før eller siden fører til, at landene også taber den investeringsmæssige pust?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at fra man begyndte at foretage de her målinger, for, som hr. Henrik Dahl rigtigt henviser til, omkring 10 år siden, har Verden, Europa, Danmark og de lande, som vi bl.a. sammenligner os med på disse lister, i den mellemliggende periode faktisk gennemgået en ret markant finanskrise. Socialdemokratiet har, når vi er i regering, jo altid haft den holdning, at uanset om vi har nedgangstider og krisetider, ønsker vi at investere minimum 1 pct. af BNP i netop forskning og uddannelse.

I forhold til den graf på side 3 i redegørelsen, der bliver fremhævet her af Henrik Dahl, vil jeg gerne henholde mig til, at det væsentligste jo er at brede det lidt mere ud og se på mellemregningerne og se på, hvordan vi bl.a. kan sammenligne os med de enkelte regioner, som OECD-landene også indeholder.

Henrik Dahl.

Det er jo et lidt mærkeligt svar, der ikke bygger på, hvordan grafen rent faktisk ser ud, for man kan jo ikke se, at der har været en verdenskrise på grafen, som viser investeringerne i Danmark. Den er fuldstændig usynlig, og det tjener jo skiftende regeringer til stor ære.

Så jeg prøver igen: Hvad kunne være årsagen til, at de ekspansionsstrategier, man havde for 10 år siden, viser sig at være økonomisk uholdbare for en lang række lande?

Ordføreren.

Jeg er helt overbevist om, at i den sammenhæng her vil svaret være legio. Der findes mange faktorer, der spiller ind, og de kan faktisk føre til et svar, afhængig af hvilken vej man anlægger. I den her sammenhæng vil jeg bare sige, at jeg stadig væk tror på, at der er blevet taget forskellige regionale hensyn, og det har gjort, at det har udspillet sig på en anden måde, end man kunne forudsige på det tidspunkt for 10 år siden, da man startede den her måling.

Vi siger tak til fru Mette Reissmann og går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Som fru Mette Reissmann netop nævnte, var der nogle af os, der i går var på en tur til Lund, og det lykkedes os alle sammen at komme både den ene og den anden vej trods grænsekontrol, og hvad der ellers kunne foregå på vejen. Det var Uddannelses- og Forskningsudvalget samt ministeren, der var derovre for at se på det imponerende forskningsanlæg ESS og MAX IV – installationer, som spiller sammen med supplerende anlæg i Tyskland ved Hamborg, og i Aarhus og andre steder.

ESS er blevet til i et samarbejde mellem Danmark og Sverige og er valgt af EU som et fælles projekt for en lang række EU-lande. Det er et projekt til rigtig mange milliarder, hvor Danmark investerer ca. 1,5 mia. kr. – det er rigtig, rigtig mange penge. Det er vel nok det største beløb, Danmark nogen sinde har lagt i en forskningsinstallation, og det har uomtvistelig store perspektiver. Det var svært ikke at blive grebet af det, da vi var derovre. Og jeg er også sikker på, at det vil blive en god forretning, hvis vi forstår at udnytte mulighederne i det. Og gør vi så det? Måske ikke helt. I forbindelse med besøget blev det bl.a. diskuteret, om vi har den nødvendige fleksibilitet i vores forskningsmiljø, om vi har det nødvendige mod.

Jens Christians Skovs forskning og Nobelpris blev nævnt som noget, der kunne forskes videre i med de nye anlæg. Men det gav også anledning til en drøftelse af, om de lidt tilfældige skift, der var i hans forskning, overhovedet ville blive accepteret i dag. En af de forskere, der var med, sagde til mig, at hvis det var sket i dag med de skift, han lavede, så var han blevet fyret. Og det siger mig, at vores system på en eller anden vis er blevet lidt for managementagtigt. Det bliver styret så meget af forskere, der skal skaffe deres midler, og af prioriteringen af pengene, at der dårlig er plads til det anderledes, det nye, det epokegørende.

Vi er måske præget af en tid med en globaliseringsaftale, hvor der ganske vist kom mange midler, men hvor der også kom en kvantitetstænkning ind, som i dag giver os nogle kvalitetsproblemer. Derfor blev jeg også i går bekræftet i, at vi skal have fat i en kvalitetsdagsorden, og at vi skal tage fat og ændre den diskurs, som har været der i de sidste 15 år. Og det vil sikkert tage 15 år at vende den – det er noget af en supertanker, vi skal vende, men vi er nødt til at starte. Det betyder i mine øjne, at vi skal sætte en dagsorden med kvalitet i førersædet og så måske skære på kvantiteten, så det kommer til at passe til de midler, vi kan finde til det.

Vi skal opstille nogle langsigtede målsætninger baseret på kvalitet og med en indbygget stabilitet og sikkerhed i forhold til bevillingerne. Jeg så gerne, at vores bevillinger var knyttet an til en kvalitetsvurdering – ikke bare så jeg det gerne, jeg mener faktisk, at det er helt afgørende, for at vi kan skabe det skifte og den kursændring, som er nødvendig. Så kan vi også forenkle, så kan vi også afbureaukratisere. For vi skal bruge vores penge smartere, end vi gør i dag.

Jeg sad den anden dag og læste min ordførertale til den her debat fra sidste år, og desværre kunne jeg godt i store træk holde den igen i dag, for der er ikke sket særlig meget i forhold til det, jeg talte om – i forhold til samling og koordinering af indsatser er der ikke sket meget. Vi har stadig udviklings- og demonstrationsprogrammer, der ligger i forskellige ministerier, vi har Markedsmodningsfonden, vi har Vækstfonden i Erhvervsministeriet, vi har innovationsagenter, innovationsmiljøer og informationsnetværk, GTS-institutter, regionale vækstfora, kommunale væksthuse og meget, meget mere. Det er alt sammen programmer, fonde og ordninger, der har forskellige formål, forskellige budgetter, og de har alle sammen gode og legitime mål om at rådgive og understøtte udviklingen og forskningen, men de er også overlappende og svært overskuelige. Kunne vi måske i år tage fat på at forenkle systemet!

Når man så kigger på dagens redegørelse, kan man se, at både ESS og de just nævnte programmer er nævnt heri. Et andet punkt i redegørelsen, som jeg vil trække frem i min tale i dag, er punkt 2. Open Science. Der er ingen tvivl om, at der kan være en stor værdi i nemmere adgang til forskningsresultater, men jeg studser over det, når jeg læser, at der står:

»Der er dermed potentiale for, at forskningen bliver mere demokratisk, effektiv, gennemsigtig og lydhør over for de store udfordringer, som samfundet står over for.«

Forskningen bliver mere demokratisk, står der. Men jeg er ikke sikker på, at jeg vil have demokratisk forskning. Jeg tror, jeg vil have excellent forskning. Vi kan på demokratisk vis opstille et mål og en retning for, hvad vi ønsker at støtte, og vi kan prioritere midlerne, men forskningen skal ikke være demokratisk. Så kunne vi på demokratisk vis med et flertal bevise, at jorden er flad. Det fører mig til et bekymringsfelt i forhold til Open Science, nemlig at vi, før vi bliver grebet af alt, hvad vi kan, så sikrer, at vi holder fast i, at det ikke er alle, der er forskere, og at det ikke er alt, der står i Wikipedia, der er forskningsbaseret, og dermed fastholder, at alle skabte data ikke er forskning.

Det er ikke, fordi jeg tror, at nogle mener det, men når der står under Open Data i redegørelsen, at der i dag er flere personer end nogen sinde, der kan forholde sig kvalificeret til forskning, selv udføre forskning og anvende resultaterne til egne formål, så tænker jeg, at det jo godt kan være, at der bliver skabt data og brugt data, men samtidig skal vi være varsomme med, at vi ikke få skabt et system, der kompromitterer forskningen ved at blande den op med alle mulige andre resultater. Vi skal sikre et system, som også har plads til en Jens Christian Skov. Og dermed vil jeg tage redegørelsen til efterretning og glæde mig over, at ministeren i forordet siger, at ambitionen i dansk forskning er den højeste kvalitet. Her har vi i hvert fald et fælles udgangspunkt for det videre arbejde. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Jakob Engel-Schmidt som ordfører for Venstre.

Tak for ordet. Tak til ministeren for redegørelsen, som jeg synes rummer rigtig mange interessante nedslag og informationer, som det er dejligt at få lejlighed til at drøfte i dag.

Forskning og innovation er utvivlsomt et vigtigt fundament for vores samfund. Det er et fundament, der gennem skabelse af ny viden giver mulighed for bedre velfærd, bedre samfundsinstitutioner, bedre arbejdspladser til gavn for hele Danmark. Derfor er det også naturligt en vigtig opgave for enhver regering at sikre, at vores innovationsmiljøer bliver bedre, og at måden, vi forsker på, bliver mere effektiv og mere målrettet uden at blive begrænset.

I 2017 er der afsat 21,5 mia. kr. til forskning, hvilket svarer til 1,03 pct. af BNP. Det synes jeg er et solidt økonomisk rygstød, som jeg personligt er godt tilfreds med. Et par interessante nedslagspunkter i redegørelsen er også, at af de lande, vi sammenligner os med, ligger vi på en andenplads, når det kommer til antallet af videnskabelige publikationer pr. indbygger. Det synes jeg er flot. Redegørelsen viser samtidig, at vi er rigtig dygtige til at omsætte den viden, vi forsker os frem til og udvikler, til patenter og arbejdspladser. Vi skulle måske blive bedre til at målrette innovationsmiljøerne, men der er også et potentiale.

Måler man efter EU's Innovation Union Scoreboard, ser man, at vi er det tredje mest innovative lande i 2016. Det synes jeg faktisk også der er grund til at være stolt af. Det er jo ikke et arbejde, der kun er skabt af den nuværende eller forrige regering. Det er at arbejde, som de fleste af Folketingets partier har deltaget i. Det er også derfor en fælles glæde, jeg synes vi skal nyde og være stolte af det.

Jeg synes også, at man nogle gange i oppositionen gør sig meget dygtige anstrengelser for at få regeringen til at se ud som en regering, der udelukkende arbejder på at spare og skære ned og faktisk ikke interesserer sig for det her område. Det kan jeg nogle gange godt blive lidt ked af, for det er faktisk forkert. Som jeg sagde i et af de forrige spørgsmål til fru Mette Reissmann, mener jeg ikke, det altid kun handler om det eksakte beløb. Det handler også om, hvad man får ud af de penge, der investeres. Der synes jeg at redegørelsen på mange områder dokumenterer, at vi er rigtig dygtige som nation til at få meget ud af de midler, der investeres i forskning og innovation. Det skal vi være stolte af.

Jeg har også en forhåbning om – det er måske lidt uden for pensum, men jeg vil gerne sige det fra talerstolen alligevel – når nu økonomien bliver bedre og de vækstplaner, vi forhåbentlig i fællesskab kommer til at vedtage, igen får sat skub i økonomien, at der bliver rum til, at vi kan samle op på den globaliseringsaftale, der blev indgået første gang helt tilbage i 2006, og i fællesskab med bredde i Folketingets partier være med til at formulere vidtrækkende og langtrækkende ambitioner for fremtiden. Det synes jeg faktisk vi skylder de kommende generationer. Det skylder vi de danskere, der kan være bekymrede for, at deres arbejdsplads måske bliver mindre holdbar, i takt med at innovation og disruption er med til at udfordre industrier og også er med til at skabe nye industrier. Men sandheden er, at Danmark investerer rigtig mange penge i offentlig forskning og innovation. Det fremgår af redegørelsen, at vi er et af de lande, der investerer allermest, så jeg synes ikke, at oppositionen altid har ret i kritikken af, at vi på den måde udelukkende er en administration, der er med til at skære ned. Faktisk er vi også en administration, der er med til at fremme god dansk forskning, synes jeg, og er med til at få det bedste ud af de midler, der bliver investeret i vores fælles viden.

Det glæder mig også at læse i redegørelsen, at der er fokus på at tage aktiv del i det her arbejde med mere åben videnskab. Det synes jeg er utrolig vigtigt. På engelsk kalder man det open science. Det er ikke nogen overraskelse. Som navnet indikerer, er målsætningen at øge tilgængeligheden for borgere, virksomheder og brugere, så vi fremadrettet får udbredt den her viden, mere gennemsigtighed og et markant større publikum. Det er også en af de ambivalenser, man finder inden for det her område. Der er meget specialiseret forskning, der er meget specialiseret viden, som faktisk kan komme rigtig store grupper til gavn, men som ikke altid er nemt tilgængelig. Det bør vi arbejde på at gøre endnu bedre.

Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg så på den baggrund kan tilslutte mig redegørelsen og i øvrigt også glæder mig til debatten. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. 75 pct. af de ideer, der støttes af midler fra Det Frie Forskningsråd, er ideer, som materialiserer sig på det, vi kalder de våde områder, altså inden for det naturvidenskabelige område, og af de ideer er der faktisk 35 pct., der går på den teknologiske forskning, som Socialdemokratiet i hvert fald bakker meget op om. Nu siger ordføreren, hr. Jakob Engel-Schmidt, at han er personligt tilfreds med de økonomiske ressourcer, der p.t. allokeres til forskning i Danmark. Det skal jeg så p.t. lade forblive ukommenteret. Når nu vi ser på, at det beløb, som regeringen p.t. har afsat til forskning, er det laveste siden 2008, kunne jeg godt tænke mig at høre, om hr. Jakob Engel-Schmidt er stolt af og personligt tilfreds med den nedgang, som vi nu ser, hvor antallet af ideer, som får støtte via Det Frie Forskningsråd, er faldet så markant, som det er, nemlig faktisk tæt på 50 pct.

Ordføreren.

Jeg har den holdning, at hvis det er muligt at investere flere penge i forskning og innovation, vil jeg gerne være med til at gøre det. Modsat ordføreren var jeg ikke med i det forlig, der for nogle år tilbage fratog Det Frie Forskningsråd en del midler, men jeg var for få måneder siden med til den udmøntning af forskningsreserven, der er med til igen at give Det Frie Forskningsråd flere midler. Og jeg ved også, at jeg deler flere ambitioner med ordføreren om at være med til at dreje udmøntningen af midlerne i forskningsreserven, så der bliver flere midler til bl.a. den tekniske forskning. Men det er jo altid nemt som ordfører, særlig fra et oppositionsparti, at være kritisk og påpege, at tingene ikke er gode nok, eller at tingene er på et uanstændigt niveau. Kritikken ville måske lyde lidt mere substantiel og mere troværdig, hvis det var sådan, at man i de planer, som Socialdemokratiet har udgivet, også tog højde for at reinvestere sit højere niveau. Ordføreren må undskylde mig, at jeg ikke kan tage det helt alvorligt, for det viser sig jo ikke at være tilfældet i de økonomiske publikationer, som det kongelige danske Socialdemokrati har udgivet.

Spørgeren.

Nu er det jo altid lettere at stå og hovere og i øvrigt ikke tage tingene alvorligt. Jeg synes, det her er noget, der skal tages meget alvorligt. Og jeg vil nok sige til det om nok penge, at det jo er et spørgsmål om politisk prioritering. Der kan jeg jo bare konstatere, at regeringen ønsker at prioritere skattelettelser og andet, som i hvert fald tilgodeser nogle områder, som Socialdemokratiet ikke støtter op om. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan kan man, sådan som det er anført i redegørelsen, fastholde et fortsat højt niveau i dansk forskning, når man markant beskærer de midler, der gør, at vi kan støtte de mest talentfulde forskere og deres excellente forskning? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Regeringen og ordføreren bliver ved med at sige, at man kan få kvalitet for 0 kr. Det forstår jeg ikke.

Ordføreren.

Jeg synes bare, der er meget stor forskel på 0 kr. og 21,6 mia. kr. Det skal være mit svar.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi videre til hr. Bruno Jerup som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Det bliver her opgjort, at vores forskningsmidler udgør 1,03 pct. af vores BNP, så vi ligesom opfylder en eller anden målsætning, der er stillet op. Jeg synes måske nok, at det tal ret beset er skruet lidt op, for det er sådan, at man, hvis man ser på det i forhold til forskningen, så kan se, at der vist er taget forskellige dele med ind under den hat, som kun dårligt kan kaldes forskning.

En anden del af det er også, at det ikke fremgår af redegørelsen, hvor stor en del af de midler, der kaldes for forskningsmidler, der bruges inden for det, som jeg vil kalde for grundforskning. Det er Enhedslistens opfattelse, at grundforskningen er en meget vigtig del af forskningen. Den røntgendiffraktion, vi f.eks. bruger på MAX IV i Lund, er reelt udviklet for 105 år siden, altså i 1912-13. Dengang blev det ikke udviklet med nogen idé om, at det kunne bruges i nogen kommercielle sammenhænge, slet ikke, og nu er det med det kommercielle som drivkraft. Men det kan man nu gøre på MAX IV. Heller ikke opdagelsen af neutronen i 1932 af Chadwick var udtryk for en kommerciel målforskning, og der var dengang ingen viden om, at neutronen ville blive afgørende for udviklingen af en bombe, nemlig en atombombe. Man havde ikke engang det ord. Der var heller ingen viden om, at man 80 år senere i Lund i Sverige i projektet ESS ville bruge neutronen som et vigtigt middel til at lave dybdemikroskopering. Det er noget af det, som vi ønsker at understrege, lige præcis grundforskningens betydning, altså at man forsker uden at vide, om det, man finder ud af, er noget, der kan bruges kommercielt. Man har måske ikke engang en idé om, hvad det kan bruges til.

Men det er der ret ringe muligheder for, er tilbagemeldingerne fra alle forskere. Det fremgik også i Lund, hvor der var en tale af Henrik Jørgen Andersen fra Arla. Han havde som en af sine hovedpointer, at der reelt ikke er mulighed for at lave grundforskning i dag med den måde, som forskerne får tildelt deres midler på. Hvis man ser på den redegørelse, der er lavet af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, kan man også se, at de skriver, at basismidlerne efterhånden er så reducerede, at de kun dækker sådan den almindelige drift og løn i forskningsenhederne. Det vil sige, at der reelt ikke er plads til nogen egentlig forskning.

Så de tilbagemeldinger, vi får, både fra erhvervslivet og dem, der skal bruge den her forskning, men også fra forskerne selv og fra Danmarks Forskningsråd, er altså, at det ser rigtig, rigtig skidt ud med mulighederne for at lave reel grundforskning, og jeg synes, det er en mangel i den her redegørelse, at vi ikke forholder os til den problemstilling, altså at den måde, vi har skruet vores forskningssystem sammen på, den måde, det hele er stykket sammen på, både med hensyn til de midler, vi har tildelt fra statens side, og de ting, der skal søges om i forskellige fonde og forskellige programmer, sådan set har været med til at udhule og nedtone grundforskningen.

I den anden del af redegørelsen bliver der beskrevet et nybrud, som skal udvikles inden for forskning og innovation med open science. Den åbne tilgang til videnskabelige publikationer og det, at der er åbne data og i det hele taget gennemsigtighed i forskningen, bakker Enhedslisten hundrede procent op om, og jeg kunne måske som en sidebemærkning lige sige, at det her jo er et område, hvor Folketinget og ministrene kan gå foran. I forbindelse med Folketingets politiske arbejde, hvor der f.eks. udarbejdes rapporter og analyser, er det jo afgørende, at der ikke lægges klausuler ind, som begrænser offentlighedens kendskab til disse. Vi skal også sikre, at de forskere, der arbejder med disse analyser og rapporter, har fuld ytringsfrihed, så de frit kan udtale sig om dem, og at andre forskere kan komme med kritiske bemærkninger og f.eks. kritisere, at der benyttes selektive resultater og selektive rapporter som grundlag for vores folketingslovarbejde.

En anden ting er, at der i redegørelsen også er en bemærkning om Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed, og der står, at reglerne skal revideres. Jeg antager, at det, der skal revideres, er det danske kodeks for integritet i forskningen fra den 5. november 2014. For det skal jo ses i lyset af, at UVVU den 27. januar 2015 droppede deres vejledning fra 2009, og at de læner sig op ad det danske kodeks, the Danish Code of Conduct for Research Integrity, men det er der så også afsat midler til. Men det kan være, at ministeren selv kan komme ind på det og udbygge det en lille smule. For der står i hvert fald i den, at man forventer at få en lovtekst nu her i januar, hvor vi skal forholde os til det.

Men den sidste del af redegørelsen, altså hele diskussionen, der handler om, at vi skal bevæge os i retning af en meget større åbenhed i forskningen, er som sagt et rigtig godt punkt, som Enhedslisten støtter hundrede procent.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance.

Liberal Alliance tager selvfølgelig den forsknings- og innovationspolitiske redegørelse til efterretning. I det år, der er gået, siden vi sidst diskuterede en forskningspolitisk redegørelse, har der været mange diskussioner om investeringsniveauet for forskning og udvikling, og det er der også i dag. Derfor synes jeg, at det er godt at få dokumenteret, at Danmark ofrer nøjagtig det samme på forskning og udvikling, som vi hele tiden har gjort, nemlig en formue. Den formue, der bliver afsat, kan på decimalerne være lidt større eller lidt mindre fra år til år, men en formue er altså ikke desto mindre det, der er tale om. Det synes jeg er godt. Forskning og udvikling er på mange forskellige måder afgørende for samfundet. Derfor glæder det mig, at der i Folketinget er så bred tilslutning til, at lige præcis en formue er et passende niveau.

Hvad angår kapitel 2 i redegørelsen om open science, skal man tage imod nye tanker og ideer med åbent sind. Så selv om open science, når det er fuldt udfoldet, ikke er ganske uproblematisk, er de ting, som regeringen satser på, vældig udmærkede. Åben adgang til videnskabelige publikationer og åben adgang til data og transparente forskningsprocedurer er nogle gode initiativer, som vi bakker op. Den åbne tilgang til videnskabelige publikationer er dog ikke helt problemløs. I dag formidles publikationer i meget stort omfang gennem kommercielt baserede tidsskrifter. Hvis man gennemtvinger åbenhed rent politisk uden at have det i tankerne, risikerer man at ødelægge en sund forretning, der har fungeret i årtier, så det vil vi selvfølgelig opfordre til at man er meget opmærksom på. Den model, der bliver lagt op til, anerkender problemstillingen og forsøger at sikre, at offentlige initiativer ikke medvirker til at ødelægge en ellers veldrevet virksomhed, der har en sund forretningsmodel, og det er positivt.

I forhold til behandlingen af videnskabelig uredelighed noterer vi med glæde i Liberal Alliance, at man er opmærksom på det forhold, at der ikke bør ske en retsliggørelse af egentlig videnskabelig uenighed. Videnskabelige uenigheder skal og bør afgøres af det videnskabelige samfund ved hjælp af de metoder og processer, som gennem mange, mange år har vundet hævd. Dér, hvor der er brug for andre institutioner end dem, som det videnskabelige samfund stiller til rådighed, er, når der er mistanke om egentlig svindel. Til gengæld er det jo vigtigt – og det er også det spor, man følger nu – at man sikrer, at kontroversielle, men redelige forskere ikke risikerer at blive truet til tavshed gennem grundløse anklager for at være uredelige.

Til sidst vil jeg lige bruge lejligheden til at sige lidt om perspektiverne for dansk forskning, som rækker lidt længere end den forsknings- og innovationspolitiske redegørelse. Jeg synes, at det også er passende.

Den økonomiske opbremsning i 2016 viste efter min opfattelse en svaghed ved globaliseringsaftalen fra 2006. Det var en aftale, som byggede på en forudsætning, som ikke blev udtalt, men som var til stede, nemlig en forudsætning om en evig ekspansion. Uden en vedvarende økonomisk ekspansion gik logikken i globaliseringsaftalen i stykker, fordi det i vidt omfang var en kvantitativ logik. Der skulle flere ind på studierne, der skulle udklækkes flere, flere skulle videre og have en ph.d. eller en postdoc, og derfor blev den politiske kamp også en kvantitativ kamp. Da der kom en ny regering i 2011, satte den måltallene op. Det var sådan, man forsøgte at overtrumfe forgængerne.

Det, der blev forsømt under det her kvantitative regime af flere regeringer, var jo i stort omfang at diskutere kvalitet. Hvad sker der med kvaliteten af uddannelserne, når man hæver optaget, hvad sker der med efterspørgslen efter kandidater, når man hæver udbuddet? Det burde ikke komme som en overraskelse, men det gjorde det jo, og kan man i det hele taget skaffe kvalificerede lærerkræfter, når man hæver optaget så kraftigt?

Nogle af de problemer, jeg nævner her, tog den daværende regering hul på i 2013, da man nedsatte Kvalitetsudvalget under ledelse af Jørgen Søndergaard. Jeg tror nok, det var inspireret af en sag om manglende kvalitet ved en uddannelse i Aalborg, som jeg selv havde rejst i Weekendavisen, men jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har tænkt mig at tage æren for beslutningen. Det var selvfølgelig den daværende forskningsminister Morten Østergaard, som skal roses for det her tiltag.

Men da Søndergaardudvalget afleverede sin rapport i 2015, var der jo en hel del kritik. Der blev også taget nogle initiativer, som imødekom noget af kritikken. Så tror jeg nok, at der skete det, at der simpelt hen kom et valg og almindelig forvirring, og så glemte man Søndergaardudvalget, selv om mange egentlig synes, at det var ganske udmærket. Og der er jo i virkeligheden en ret stor enighed på det forskningspolitiske felt.

Derfor synes jeg godt – og nu nærmer jeg mig en konklusion – at man med den rettidige omhu for øje kunne tage fat på at diskutere: Kunne man på et eller andet tidspunkt, som ikke ligger alt for langt ud i fremtiden, tage hul på at diskutere, om de parter, der stod bag den første globaliseringsaftale, skulle lave en globaliseringsaftale 2.0? Det er selvfølgelig noget, der skal forberedes meget grundigt. Det er helt klart nogle indledende diskussioner, men hvis man kom frem til, at en sådan globaliseringsaftale 2.0 kunne være en god idé, vil jeg i hvert fald sige noget om de ting, som vi så ville spille ind til den her diskussion, som vi selvfølgelig ville gå til med åbent sind.

Jeg synes, man er nødt til at fastslå, at universiteterne er nogle samfundskritiske institutioner, som skal passe på den frie og kritiske, rationelle samtale i samfundet. Jeg synes, man må tage nogle initiativer til at afbureaukratisere universitetssektoren, som er plaget af et forfærdeligt bureaukrati. Jeg synes også, man må slå fast, at statens rolle i forhold til universiteterne er tålmodige penge, og det hører jeg at Enhedslisten sådan set også siger, altså tålmodige penge, der ikke har en investeringshorisont på 3-5 år, men en horisont, der rækker meget, meget videre.

Jeg synes også, man er nødt til at se på en meget gennemgribende bevillingsreform af en eller anden slags. Jeg har i det uforpligtende forum, der hedder en tidsskriftsartikel, nævnt, at man over meget lang tid kunne overveje at lave nogle fonde, som i virkeligheden var dem, der var det økonomiske underlag under universiteterne. Men om det kan lade sig gøre i en politisk virkelighed, ved jeg selvfølgelig ikke, det må man diskutere. Og så bør man selvfølgelig liberalisere universiteterne, så de selv fastlægger deres studiestruktur og deres optagelseskriterier, ansættelsesstruktur, lønstruktur osv.

Det er ren fremtidsmusik, det, jeg siger. Jeg siger det som sagt i lyset af, at globaliseringsaftale et var en rigtig god aftale, som varede i 10 år, men som havde nogle svagheder bygget ind i sig, som vi nåede frem til i 2015. De er blevet analyseret af Søndergaardudvalget, og vi har også talt om dem i det her forum mange gange, men på baggrund af alle de her ting kunne de gamle aftaleparter måske overveje, om de i en ikke alt for fjern fremtid skulle begynde at sætte sig ned og snakke om en globaliseringsaftale 2.0. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er også ligesom hr. Henrik Dahl optaget af kvaliteten i vores forskningsmiljøer og på vores videregående uddannelser, og jeg drøfter gerne med Liberal Alliance og hr. Henrik Dahl videre om, hvorledes vi kan optimere lige præcis de ting.

I går var vi jo sammen på en tur til Sverige, til Lund, og i øvrigt også lige uden for Lund, for at besøge netop ESS. Det var utrolig spændende. Og jeg berørte jo også i min tale min bekymring om lige præcis de massive investeringer, der har været gjort fra dansk og svensk side i den her forskningsinfrastrukturfacilitet – den er også nævnt i redegørelsen. Jeg vil bare spørge hr. Henrik Dahl, hvordan hr. Henrik Dahl mener at vi skal kunne høste frugterne af den massive investering, som vi har gjort, når vi med den anden hånd – og det er hr. Henrik Dahls eget parti også med til nu – fuldstændig dræner det økonomiske grundlag for talentfulde forskere i vores forskningsmiljøer. Altså, så kommer disse faciliteter, som vi jo besigtigede i går – i hvert fald grundstenen til dem – til at stå fuldstændig uberørte. Hvordan hænger de to ting sammen i hr. Henrik Dahls univers?

Værsgo, ordføreren.

1 pct. af bruttonationalproduktet er ikke småpenge, og derfor må jeg også protestere mod ideen om, at man sådan fuldstændig udsulter og dræner sektoren. Man overholder Barcelonamålsætningen, og det er vi jo mange der synes er en rigtig god idé.

Men regeringens strategi er jo at sætte bruttonationalproduktet op. Ved at bruttonationalproduktet går op, vil 1 pct. af et meget større beløb også være et større beløb. Det siger sig selv. Så der er jo en automatik bygget ind i Barcelonamålsætningen, som gør, at hvis man lykkes – hvad man forhåbentlig gør – med strategien med at sætte BNP op, altså få mere vækst, så vil der selvfølgelig også tilfalde universitetssektoren flere penge.

Spørgeren.

Det kan man jo kalde noget af en langsigtet profeti, vil jeg sige. Vi har trods alt et budget, som går år for år i det her land, og det gør forskningsbudgetterne også, og det gør folk ude på uddannelsesinstitutionerne. De skal altså ligge og planlægge ind i en tom kasse, hvor de ikke har mulighed for ligesom at planlægge ret meget mere nøje, end hvis man skulle følge regeringspartiet Liberal Alliances filosofi.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om det, at Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd peger på en såkaldt timeglaseffekt, hvor det er sådan, at det betyder, at midlerne til forskere er størst i bunden og i toppen. Så er der selvfølgelig behov for midler til de forskere, der sådan trods alt er midt i, om man så må sige, timeglasset. Det gør, at vi ikke kan få de dygtige forskere løftet videre i systemet, og Danmark taber jo altså potentielt en stor talentmasse. Hvordan harmonerer det så igen med de store besparelser (Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Tak!) lige præcis på Det Frie Forskningsråd, som hr. Henrik Dahl tidligere har støttet kraftigt?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Danske forskere og forskningsadministratorer kan jo med sindsro planlægge ud fra, at regeringen har tænkt sig at overholde Barcelonamålsætningen, så derfor vil der ikke komme de her vanvittige fluktuationer, som ligesom er bygget ind i spørgsmålet.

Så vil jeg sige, at jeg jo i min tale sagde, at der har været bygget en logik ind i systemet, så det kun har kunnet fungere under ekspansive vilkår. Og det kan ikke være rigtigt, at man kun kan agere, når der er ekspansion. Det er nødvendigt, at man også forstår, at der ikke kan garanteres evig ekspansion alle steder. Det er umuligt. Det må man være professionel nok til at indrette sig på.

Tak til hr. Henrik Dahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Nogle gange er det en velsignelse at komme efter Liberal Alliance herop på talerstolen, når vi taler om uddannelsespolitiske emner, for det er sådan, at lige så uenige, vi er med Liberal Alliance på nogle områder, lige så enige kan vi være på andre områder, og nogle af de ting, hr. Henrik Dahl nævnte til sidst i sin tale, er vi fuldstændig enige med ordføreren i. Ja til langt mere frisættelse af universiteterne, ja til tålmodige penge og ja til en afbureaukratisering af de forsknings- og uddannelsesinstitutioner, vi har i vores land. Så på den front kan man glæde sig over, at Liberal Alliance er en del af vores regering, for så vidt at den er blå, i forhold til at kunne påvirke lige præcis de aspekter, som vi i hvert fald er meget enige med Liberal Alliance i.

Jeg tænker: Hvad er det egentlig for et problem, regeringen forsøger at løse i forhold til forskningsdagsordenen og med den her redegørelse? Redegørelsen er regeringens bud på, hvordan forskning og innovation kan bidrage til at imødegå store samfundsmæssige udfordringer. Det skriver ministeren på side 1. Ministeren skriver også, at forskning og innovation skal give ny viden og nye muligheder og på den måde fungere som en væsentlig drivkraft for samfundet. Det står på side 2. Det er vi i Alternativet fuldstændige enige i.

I forhold til afsnittet om integritet, gennemsigtighed og politikkens rolle i forhold til videnskaben hilser vi regeringens intentioner om mere åbenhed i tilgangen til data og produktionen af viden meget velkommen. Jeg tror ikke, det skal være nogen hemmelighed, at vi i Alternativet har et stort fokus på gennemsigtighed i de politiske processer i det hele taget, og vi vil med stor interesse følge analyserne og erfaringerne med åbne data og publikationer i forbindelse med offentligheden og i forhold til at skabe klarhed over de private fondes indvirkning og effekt på forskningen.

Det er samtidig vores indtryk, at de videnskabelige samfund formår at opfange de brodne kar, der eventuelt en gang imellem måtte være derude, og derfor skal vi også være forsigtige med, hvor meget vi blander os politisk i forskningens væsen. Når vi fra politisk hold forsøger at kontrollere videnskaben, skal vi huske på, at det ikke er al form for forskning, der kan standardiseres i samme grad som kvantitative datasæt, og derfor skal de videnskabelige samfund inden for de forskellige discipliner i høj grad være med til at definere kvaliteten herpå og også til at definere, hvordan det kvalitetssikres. Her er jeg enig med Liberal Alliances ordfører i, at der er behov for en kvalitetsdiskussion i forhold til, hvordan det egentlig er, vi måler kvalitet i forskning.

I redegørelsen skriver ministeren også, at forskere kan finde på at publicere usand og uredelig forskning for at fremme karrieren. Det står på side 9. Til det må man sige, at vi som politikere har et ansvar i forhold til de strukturer, som vi selv har skabt, og som understøtter den forskningskultur, der er derude, og den forskningskultur, der er derude lige nu, er desværre en kultur, hvor resultater på kort sigt og med stor opsigt netop fremmer karrieren, og hvor konkurrence om forskningsmidler udgør en alt for omfattende og også meget kulturødelæggende del af forskernes daglige arbejde.

Så modsvaret til det er altså ikke nødvendigvis at have mere kontrol fra politisk hold, men det er at skabe rammerne for en forskningskultur, hvor det anerkendes, at de store gennembrud kræver tid, at de kræver vide og frie rammer, og at de kræver tryghed og mod til at tage chancer, og det giver vi ikke vores forskere, når vi udsætter dem for de forhold, som vi gør i dag, hvor de hele tiden skal konkurrere om de samme midler. Derfor skurrer det også lidt i mine ører, når jeg læser, at ministeren på side 11 i redegørelsen skriver, at der er nedsat et udvalg, som skal udarbejde en analyse, der skal – og jeg citerer – undersøge muligheden for at opgøre de samfundsøkonomiske effekter af de offentlige investeringer i forskning.

Det her er jo rent fra forskning til faktura, for det er lige præcis her, vi ser et eksempel på, at man tænker, at forskning kun kan måles i økonomiske midler, altså i kroner og øre. Vi mener, at sådan et tiltag decideret modarbejder forskningens væsen. Når først vi har vist vores tillid til forskerne ved at uddele offentlige midler til dem, må vi også som politikere træde et skridt tilbage og satse på og stole på, at de kan forvalte de midler, som de rent faktisk har søgt om. De har måske nogle videnskabelige publikationer i forbindelse med et forskningsarbejde, som har vist, at de er rede og er dygtige nok til at tage imod de penge. Så selv om forskning ikke medfører en decideret samfundsøkonomisk gevinst, medfører forskning ofte gevinster på andre parametre, og det skal vi altså blive bedre til at finde ud af hvordan vi så anerkender.

I forhold til køn og talentudvikling, som også er et afsnit i redegørelsen, vil jeg sige, at vi jo deler regeringens ambition om at få bragt de dygtigste talenter i spil uanset køn. Det står på side 12 i redegørelsen. Og det her talentbarometer, som jo er indført, kan forhåbentlig virke som en løftestang for universiteterne til at arbejde med, hvordan vi får en forholdsvis god fordeling af køn i forskningen. Vi indgår meget gerne i et eventuelt videre samarbejde på det her område fra Alternativets side.

Danmark er et lille land, og derfor er vi også forpligtet på at skabe forudsætninger for, at alle uanset køn eller andre parametre kan udfolde deres talent på den mest meningsfulde måde. Derfor nytter det heller ikke at se isoleret på forskningen, når vi taler om talent, for en forudsætning for den gode forsker er den gode uddannelse. Og der bliver jeg bare nødt til at istemme de stemmer, der har været tidligere, bl.a. fra Socialdemokraternes ordfører, at den gode uddannelse kræver uddannelsesmæssige investeringer, og derfor er det virkelig trist, at den nuværende regering har valgt at skære så massivt i uddannelse, som den har.

Et andet spørgsmål er så, hvordan vi fastholder talentet. Det er jo interessant, fordi vi desværre i de senere år i Danmark har set, at nogle af vores dygtigste forskere søger til udlandet, og det gør de helt erklæret, fordi det simpelt hen er, som jeg nævnte før, næsten håbløse arbejdsvilkår, man får, når man hele tiden skal søge om midler og ikke får tid og rum til det, man egentlig gerne vil forske i. Eske Willerslev bruger halvdelen af sin tid i London, hvor han er ansat. Anders Holm, en af mine gamle professorer fra sociologi, sidder i Canada lige nu og har valgt at flytte derover for simpelt hen at få nogle bedre forskningsvilkår. Vi har sindssygt meget at leve op til i Danmark.

Så kan vi spørge os selv om, hvordan vi gør det. Vi har et helt konkret forslag, der hedder, at vi måske skulle anerkende nogle af de dygtige forskere, vi har. Når man først har fået midler, har produceret noget forskning, som viser et stort talent, var det måske en idé, at vi siger til de forskere: Okay, I får, lad os sige 5 år, måske 8 års penge, forskningsfinansiering, uden at vi stiller nogen modkrav, men vi stoler på, at I faktisk kan gå ud og gøre et godt stykke forskningsarbejde. Så her er vores tillid til jer: Værsgo at arbejde for dem, og I må forske i, hvad I vil, og I må finde frem til den forskning, I har lyst til.

Det tror jeg vi har brug for. Jeg tror, vi som politikere har brug for at vise vore forskere den tillid, altså at vi stoler på dem og giver dem nogle penge til nogle langsigtede forskningsforløb, så de ikke hele tiden skal bruge deres tid på at konkurrere om midler. Det tror jeg ville gøre, at vi ville se forskningen som fri og nytænkende, solid og fuld af kvalitet.

Forskning kan nemlig, som regeringen også nævner, være med til at løse de store samfundsudfordringer. I Alternativet mener vi, at vi for at møde de udfordringer, vi står i, f.eks. klimakrisen, er nødt til at turde forestille os et radikalt anderledes samfund. Hvad kræver det egentlig at forestille sig et radikalt anderledes samfund? Det kræver, at vi er villige til at løbe nogle risici, at vi er villige til at udforske ukendt land, at vi er villige til at forestille os samfundsutopier, som måske ikke bliver til noget, men som måske gør. Mod er bare ikke noget, den enkelte har, mod er også noget, vi skal understøtte politisk, bl.a. her i vores forskningspolitik i Danmark. Og vi kan i Folketinget skabe rammerne for, at de dygtigste forskere og forskerspirer har mulighed for at tage det her spring ud i det ukendte land.

I den her redegørelse fokuserer regeringen på nyttiggørelse. Som jeg var inde på før, handler det meget om samfundsøkonomisk nyttiggørelse. Vi vil også gerne nyttiggørelse i Alternativet, men i forsknings- og innovationssammenhænge er det nytteløst at tro, at vi helt lineært kan styre mod fremtiden kun på økonomiske vilkår. Forskning er en kreativ proces, den kan ikke forudsiges, og resultaterne viser sig oftest ud af det mest uventede. Derfor, og nu ved jeg godt det bliver en lille smule kontroversielt, tror vi faktisk på, at forskningen skal sættes helt overvejende fri, altså at den langt overvejende del af al vores forskning i Danmark skal sættes fri. Den frie forskning er nemlig nyttig, fordi den får rum til at fejle, den giver rum til refleksion, og den giver rum til at lade de uventede resultater vise sig. Vi var inde på tidligere, at en af vores egne nobelprismodtagere givetvis ville være blevet fyret, hvis det havde været i dag, han havde været forsker og var kommet frem til sine resultater.

Den frie forskning vil ad egne veje, tror vi på, komme frem til de løsninger på de væsentligste samfundsudfordringer, som vi står over for, simpelt hen fordi forskningsvæsen i sig selv vil søge løsninger på de til enhver tid aktuelle og mest presserende samfundsudfordringer, som vi står over for.

Desuden vil den frie forskning også sikre mere plads til nogle af de videnskaber, som bliver lidt trængt – de humanistiske, de samfundsvidenskabelige, de åndelige videnskaber også, for den sags skyld, som ikke får særlig meget plads i vores forskningslandskab i dag. Det savner man lidt i den her redegørelse.

I Alternativet savner vi også i redegørelsen den fantasi og de visioner, der skal få forskningen og innovationen til at understøtte et bæredygtigt samfund, som ikke kun er drevet af små forbedringer af det, vi kender i dag, men som arbejder helt målrettet på et meget entreprenant, progressivt forskningsmiljø i Danmark. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak til ordføreren for talen. Jeg blev lidt interesseret, da ordføreren ad flere omgange bemærkede, at man fra Alternativets side finder det problematisk, at forskerne i høj grad er nødt til at søge midler og ofte må gøre det i konkurrence med andre forskere. Og jeg vil da følge ordførerens kritik så langt, at jeg i det omfang, at anerkendelsesprocenterne er meget små, åbenlyst finder grund til at påpege, at der i hvert fald er tale om en del spildt arbejde. Jeg blev så lidt bekymret, da ordføreren nævnte en løsningsmodel lidt a la Statens Kunstråd, hvor man kan give sådan nogle ikke livslange, men 10-årige bevillinger uden at stille de helt store krav.

Ser ordføreren andre muligheder for at løse den problematik? Eller er det mere et problemfelt, ordføreren konstaterer?

Ordføreren.

Men det er jo et problemfelt, som jeg konstaterer, og den løsningsmodel, som vi finder mest nærliggende, er en løsningsmodel, der simpelt hen handler om at få tilliden tilbage til vores forskere. Jeg siger jo ikke, at vi skal give carte blanche til enhver, der henvender sig for første gang, men gøre det, hvis vi har forskere som Eske Willerslev. Eske Willerslev er et fremragende eksempel på, at man stadig væk skal kæmpe for sine forskningspenge i Danmark. Han er en anerkendt forsker i hele verden, og han skal stadig væk kæmpe på lige fod med kolleger, som jo i øvrigt indbyrdes er hinandens værste konkurrenter, for at få midler til sin forskning, og det synes jeg ikke vi kan være bekendt. Så hvorfor ikke sige til nogle af de dygtigste forskere, vi har: Værsgo. Her har I en periode, hvor I kan få lov til at forske frit. Vi tror simpelt hen bare på, at det vil skabe bedre forskning.

Spørgeren.

Ja, det er naturligvis en oprigtig og interessant holdning at have. Altså, jeg mener ikke, det i sig selv er problematisk, at vi også beder vores dygtigste forskere om at skrive ansøgninger, der udpensler og understreger, hvorfor de skal have midler til netop det her projekt, netop for at sikre, at den bedste idé vinder. Det bliver problematisk i det omfang, at midlernes størrelse ikke står mål med ansøgningernes omfang.

Det Frie Forskningsråd, som snart skifter navn, og det skal vi til at vænne os til, har jo lavet en model, hvorefter man kan søge så og så mange gange, og er ideerne tilstrækkelig vage, jamen så er man ude af puljen. Man kunne overveje at indføre et lignende princip bredere.

Ordføreren.

Det kan jeg sådan set ikke afvise, men jeg vil gerne tage en nærmere drøftelse af det. Det er ikke noget, vi har forholdt os til, så jeg vil ikke stå heroppe og sige ja eller nej til det ene eller det andet. Det kunne godt være et element, som det kunne være interessant at se på. Jeg synes bare, det vigtigste er, at vi anerkender, at de dygtige forskere, vi har, som har bevist, at de er dygtige, skal bruge deres tid på at forske og ikke på at skrive nye ansøgninger hele tiden.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Det er skønt sådan at have en fredag eftermiddag til en forskningsdebat. Det er ikke så tit, at vi tager dem, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvor mange der følger med derude, men forhåbentlig er det nogle. De, som det her måske især handler om, er dem, som forsker. Men det handler jo sådan set om os alle sammen.

Derfor vil jeg rigtig gerne starte med en positiv tone. Jeg håber faktisk generelt, at ånden og tonen er positiv, og jeg vil nævne det særlig positive fra ministerens redegørelse. For jeg kan se, at forskningsministeren ord til andet viderefører den ambition om åben videnskab, open science, som jeg søsatte som minister. Åben forskning, åben adgang til videnskabelige artikler, selvfølgelig med de diskussioner om rammer, som er i fuld gang på europæisk plan og også herhjemme, og åben adgang til data, så vi alle sammen kan blive klogere hele tiden. Det er fremtiden for fremragende forskning. Det er jeg helt overbevist om. De, der ikke vil det, er dem, der taber.

Men der er også nogle, der skal gå forrest, og nogle, der skal vise retningen og finde de rette rammer for det her, og det bliver ikke noget, vi kan i Danmark alene. Det er en debat, der i høj grad finder sted i EU, og jeg har store forhåbninger til, at ministeren vil skubbe på det, i forhold til at ministeren allierer sig med de gode, progressive kræfter, der er i Europa, uanset om det er den model, hvor man har en kommerciel fundering, eller en mere offentlig og åben model. Jeg tror, vi kan finde en fremtid, som har rum til begge dele. Det kan lyde teknisk, men det er jo egentlig grundlæggende en demokratisering også af forskningen. Det er ikke et spørgsmål om, at alt så er forskning, slet ikke, men tværtimod et spørgsmål om, at langt, langt flere får adgang til det, som vi i det meste af Europa har finansieret for skatteydernes penge, og som vi også bør dele med langt, langt flere, fordi vi deraf kommer til at få flere nye ideer, som i langt højere grad kommer ud og rører ved det, som mennesker har med at gøre hver eneste dag.

Det kommer til at kræve, kære minister, så utrolig meget flid og arbejde, som jeg er sikker på at ministeren vil lægge. Desværre er det også sådan med det arbejde, der ikke kan ses, at der vil gå rigtig lang tid, før det bliver anerkendt, og så står vi her ikke mere. Men hvor er det vigtigt, og det behøver vi ikke at drive partipolitik på. Det kræver nemlig brede politiske satsninger herfra, også i Europa. Det gør forskning jo helt generelt. Det kræver brede, store satsninger, langsigtet opbakning og ikke mindst langsigtede investeringer, som flere ordførere også har været inde på.

Det bringer mig jo så over til det, som ikke skal være noget som helst surt opstød, men en konstatering. Som Socialdemokratiets ordfører gjorde klart, har den her regering, uanset hvilken konstellation den har haft, skåret kraftigt ned på forskningen. Den tidligere socialdemokratisk-radikale regering brugte 1 mia. kr. mere på forskning og det i en tid, hvor vi stod i økonomisk krise. Og jeg vil have lov at sige, at det er noget af det, jeg er allermest stolt af, altså at vi ikke skar ned på forskning og uddannelse, som så mange andre europæiske lande gjorde på et tidspunkt, hvor Europa var i dyb økonomisk krise. For når man gør det, altså skærer ned på forskning og uddannelse, så er det som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Forskning er rigtig svært at hidse sådan en offentlig debat op om, men det er så vigtigt, og vi har brug for langt større ambitioner igen. Derfor vil jeg gerne tage tråden op fra tidligere ordførere. Det var Liberal Alliances ordfører, der opfordrede til fremtidige høje ambitioner på det her område. Dem har vi i den grad i Radikale Venstre, og jeg vil gerne dele nogle sådan grundlæggende principper, som vi arbejder ud fra, når vi arbejder med forskning – til helt almindelig inspiration. Ministeren er velkommen til at blive inspireret af dem. Det vil jeg håbe.

Sådan helt grundlæggende handler forskning for os om, at vi skal blive kloge på os selv, på hinanden og på de omgivelser, vi lever i. Vi skal være nysgerrige og kreative som mennesker, og en klog og kreativ og opfindsom verden forudsætter også fri og uafhængig forskning, forskning, som ikke er underlagt skiftende politiske vinde eller krav om kortsigtet nytte. Viden er værdifuld i sig selv, også selv om man ikke umiddelbart ved, hvad den skal bruges til. Det er det første princip.

Det andet handler om, at forskning medvirker til, at vi kan forstå og håndtere de udfordringer, som vi står over for og står midt i: klima, marginalisering af befolkningsgrupper, teknologi, nationalisme. De sygdomme, som opstår på grund af andre forandringer. Det kræver højt specialiseret viden, men det kræver også reel tværfaglighed, og det kræver, at forskerne blander sig i den offentlige debat. Omvendt kræver det også politisk lydhørhed og selvfølgelig vilje i hele samfundet til at anvende forskningens resultater.

Så går jeg til det tredje princip – og der er kun fire, bare rolig. I et land som vores, og det er specifikt for den verden, som vi kigger ud på, gælder det, at herfra vores verden går. Og i et land uden store naturressourcer, for det har vi ikke, er det intelligente bæredygtige løsninger og kompetente medarbejdere alle steder, som vi lever af, og som vi skal leve af. Og solid grundforskning, stærke samarbejdsrelationer mellem virksomheder og forskere er også grundlaget for ny og veluddannet arbejdskraft og for, at ny viden hele tiden udvikler sig.

Det sidste handler om det, som altså er helt afgørende her. Forskning er en nødvendig investering. Den gør os både klogere og rigere, men hvis forskning i verdensklasse – og det behøver vi ikke at kalde det – men virkelige ambitioner for forskningen på baggrund af det, jeg lige har sagt, skal være mere end et slagord, er der også behov for, at vi helt bredt politisk står sammen og siger, at vi vil vise både et ægte politisk engagement, som sikrer gode rammer, men også nødvendige ressourcer, også når det er svært.

Så det håber jeg virkelig at vi kan finde opbakning til i fremtiden. Jeg synes, at det har set sort ud, men jeg vil tillade mig at tage den optimistiske hat på her, for vi vil jo gerne. I Radikale Venstre er vi så også klar til det. Vi er klar til at investere massivt, og vi er også klar til at prioritere. Og vi ønsker ud over krone til krone at annullere alle de besparelser, som regeringen har gennemført på uddannelse og på forskning, at investere yderligere 1 mia. kr. årligt i uddannelse og forskning, fordi vi vil det. Vi har meget høje ambitioner. Vi mener det, og vi ønsker at prioritere det. Og meget gerne i en ny aftale, som bredt afspejler, at det her Folketing har meget store ambitioner for fremtidens forskning, fordi den kommer alle til gode.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ministeren for den skriftlige redegørelse. Forskning og innovation er en grundsten i det danske samfund. Derfor er jeg glad for, at vi sammen har landet en bred aftale for forskningsreserven i 2017.

Først vil jeg fremhæve, at vi har afsat 21 mio. kr. til Fonden for Entreprenørskab med henblik på en fortsat indsats for at styrke uddannelse i iværksætteri, innovation og entreprenørskab. Det vil i høj grad gavne innovationen i uddannelsessystemet.

Dernæst har vi afsat 71 mio. kr. til forskning i bioressourcer, fødevarer og miljøteknologi. Det vil være til glæde for landbruget og danskerne, da det skaber en stærkere fødevaresektor og et grønnere klima.

Vi har sat flere midler af til det energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram og det miljøteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram, så vi altid kan være på forkant med den nyeste teknologi på området.

Foruden forskningsreserven har vi afsat 0,9 mia. kr. mere i 2017 til forskning, innovation og udvikling sammenlignet med niveauet for 2016.

De nyeste tal for OECD viser, at Danmark fortsat ligger i top, når det gælder investeringer i forskning og innovation. En af årsagerne til de gode internationale placeringer er kommunernes og regionernes investering i forskning og udvikling. Deres investeringer er steget med mere end 40 pct. sammenlignet med niveauet for 10 år siden.

Min afsluttende bemærkning vil være, at forskning gør en forskel i danskernes hverdag. Det kunne man eksempelvis for nylig læse, da flere danskere i dag overlever kræft. Det kan i høj grad tilskrives de investeringer, som vi årligt knytter til kampen mod kræft, og som vi fortsat skal understøtte.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak, formand, og ikke mindst tak for ordene fra ordførerne om redegørelsen. Det, vi tilsyneladende er enige om, er, at god forskning er vejen til både et rigere og klogere land. Men hvad kræver fremragende forskning egentlig? Set fra mit bord kræver det talent og ikke mindst, som også hr. Henrik Dahl var inde på, fokus på kvalitet, og så kræver det mod, nemlig mod til at stille spørgsmål, som ingen har stillet før, mod til at eksperimentere, så nye opfindelser kan opstå, mod til at sætte sejl mod ukendt hav, for fremtiden hører de modige til. Derfor skal vi, som det også er sagt, selvfølgelig kigge på, om det er sandt, at vi har fået moderne barrierer, som står i vejen, i forhold til hvordan det var.

Vi har mange eksempler på modige forskere i Danmark. Det er forskere, der har turdet miste fodfæstet og har vist, at det var umagen værd. Det er navne som Bohr, Ørsted og Inge Lehmann – for blot at nævne enkelte eksempler. Inden for hvert deres felt, atomfysik, elektromagnetisme og seismologi, turde de tale samtiden midt imod, turde tale Roma midt imod og gå nye veje. Derved skabte de resultater for fremtiden, og det er også vores opgave. Den opgave løser vi ved at give forskerne gode rammer, så modig forskning er mulig. Det er vigtigt for vores ambition om at være et tænkende og velstående land i en verden, der er i konstant forandring, og det er afgørende i en tid, hvor fremtiden er uforudsigelig, at skabe rammerne for at gribe den fremtid og gøre den til vores.

Robotteknologi, droner, store datamængder og kunstig intelligens er alt sammen muligheder, som kan skabe ny vækst og nye chancer, men som selvfølgelig også sine steder tegner bekymrende perspektiver op. Vi skal turde gribe de muligheder, som de digitale teknologier bringer med sig. Vi skal gå ind i den fjerde industrielle revolution med åben pande og med mod. Vi skal lære af de allerbedste internationalt, og vi skal konstant stræbe efter endnu bedre og endnu stærkere ideer og endnu mere innovation. Derfor investerer vi også meget, en formue, i forskning og innovation, og ikke mindst er det så også i denne tid vigtigt at have fokus på at øge kvaliteten af forskningen. Det er derfor, vi arbejder på at styrke forskningens værdi i samfundet, bl.a. gennem et endnu stærkere samspil mellem erhvervsliv og offentlig forskning, men det er til gengæld vigtigt, at det her ikke prædeterminerer rammerne om det, for så duer det hele jo egentlig ikke.

Lad os begynde med investeringerne, som jo har været berørt af forskellige ordførere. Det er egentlig en lille smule ærgerligt, at det altid er omdrejningspunktet, for så meget er det jo trods alt ikke, der skiller os ad, men uanset hvad er vores ambitionsniveau højt. Vi investerer 1 pct. af BNP i forskning og udvikling, og i 2017 har Danmark, som det er sagt flere gange, altså afsat knap 22 mia. kr., nemlig 21,6 mia. kr., til forskning og udvikling. Vi er i toppen i OECD, når det gælder offentlige investeringer i forskning og udvikling, og forskning og innovation er en dansk styrkeposition. Det bekræfter de nyeste tal fra forskningsbarometeret 2016. En ting er, at danske forskere ligger meget højt, når man ser på billedet af, hvilken forskning der citeres mest i OECD, men vi ligger også nummer tre, når man måler på antallet af citationer af videnskabelige publikationer. Det vidner om en højt anerkendt og højt kvalitetsbåren dansk forskning.

For det andet er vores forskningsproduktion høj. Her ligger vi som nummer to, når man måler på antallet af videnskabelige publikationer. Det er kun Schweiz, der producerer flere videnskabelige publikationer pr. indbygger end Danmark. Sidst, men ikke mindst, har Danmark den højeste andel af publikationer, der udgives i samarbejde med erhvervslivet. Danmark klarer sig også godt på innovationsområdet. Vi er det tredje mest innovative land i Europa efter Schweiz og Sverige i henhold til EU's Innovation Union Scoreboard. Så uanset hvordan man vender og drejer det, må udgangspunktet for en debat om det her være stolthed over dansk forskning. Men der er selvfølgelig ingen roser uden torne. Der er også udfordringer.

Ser man på erhvervslivets investeringer i forskning, kan man se, at Danmark ligger på en tiendeplads i OECD. Det er som bekendt virksomhederne, der driver væksten i Danmark, og derfor er det afgørende, at vi også har et modigt erhvervsliv, som er parate til at investere og ikke mindst har rammerne til at investere i forskning og udvikling.

Jeg er optaget af, at forskningen bliver spredt, både i virksomhederne og i vores samfund, for danskerne skal have glæde af den videnskab, forskningen frembringer, hvad enten det måtte være i form af nye produkter, ny medicin eller ny viden, der hjælper os med at forstå den verden, vi lever i. Derfor ønsker regeringen at tage aktivt del i udviklingen af en mere åben videnskab, såkaldt open science.

I dag deles data og informationer lynhurtigt gennem internettet. Det skal vi udnytte. Det er vores mål, at alle offentligt finansierede videnskabelige artikler skal gøres frit og gratis tilgængelige senest i løbet af 2020-2022. Det vil lette forskernes adgang til andres forskning og øge den samlede effekt, og i sidste ende vil det komme almindelige borgere til gavn.

Forskningens Døgn er også et initiativ, som får forskningen og fremtiden helt ind i stuen hos den menige dansker. I 2016 udvidede vi for første gang Forskningens Døgn fra at vare 3 døgn til at vare 1 uge – det kan så også være, at man skulle overveje navnet. Rekordmange danskere fik mulighed for at lege med på forskningens legeplads. Det var en kæmpe succes. Flere end 75.000 danskere gæstede Forskningens Døgn. I 2015 var der 64.000. Antallet af arrangører blev næsten fordoblet – det er nu mere end 600 arrangementer og foredrag fordelt ud over hele landet – med andre ord: forskningsformidling, når den er bedst.

Vores forskningsinvesteringer skal altså skabe værdi og vækst, og derfor har vi nedsat et tværministerielt udvalg, der skal undersøge effekten af vores forskningsindsats. Hvad er de samfundsøkonomiske gevinster, og hvordan er de karakteriseret? Og hvilken betydning har forskningsinvesteringerne for samfundsøkonomien via de lange videregående uddannelser? Det er spørgsmål, som udvalget søger svar på, og uagtet hvor man står henne i det politiske billede med hensyn til forskningen, ja, så kan det jo være sund fornuft at få afklaret, hvordan landet ser ud.

Vi skal blive endnu bedre til at skabe samspil mellem forskning, virksomheder og samfundet i hele Danmark, så regeringen har med en række initiativer i 2016 forsøgt at gribe fremtiden og gøre den til vores. Jeg vil ikke nævne dem alle, men blot fremhæve nogle vigtige: I maj vedtog Folketinget en ny lovgivning om flyvning med droner, og i september trådte de nye regler i kraft. Reglerne gør det klart, hvem der må flyve med droner hvor og hvornår – og hvorfor er det vigtigt? Dronerne kan noget, som vi har brug for. De kan overtage en lang række farlige og krævende opgaver, som tidligere er blevet udført manuelt. De sparer med andre ord tid og penge. Det gælder inden for Rigspolitiet, hvor politifolk bruger droner til at skabe overblik over gerningssteder; det gælder i beredskabet, hvor droner er med til at redde liv ved brande og andre ulykker; og det gælder inden for fiskeri, hvor droner kan afsløre ulovlige ruser i danske vandløb. Så dronerne kan altså skabe mere tryghed, kan skabe øget produktivitet – det er jo alt sammen godt. Med vores dronelov og Danmarks nationale dronestrategi, som den tidligere regering præsenterede i september, har vi givet dronerne en flyvende start og sat rammerne for, at forskere, studerende og virksomheder kan gribe mulighederne.

2016 var også året, hvor vi blev klogere på nogle af fremtidens vigtigste forskningstemaer. Gennem initiativet Forsk 2025 spurgte vi omverdenen, hvilke forskningsområder de synes skal præge fremtidens forskningslandskab. Der var 476 modige forslag om alt fra fremtidens byggeri, forebyggelse af sygdomme til forskning i materialer. Viden er det, vi skal leve af. Derfor skal vi have et godt grundlag for at prioritere de mange millioner kroner, vi bruger på strategisk forskning. Vores investeringer skal kaste værdi af sig for alle i vores samfund, og de skal foretages på baggrund af solid viden. Det får vi med Forsk 2025-kataloget, der kommer senere på året, og dermed tager vi endnu et skridt på vejen mod nye muligheder for Danmark.

Lad mig slutte et helt andet sted, langt ude i galakserne, fjernt fra kloden, fædrelandet og Christiansborg. 2016 var året, hvor Danmark fik sin første rumstrategi, en fascinerende størrelse. Rummet kan gøre os klogere på alt lige fra stjerneskud til sorte huller, fra tyngdekraft til tid, fra solsystemer til supernovaer. Men rummet handler ikke kun om opdagelse og ny viden. Det er også konkret teknologi, arbejdspladser og indtjening. Rumerhvervet vil vokse i de kommende år, og med vores rumstrategi giver vi universiteter og virksomheder rammen til at udnytte de muligheder, som teknologien bringer med sig. Med strategien går vi fra at se rummet som et vidensprojekt til også at se det som et vækstprojekt.

Det er afgørende, hvis vi vil gribe fremtiden og gøre den til vores, at bringe væksten til Danmark, ikke mindst på grund af den pointe, som flere ordførere har fremhævet, at bringer vi vækst, bringer vi også flere midler, og således har vi en god cirkel.

Vi ender tilbage, hvor vi begyndte, ved modet til at skabe forandringer, som gavner fremtiden, modet til at gribe de muligheder, som de digitale teknologier bringer med sig, modet til at gå ind i den fjerde industrielle revolution. Årets forsknings- og innovationspolitiske redegørelse viser, at vi er på vej, men at vi selvfølgelig kan blive endnu bedre. Og som ny fremtidsminister håber jeg, vi kan fortsætte det gode samarbejde på forskningsområdet i året, der kommer. Jeg håber, at vi har modet til at samarbejde om at skabe de bedste vilkår for forskning, innovation og udvikling, så vi sammen kan gøre 2017 til fremtidens år.

Foreløbig tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Reissmann.

Tak for det. Ministeren fremhæver nu i sin tale, og det sker også i redegørelsen, at Danmark er blandt de lande, der investerer mest i offentlig forskning, og at Danmark i øvrigt også bruger flest penge, altså på offentlig forskning som andel af BNP'et. Men jeg vil gerne fastholde også det, som jeg sagde i min tale, om ikke ministeren er enig i, at det ville være mest relevant at sammenligne med regioner, der har et velstandsniveau på niveau med Danmark, når vi skal foreholde os, hvordan vi ligger i den internationale sammenligning. Så ser det jo ligesom langt mindre imponerende ud end det, som ministeren vælger at fremhæve her i sin tale, når han bringer OECD på banen. Så mit spørgsmål er kort og godt: Er det sådan, at regeringen ikke er på vej ned ad den forkerte vej, hvad angår investeringer i forskning og innovation, når det nu er, at vi anvender de rigtige tal til at sammenligne os med?

Ministeren.

I givet fald det er den beregningsmetode, som fru Mette Reissmann vil anføre, gør den milliard, som vi står her og diskuterer, jo ingen forskel. Så er det jo ikke den, der flytter noget. Så vil jeg sige, at så er det, tidligere ministre, også fra fru Mette Reissmanns regering, har stået heroppe og sagt, jo en hel anden boldgade at spille på.

Jeg tager udgangspunkt i det, som er tilgængeligt i forhold til statistikkerne, og jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt mener, at der finder verdensklasseforskning sted i Danmark, og at vi kan være stolte af den indsats, der ydes. Kan man så altid ønske sig mere? Ja, i sagens natur. Men hvad definerer egentlig nok? Det synes jeg måske mangler en lillebitte smule i den her debat, for det er nemt at stå og sige, at man skal give mere, men hvis man ikke selv vil definere hvor meget mere, og hvor man i øvrigt vil finde pengene, er det lidt vanskeligt. Det er i hvert fald en ny parameter for mig, hvis det er det, vi skal til at begynde at bedømme Danmark på, og det gælder, uanset hvilken regering der har siddet de sidste mange år.

Spørgeren.

Men okay, så det er altså størrelsen, vi diskuterer, formuens størrelse, kan jeg nu så forstå. Lad os så bare tale om den milliard, der er til forskel på dengang, hvor Socialdemokratiets sammen med Det Radikale Venstre havde regeringsmagten, for det er jo en milliard. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi spurgte på landets uddannelses- og forskningsinstitutioner i dag, om det vil gøre en forskel, svarer de et klart og rungende ja. Ministeren siger jo også i sin tale her i dag, at han vil skabe gode rammer for forskningen og den fremtidige forskning. Det er jeg jo enig med ham i, men jeg synes bare, at vi mangler et svar på, hvordan ministeren synes at der kan skabes gode rammer for danske forskere, når regeringen vælger at spare 1,3 mia. kr. i 2016 og i øvrigt viderefører den samme besparelse i 2017, for det er jo størrelsen, det kommer an på, hr. minister.

Så er det ministeren.

Det kunne give anledning til en lang kommentar! For jeg er måske lidt ked af at høre det, men lad det være. Nu skal det hele jo ikke være platituder.

Jeg vil sige, at jeg i og for sig synes, at det er en tilbageskuende måde at betragte tingene på, for hvad er den egentlige problematik? Den egentlige problematik har jo været, at den økonomi, der har været til rådighed samlet set fra det politiske flertal, som har taget ansvar for dette lands politik, ikke har været tilstrækkelig til at garantere den milliard, som fru Mette Reissmann taler om. Men der er så nogle politikere, som tager på sig, at man gerne vil fremme vækst, sådan at der kan komme flere penge inden for 1-procentsmålsætningen. Fremadrettet vil jeg da sige, at det stensikkert kan skabe flere penge til forskning og innovation end en diskussion om 1 milliard eller ej.

Så er det hr. Bruno Jerup.

Jeg hørte ministeren komme med noget, der næsten lød som en indrømmelse. Ministeren nævnte, at der åbenbart var nogle meldinger om, at der var opbygget nogle barrierer i vores system i forhold til at kunne lave grundforskning, som jeg bl.a. omtalte. Kunne ministeren lige prøve at uddybe, hvad ministerens forståelse er af det, og måske også gå skridtet videre og komme med nogle bud på, hvad ministeren vil gøre ved det?

Ministeren.

Jamen altså, det er jo altid nemt for en ny minister at sige, at nu vil man give det hele et eftersyn og give det sit eget præg og kigge det efter i sømmene og gøre alle mulige ting. Men jeg vil egentlig gerne sige, at det, som er mit grundsyn, er, at nysgerrighed – det skrev jeg vist også i min første tilkendegivelse som minister – er den fineste dyd. Vi må ikke sætte barrierer op, som hindrer nysgerrigheden i at nå ud til dér, hvor de egentlige nye forskningsgennembrud kommer. Og det skal da være ærligt sagt, at siden min tiltræden har jeg hørt fra forskelligt hold, at deres opfattelse er, at der er sådanne barrierer. Og der er jeg fuldstændig fordomsfri – det vil jeg gerne kigge efter i sømmene. Mere firkantede meldinger får man altså ikke, for bevæger vi os langt ind i det, kan der også være enorme mængder politik i det. Men jeg vil ikke dræbe den frie tanke – tværtimod, jeg vil nære den.

Spørgeren.

Jamen det er jeg sådan set glad for at høre, og det er også nogle af de overvejelser, jeg selv har. Derfor er det måske også interessant, at ministeren jo selv nævnte nogle forskellige kendte danske forskere, som havde bidraget med vigtige ting, men det var alle sammen nogle fra en anden tid. Og krav af den slags, som vi stiller i dag, om, at det skal kunne bruges, det skal anvendes, det skal være sikkert og skal kunne bruges til at skabe vækst, var ikke opstillet endnu for de forskere på det tidspunkt.

Vil ministeren ikke godt anerkende, at de meldinger, der er, både fra forskere, men også fra andre sider, fra erhvervslivet, også fra Arla i Sverige, som vi hørte det her, er, at det faktisk er et problem, at den grundlæggende forskning ikke får plads?

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige, at hvis man begiver sig ud i et samfund, hvor det er politikerne, der fuldstændig definerer, hvordan og hvorledes forskningen skal foregå, så er vi et sted, hvor jeg i hvert fald ikke ønsker at være – overhovedet ikke – for er der nogen, der ikke ved noget om det, så er det politikerne. Det vil jeg sige.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for den tilkendegivelse. Hvad vi politikere ikke ved noget om, det er jeg helt enig med ministeren i. Jeg synes bestemt ikke, at vi skal bedrive tiden med platituder, men der må være rum til en smule her fredag eftermiddag. Tillykke med rumstrategien og ambitionerne for rummet. Noget af de største, jeg har oplevet som minister, var at blive udnævnt til minister for det ydre rum ved kongelig resolution. Det bærer jeg fortsat med mig. Det var virkelig utrolig morsomt – ud over at det er rigtigt. Det rummer meget mere end blot forskningsmæssige muligheder, også masser af job- og vækstmuligheder.

Jeg vil gerne spørge til ministeren og regeringens ambitioner på det her område, for en redegørelse er jo på rigtig mange måder mere tilbageskuende, at den er fremadskuende. Jeg synes, at vi i debatten har vist en både ret bred interesse og vilje til faktisk nu at kigge fremad. Jeg er med på, at ministeren ikke har så mange måneder i stolen, men kan ministeren løfte sløret for, hvordan de forskningspolitiske ambitioner ser ud for regeringen, både i forhold til ressourcer og i forhold til retning?

Ministeren.

Det, jeg kommer til at interessere mig særlig for i den kommende tid, er den diskussion, der har været om masse kontra kvalitet. Det gælder på uddannelsesområdet, det gælder på forskningsområdet. Jeg har sådan en fornemmelse af, at vi er nået hen et sted, hvor der er en større grad af politisk konsensus om, at vi skal fokusere i højere grad på kvalitet. Det er en ny bevægelse. Fru Sofie Carsten Nielsen har faktisk sagt nogle bemærkninger af samme karakter, men på et tidspunkt, hvor det ikke var lige så trendy, som det er ved at blive nu.

Vores bestræbelser i forhold til midler vil gå på at prøve på at gennemføre en 2025-plan, som vil kaste vækst af sig og som dermed også vil berøre forskning og videnskab. Der er nogle, der mener, at det er alt for langsigtet, og at man bare skal finde pengene inden for det nuværende budget, men vores tilgang er nu, at det skal være holdbart, også på lang sigt, og det skabes kun ved ordentlig vækst i vores bruttonationalprodukt.

Spørgeren.

Tak for det. Det er vi i Radikale Venstre meget interesseret i at høre mere om og tilbyder selvfølgelig også til enhver tid at deltage i både diskussioner og forhandlinger. Vi vil gerne være med til at tage ansvar for langsigtede investeringer i forskning og uddannelse. Vi mener, det er helt afgørende for Danmarks fremtid.

Hvis vi så skal kigge på det, som flere ordførere her var inde på, vil jeg sige, at ordet masse i overskrifter betyder noget med mange og dårlig kvalitet, og at kvalitet på den anden side selvfølgelig er rigtig godt. Det er svært sådan på den måde at være imod. Hvis det betyder, at vi så skærer antallet af ph.d.er ned til det halve, tror jeg, vi vil være mere forbeholdne i Radikale Venstre. Det kræver, at man går grundigere ind i, hvad det egentlig er, vi mener, når vi taler om det.

Så vil ministeren indbyde ordførerne, kan vi få diskussionerne, og er der en tidsplan for det?

Ministeren.

Der er ikke en endelig tidsplan. Nej. Altså, det var meget venligt af fru Sofie Carsten Nielsen at bemærke, at jeg ikke havde siddet i stolen så længe. Det har jo sin egen sandhed. Men jeg kan garantere for, at jeg ikke valgte at omdefinere den titel, der nu engang er den officielle titel, til fremtidsminister for skæg eller for sjov. Det var sådant set en definering af, hvad det er, jeg ser i den her bestilling. Og der kommer man ikke uden om at der selvfølgelig vil være behov for solid forankring i Folketinget og hjælp fra de respektive ordførere. Og jeg glæder mig jo over, at f.eks. Radikale Venstre vælger at tage et medansvar for at løfte det her samfund op både økonomisk, men jo så også på det her felt fagligt set. Og derfor kan jeg garantere fru Sofie Carsten Nielsen, at hun også vil blive involveret i de overvejelser, jeg gør mig.

Tak til uddannelses- og forskningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.