L 206 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Udvidelse af reglerne om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke m.v.).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-05-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 10-05-2017
Betænkning afgivet 23-05-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 30-05-2017
3. behandlet, vedtaget 02-06-2017
Ministerområde:
Børne- og Socialministeriet
Resumé:
Med lovforslaget skabes der mulighed for, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan indstille til statsforvaltningen at træffe afgørelse om, at en beboer skal flyttes til et bestemt botilbud, hvis vedkommende er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en særligt chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale.

Formålet med lovforslaget er at forebygge vold og trusler og højne sikkerheden for beboere og medarbejdere på botilbud. Forslaget omhandler udelukkende beboere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, som er til fare for eller truende over for de øvrige beboere eller personale, og som modsætter sig eller mangler evnen til at give samtykke til flytning.

Lovforslaget følger af en aftale om en handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud, som den daværende regering (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik den 14. oktober 2016. Aftalen er en delaftale under satspuljeaftalen for 2017-2020.

Loven træder i kraft den 15. juli 2017.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 94 (S, DF, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 9 (EL), hverken for eller imod stemte 0.