Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 29 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 29 til L 111
"Hvordan vil man tage højde for den variation i optag af næringsstoffer og høst af muslinger/tang, som
forekommer fra år til år i forhold til, at muslinger/tang kan fungere som kompensationsopdræt?"
Svar
Effekten af de kompenserende marine virkemidler skal beregnes konservativt med henblik på at sikre,
at et havbrug fuldt ud når i mål i forhold til den nødvendige reduktion af kvælstof og fosfor. I en
konkret ansøgningssituation vil miljømyndigheden således kontrollere, at ansøgers beskrivelse af de
påtænkte kompenserende foranstaltninger realistisk tager højde for usikkerhedsparametre. Det kan
betyde, at virksomheden i sin driftsplan skal planlægge en margin for at sikre, at den nødvendige
kompensation opnås, hvis vækstforholdene for muslinger eller tang skulle blive ringere end forventet.
I det tilfælde at det af praktiske årsager ikke er muligt for virksomheden at rette op på en eventuel
utilstrækkelig kompensation indenfor den aktuelle driftsperiode, vil virksomheden skulle redegøre for,
hvordan det overtrådte vilkår sikres overholdt i den efterfølgende driftsperiode. Dette vil formodentlig
i praksis betyde, at havbrugsvirksomheden må skulle dokumentere en planlagt opjustering af
kompensationen fremadrettet for at sikre, at de givne vilkår som minimum opnås.
Som beskrevet i bemærkningerne til lovforslag L 111, er det hensigten at udstede en bekendtgørelse,
hvori der skal opstilles retningslinjer, der kan sikre, at egenkontrol og tilsyn kan dokumentere en
tilstrækkelig fjernelse af næringsstoffer i forhold til, hvad der er stillet som vilkår i miljøgodkendelsen
for havbruget. Overtrædelse af vilkår i godkendelsen vil kunne håndhæves af tilsynsmyndigheden i
henhold til gældende regler.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk