Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 23 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 23 til L 111
"I hvilket omfang kan kompensationsopdræt kompensere for tab af iltforbrugende organisk stof samt
medicin og hjælpestoffer fra havbrug?"
Svar
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 111, fjerner et kompenserende marint virkemiddel
i form af et muslingeanlæg først og fremmest opløste næringsstoffer, der er blevet optaget af
planktonalger og vil kun i begrænset omfang fjerne partikulært organisk stof. Det er ikke på
nuværende tidspunkt teknologisk muligt at rense for havbrugenes udledning af iltforbrugende stoffer
(BOD/COD), når fiskene opdrættes i åbne netbure. Muslinger æder en mindre mængde organisk stof,
men denne proces er så begrænset, at det ikke forventes at kunne få nogen væsentlig betydning i
forhold til de mængder af organisk stof, der udledes fra et havbrug. Det betyder, at et havbrug, selv
hvis næringsstofudledningen kompenseres fuldt ud ved hjælp af muslingeopdræt, stadigvæk vil kunne
påvirke miljøet lokalt, idet det vil medføre en udledning af organisk stof, som vil blive omsat af havets
mikroorganismer ved forbrug af ilt.
Kompenserende marine virkemidler vil ikke kunne eliminere udledning af medicin og hjælpestoffer fra
havbrug. Reguleringen af udledningen af medicin- og hjælpestoffer såvel som organisk materiale fra
havbrug er indarbejdet i godkendelsesprocessen, hvor godkendelsesmyndigheden, inden der meddeles
godkendelse, skal sikre, at havbruget kan overholde grænseværdierne for de enkelte medicin- og
hjælpestoffer, samt at havbruget kan drives på den pågældende lokalitet uden at forurene i en grad,
der er uforenelige med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk