Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til L 114, forslag til lov om ændring af lov
om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om miljøbeskyttelse, lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om plantedække og forskellige andre love (Ny regulering af husdyrbrug m.v. og indførelse
af generelle regler for anvendelse af gødning på arealer og for husdyrbrug m.v. som udmøntning af
dele af fødevare- og landbrugspakken samt ændringer som følge af VVM-direktivet m.v.) stillet den 26.
januar 2017 af Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 10 til L 114
”I lovforslagets almindelige bemærkninger til side 47-48 nævnes specifikt, at nogle specielle
fjerkræproducenter vil opleve stramninger ved indførelsen af det generelle fjerkræloft. Hvilke typer af
produktioner er det, hvor stort et omfang har disse og hvilke konsekvenser har det for disse
produktioner?”
Svar
Fosforloftet for fjerkræ/mink skal ifølge lovforslaget være 43 kg P/ha i 2017 og 35 kg P/ha i 2019. Visse
typer husdyrbrug med fjerkræ kan derfor blive stillet overfor skærpede krav til udbringningsarealer.
Hvorvidt dette er tilfældet vil afhænge af fosfortallet på arealerne, hvor lave fosfortal giver mulighed
for øget udbringning, og hvorvidt det er muligt gennem effektiv fodring at nedbringe behovet for
udbringningsarealer.
Ifølge baggrundsrapporten til lovforslag fra Aarhus Universitet (”Forslag
til fosforlofter”
fra 1. juni
2016) er dette en udfordring for en produktion svarende til 62.094 dyrenheder (DE) slagtekyllinger,
der i dag kan anvende op til 45,4 kg P/ha, 5.318 DE økologiske høns der i dag kan anvende op til 51,7
kg P/ha og 831 DE økologiske slagtekyllinger, som i dag kan anvende op til 55,4 kg P/ha. Der er i alt i
Danmark ca. 2,4 mio. DE, så disse dyretyper udgør sammenlagt knap 3 % af husdyrproduktionen i
Danmark.
Københavns Universitet har i en anden baggrundsrapport (”Driftsøkonomiske konsekvenser
ved model for fosforregulering som led i ny husdyrarealregulering” fra 22. september 2016) vurderet
de økonomiske konsekvenser af den nye fosforregulering. Vurderingen er dog foretaget i forhold den
udgave af lovforslaget, der blev sendt i ekstern høring i september 2016, og hvor fosforloftet for fjerkræ
var 45 kg P/ha i 2017 og 40 kg P/ha i 2020. Omkostningerne blev her på baggrund af dokumentation
fra SEGES vurderet for slagtekyllingeproducenter til 60 kr. per DE i 2017 og 155 kr. per DE i 2020.
Dette svarer til henholdsvis 1 % og 3 % af dækningsbidrag I. Der er dog en økonomisk fordel forbundet
med modtagelsen af fosfor, så samlet for erhvervet vurderes omkostningerne til 1 kr. per DE i 2017 og
16 kr. per DE i 2020. Lovforslaget afviger fra forudsætningerne bag disse beregninger, men
skønsmæssigt kan omkostningerne ved et loft på 43 kg P/ha fastsættes ved interpolation, så
omkostningerne estimeres til ca. 100 kr. per DE i 2017 svarende til ca. 2 % af dækningsbidrag I for
slagtekyllingeproducenten.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk