L 76 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om kommentar til henvendelsen af 7/12-16 fra Foreningen Solomor, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 76
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 16-02-2017

Enhed: MEDINT

Sagsbeh.: DEPCRV

Sagsnr.: 1605951

Dok. nr.: 297130

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 25. januar 2017 stillet følgende

spørgsmål nr. 2 (L 76) til sundhedsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 2:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 7. december 2016 fra Foreningen

Solomor, jf. L 76 - bilag 4.”

Svar:

Henvendelsen fra Foreningen Solomor rejser en række problemstillinger med relation

til L 76.

Indledningsvis anfører foreningen, at lovforslaget sygeliggør raske kvinder, fordi det

fratager kvinderne muligheden for hjemmeinsemination og tvinger kvinderne ind i

sundhedsvæsenet, selv om de ikke er syge, men alene mangler sæd til reproduktion.

Foreningen Solomor anfører videre, at hvis kvinder fratages mulighed for at købe do-

norsæd direkte fra sædbanken, vil det medføre, at kvinder vil søge donorsæd fra al-

ternative kilder uden den sikkerhed, som sædbankerne tilbyder.

Jeg har stor forståelse for, at enlige eller lesbiske kvinder kan opleve de foreslåede di-

stributionskrav i L 76 som en begrænsning. Jeg er stolt af den liberale politik og lov-

givning, som vi har i Danmark, når det kommer til assisteret reproduktion, hvor der er

gode muligheder for at hjælpe alle kvinder, der ønsker sikker insemination. Regerin-

gen har derfor fra start været meget opmærksomt på ikke at foreslå unødigt stramme

eller ufleksible krav til distribution.

Når det drejer sig om kvalitets- og sikkerhedskrav for donorsæd, er Danmark løbende

forpligtet til at følge EU-lovgivningen. Vævsdirektivets sikkerhedskrav om sporbarhed

og indberetning af alvorlige hændelser mv. forudsætter, at distribution af væv og cel-

ler sker til vævscentre, sundhedsinstitutioner eller lignende – og dermed ikke til pri-

vatpersoner. Danmark er derfor forpligtet til at ændre vævsloven på det punkt – en

fortolkning, som Justitsministeriet i øvrigt er enig i.

For så vidt angår foreningens nærmere bemærkninger vil jeg anføre følgende:

For det første, at donorsæd – som nævnt – allerede i dag er reguleret i vævsloven,

som stiller krav til kvalitet og sikkerhed ved donation, udtagning, testning, forarbejd-

ning, præservering, opbevaring og distribution af humane væv og celler beregnet til

anvendelse i den menneskelige organisme. Den donorsæd, som kvinder og par i dag

køber af sædbankerne, har således allerede været en underlagt en række behandlin-

ger og undersøgelser, som er krævet i henhold til vævslovgivningen, og som udføres i

regi af sundhedslovgivningen. Hjemmeinsemination foregår dermed ikke uafhængigt

af sundhedsvæsenet, selv om det måske umiddelbart kan opleves sådan i dag.

L 76 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om kommentar til henvendelsen af 7/12-16 fra Foreningen Solomor, til sundhedsministeren

Vævslovens krav til testning af donorer, screening af sæd, sporbarhed og indberet-

ning af alvorlige hændelser mv. har til formål dels at mindske risikoen for, at børn fø-

des med alvorlige, arvelige sygdomme, dels at sikre opsporing og tidlig behandling af

børn af donorer med alvorlig arvelig sygdom. Derfor synes jeg, at vævslovens kvali-

tets- og sikkerhedskrav, som i øvrigt stammer fra vævsdirektivet, er både vigtige og

relevante.

For det andet vurderes distributionskravet i L 76 ikke at være uforeneligt med, at en

sundhedsperson kan tage på hjemmebesøg med henblik på at tilbyde behandlings-

ydelser med donorsæd i kvindens eller parrets eget hjem. I så fald skal sundhedsper-

sonen dog for eksempel sikre sig, at eventuel overskydende sæd tages med retur for

at sikre, at videredistribution af sæden ikke kan finde sted.

For det tredje lægger L 76 op til en løsning, som ikke berører sædbankernes salg af

donorsæd, men alene regulerer deres distribution til privat personer. Det betyder, at

donorsæd fra en specifik kendt eller anonym donor fortsat frit vil kunne udvælges af

og sælges til privatpersoner i EU via de danske sædbankers hjemmesider. Men i ste-

det for distribution direkte til køberen vil sædbankerne skulle levere donorsæden til

registrerede vævscentre, fertilitetsklinikker eller lignende. Her vil modtageren kunne

møde op og blive insemineret eller fertilitetsbehandlet på anden vis af en autoriseret

sundhedsperson.

I tilgift hertil lægger lovforslaget op til, at distribution også vil kunne ske via autorise-

rede sundhedspersoner, som er ansvarlige for anvendelsen til mennesker, hvilket

vurderes at være en udvidende fortolkning af vævsdirektivets krav om distribution til

sundhedsinstitutioner og lignende. Som nævnt ovenfor vurderes lovforslaget ej heller

at være til hinder for, at sundhedspersoner tilbyder behandling ved hjemmebesøg.

For så vidt angår danske sædbankers mulighed for at distribuere donorsæd til uden-

landske enlige og lesbiske kvinder i fremtiden henvises til svaret på spm. 1.

Jeg kan hertil supplerende oplyse, at sædbankerne tillige kan afsøge muligheder for

konkrete samarbejder med fertilitetsklinikker eller sundhedspersoner i EU-landene

med henblik på at tilbyde udgående services (sundhedspersoners hjemmebesøg eller

lignende). De givne services skal leveres i overensstemmelse med lovgivningen i det

pågældende land.

Som sit andet punkt anfører Foreningen Solomor, at lovforslaget vil forringe patient-

sikkerheden som følge af indskydelse af et ekstra led i indberetningskæden.

Der er uden tvivl mange privatpersoner, der har modtaget donorsæd til hjemmein-

semination, som er ansvarlige og gerne vil sikre andre modtagere af donorsæd, hvis

de får mistanke om, at der er noget alvorligt galt med deres donor. Men stikprøver

fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at det i praksis ikke er alle modtagere af do-

norsæd til hjemmeinsemination, der får ført den gode intention ud i livet. Og er man

forælder til et alvorligt sygt barn eller indlagt på sygehus, kan det være urimeligt at

skulle straffes for ikke samtidig at have overskud til at tænke på andre og indberette

hændelsen eller bivirkningen.

Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, at privatpersoner i lovgivningen forpligtes til at

rapportere om uønskede hændelser og lignende. En sådan løsning giver ikke tilstræk-

Side 2

L 76 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om kommentar til henvendelsen af 7/12-16 fra Foreningen Solomor, til sundhedsministeren

kelig sikkerhed for rapportering af de nødvendige oplysninger, med mindre ordnin-

gen kombineres med et effektivt kontrolsystem eller sanktioner.

Derimod har både vævscentre og autoriserede sundhedspersoner, der arbejder med

fertilitetsbehandling, allerede i dag pligt efter vævsloven til at indberette den slags

oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed. Indberetningspligten foreslås dermed

lagt hos aktører, som indgår i et i forvejen velfungerende sikkerhedssystem.

For så vidt angår argumentet om, at viden om donorer kan gå tabt, hvis en klinik luk-

ker, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, at der med vævsloven i 2006 blev indført

krav til, at vævscentre skal have kontrakt med et andet godkendt vævscenter om at

overdrage data, der opbevares i vævscentret, og som sikrer sporbarhed fra donor til

modtager.

Vævscentre skal også have en kontrakt med et andet godkendt vævscenter om over-

dragelse af væv og celler, der opbevares fysisk i vævscentret, hvis et vævscenter går

konkurs, lukker eller på anden måde indstiller sin virksomhed.

Har inseminationen ikke fundet sted i et vævscenter, men i en sundhedspersons pri-

vate praksis, hvor der ikke sker opbevaring eller forarbejdning af sæden, er denne

praksis ikke omfattet af opbevaringsreglen i vævsloven. Er sundhedspersonens prak-

sis efterfølgende er lukket – eksempelvis som følge af sundhedspersonens pensione-

ring – vil en privatperson have vanskeligt ved at kontakte sundhedspersonen med op-

lysninger om mistanke om alvorlig arvelig sygdom eller andet.

Her er der med lovforslaget intet til hinder for, at personen i stedet kan kontakte en

anden relevant sundhedsperson, for eksempel sin praktiserende læge, sædbanken el-

ler Styrelsen for Patientsikkerhed, som efterfølgende vil tage hånd om indberetnin-

gen. Styrelsen for Patientsikkerhed skønner, at der i dag findes en lille håndfuld af

denne type praksis i Danmark – typisk privat praktiserende gynækologer.

Med venlig hilsen

Ellen Trane Nørby

Camilla Rosengaard Villumsen

Side 3