L 111 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 116: Spm. om, hvilke danske forskere der har rådgivet om, at der ikke vil være stor risiko for problemer med lakselus ved etablering af nye havbrug i Kattegat og Bælthavet, til miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt

NaturErhvervsstyrelsen, Center for Fiskeri

Att.: Janne Palomino Dalby

30. juni 2016

Redegørelse fra DTU VET vedrørende havbrug i Kattegat - potentielle

problemer med sygdomme

I forbindelse med Miljø- og Fødevarestyrelsens arbejde med at udpege zoner til fremtidig udvidelse

af havbrugsproduktionen i Danmark, ønskedes en analyse af, hvorvidt en sådan udvidelse kan

forventes at medføre en ændret problematik i forbindelse med sygdomme, duftstoffer, rømninger

mm. i forhold til den nuværende situation i danske havbrug.

Baggrund: Sygdomme

Produktion af laks i havbrug er meget udbredt de nordatlantiske lande, og her ses både parasitiske

sygdomme, lakselus og

Paramoeba perurans

(forårsager amøbegællesyge, AGD), samt sygdomme

forårsaget af virus, primært IPN og ISA. Ingen af disse sygdomme betragtes i dag som skadevoldere

i danske havbrug. Dette skyldes formodentlig dels at havbrug i Danmark er placeret i vand med

relativt lav saltholdighed (ca. 10-20 ppt) og dels at danske havbrug typisk ligger brak i perioden

januar-marts. I de nordatlantiske lande produceres der som hovedregel fisk hele året og vandets

saltholdighed når op til 35 ppt (dvs. oceanisk saltholdighed).

Der ønskedes en analyse af, hvorvidt placering af havbrug i nye, mere oceaniske/offshore områder,

såsom Kattegat, vil kunne forventes at medføre nye og/eller ændrede problemstillinger i forbindelse

med sygdomme, særligt med henblik på lakselus, andre patogener, fiskearter, Effekter på vilde fisk

og placering af havbrug.

Lakselus

lakselus, (Lepeophtheirus

salmonis)

regnes som den vigtigste, begrænsende faktor for

lakseopdrættet i Norge (EURL workshop 2016). Dette er dog ikke kun direkte relateret til

sundhedseffekter på opdrætslaksene, men også på politiske beslutninger.

Lakselus foretrækker fuldstyrke saltvand, men en nyligt publiceret metaanalyse fra Canada (Groner

et al 2016) viser, at der ikke er nogen nævneværdig negativ effekt på populationsdynamikken før

saliniteten kommer under 15 ‰. Ved saliniteter herover har temperaturen en større effekt på

populationsdynamikken, end saliniteten. Dog er lakselus fra Stillehavsområdet og

Atlanterhavsområdet to forskellige underarter (Skern-Mauritzen et al 2014), og den Atlantiske

underart ser ud til at være mindre tolerant overfor lave saltholdigheder (Bricknell et al 2006 &

Groner et al 2016). Lakselus tolererer dog bedre lave saltholdigheder, når de sidder på laksen, end

L 111 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 116: Spm. om, hvilke danske forskere der har rådgivet om, at der ikke vil være stor risiko for problemer med lakselus ved etablering af nye havbrug i Kattegat og Bælthavet, til miljø- og fødevareministeren

når de er fritsvømmende. I områder med lave saltholdigheder, men hvor saliniteten fluktuerer, må

det formodes, at fiskene kan inficeres under perioder med høj saltholdighed.

Lakselus kan i dag findes fasthæftet på fisk helt nede i den sydligste del af Kattegat og bælterne, og

sidste sommer rapporterede lystfiskere om fangster af stærkt lakselusangrebne havørreder i disse

områder (https://seatrouting.com/2015/08/03/alarm-lakselus/). Dette kan formenligt for en del

tilskrives vandring af disse fisk fra højere til lavere salinitet, men det kan ikke udelukkes, at

lakselusene i de danske farvande til dels har tilpasset sig lavere saltholdigheder. Dette er dog ikke

undersøgt. En undersøgelse af parasitter i danske havbrug fra 2014 fandt kun lakselus i 3 ud af 19

havbrug – alle beliggende ved Horsens Fjord ved en salinitet på 21-24 ‰ (Skov et al 2014). To

havbrug uden lakselus lå i samme salinitetsinterval, mens de resterende lå under 20 ‰. I ingen af

havbrugene var lakselusinfektionen på et niveau, der gav anledning til problemer. Historisk set har

der dog været et tilfælde i Limfjorden (havbruget er nedlagt), hvor det har været nødvendigt at

behandle mod lakselus (Kurt Buchmann, pers. kom.).

Det må forventes, at der vil forekomme problemer med lakselus i et vist omfang. Da

regnbueørreden er en smule mindre modtagelig overfor infektion med lakselus, end

Atlanterhavslaksen er (Fast et al 2002), er det muligt, at disse ikke vil antage samme omfang som i

de norske fjorde.

Direkte svar på spørgsmål:

•

Må det forventes at havbrug i sådanne områder vil plages af lakselus?

Ja, der må forventes problemer med lakselus i et vist omfang.

Hvor langt mod nord/i hvilke områder (dvs. ved hvilke saltholdigheder - dette kan også variere

med dybde og afstand fra kysten) kan det forventes at lakselus vil forekomme og inficere

havbrugsfisk?

Der må forventes lakselus ned til 20 ‰, men først deciderede problemer over ca. 25 ‰ (der er

ikke data til at understøtte er mere nøjagtig fastsættelse af denne grænse). Det er desuden uvist

hvilken effekt salinitetsudsvingene i området vil have for populationsdynamikken af

lakselusene.

Kan det forventes, at 3 måneders braklægning vil begrænse eller evt. helt forhindre problemer

med lakselus?

En braklægning må formodes at kunne begrænse eventuelle problemer med lakselus, men da det

er en naturligt forekommende parasit i Kattegat, kan braklægning ikke forventes at forhindre

problemer mere permanent. En naturlig braklægning om vinteren (januar-marts) vil måske have

nogen effekt, men lakselusens populationstilvækst er dog alligevel stort set nul i denne periode.

•

Virusbetingede sygdomme

Virusbetingede sygdomme kan ikke behandles og der forefindes kun få godkendte vacciner til at

forebygge infektion.

I regnbueørredproduktionen er de alvorligste sygdomme viral hæmorrhagisk septikæmi (VHS), og

infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN). Danmark er EU godkendt fri zone for VHS og IHN.

I farvandene omkring Danmark er der imidlertid konstateret høje forekomster af

VHS i vildfisk

med

op til 16% smittede

sild

i de enkelte trawltræk. De VHS virus isolater der forekommer i vildfisk

(genotype Ib, II og III) er genetisk lidt forskellige fra de virus der giver høje dødeligheder i

regnbueørreder (genotype 1a). Det er imidlertid vist at kun få mutationer kan gøre lavvirulente virus

højpatogen for regnbueørreder.

I Skandinavien er det i enkelte tilfælde observeret at lavvirulent VHS virus har smittet opdrættede

regnbueørreder, hvorved mere højpatogene virus har udviklet sig. Det ene tilfælde var i 1998 og i

2000 i et havbrug tæt på Gøteborg hvor VHSV genotype 1b isolater udviklede sig til mere patogene

isolater for regnbueørreder. Vi kender også tilfælde fra Norge i 2007, hvor VHSV genotype III der

var regnet for at være ikke virulent for regnbueørreder gav anledning til VHS udbrud med betydelig

dødelighed på et opdrætsanlæg. Også i Finland blev der observeret udbrud af VHS i regnbueørreder

opdrættede i netbure hvor smitten formodentligt skyldtes VHS i vildfisk.

I lakseopdræt er det især infektiøs lakseanæmi (ISA), Infektiøs pankreas nekrose (IPN) og Pancreas

disease (PD) som forvolder problemer. Især for ISA´s vedkommende spiller interaktionen mellem

opdrættede og farmede fisk en betydelig rolle, da en stor del af både den farmede og den vilde

laksepopulationen huser lavvirulent ISA virus (HPR0 ISAV).

Både for regnbueørreder og laks forekommer smitte med virus øjensynligt hyppigst fra vild til

farmede fisk.

For Nodavirus der forårsager viral encephalopati og retinopati (VER) i især havbars i Sydeuropa har

der i de senere år været rapporter om adskillige tilfælde af sygdomsudbrud i den vilde fauna, som

muligvis forekom som følge at kort afstand til opdrætsanlæg.

Det vurderes således at Offshore opdræt i Danmark med hensyn til virus betingede sygdomme ikke

vil have nogen målbare effekter forskellig fra de effekter man kender fra andre danske anlæg.

Største risici er hvis havbruget vælger at gennemføre produktion året rundt uden mellemliggende

hvileperioder, hvor modtagelighed for VHS vil være betydeligt større end ved højere

vandtemperaturer.

Bakterielle sygdomme

Som produktionen af fisk i havbrug foregår for nuværende, er der tale om en sæsonproduktion

(april-december), der foregår under devisen alt ind – alt ud. Fiskene udsættes ved en vægt på over

0,5 kg. Den overvejende del af de udsatte fisk (vurderes til at være over 90 %) er vaccinerede mod

bakterielle sygdomme (vibriose; furunkulose). Vaccinationen foregår på ferskvandsdambrugene

inden udsætning.

Bakterielle sygdomme der kan give problemer på de danske havbrug er furunkulose (årsag

Aeromonas salmonicida),

vibriose (Vibrio

anguillarum),

rødmundsyge (Yersinia

ruckeri)

og BKD

(bakteriel nyresyre,

Renibacterium salmoninarum).

Ved sygdomsudbrud af de tre førstnævnte årsager antibiotikabehandles fiskene. Der ses kun relativt

sjældent antibiotikaresistens, hvilket vurderes til at skyldes en meget restriktiv regulering og

dermed brug af antibiotika i DK samt pga. alt ind – alt ud produktionsformen.

I tilfælde af en helårsproduktion af regnbueørreder vil der alt andet lige være et højere smittepres

for fiskene, da der vil være en kontinuerlig tilstedeværelse af fisk og dermed en potentiel vært for

patogenerne, dvs. der vil også være en større risiko for sygdomsudbrud.

Dette gælder også ved en højere belægningsgrad på havbrugene samt ved en tættere forekomst af

disse, hvorved der lettere kan forekomme smitte mellem de enkelte havbrug.

Højere smittepres på et havbrug vil uvægerligt også medføre et højere smittepres på den vilde

bestand i pågældende område.

I Norge hvor man har en stor produktionsandel i havet (og hvor der primært produceres laks) har

man udover de nævnte bakterielle sygdomme også problemer med vintersår (årsag først og

fremmest knyttet til bakterien

Moritella viscosa

men andre bakterier som

Tenacibaculum

spp. og

Aliivibrio (Vibrio) wodanis

kan også påvises), en sygdom der primært ses i kolde perioder og ved

høj salinitet hos laksefisk, både laks og regnbueørred, og denne sygdom nævnes som det vigtigste

bakterielle sygdomsproblem i

Fiskehelserapporten 2015

fra Veterinærinstituttet i Norge. I Canada

har man også forekomst af sygdommen piscirickettsiose i både Atlantisk og Stillehavs laks pga.

bakterien

Piscirickettsia salmonis,

en sygdom der også er fundet i laksefisk (herunder også

regnbueørred) i andre lande, herunder Norge og Irland. Ved placering af flere havbrug i Kattegat på

steder, hvor saliniteten er højere end hvor de nuværende danske havbrug er placeret, vil der være en

risiko for at disse andre bakterielle sygdomme også kan få mulighed for at blive et potentielt

problem på danske havbrug.

Giftige alger

Opblomstringer af giftige alger med fiskedød til følge, medfører hvert år store økonomiske tab for

akvakulturindustrien på verdensplan. I Danmark lider industrien ligeledes tab af laksefisk,

hovedsageligt regnbueørreder, grundet opblomstringer af forskellige algearter. Siden 1998, har

hovedparten af de skadelige opblomstringer i havet været forårsaget af én algeart –

Pseudochattonella farcimen

(tidligere

Chattonella).

Overvågningen af denne alge er i Danmark

meget begrænset og det kan derfor ikke vurderes om en ændret placering af havbrug, inden for en

salinitet mellem 10 og 35 - hvor denne alge må formodes at kunne lave opblomstringer, vil medføre

forhøjet risiko for fiskedød.

Pseudochattonella farcimen

er en koldtvandsalge som blomstrer op ved temperaturer omkring 2-6

grader celsius. Algen kan findes i de danske farvande vinter/tidlige forår, men kun nogle år er

opblomstringer så store, at de medfører fiskedød. De sidste store fiskedødstilfælde havde vi i 2009,

2011 og til dels i 2015. Flere havbrug venter hvert forår med at udsætte fisk i havet til

P. farcimen

ikke længere udgør en trussel, enten til en eventuel opblomstring er overstået eller til temperaturen

er kommet over ca. 6 grader celsius. Der vil, grundet ovenstående, med stor sandsynlighed kunne

antages en forhøjet risiko for fiskedød ved at have fisk i havbrug i månederne januar- marts i alle

danske farvande med en salinitet mellem 10-35.

Laboratorieforsøg har vist, at der kan være en forøget modtagelighed hos regnbueørreder overfor

fiskesygdomme ved ikke-dødelige koncentrationer af giftige alger. Det er uvist om

P. farcimen

kan

facilitere sygdomsudbrud hos laksefisk ved lave koncentrationer. Men risikoen ved

helårsproduktion må formodes at blive forhøjet, da fiskene er placeret i havet samtidig med en

forekomst af

P. farcimen.

Andre patogener

Til spørgsmålet om”Er der andre patogener (virus, bakterier eller parasitter), som i dag forekommer

i havbrug i andre lande, der vil forventes at kunne optræde i Danmark som følge af at nye

havbrugszoner (fx i Kattegat) tages i brug?”

Svar: Det kommer især an på om produktionen i de nye havbrugszoner bliver forskellig fra

nuværende praksis. Med 3 mdr braklægning hver vinter og med udsætning af store sættefisk .

Ud over tidligere nævnte patogener som Salmonide alphavirus der forårsdager pankreas disease i

laks og sleeping disease i regnbueørreder, samt en række halophile vibrio bakterier kan Amoebic

Gill Disease (AGD) der forårsages af Neoparamoeba perurans komme i spil da den især giver

problemer ved høje saliniteter (>2,8-3 ppt) og høje vandtemperaturer. Den angriber primært laks

men andre fisk kan også blive syge- herunder regnbueørred, stenbidere og læbefisk.

Fiskearter.

I Danmark produceres primært regnbueørred, hvorimod de nordatlantiske lande primært producerer

laks.

”Er der væsentlige forskelle i hvilke patogener, der findes hos hhv. laks og regnbueørred?”

Svar:

Ja der er betydelige forskelle i modtagelighed for forskellige patogener hos laks og

regnbueørreder , f.eks bliver regnbueørreder ikke syge af ISA medens den kan give dramatiske

dødelighed for laks, det modsatte er tilfældet for VHS som laks knapt er modtagelige for. Medens

begge arter kan blive angrebet af IHN.

Effekter på vilde fisk

Er spredning af sygdomme fra danske havbrug et reelt problem?

Det er der ingen information om- I Danmark monitorerer vi ikke for sygdomme i vilde fisk. Der har

aldrig været observeret eller rapporteret massedødelighed i vildfisk i Danmark der har været koblet

til havbrug.

Forekommer der hos regnbueørreder i havbrug patogener, som kan forventes at

kunne spredes og inficere vilde bestande af (lakse-)fisk?

Ved udbrud af infektiøse sygdomme på havbrug vil der forekommer udslip af betydelige mængder af

patogener der teoretisk kan forårsage infektioner i vildfisk. Vores erfaringer fra ferskvandsbrug

hvor et betydeligt mere koncentreret udslip af patogener ved sygdomsudbrud forekommer til

vandløb nedstrøms indikerer dog at effekten vil være meget begrænset. Der er således ikke

observeret massedødelighed i ferskvand som direkte konsekvens af infektiøse sygdomsudbrud i

dambrug.

Vil potentielle problemer med sygdomsspredning i Kattegat adskille sig fra

nuværende potentielle problemer med sygdomsspredning i de nuværende

havbrugsområder i Danmark?

Nej umiddelbart vil der ikke være forskel på risikoprofilen af sygdomsspredningen ved etablering af

havbrug i Kattegat i forhold til den nuværende situatyion. Men afstand mellem havbrug,

produktionsstørrelse, og braklægning har betydning for den fremtidig risiko.

Placering af havbrug

Vil der i Kattegat kunne findes særlige områder, hvor ovennævnte problemer

forekomme med mindre sandsynlighed, fx som følge af saltholdighed, strøm,

variationer i temperatur, mm.

Det kan vi ved VET ikke på nuværende tidspunkt give et bud på- men står gerne til rådighed ved

udpegning af potentielle områder

Hvor tæt kan havbrug placeres, hvis spredning af potentielle sygdomme fra ét

havbrug til et andet skal være minimal?

Det kommer helt an på strøm forhold. Der er forekommet smitte af VHS over en afstand på 7 km i

Lillebælt med stærk strøm. I lovgivningen arbejder man med 5 km kontrol zoner (radius) og ved

tidevand i fjorde med 2 X tidevandsafstand og med 10 km overvågningszoner udenom

Referencer

1. Bricknell et al 2006. Effect of environmental salinity on sea lice

Lepeophtheirus salmonis

settlement

success. Dis Aquat Org 17: 201-212.

2. Dale, Ole Bendik; Ørpetveit, Irene; Lyngstad, Trude Marie; Kahns, Søren; Skall, Helle Frank; Olesen,

Niels Jørgen; Dannevig, Birgit Helene.

(2009).

Outbreak of viral haemorrhagic septicaemic (VHS) in

seawater-farmed rainbow trout in Norway caused by VHS virus genotype III. Diseases of Aquatic

Organisms , 85(2), 93-103

3. Fast et al 2002. Susceptibility of rainbow trout Oncorhynchus mykiss, Atlantic salmon Salmo salar and

coho salmon Oncorhynchus kisutch to experimental infection with sea lice Lepeophtheirus salmonis.

Dis Aquat Org 52: 57-68.

4. Groner et al 2016. Quantifying the influence of salinity and temperature on the population dynamics of

a marine ectoparasite. Can. J. Fish. Aquat. Sci. Vol. 73. Pagination not final.

5. Raja-Halli M, Vehmas TK, Rimaila-Pärnänen E, Sainmaa S, Skall HF, Olesen NJ, Tapiovaara H (2006) Viral

haemorrhagic septicaemia (VHS) outbreaks in Finnish rainbow trout farms. Diseases of Aquatic

Organisms, 72:201-211.

6. Skall, H.F., Mellergaard, S., Olesen, N.J. (2000) Isolation of Birnavirus serogroup B in wild and

aquacultured fish species. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol., 20 (6) 229-236.

7. Skall,H.F., Olesen, N.J., & Mellergaard, S. (2005). Prevalence of viral haemorrhagic septicaemia virus in

Danish marine fishes and its occurrence in new host species. Diseases of Aquatic Organisms

66,

145-

151

8. Skall, H.F., Olesen, N.J., and Mellergaard, S. (2005). Viral haemorrhagic septicaemia virus in marine

fishes and its implications for fish farming - a review. Journal of Fish Diseases, 28, 509-529.

9. Skern-Mauritzen et al 2014. Pacific and Atlantic Lepeophtheirus salmonis (Krøyer, 1838) are allopatric

subspecies: Lepeophtheirus salmonis salmonis and L. salmonis oncorhynchi subspecies novo. BMC

Genetics. DOI: 10.1186/1471-2156-15-32.

10. Skov et al 2014. Parasite infections of rainbow trout (Oncorhynchus mykiss) from Danish mariculture.

Aquaculture, 434, pp. 486-492.

11. VHSV Expert Panel and Working Group

∗

(2010) Viral hemorrhagic septicemia virus (VHSV IVb) risk

factors and association measures derived by expert panel K.H. Amos, R.S. Bakal, M.J. Blair, D.A.

Bouchard, P.R. Bowser, P.G. Egrie, S.K. Ellis, M. Faisal, K.A. Garver, C. Giray, A.E. Goodwin, N.L. House,

M.J. Kebus, K.C. Klotins, S.E. LaPatra, G.D. Marty, P.L. Merrill, A.D. Noyes, N.J. Olesen, S.M. Saksida, M.

Snow, S. St-Hilaire, F.C. Uhland, P. Vennerstrom, B.A. Wagner, J.V. Warg, G.E. Whelan and J.R. Winton.

Preventive Veterinary Medicine 94, 128-139.