Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2016 - 2480
Doknr.
456209
Dato
10-03-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 7. marts 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 17 (L 7) til børne- og socialministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 17:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28/2-17 fra Jon Kjellund, jf. L
7 - bilag 18.”
Svar:
Som det fremgår af lovforslaget (de almindelige bemærkninger, punkt 3 og 8), gælder
bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse af i Rådets forordning (EF) nr.
4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og
samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtforordningen) mellem Dan-
mark og Østrig. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 16.
Hverken underholdspligtforordningen eller Haagerkonventionen af 2007 indeholder
regler om, hvordan en sag om fastsættelse af børnebidrag behandles i en medlems-
stat. En sådan sag behandles derfor efter de regler, som gælder i den pågældende
stat. Det afhænger af disse regler, om der ved fastsættelsen af børnebidrag tages
hensyn til reglerne i den stat, hvor bidragsbetaleren bor.
Jeg kan oplyse, at i Danmark har en forælder pligt til at forsørge sit barn, også selvom
forældrene alene har haft en enkeltstående relation. Forældres relationer til hinanden
har således hverken betydning for forsørgelsespligten eller for størrelsen af et børne-
bidrag.
Opfylder en forælder ikke sin forsørgelsespligt over for barnet, kan Statsforvaltningen
pålægge den pågældende forælder at betale bidrag til barnets forsørgelse. Den foræl-
der, som har barnet boende, forsørger barnet ved at afholde udgifterne til barnets
forsørgelse.
Størrelsen af børnebidrag fastsættes i Danmark under hensyn til barnets bedste og
udgør som udgangspunkt som minimum normalbidraget. Bidraget kan dog fastsættes
højere end normalbidraget under hensyn til indkomstforholdene hos bidragsbetaleren.
I Danmark pålægges en bidragsbetaler således at betale normalbidraget, selvom bi-
dragsbetaleren har lav eller ingen indkomst.
Normalbidraget er 1.333 kr. om måneden i 2017. I 2017 er SU til udeboende unge
6.015 kr. om måneden, og normalbidraget kan således udgøre omkring en femtedel af
en studerendes indtægt.