L 208 Forslag til lov om ændring af lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere.

(Ændring af forsikringsvilkår for registrerede alternative behandlere m.v.).

Af: fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-05-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 10-05-2017
Betænkning afgivet 23-05-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 29-05-2017
3. behandlet, vedtaget 02-06-2017
Ministerområde:
Sundheds- og Ældreministeriet
Resumé:
Folketinget besluttede med lov nr. 1734 af 27. december 2016 at ændre kiropraktorers forbeholdte virksomhedsområde, hvad angår manuel behandling. Loven, der træder i kraft den 1. juli 2017, indebærer, at kiropraktorernes forbeholdte virksomhedsområde ændres, således at manuel behandling, herunder manipulationsbehandling af rygsøjlen, ikke længere er forbeholdt autoriserede sundhedspersoner eller andre.

I lovens bemærkninger forudsættes det, at en borger, der bliver behandlet hos en registreret alternativ behandler, erstatningsmæssigt skal ligestilles med en borger, der behandles hos en autoriseret sundhedsperson. Det vurderes meget lidt sandsynligt, at et forsikringsselskab vil tilbyde en ansvarsforsikring under de vilkår, der er beskrevet i lovens bemærkninger.

Med forslaget foreslås det derfor, at bevisvurderingen i forbindelse med erstatningsvurderinger af sager, der behandles inden for rammerne af den omhandlede ansvarsforsikring, skal ske efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa). Der indføres en ordning, hvorefter de registrerede alternative behandlere oplyser brugerne om, at de ikke er dækket af patienterstatningsordningen i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men har tegnet en ansvarsforsikring med behandlingsdækning mod erstatningskrav, som måtte følge af manipulationsbehandling af rygsøjlen.

Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 76 (DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 27 (S), hverken for eller imod stemte 0.