Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1737637_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 130 til L 111, forslag til lov om ændring af
lov om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af
havbrug), stillet den 20. marts 2017 på vegne af Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 130 til L 111
"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 17/3-17 fra EndelaveGruppen / Endelave Hav- og
Dambrug – Nej Tak, jf. L 111 - bilag 13?"
Svar
Henvendelsen fra Anders Grosen, EndelaveGruppen, indeholder figurer med prognoser for
saltholdigheden i overfladevandet i Kattegat og i Bælthavet. Der henvises herudover til et notat fra
Danmarks Sportsfiskerforbund af 20. februar 2017 (L 111, bilag 7), hvori det konkluderes, at ”risikoen
for infektion og opformering af lakselus i havbrug i Kattegat er reel og ret sandsynlig”.
Indledningsvis vil jeg bemærke, at lovforslag L 111 angår kompenserende marine virkemidler, som vil
kunne anvendes generelt, og angår således ikke specifikke havområder. Problemstillingen omkring
lakselus har derfor ikke direkte sammenhæng med L 111.
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmålene 15 og 94, har forskere ved DTU Veterinærinstituttet,
som er nationalt og EU referencelaboratorium for fiskesygdomme, i et notat (af 30. juni 2016) oplyst,
at lakselus kan forekomme, når vandets saltholdighed overstiger 20 ‰, men at der først må forventes
deciderede problemer med lakselus, når saltholdigheden overstiger 25 ‰. Det oplyses ydermere i
notatet, at der ikke er data til at understøtte en mere nøjagtig fastsættelse af denne grænse.
Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 90, hvori det fremgår, at i det omfang forekomsten
af lakselus i et havbrug kan medføre miljømæssige skadevirkninger, vil problematikken skulle
håndteres i forbindelse med myndighedens miljøgodkendelse og tilsyn med virksomheden. Dette
ændrer L 111 ikke på.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk