Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 144
Offentligt
1736896_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 24. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 144, Forslag til lov om ændring af lov
om drift af landbrugsjorder (Permanent genopdyrkningsret), stillet af Miljø- og Fødevareudvalget den
7. marts 2017 efter ønske fra Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 1 til L 144
”Ministeren bedes redegøre for, om det ville være muligt at etablere en model, hvor kommuner, staten
eller andre offentlige myndigheder får en ret til at opkøbe arealer, som er sprunget i skov eller natur
inden arealerne på ny opdyrkes, og vil ministeren arbejde for en sådan mulighed”
Svar
Det vil være muligt at etablere en model som foreslået, men det skal understreges, at det ligger uden
for rammerne af dette lovforslag. Derudover bevæger man sig over i tvangslignende indgreb og dermed
grundlovens § 73 om ekspropriation. Dette ønsker jeg ikke.
Ændringen af § 6 i lov om drift af landbrugsjorder (driftsloven) går alene på at udvide den nugældende
genopdyrkningsret på 15 år til en permanent genopdyrkningsret. Hensigten med lovændringen er at
gennemføre Naturpakkens indsats for at øge landmændenes incitament til at udlægge flere arealer til
naturformål. Ved at udvide genopdyrkningsretten som foreslået er det forventningen, at dette ønske vil
kunne opfyldes, idet landmændene ikke vil have samme incitament til at pløje henlagt jord op for at
sikre deres dyrkningsret.
Det bemærkes i øvrigt, at omdriftsarealer udlagt i henhold til § 6 ikke må springe i skov. Den
almindelige rydningspligt (§ 5 i samme lov) er fortsat gældende for de omhandlede arealer, hvorfor
landmanden er forpligtet til at holde arealerne fri for opvækst af træer og buske. Desuden vil jeg
bemærke, at plante- og dyrearter, der måtte trives gennem en udlægning af arealer under § 6, uanset
tidsramme for genopdyrkningsretten, allerede på nuværende tidspunkt er sikret gennem
artsfredningsbekendtgørelsen og habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne.
Endelig skal jeg bemærke, at det er regeringens politik først og fremmest at have fokus på frivillige
tiltag, som det også fremgår af Naturpakken.
Esben Lunde Larsen
/
Jacob Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk