L 94 Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, udlændingeloven og værgemålsloven.

(Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af udenlandske ægteskaber og forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 30-11-2016
1. behandlet / henvist til udvalg 09-12-2016
Betænkning afgivet 12-01-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 17-01-2017
3. behandlet, vedtaget 19-01-2017
Ministerområde:
Børne- og Socialministeriet
Resumé:
Det overordnede formål med lovforslaget er at sikre, at dansk ret ikke understøtter, at mindreårige indgår ægteskab. Aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab er 18 år, og med lovforslaget afskaffes muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab.

Samtidig foreslås det, at ægteskaber, der er indgået af mindreårige i udlandet, ikke anerkendes i Danmark, medmindre der foreligger tvingende grunde til det og parterne ellers vil blive stillet i en urimelig situation. I forlængelse af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke anerkendes, lovfæstes også de gældende retningslinjer for anerkendelse af udenlandske ægteskaber, som indebærer, at begge parter er myndige ved indgåelsen af ægteskabet.

Endelig indeholder lovforslaget forhøjelse af det gebyr, som parter bosat i udlandet skal betale for at få prøvet, om de opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab i Danmark.

Loven træder i kraft den 1. februar 2017.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 85 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 21 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.