L 170 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorfor de nævnte afgørelser ikke indgår i Straffelovrådets betænkning, til justitsministeren, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
L 170
Offentligt

Spørgsmål

nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Ophævelse af straffelovens blasfemibe-

stemmelse) (L 170):

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt Straffelovrådet på tidspunktet

for afgivelsen af betænkning nr. 1548 om ”de juridiske konse-

kvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi”,

var vidende om afgørelserne truffet af henholdsvis Statsadvo-

katen i Viborg den 28. april 1997 (Jnr. SA5-1997-6204-0001

75) og Rigsadvokaten den 13. januar 1998 (Journal nr. 545/97

JCH/kw), idet disse myndigheder besluttede ikke at rejse tiltale

mod Søren Mosegaard og medarbejdere i

DR efter at Søren

Mosegaard havde opfordret til at afbrænde Biblen ved en

kunstudstilling i Århus og rent faktisk afbrændte Biblen i TV-

Avisen den 10. januar 1997 kl. 18.30?”

Svar:

Straffelovrådet afgav i 2014 en udtalelse om de juridiske konsekvenser

og fordele og ulemper ved at ophæve straffelovens § 140 om blasfemi (be-

tænkning nr. 1548/2014).

Straffelovrådet udtaler bl.a. om anvendelsesområdet for straffelovens §

140, at bestemmelsen kriminaliserer spot og forhånelse, der retter sig mod

et her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller

gudsdyrkelse. Når det er konstateret, at nogen offentligt har ytret sig om et

her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller guds-

dyrkelse, er det afgørende spørgsmål således, om meningstilkendegivelsen

har en sådan karakter, at der er tale om spot eller forhånelse i straffelovens

§ 140’s forstand.

I den forbindelse anfører Straffelovrådet bl.a., at vurderingen af, om en

given meningstilkendegivelse udgør spot eller forhånelse, er af udpræget

skønsmæssig karakter.

Straffelovrådet udtaler endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en menings-

tilkendegivelse kan anses som spot eller forhånelse, ikke kan afgøres ud

fra en simpel sproglig betydningsmæssig analyse af enkelte ord. Der må i

stedet anlægges en helhedsvurdering, hvor meningstilkendegivelsen ses i

den sammenhæng, som den indgår i. Hvis den påståede spot eller forhånel-

se ikke er udtrykt i ord, men eksempelvis gennem billeder eller handlinger,

vil det tilsvarende være nødvendigt at fortolke billederne eller handlinger-

L 170 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorfor de nævnte afgørelser ikke indgår i Straffelovrådets betænkning, til justitsministeren, til justitsministeren

ne for at kunne afgøre, om der er tale om spot eller forhånelse i straffe-

lovens § 140’s forstand.

Om handlinger, der ikke udtrykkes i ord, men i symbolske handlinger,

f.eks. bogbrændinger, udtaler Straffelovrådet, at det må antages, at en of-

fentlig afbrænding af Bibelen eller Koranen efter omstændighederne vil

være udtryk for en sådan spot eller forhånelse, at de ansvarlige for afbræn-

dingen vil kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens § 140.

Der henvises til betænkningens side 14 og 19.

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet i øvrigt

indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Kunstneren Søren Mosegaard blev ved brev af 9. januar 1997

anmeldt til Politimesteren i Århus for overtrædelse af straffe-

lovens § 140. Baggrunden herfor var en invitation til en ferni-

sering i Kunsternes Hus i Århus. Udstillingen havde titlen

”The Wonderful Wide World of Antichrist”. Af invitationen

fremgik, at der på udstillingens sidste dag ville blive afbrændt

bibler.

Søren Mosegaard forklarede selv, at hensigten med såvel ud-

stillingen som opfordringen til afbrænding af bibler var at hol-

de et spejl op foran ”kristenheden” og vise, hvorledes kristen-

dommen i Danmark gennem tiderne var blevet udbredt. Selve

afbrændingen ville blive foretaget på en sådan måde, at den

ville afspejle modsætningsforholdet mellem kristendommens

dogme ”næstekærlighed” set i relation til, at den blev udbredt

med ”bål og brand”.

Efter Søren Mosegaards egen forklaring skulle afbrændingen

fungere som en symbolsk del af et kunstnerisk debatoplæg om

kirkens undertrykkelse af religionsfriheden.

Den 9. januar 1997 sendte Danmarks Radio et indslag om pro-

jektet, i hvilken forbindelse Søren Mosegaard afbrændte en bi-

bel.

Daværende TV-direktør for Danmarks Radio, daværende re-

daktionschef for Danmarks Radio og en journalist fra Dan-

marks Radio blev alle i denne forbindelse anmeldt for overtræ-

delse af straffelovens § 140.

Den 28. april 1997 traf Statsadvokaten i Viborg efter forelæg-

gelse for Rigsadvokaten afgørelse om i medfør af retspleje-

lovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i sagen mod

Søren Mosegaard for overtrædelse af straffelovens § 140.

L 170 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorfor de nævnte afgørelser ikke indgår i Straffelovrådets betænkning, til justitsministeren, til justitsministeren

Ved afgørelsen lagde statsadvokaten navnlig vægt på, at opfor-

dringen til bibelafbrændingen skulle ses i sammenhæng med

den forudgående kunstudstilling, hvor formålet var at vise,

hvorledes kristendommen i Danmark gennem tiderne var ble-

vet udbredt.

Statsadvokaten fandt det på den baggrund tvivlsomt, om det

annoncerede projekt kunne karakteriseres som en spot eller

forhånelse, således som det er formuleret i straffelovens § 140.

Da Søren Mosegaard endvidere selv havde forklaret, at der var

tale om et kunstnerisk debatoplæg om kirkens undertrykkelse

af religionsfriheden, fandt statsadvokaten det tvivlsomt, om der

ville kunne føres det nødvendige bevis for, at han også med bi-

belafbrændingen havde haft til hensigt at spotte eller forhåne

selve kristendommens troslærdomme.

Den 13. januar 1998 traf Rigsadvokaten afgørelse om i medfør

af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i

sagen mod de anmeldte medarbejdere fra Danmarks Radio.

Rigsadvokaten henviste i denne forbindelse til afgørelsen i sa-

gen mod Søren Mosegaard, hvorefter det fandtes tvivlsomt, om

Søren Mosegaards annoncerede projekt om bibelafbrænding

kunne karakteriseres som spot, det vil sige latterliggørelse, el-

ler forhånelse, således som det kræves i straffelovens § 140.

Af samme grund fandt Rigsadvokaten heller ikke, at det for-

hold, at Danmarks Radio sendte et indslag om projektet,

hvorunder der blev afbrændt en bibel, indebar, at der var begå-

et et strafbart forhold.”

Det kan oplyses, at Justitsministeriet ikke umiddelbart har haft mulighed

for at konstatere, i hvilket omfang Statsadvokaten i Viborgs afgørelse af

28. april 1997 og Rigsadvokatens afgørelse af 13. januar 1998 i sagen mod

Søren Mosegaard er indgået i Straffelovrådets arbejde med den ovennævn-

te udtalelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet – i lyset af det, der er

anført som begrundelse for de pågældende afgørelser – ikke har grundlag

for at antage, at det, som Straffelovrådet har anført ovenfor under pkt. 1,

herunder at en offentlig afbrænding af Bibelen eller Koranen efter omstæn-

dighederne vil være udtryk for en sådan spot eller forhånelse, at de ansvar-

lige for afbrændingen vil kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens

§ 140, skulle hvile på et ufuldstændigt grundlag.

L 170 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorfor de nævnte afgørelser ikke indgår i Straffelovrådets betænkning, til justitsministeren, til justitsministeren

Som ligeledes anført af Straffelovrådet er vurderingen af, om en given

meningstilkendegivelse udgør spot eller forhånelse, af udpræget skøns-

mæssig karakter og skal ses i den sammenhæng, som den indgår i.