Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 122
Offentligt
1750048_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 29. april 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 17 til L 122, forslag til lov om
ændring af lov om naturbeskyttelse (Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede
arealer og inden for strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen), stillet den 26.
april 2017 efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 17
”Vil ministeren i forlængelse af sin besvarelse af L 122 – spørgsmål 16 begrunde, hvorfor der ikke må
plantes juletræer indenfor strandbeskyttelseslinjen?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Kystdirektoratet, som oplyser følgende:
”Landbrugsmæssig drift er som udgangspunkt undtaget fra forbuddet mod tilstandsændringer inden
for strandbeskyttelseslinjen og kræver ikke dispensation. Tilplantning er derimod ikke undtaget fra
forbuddet mod tilstandsændringer.
Formålet med bestemmelserne er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart
bagvedliggende kystområder mod indgreb, herunder bebyggelse og beplantning, der ændrer den
eksisterende tilstand og anvendelse.
Selvom juletræer ved tilplantningen i en periode ikke er så høje, vil de i modsætning til andre
landbrugsafgrøder over årene blive et par meter høje eller højere afhængigt af, hvad producenten
ønsker. Modsat andre afgrøder visner juletræsplantninger ikke ned eller fjernes om vinteren. Hvis
arealer med juletræer ikke skoves med henblik på salg af juletræerne, kan træerne blive meget høje og
stå varigt på arealerne.
Tilplantning af kystarealer med for eksempel juletræer kan således fremtræde dominerende i det åbne
kystlandskab, kan lukke udsigter og fjerne landskabets karakter af åbent kystlandskab og er derfor ikke
foreneligt med bestemmelsens formål.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk