Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Forsvarsministerens redegørelse om nordisk forsvars- og beredskabssamarbejde 2016.

(Anmeldelse 11.10.2016. Redegørelse givet 11.10.2016. Meddelelse om forhandling 11.10.2016).

Forhandlingen er åbnet. Fru Annette Lind.

Den næste debat kan desværre ikke gøres så kort, og alligevel synes jeg også, det er en god idé at tage det her lidt mere fyldestgørende. Tak til forsvarsministeren for, at vi kan få lov til at diskutere redegørelsen for det nordisk forsvars- og beredskabssamarbejde. Ligesom i de tidligere år skal vi snakke om, hvad vi har opnået, og hvad vi skal arbejde på i fremtiden.

Vi er fuldkommen enige i Socialdemokratiet om at fastholde og udbygge det nordiske samarbejde med det formål at skabe et trygt og sikkert Norden, hvor man er klar til en indsats mod konflikter og katastrofer. Det langsigtede mål er at samarbejde på alle niveauer, hvor de nordiske lande har sammenfaldende interesser. Jeg vil derfor fokusere på enkelte – og efter vores mening de mest betydningsfulde – dele af redegørelsen.

Måske kan man forvente, at det danske formandskab for NORDEFCO, den nordiske forsvarssammenslutning, kan give en øget offentlig interesse for arbejdet. Vi har nemlig en lang række interessante opgaver foran os. Den såkaldte Easy Access-aftale er nok den væsentligste, da den indebærer, at de nordiske lande i fredstid kan færdes overalt i aftaleområdet med militære kapaciteter.

Aftalen om sikker kommunikation er allerede sat i værk, mens en aftale om fælles adgang til radaroplysninger er under overvejelse.

Aftalen om at give ubevæbnede militærfly ret til at søge ned på den nærmeste flyvestation vil med Finlands og Islands tilkendegivelser udvides til også at omfatte bevæbnede fly.

Samarbejdet med de baltiske lande vil blive et vækstpunkt nu, hvor de tre baltiske stater deltager i de nordiske minister- og embedsmandsmøder.

Det internationale aspekt berøres i redegørelsen, hvad angår FN's fredsbevarende indsats i Mali, hvor tre nordiske lande indgår i en rotationsordning med Belgien og Portugal, og hvor udgangspunktet er den norske lejr. Den samlede nordiske indsats i Østafrika sker inden for rammerne for reaktionsstyrken EASF. De bistår Den Afrikanske Union med dens opgaver. Fortsatte trusler mod sikkerheden i Østafrika gør denne indsats særlig interessant.

Der findes tillige en række aftaler, der ikke omfatter alle NORDEFCO-landene, som f.eks. den dansk-svenske militæraftale om øget adgang til hinandens territorier og med en række tilhørende tekniske aftaler. Det er fortsat under udarbejdelse.

I Socialdemokratiet er vi naturligvis interesseret i, at det nordiske hjemmeværnsamarbejde fortsat skal være inspirerende og relevant, og udveksling af erfaringer mellem de nordiske lande er bestemt af stor betydning. Det er mit indtryk, at de frivillige i det danske hjemmeværn har stort udbytte af samarbejdet, og vi har nu også åbnet for et samarbejde med hjemmeværnet i Baltikum, hvor man har drøftet de sikkerhedspolitiske udfordringer og betydningen for de frivillige.

Vi har også et meget udviklet samarbejde på beredskabsområdet, hvor større uheld og katastrofer i givet fald kan indtræffe med følger for flere lande. Her er sloganet også det robuste samfund, som på én gang kan være forebyggende mod alvorlige ulykker og dertil assistere effektivt, hvis uheldet er ude.

Vi har også et grænseoverskridende samarbejde, hvor vi står til rådighed for tredjelande. Vi arbejder inden for de vedtagelser om strategiske udviklingsmål, som deltagerne stiller op til, f.eks. i Hagasamarbejdet.

Det øvrige beredskabssamarbejde dækker over alle eventualiteter som brand, krisekommunikation m.v., mens det nordiske redningssamarbejde i NORDRED har til formål at bistå nabolandene med at forebygge og begrænse skader som følge af ulykker, katastrofer eller menneskelig aktivitet. Også her rummer de eksisterende aftaler mulighed for at få udviklet samarbejdet.

På et internationalt niveau deltager de nordiske lande i katastrofeindsatser i andre dele af verden igennem IHP, der giver mindre lande som Danmark mulighed for at bistå med katastrofehjælp efter behov. Det er især FN, som er IHP's samarbejdspartner i forbindelse med nødhjælpsassistance som f.eks. ved jordskælv, oversvømmelser og andre opgaver. Vores beredskab omfatter ligeledes en række ekspertberedskaber inden for områder som atomar stråling og kemiske højrisikomaterialer. Her gennemføres en række øvelser i fællesskab, ligesom der udvikles viden om farlige materialer, inklusive i Grønland.

Som bekendt fik vi aldrig en nordisk forsvarsunion. Til gengæld fik vi noget bedre, nemlig en lang tradition for frivillig deltagelse i forsvars- og beredskabssamarbejdet. Vores fælles arbejdsområde for fremtiden handler for det første om at dele opgaverne mellem de nordiske lande og samtidig udbygge samarbejdet. For det andet vil det være ønskeligt at samarbejde om fælles missioner, således at hvert land bidrager med det, de er bedst til. For det tredje skal det nordiske samarbejde i højere grad end nu bestå i fælles indsatser, hvis aktuelle forhold taler for det, som f.eks. en øget tilstedeværelse i Østersøområdet og Baltikum. Og for det fjerde skal man forholde sig til tingene omkring Arktis, og de skal løbende vurderes, således at de nordiske landes bestræbelser på at beskytte de arktiske områder løses optimalt.

Et bredt tema for det nordiske samarbejde er kampen mod den internationale terrorisme, hvor alle aspekter må inddrages. Vi kan kun være enige med ministeren i, at det nordiske samarbejde vil styrke vores samfunds evne til at tilbyde borgerne størst mulig tryghed på et fælles grundlag af tillid og gensidighed. Det skal bruges som en løftestang for vores indsats på et internationalt højt niveau.

Jeg skal takke ministeren for redegørelsen, og så skal jeg hilse fra den radikale ordfører og sige, at han tilslutter sig disse bemærkninger.

Vi siger tak til fru Annette Lind og går videre i ordførerrækken til hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen.

I Dansk Folkeparti ser vi bestemt potentialet i nordisk samarbejde på dette område. Vi er til trods for vores knap så kærlige fælles historie i dag lande med mange fælles sikkerhedspolitiske agendaer. Det er især i forhold til suverænitetshåndhævelse og redningsmissioner i områder som Østersøen, Nordsøen og Arktis, hvor vi har mange fælles interesser de nordiske lande imellem, hvorfor et samarbejde herom giver god mening.

I den sikkerhedspolitiske situation, vi står i for nuværende, er det vigtigt at styrke båndet til vores venner, og lande som Finland og Sverige, der jo ikke er en del af NATO-alliancen, tælles jo også blandt Danmarks venner, hvorfor det nordiske forsvarssamarbejde, NORDEFCO, er en god arena til at styrke båndet til netop de to lande.

Det er jo et samarbejde, som vi har haft god glæde af. Den socialdemokratiske ordfører læste mange af resultaterne op, og jeg kan i den forbindelse tilføje, at vi sidste år snakkede om det kommende fælles udbud. Og der er jo allerede noget på vej i forhold til uniformssystemer, så der er der allerede sat noget i gang i forhold til det, der blev lagt op til sidste år. Så alt i alt er vi i Dansk Folkeparti vældig glade for det fællesnordiske samarbejde på forsvars- og beredskabsområdet.

Men når det er sagt, er det vigtigt for mig at understrege, at Danmarks primære forsvarssamarbejde skal ske i regi af NATO, som er en alliance, der igennem årtier har været gavnlig for Danmark, og som er en alliance, hvor vi i Dansk Folkeparti mener at Danmark bør cementere sin centrale position som kerneland med de forpligtelser og de muligheder, som det afføder.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Peter Juel Jensen, Venstre.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke forsvarsministeren for en god og en fyldig redegørelse, som ud over at beskrive samarbejdet mellem de nordiske lande rigtig godt også er et godt redskab for os, som ikke har hands on på det nordiske samarbejde til daglig.

Det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde sigter imod at skabe et sikkert Norden, men også et Norden, der bidrager solidarisk til håndtering af konflikter og katastrofer internationalt. Vi samarbejder for at finde løsninger på fælles udfordringer samt at udvikle konkrete tekniske og operative aftaler. Det er en bred vifte af militære samarbejdsområder inden for bl.a. kapacitetsudvikling, materielanskaffelser, øvelser, træning, hr og uddannelse.

Jeg vil også gerne konkret nævne det nordiske beredskabssamarbejde. På beredskabsområdet er der en lang tradition for samarbejde i nordisk regi, som bygger på såvel formelle samarbejdsstrukturer som på mere uformelle fora og relationer. Det omfatter bl.a. Hagasamarbejdet og samarbejdet i International Humanitarian Partnership og Nordisk Redningsoverenskomst.

Det nordiske beredskabssamarbejde omfatter også samarbejde mellem de nordiske myndigheder på forskellige operative fagområder som eksempelvis redningstjeneste, det kemiske beredskab og det nukleare beredskab. Den overordnede målsætning for beredskabssamarbejdet er at skabe et robust samfund, der kan forebygge og håndtere ulykker og katastrofer, men også at kunne yde gensidig assistance mellem de nordiske lande eller fælles indsatser til tredjelande i krisesituationer.

Det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde hviler på en lang tradition og drives frem af vores geografiske og kulturelle nærhed, åbenhed og vores fælles værdigrundlag. Det er et godt udgangspunkt for, at Danmark løbende kan tilpasse sig nye globale udfordringer og bringe alle vores redskaber i spil på en samtænkt måde for at varetage vores fælles interesser såvel i nærområdet som internationalt sammen med vores naboer. Derfor glæder det også Venstre, at forsvarsministeren i så høj grad prioriterer samarbejdet i Norden. Tak.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken til fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

I Enhedslisten synes vi, det er rigtig godt og positivt med nordisk samarbejde, og at det også giver rigtig god mening at have et meget tæt samarbejde på forsvars- og beredskabsområdet.

Det, jeg især hæfter mig ved, er selvfølgelig noget af det arbejde, der ligger i forhold til beredskabet, altså både det, at man kan sætte ind med både søredning og ved forskellige naturkatastrofer osv., og at man kan hjælpe til ude i verden. Det gælder f.eks. det nordiske samarbejde, der er på en række FN-missioner – der har f.eks. været en rotation i forhold til det transportfly, der blev sendt til FN-missionen i Mali – og i det hele taget også humanitært samarbejde i forbindelse med katastrofeberedskaber ude i verden. Det synes jeg er meget, meget fornuftigt og godt at vi deltager i og forsøger at styrke.

Jeg så jo gerne, at vi også på forsvars- og beredskabsområdet – især på forsvarsområdet – havde mere fokus på det nordiske samarbejde og fra dansk side havde mindre fokus på NATO, som vi i Enhedslisten ser mere som en angrebspagt. Så der ville jeg da gerne se en vægtning mere over mod det nordiske.

Noget, jeg også synes kunne give mening at udvide, var f.eks. på freds- og konfliktløsningsområdet. Der har både Sverige og Norge nogle noget mere fremmelige institutter, end vi har i Danmark, som bidrager med freds- og konfliktløsningshjælp rundtomkring i verden. Jeg synes, det kunne være rigtig godt, hvis vi fra dansk side også kunne deltage mere aktivt i det nordiske samarbejde om det. Jeg ser også, at vi kan spille en rigtig fin rolle fra nordisk side ved at presse mere på for en nedrustning i hele Østersøområdet.

Så jeg siger tak for redegørelsen og kommer med en lille opfordring til, at vi også kan styrke flere af den slags initiativer.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken til hr. Villum Christensen, Liberal Alliance.

I fravær af vores ordfører på området skal jeg takke ministeren for en fin redegørelse. Jeg er ikke forsvarsordfører, men som mangeårigt medlem af Nordisk Råd finder jeg det både opløftende og i virkeligheden også informativt at få en status på det vigtige arbejde, der pågår de nordiske lande imellem, også på det forsvarsmæssige og beredskabsmæssige område. Det er som bekendt ikke formelt underlagt Nordisk Råd.

Så er det særlig glædeligt at kunne konstatere, at der i år under det danske formandskab sker både fremskridt og udvikling på en række områder inden for NORDEFCO. Blandt redegørelsens mange elementer vil jeg særlig fremhæve det nordiske samarbejde i forbindelse med rotationsordningen. Det er som bekendt igennem denne, at Danmark har stillet 130 transportfly til rådighed for FN i Mali. Rotationsordningen er en rigtig fornuftig måde at udnytte det nordiske samarbejdes kapacitet på, og vi ser frem til ordningens videreudvikling.

I det hele taget er vi meget optaget af det internationale arbejde, og fra Liberal Alliances side skal der lyde en klar opfordring til, at der fremadrettet arbejdes på at styrke det nordiske samarbejde om træningsstøtte og kapacitetsopbygning i andre lande. Dette er et bidrag til at øge andre landes kapacitet og kompetence til deltagelse i internationale missioner under FN.

Endelig vil jeg gerne udtrykke stor respekt for det uddannelsessamarbejde, der foregår mellem de nordiske og baltiske forsvarsakademier – jeg har faktisk været ovre at se et af dem – om udveksling og meritoverførsel for kurser på hinandens institutter. Vidensdeling er uden tvivl et nøgleord i forsvarssamarbejdets fortsatte udvikling, og åben og direkte adgang til uddannelsesinstitutioner skal i den grad understøttes. Med disse bemærkninger vil jeg takke for ordet og ser frem til den fortsatte behandling.

Tak til ordføreren. Og vi går videre til hr. René Gade, Alternativet.

Jeg vil også sige mange tak for redegørelsen. Selv om der er mange punkter i sådan en redegørelse, hvor vi i Alternativet egentlig godt kunne tænke os at gøre tingene anderledes, så vil jeg sige, at jeg da bliver utrolig stolt over at være dansker, når jeg læser redegørelsen. Vores beredskab og vores forsvar generelt gør en utrolig stor indsats for Danmark og også for verdenssamfundet. Vi kan så diskutere, hvorvidt vi gør den rigtige indsats, og hvorvidt vi skulle prioritere anderledes, og der mener vi jo i Alternativet, at man i langt højere grad skulle satse på et europæisk samarbejde og på et nordisk samarbejde frem for et samarbejde med NATO. Det er dog ikke sådan, at vi p.t. kan undvære NATO.

Det mener jeg på ingen måde vi kan. Der mangler vi i hvert fald at komme op med den klare løsning for, hvordan vi skulle kunne gøre det, og der mener jeg, det ville være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at sige, at vi lige nu kunne stå uden for NATO, men det kunne være en skubben i retning af et endnu tættere samarbejde med FN og så at passe på, at NATO ikke lige så stille kommer til at udmanøvrere det momentum, som FN kan have. Det skal i hvert fald være sagt herfra, at det kunne vi godt tænke os. Men i og med at vi ikke har løsningen, vil jeg fastholde, hvad jeg sagde til at starte med, altså at redegørelsen på rigtig, rigtig mange måder gør, at man lige kan ranke ryggen, og det kan vores forsvar også gøre.

Vi er i en situation i Alternativet, hvor vi skal til at bygge vores politik på området op, og det giver os jo nogle forudsætninger, som er de færreste forundt. Det vil sige, at vi får lov til at starte helt fra scratch, og at vi kan komme ind med de budskaber og de ønsker og det syn på verden og Danmarks rolle i verden, som vi nu mener er det rigtige, med al den historik, der ligger forud, og den har vi tænkt os at udnytte.

Derfor har det også ladet vente på sig, at vi har fået en reel politik på forsvarsområdet. Lige nu navigerer jeg ud fra vores værdier og det, vi ellers generelt har udtalt os om på alle mulige forskellige områder, og den politik, vi har udviklet udeomkring i landet, og den måde, vi gerne vil være på som parti, men vi har ikke nogen nedskrevet politik. Det er vi i gang med at udvikle, og noget af det, jeg har fundet ud af i den her udviklingsproces, hvor vi har eksperter inde, vi har forsvaret inde, og vi lytter til vores politiske kollegaer, der har stor erfaring på området og også ved, hvordan det er at navigere internationalt, og når det drejer sig om det der med at gå fra ikke at have nogen politik på området og bestemme os for, hvad det er, Danmark skal ud at gøre, er, at vi har sprunget noget over, og at jeg har sprunget noget over. Jeg har simpelt hen glemt, hvordan det er, at vi skal få dem, der er stålsatte på, at krigen er den forkerte vej, med på at tale om forsvar.

Så kan man jo sige, at vi alle sammen er stålsatte på, at krigen er den forkerte vej. Ja, det er vi, men der er også det med, hvorvidt våben og militær kan være med til at få os i den rigtige retning. Der er jo altså stadig væk mange mennesker, ikke mindst i Alternativet, der mener, at det er helt forkert overhovedet at bruge militær til at opretholde vores sikkerhed, i særdeleshed også i Norden, at vi har nogle andre værdier i Norden, hvor vi kan byde ind med noget andet, og hvor vi kan være en humanistisk stormagt, og her hopper jeg så selv ind, og det kan jeg godt selv stå på mål for. Jeg er ikke pacifist, men jeg mener, at vi har muligheden for at kigge tilbage i historien og se på, hvad det er for en rolle, Danmark og Norden har spillet. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi i højere grad insisterede på at finde ud af, hvad det er for et dna, vi skal have, som er nordisk, hvad det er, vi har på velfærdsområdet, hvad det er for en nordisk model og dansk model, hvad det er for nogle ting, vi kan her, og insistere på, at der skal vi levere noget unikt i stedet for bare at være en lille fisk i et hav, hvor der måske er nogle store hajer, der ender med at bestemme over os, altså at vi engang imellem må kigge tilbage og sige: Hov, var det nu også det helt rigtige? Så jeg kunne godt tænke mig, at vi gik ind og kiggede endnu mere på, hvordan vi kunne levere et bæredygtigt forsvar, og hvordan vi kunne tænke i, at når vi indkøbte materiel, så var det bæredygtigt.

Jeg kunne også godt tænke mig, at vi havde et informationshierarki i forsvaret udadtil til befolkningen og til politikerne, der var langt mere gennemsigtigt end i dag. Jeg oplever, at vores forsvarsminister i den grad prøver at gøre det gennemsigtigt og prøver at tage nogle landvindinger, men embedsværket og det politiske system og medierne er i dag en trekant, hvor jeg nogle gange må tage mig til hovedet og tænke: Er det virkelig sådan her, det skal fungere? Det virker ikke som nogen, der arbejder sammen. Medierne skal jo ikke bakke os op hele tiden, og ministeren skal heller ikke gøre, hvad vi siger i Alternativet. Men jeg kunne godt tænke mig, at der var en langt større åbenhed, ikke mindst om, hvortil vi eksporterer ting, der kan bruges til krigsførelse eller overvågning, en åbenhed om, at det kan være problematisk, også selv om vi vælger at fortsætte med det, men i det hele taget en langt større åbenhed.

Når det er sagt, vil jeg også se frem til at høre ministerens kommentarer til redegørelsen, og stik imod, hvad jeg plejer, har jeg taget noget med mig her, for når det ikke er mine egne ord, skal jeg være sikker på, at det, jeg siger, er rigtigt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi netop kigger tilbage og ser på, hvad der egentlig er af muligheder, hvis vi skal starte helt forfra, hvad der er af muligheder, hvis vi skal se på den politik, vi plejer at kalde nødvendighedens politik, og om det er det eneste rigtige p.t. at gå med i de her krige og have en aktivistisk udenrigspolitik, og om vi ikke kan se andre muligheder. En gang imellem er jeg selv på det hold og kan ikke rigtig se, hvad pokker vi ellers skulle gøre, men jeg begynder at nærme mig et standpunkt, hvor vi siger, at vi skal insistere på at være en humanistisk stormagt. Det lyder vildt, men vi kan gøre noget dér, og vi kan gøre noget helt anderledes, end når vi bare leverer materiel og flere fly og flere våben. Vi kan gøre noget i en mæglingsposition, vi kan gøre noget i konflikthåndtering fra Nordens side med de kapaciteter, vi har i forsvaret.

Jeg tænker, at der kan vi netop bruge vores militær og vores dygtige soldater til at gå ud og levere den her indsats. Så vi ligger et eller andet sted imellem, og min pointe er, at det ikke behøver at være et opgør med forsvaret. At vi insisterer på at være en humanitær stormagt, betyder måske netop, at vi har brug for de allerdygtigste inden for militæret til at gå ud og lave de her proaktive indsatser.

Når det er sagt, vil jeg sætte fokus på noget, der sker på mandag. Der er en forening, der fejrer sin 90-årsfødselsdag, og jeg har meget, meget stor respekt for dem. Nogle vil nok en gang imellem kalde dem naive. Vi ser dem en gang imellem herude på Slotspladsen, vi ser dem i medierne, vi ser dem stå og råbe, vi ser dem holde konferencer. Jeg taler jævnligt med dem, der står for det her, og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at jeg kunne sige, at jeg var medlem, men det er jeg altså ikke. Jeg er ikke medlem, for jeg er bange for, at vi bliver nødt til at have militær og våben i Norden, også i de kommende år. Vi bliver nødt til at have et samarbejde med nogle, der har dem, for at vi kan sikre, at vi kan påvirke verden i den retning, som vi mener er den rigtige for hele verden. Og jeg vil læse op, og det tager ikke så lang tid:

»Foreningen Aldrig Mere Krig markerer modvilligt sine 90 år«.

»Foreningen Aldrig Mere Krig har ihærdigt arbejdet mod krigen og al dens væsen siden den 17. oktober 1926. Det kan kaldes et nederlag, at formålet ikke for længst er opfyldt og foreningen nedlagt. De seneste årtier har Danmark i stedet kastet sig ud i den ene krig efter den anden, uden at krigsmodstanden har formået helt at bremse denne udvikling.

- Set med positive briller er forsvarsbudgettet styrtdykket siden Den Kolde Krig. 90 procent af Danmark ungdom melder sig ikke frivilligt til militæret. Og internationalt har USA's præsidentkandidater travlt med at erklære Irakkrigen for en fejltagelse. En mindre forening som vores kan ikke styre så meget, men vi søger fortsat at præge udviklingen i fredeligere retning, siger Tom Vilmer Paamand, der er formand for Aldrig Mere Krig.

Aldrig Mere Krig støtter op om arbejdet i andre fredssammenhænge som Fredsministerium og kampagnen Nej Tak Til Nye Kampfly, og var med til at starte Tribunalforeningen Til Undersøgelse Af Danmarks Krige I Irak Og Afghanistan. Foreningen er selv tilknyttet War Resisters' International«.

»AMK« – som altså er Aldrig Mere Krig – »har i dag et par hundrede medlemmer, og medlemstallet er jævnt stigende. Foreningen er Danmarks eneste sammenslutning for konsekvent krigsmodstand. Vi er pacifister og imod enhver form for krig og vold, uanset hvem der har våbnene i hænderne. Det er en livsholdning, der rækker ud over partipolitik og religion, og det budskab tiltrækker fortsat nye aktive, fortæller formanden. Foreningen udgiver fortsat sit medlemsblad med mange læsere udenfor egen kreds. Aldrig Mere Krig er i dag en af landets ældste fredsorganisationer, og stod f.eks. bag oprettelsen af organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, der oprindeligt hed Fredsvennernes Hjælpearbejde.

- Pacifisme og ikkevold er ikke passivt at vende den anden kind til uretfærdighed, men aktivt at arbejde for at fjerne årsagerne til krig, og til at konflikter eskalerer til vold. Alle husker Murens fald, hvor Østeuropas militante regimer faldt uden megen vold, da folket krævede forandringer. Historisk set er ikkevoldelige omvæltninger dokumenterbart mere effektive og langtidsholdbare end voldelige.

Aldrig Mere Krig blev stiftet i 1926 i Helsingør, og markerer derfor jubilæet på Den Internationale Højskole i denne by«.

Man kan være enig eller uenig, men jeg synes, man med rette skal tage dem seriøst. For krig er jo en menneskelig konstruktion, der har været i alle tider, og så længe vi en gang imellem kommer til at sige, at det er en nødvendighed, eller kommer til at grine for meget af dem, der insisterer på, at der er andre veje, så tror jeg, vi begår nogle fatale fejltagelser. Så jeg synes, vi skal respektere, at Aldrig Mere Krig bl.a. har bragt os Mellemfolkeligt Samvirke, og at de holder os i ørerne herude. Så må vi se, i hvilken retning det ender med at Alternativets forsvarspolitik går.

Lige nu er vi generelt meget kritiske over for den udenrigspolitiske interveneren i de her krige, som man har været med i i de sidste 10-15 år, og det tror jeg vi fortsætter med at være. Men hvorvidt vi vil være endnu skarpere i forhold til at gå væk fra den her militære del og over i et rendyrket humanitært stormagtsprojekt, må vi se. Men jeg synes, vi skylder at ære dem, der insisterer på, at der er andre veje, og vi vil godt sige tak til dem, og tak for redegørelsen her i dag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Magni Arge.

Tak, hr. formand. Jeg er som alle færinger en stor tilhænger af godt naboskab og et veludviklet nordisk samarbejde på alle felter. Det er også grunden til, at det færøske landsstyre har afleveret en ansøgning om selvstændigt medlemskab af Nordisk Råd. Vi vil gerne deltage, give og modtage på lige fod med andre nordiske lande, og jeg er helt på linje med fortalerne for at styrke det nordiske samarbejde på alle fronter – også forsvar og beredskab.

Jeg håber også, at den danske regering vil støtte vores ansøgning og medvirke til et positivt udfald i ministerrådet, når den bliver behandlet i næste måned. Det vil både forpligte os og give os lejlighed til at høste fordelene ved et åbent og ligeværdigt samarbejde.

Stoltenbergrapportens perspektiver om et tættere samarbejde på overvågnings- og beredskabssiden i Nordatlanten anser vi for værdifulde og den rigtige vej at gå. Selv om vi ikke har noget militær eller en selvstændig forsvarspolitik, skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi bidrager til en fælles nordisk indsats, hvor vi kan.

Jeg er godt klar over, at de nordiske lande har forskellige orienteringer på grund af geografisk placering, tilhørsforhold til alliancer, EU osv. Der er derfor brug for samarbejde på forskellige fronter, so to speak, og på varierende niveauer.

Siden Sovjetunionens opløsning har interessen for Nordatlanten været aftagende, men den tiltagende polarisering i forhold til Rusland bevirker, at der igen er brug for større fokusering på dette område. Det vil vi gerne medvirke til i det omfang, vi kan. Vi har jo en strategisk central placering i det, der i sin tid blev kaldt The GIUK gab, og vi kan derfor blive et af omdrejningspunkterne bag overvågning af bevægelser i luften, på havet og under havoverfladen.

Den voksende interesse for området har også udmøntet sig i, at bl.a. den amerikanske flådeminister var på besøg i Færøerne for nylig og gjorde det klart, at USA agter at intensivere sin tilstedeværelse i området.

Selv om forsvaret administreres fra Danmark, er det imidlertid vigtigt, og jeg understreger, at det er vigtigt, at både forsvarsministeren og forsvaret respekterer Fámjinerklæringen og generelt indgår i en dialog med den færøske regering om ønsker og planer for fremtiden, så parterne opnår forståelse og enighed om, hvilke mål og midler der skal anvendes fremover til gavn for både Færøerne og de samarbejdende partnere.

Det har før knebet med respekten for, at Færøerne er færingernes land, f.eks. da NATO-basen på Sornfelli blev etableret, uden at det færøske Lagting i det hele taget blev taget med på råd for mange år siden. Det samme gælder, når militæret inviterer Færøernes regering som gæster til arrangementer med besøgende udefra i Færøerne. Vi foretrækker at påtage os rollen som værter hellere end gæster på vores egen hjemmebane.

På beredskabssiden forholder det sig formelt anderledes end med forsvaret, da vi selv har overtaget ansvaret for dette område. Vi har et relativt velkørende beredskab, som ledes af politiet på landjorden og af MRCC på havet. Vi har selv tre skibe og to flunkende nye redningshelikoptere, som betales over den færøske finanslov.

Som fiskerination og med erfaring fra ni olieboringer på færøsk sokkel har man efterhånden opbygget en værdifuld erfaring, om end sagsområdet også bør udvikles yderligere. Her er også Arktisk Kommando en vigtig medspiller, og det samarbejde har på det operative plan udviklet sig positivt gennem årene. Jeg var selv ansvarlig for helikopterdelen gennem mange år og husker, hvor svært det kunne være at skabe et åbent og effektivt samarbejde, da det var vanskeligt at åbne de militære protokoller. Vi kunne f.eks. ikke lande en civil helikopter på et militærskib, men i dag foregår der et konstruktivt operativt samarbejde med Arktisk Kommando og for så vidt også med det islandske beredskab i nabolandet.

Men ligesom naboerne i Island og Grønland har vi et kæmpe område at tage vare på i forhold til vores folketal, og derfor må vi samarbejde med vores naboer og må yde støtte, når opgaverne kræver et større beredskab end det, vi kan mønstre, og vice versa skal vi selvfølgelig også hjælpe til hos vores naboer.

Jeg mener også, at der er behov for et internationalt samarbejde om beredskabet i Arktis og tilgrænsende områder, så ressourcestærke økonomier, der gør brug af farvandet og derved udsætter os for potentielle risici, også deltager i finansieringen af et velfungerende beredskab. Det kunne måske inspireres af ICAO-samarbejdet inden for luftfart, hvor brugerne betaler en afgift for brug af luftrummet, som indgår i finansieringen af overvågning, kommunikation og redning i forbindelse med lufttrafik.

Når nu Færøerne ikke er et fuldgyldigt medlem af det nordiske samarbejde endnu, men har det fulde ansvar for beredskab i eget territorium, kan der opstå et vakuum i forhold til kommunikation og erfaringsudveksling med andre nordiske lande på et nordisk plan.

Da jeg ikke ser Færøerne nævnt i redegørelsen i det hele taget, vil jeg derfor spørge ministeren, om man har forholdt sig til Færøerne i det nordiske beredskabssamarbejde, og om ministeren vil tage ad notam ønsket om, at regeringen respekterer Færøernes landsstyre som øverste myndighed i Færøerne – også når det gælder forsvarspolitiske initiativer.

Tak til hr. Magni Arge. Vi går videre til hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, hr. formand. Og også tak for en fin redegørelse.

Helt personligt synes jeg, at alle de nordiske lande burde være medlemmer af både NATO og EU. Europa kan jo ikke være de to organisationer foruden. De skaber en stabilitet og en sikkerhed, som alle nyder godt af. Dem, der ikke er med, får direkte og indirekte fordelene, men de yder intet. De er en slags gratister, kan man sige.

Når man tænker på, hvor stærk den nordiske blok kunne være – både i EU og i NATO – er det rigtig ærgerligt, at vi ikke alle sammen er med. Norden ville være langt stærkere sammen. Summen af vores vægt ville være langt større, hvis vi var sammen, end den er, når vi er splittet. Og det bliver dobbelt ærgerligt, når man tænker på, at en del af problemet opstår på grund af ren identitetspolitik. Det er f.eks. svært at se andet end det ligge til grund for, at Norge står uden for EU; det er svært at se nogen logisk argumentation for det. På den anden side forstår man godt, at Finland ikke vil være med i NATO; det er jo logisk nok på grund af deres nabo. Og man forstår også godt, at Island ikke vil være med i EU. Og af samme grund, som et EU-medlemskab ville blive kompliceret for Island, kunne det også blive kompliceret for Færøerne – i hvert fald så længe fiskeripolitikken er, som den er.

Så sådan er det, og så længe det er således, bliver det svært at have et rigtig tæt forsvarssamarbejde ind over. Men det er godt, og det er nødvendigt, at man forsøger – specielt når man har en potentielt aggressiv nabo i øst.

Den redegørelse, som ligger til grund for den her debat, viser, at man dyrker de muligheder, der er. Men det undrer mig lidt, sådan som hr. Magni Arge også var inde på, at Færøerne ikke så meget som nævnes i redegørelsen. Det danske formandskab har arbejdet for den såkaldte easy access-aftale, der kan sikre, at landene kan få adgang til hinandens luft- og havområder på en smidig måde. Jeg går ud fra, at dette også omfatter færøske områder. Det er helt klart i Færøernes interesse, men det ville være interessant at vide, hvorledes og om Færøerne er blevet inddraget i de diskussioner.

Der er ingen tvivl om, at Færøernes geopolitiske betydning, som jo var ganske stor under den kolde krig, er vokset i den nye sikkerhedspolitiske situation, som vi har nu – også på grund af den potentielt aggressive nabo mod øst. Det sidste, som Magni Arge også var inde på, er den strøm af besøg, der har været på Færøerne det sidste år. I juni var den amerikanske secretary of the navy, den amerikanske flådeminister, på Færøerne. Adskillige forsvarsrelaterede delegationer har været der, og i fjor var der en britisk fregat på Færøerne for første gang, siden den kolde krig sluttede. Og Taksøerapporten indikerede også meget klart, at den danske regerings sikkerheds- og forsvarspolitiske blik vender mere mod nord. Jeg sætter pris på de investeringer i sikkerhed, som regeringen har til hensigt at foretage ved Færøerne – ikke mindst det, at en fregat efter hensigten i fremtiden vil patruljere regelmæssigt omkring øerne.

I forsvarsforliget bliver der også talt om, at en ny radarstation måske kommer på tale i stedet for den, der blev nedlagt efter den kolde krig. Det ser jeg også personligt positivt på, men jeg vil, som jeg har gjort det før, erindre om, at alt, hvad der sker omkring og på Færøerne i denne sammenhæng, må gøres i åbenhed over for færøske myndigheder og i dialog med færøske myndigheder. Vi må undgå den mytedannelse, som var så omfattende nogle årtier tilbage, og som altid opstår, når ting foregår hen over hovedet på folk.

Jeg kan ikke se, at Danmark og Færøerne har forskellige interesser, når det gælder sikkerhed og forsvar, og derfor må vi undgå, at vi går skævt af hinanden. Det er jo helt unødvendigt. Vi har, som der også er blevet talt om, en erklæring fra 2005 om inddragelse i sikkerheds- og forsvarsanliggender og udenrigsanliggender, Fámjinerklæringen – og hvis den bliver fulgt, tror jeg, at vi kan få et godt fordomsfrit og mytefrit samarbejde i fremtiden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, så det er forsvarsministeren.

Tak for det, og tak for de mange kommentarer til redegørelsen. Og spørgsmålene, jeg fik stillet, var jo egentlig mest spørgsmål fra vores to færøske kollegaer.

Inden jeg kommer til besvarelsen af dem, vil jeg sige, at jeg er overbevist om, at det nordiske samarbejde også fremadrettet vil bidrage til yderligere at styrke det, at vi har et trygt og robust samfund; at vi sammen kan løse opgaver dér, hvor det giver mening, og netop have en praktisk tilgang til det forsvarspolitiske samarbejde i de nordiske lande; og at vi dermed der, hvor vi kan opnå nogle resultater ved at være sammen, skal gøre det. Og når jeg nævner praktisk tilgang, er det jo netop, som også flere ordførere var inde på, fordi alle lande i Norden ikke er medlemmer af de samme organisationer, men alligevel formår at samarbejde og udvikle vores samarbejde inden for det forsvars- og beredskabsmæssige område.

Jeg er sådan set enig i, at når det kommer til de tiltag, som måtte vedrøre Færøerne, er det vigtigt, at vi har en åben og ærlig dialog. Der bliver nævnt radar fra den arktiske analyse, og det, der står deri, er, at det er noget, man vil undersøge nærmere. Det er vigtigt for mig at understrege, at der jo ikke er truffet beslutning om nogen ting, og det er selvsagt sådan, at hvis man måtte gå den vej på et tidspunkt, så vil man selvfølgelig være i dialog med det færøske samfund og det færøske styre om dette.

Det eneste, jeg så ikke bare vil svare bekræftende på, er egentlig et spørgsmål, der står mig lidt uklart, nemlig om jeg er enig i, at Færøerne har den øverste myndighed, når det gælder forsvarsområdet. Det vil jeg nu lige være lidt varsom med at nikke til, for jeg er ikke helt klar over, hvad der menes med det. For det har man jo sådan set ikke, al den stund det ikke er et område, der er hjemtaget fra færøsk side. Derfor er det en del af rigsfællesskabets virkeområde. Derfor ved jeg egentlig ikke rigtig, hvad det var, der blev spurgt til, med den formulering.

Der blev rejst en diskussion om medlemskab af Nordisk Råd, som er en lidt anden debat end den, vi har her, fordi det vedrører NORDEFCO. Men derfor vil jeg nu godt give det en kommentar alligevel. For jeg har modtaget brevet om, at man søger om at blive medlem af Nordisk Råd, og det får vi jo en anledning til snart af have en drøftelse af, netop i forbindelse med Nordisk Råds årlige møde. Altså, den danske tilgang er sådan set uændret, nemlig at vi også er parat til at gå så langt, som vi kan, men selvfølgelig inden for grundlovens rammer. Og så må vi jo få udboret, hvad der er muligt inden for de rammer. Det er ikke en ny diskussion, det tror jeg alle er bevidste om.

Det sidste, jeg så lige vil runde, var et spørgsmål om, om det, at vi ønsker at lave en politisk aftale om, at vi får en nemmere adgang til hinandens områder, også indbefatter Færøerne. Altså, det gør det principielt, fordi det jo er en dansk aftale. Men vi er slet ikke så langt, at vi har alle de detaljer på plads endnu. Vi har lavet en politisk aftale mellem Danmark og Sverige om, at vi gerne vil have den her nemmere adgang til hinandens territorier. Den er vi også ved at udmønte. Så det, jeg forventer at vi måske kan tage beslutning om den 9. november i København, er sådan set at få det til at gælde i hele NORDEFCO-kredsen. Så skal det selvfølgelig også udmøntes, og i den forbindelse må jeg så vende tilbage med, hvordan man tænker det, og hvordan vi kan have en dialog om Færøerne.

Altså, hele ideen er, at det skal blive meget nemt, så jeg forestiller mig jo ikke, at vi skal til at have en konkret diskussion, hver eneste gang det sker, for så er det nemme i hvert fald ikke længere eksisterende. Men lad os tage en dialog herom.

Der er en kort bemærkning fra hr. Magni Arge.

Det er bare for at komme med en opklaring af det, jeg mente. Jeg er godt klar over, at forsvaret ikke er et hjemtaget område, men der findes en Fàmjinerklæring, der tilsiger, at den danske regering skal tage det færøske landsstyre med på råd i særligt vigtige udenrigspolitiske anliggender og derved også forsvarspolitiske anliggender. Det er faktisk bare det, jeg mener i den her forbindelse, altså at man, når man sætter tiltag i værk, hvad enten det er en rapport eller et fysisk tiltag, et operativt tiltag, whatever, så også henvender sig til det færøske landsstyre, og altså også går via den kanal, så de er orienteret fra starten. Det var det første.

Det andet, jeg sagde, angående erfaringsudvekslingen, gik ikke kun på det forsvarspolitiske område, men ligeså meget på det beredskabsmæssige område. For hvad angår det beredskabsmæssige område, så taler vi om et hjemtaget område, men i og med at Færøerne ikke er en selvstændig del af det nordiske samarbejde, spørger jeg, om man overhovedet har tænkt på, hvordan man får udvekslet operative erfaringer imellem de forskellige etater, så der også flyder erfaringer til og fra den færøske operative enhed.

Forsvarsministeren.

Tak. Altså, i forhold til det sidste er det mit indtryk, at der også er en tæt dialog med beredskabet i Færøerne, og at det sådan set netop også fungerer ganske godt på det praktiske niveau. Der vil jeg næsten vende den om og sige, at skulle man have opfattelsen af, at der var noget, der kunne gøres endnu bedre, så lad os endelig have en dialog herom, for hele tænkningen omkring Arktis er jo sådan set, at vi skal bruge de ressourcer, der er i området, samarbejde og samtænke de muligheder, vi har, for vi kommer aldrig i en situation, hvor vi ikke har brug for alle tænkelige ressourcer, der er til stede, hvis større ulykker opstår.

I forhold til den præcisering, der blev givet, med hensyn til om Danmark og regeringen vil respektere aftalen om, at man, hvis det er beslutninger, der direkte vedrører Færøerne, vil konsultere Færøerne, så kan jeg bekræfte, at det står vi ved. Det er dog bare ikke helt det samme som, at det færøske landsstyre så er den øverste myndighed, når det vedrører forsvarspolitikken.

Hr. Magni Arge.

Ja, ja, men jeg skal ikke kommentere det der med forsvarspolitikken mere. Jeg skal kvittere for og takke for de svar, jeg fik. Det, der afstedkom mit spørgsmål angående det her, var ligeså meget også det, at Færøerne jo slet ikke er nævnt i den her redegørelse, og det var derfor, jeg ønskede at vide, om man havde forholdt sig til det. Tak.

Ministeren.

Jeg har egentlig ikke yderligere at tilføje til debatten.

En kort bemærkning fra hr. René Gade.

Det er simpelt hen bare et spørgsmål. Nu er sådan en redegørelse her er jo pr. definition lidt bagudskuende – det vil en redegørelse jo være. Kunne ministeren måske komme med et par bud på, hvad Danmarks lavthængende frugter i det her samarbejde er? Er der nogle steder, hvor vi – ikke for egen vindings skyld, nødvendigvis – kan gå ud og påvirke det her samarbejde i en retning i de kommende år, hvor der måske er opstået nogle muligheder, som vi andre ikke helt har set endnu, og hvor vi kunne samle noget politisk opbakning? Det kunne være et eller andet felt, et blåt ocean eller et eller andet sted, hvor vi kunne gå ind og rykke samarbejdet i en retning, så vi kommer endnu tættere på hinanden og vi kommer til at være endnu stærkere sammen. Det er ikke sikkert, at ministeren lige har noget i tankerne, men han kunne måske komme med et eller to bud på nogle steder, hvor vi med fordel kunne satse.

Ministeren.

Ud over de ting, der også beskrives af konkrete tiltag i redegørelsen, så ser jeg jo sådan set også, at Danmark har muligheder for at knytte de nordiske venner tættere på vores NATO-samarbejde, selv om de ikke er medlem af NATO, sådan at vi har et tæt samarbejde på så mange planer som muligt. For når man f.eks. ser på Østersøen som område, mener jeg, at vi som medlemmer af NATO har nogle interesser, men det har Sverige og Finland naturligvis også. Så jeg ser det sådan set som et område, hvor vi i hvert fald har et forum til at have nogle gode forsvarspolitiske diskussioner regeringerne imellem samtidig med de konkrete tiltag, som vi lægger op til.

Må jeg så lige slutte af med at sige: Ideen er jo også, at de her redegørelser fremover bliver mere fremadrettede, og derfor bliver det her den sidste redegørelsesdebat, som kun kigger bagud. Fremover vil vi som en del af Taksøeanbefalingerne faktisk slå det sammen og have nogle fremadrettede debatter, og det håber jeg at vi også vil kunne få mere ud af i forhold til dialogen.

Hr. René Gade.

Jeg synes jo, at det lyder som en fornuftig plan. Det kan også være, at man får en stærkere stemme fra Nordens side, hvis der er flere med i NATO. Men vi er jo som udgangspunkt også ret kritiske over for NATO-samarbejdet. Som jeg sagde i min tale, kan vi ikke rigtig se, at vi kan være det foruden p.t., og man skal også passe på med at være for kritisk, når man ikke har løsningen med i baglommen. Men hvordan ser forsvarsministeren, uden at jeg forlanger, at han kan sætte sig i de andre landes sted, at man som anden nordisk nation kan turde stille sig uden for NATO-samarbejdet i dag og så alligevel være tryg? Vi gør det jo ikke i Danmark, så jeg vil bare gerne lige have et par bemærkninger til det. Jeg er selv usikker på, hvordan det vil være for Danmark.

Ministeren.

Jeg vil jo til enhver tid på vegne af den danske regering holde mig fra at blande mig i, om Finland og Sverige skulle være medlemmer af NATO. Jeg tror, det, man nøgternt kan konstatere, er, at de lande har et større forsvar som følge af at stå uden for alliancer, og det er der vel egentlig en stor logik i. Hvis man ikke er garanteret hjælp fra nogle venner, som vi er det som medlemmer af NATO, ja, så må man jo i højere grad skulle stå for sikkerheden selv. Så det har jo ikke kun en forsvarsmæssig betydning at stå alene, det koster også noget økonomisk.

Tak for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen hermed sluttet.