Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 1. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 8 til L 122, forslag til lov om
ændring af lov om naturbeskyttelse (Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede
arealer og inden for strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen), stillet 9.
februar 2017 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 8
”Kan ministeren bekræfte, at anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen til rekreative formål for klubber
og foreninger m.v., hvortil der efter lovforslaget kræves dispensation, ikke kan overdrages til anden
anvendelse end til rekreative formål for klubber og foreninger m.v., også selvom bygningerne har
været forladt i en periode, jf. L 122 – bilag 2?”
Svar
Af lovforslaget fremgår, at det bliver muligt at opføre mindre faciliteter langs strandene, der opføres til
brug for en begrænset kreds. Klubber, foreninger og institutioner vil få bedre muligheder for at
etablere omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af f.eks. kajakker eller fiskeudstyr, bålhytter,
madpakkehytter, shelters m.v., hvis det sker i tilknytning til allerede eksisterende anlæg ved stranden,
f.eks. ved en parkeringsplads eller vejnedkørsel, og hvis kommunen har udarbejdet en lokalplan for
området.
Det er en forudsætning, at der alene er tale om byggeri til brug for aktiviteter som f.eks. kajaksport, der
fordrer en beliggenhed tæt på havet, eller til brug for børn og unges friluftsliv. Dette gælder også, hvis
bygningen overdrages til en anden ejer eller bruger, herunder også hvis anlægget har været forladt i en
periode.
Lovforslaget åbner desuden for, at overflødiggjorte havnebygninger på lokalplanlagte havnearealer -
uden dispensation fra strandbeskyttelseslinjen - kan anvendes til formål, der støtter turismen eller
understøtter foreninger, klubber, institutioner, folkeskoler eller lignende. Hvis overflødiggjorte
havnebygninger senere ønskes anvendt til andre formål end de nævnte, kræver det som hidtil
dispensation. Dette gælder også, hvis bygningen har været forladt i en periode.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk