Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1753636_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. maj 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 150 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. maj 2017 på vegne af Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 150
"Vil ministeren med baggrund i eksperthøringen den 25. april 2017 i forhold til risikoen vedrørende
lakselus anmode DTU Aqua om at udarbejde en grundig faglig og forskningsmæssig baseret risikoana-
lyse vedrørende risikoen for infektion og spredning af lakselus ved placering af nye havbrug i Kattegat i
forhold til såvel fiskene i havbrugene som i forhold til de vilde ørred- og laksebestande,
herunder hvilke kriterier der ud fra et forsigtighedsprincip bør lægges til grund ved placering af hav-
brugene?"
Svar
Miljø- og Fødevareministeriet administrerer altid efter den nyeste faglige viden.
Fødevarestyrelsen er ikke bekendt med, at lakselus forekommer i et antal, som udgør sundhedspro-
blemer hos regnbueørred i de nuværende danske havbrug, og derfor har der ikke umiddelbart været
anledning til at udarbejde en egentlig risikoanalyse. Fødevarestyrelsen er ikke i besiddelse af oplysnin-
ger om forekomsten af lakselus hos vilde laks i de danske farvande.
Jeg beder gerne Fødevarestyrelsen, som er den kompetente myndighed for dyresundhed, om at iværk-
sætte en egentlig risikoanalyse for lakselus ved placering af nye havbrug i danske farvande, og hvilke
forholdsregler vi i givet fald bør indføre. Denne risikoanalyse vil skulle udarbejdes af de relevante
forskningsinstitutioner DTU og Københavns Universitet.
Netop fordi Miljø- og Fødevareministeriet allerede administrerer efter den nyeste faglige viden vil
iværksættelsen af en sådan undersøgelse ikke have indflydelse på indholdet af lovforslaget
Lovforslag L 111 giver principielt mulighed for etablering eller udvidelse af havbrug med kompense-
rende marine virkemidler i alle danske farvande og er ikke begrænset til f.eks. Kattegat. Lovforslaget
har således ikke sammenhæng med en eventuel problemstilling i forhold til risiko for lakselus i Katte-
gat, og resultatet af en eventuel risikoanalyse vedrørende lakselus vil derfor heller ikke have indflydel-
se på lovforslagets indhold.
Esben Lunde Larsen
/
Per Henriksen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk