Skatteudvalget 2016-17
L 103
Offentligt
1759042_0001.png
18. maj 2017
J.nr. 2017 - 610
Til Folketinget
Skatteudvalget
Vedrørende L 103 - Forslag til Lov om ændring af personskatteloven og virksomheds-
skatteloven (Kildeartsbegrænsning af underskud fra fysiske personers investeringer i visse
anpartsprojekter).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 16 af 15. maj 2017.
Karsten Lauritzen
/ Lise Bo Nielsen
L 103 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 16: Spm. om kommentar til henvendelsen af 15/5-17 fra Blue Capital A/S, til skatteministeren
1759042_0002.png
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. maj 2017 fra Blue Capital
A/S, jf. L 103 - bilag 24.
Svar
Blue Capital refererer til besvarelsen af spørgsmål 12 om lempelse af dobbeltbeskatning,
hvis fx en ejendom er beliggende i udlandet og ønsker bekræftet, at der sker fuld dansk
beskatning, hvis en ejendom sælges med fortjeneste, i det omfang skatteprocenten er hø-
jere i Danmark end i det pågældende udland, hvor ejendommen er beliggende.
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 12, lemper Danmark for dobbeltbeskatnin-
gen ved at reducere den danske skat. Dette gælder, uanset om den danske skatteprocent
er højere eller lavere end det pågældende udland. Lempelsen for udenlandsk skat indebæ-
rer således, at der ikke sker fuld dansk beskatning
selv om skatteprocenten i Danmark
måtte være højere end i det pågældende udland.
Blue Capital opfordrer til, at det forklares, hvorfor lovforslaget ikke skaber skattemæssig
lighed i forhold til valg af selskabsform, idet en investering i et 10-mandsprojekt gennem
fx et anpartsselskab ikke kildeartsbegrænses efter lovforslaget, hvilket derimod er tilfæl-
det, hvis en person investerer.
I den forbindelse kan der henvises til lovforslagets bemærkninger, hvor det fremgår, at
formålet med lovforslaget er at dæmme op for muligheden for at modregne underskud
fra et 10-mandsprojekt i fx lønindkomst og dermed nedbringe topskatten. Denne mulig-
hed for at reducere topskattebetalingen eksisterer ikke, hvis investor ikke er en fysisk per-
son, men derimod et selskab.
Blue Capital anfører også, at besvarelsen af spørgsmål 4 er vildledende og faktuelt forkert,
idet det er opfattelsen, at der efter gældende lovgivning er mulighed for at modregne un-
derskud fra et 10-mandsprojekt i et andet.
Hertil bemærkes, at det er den klare opfattelse, at svaret hverken er vildledende eller fak-
tuelt forkert. Når der
i besvarelsen henvises til ”de gældende anpartsregler”, så er der ikke
tale om en henvisning til den skattemæssige behandling af 10-mandsprojekter, men der-
imod de såkaldte masseudbudte anpartsprojekter med flere end 10 deltagere. Det fremgår
også klart af sætningen
”Det
er opfattelsen, at 10-mandsprojekterne ikke bør behandles anderledes
end masseudbudte anpartsprojekter i forhold til underskudsudnyttelse”.
Endelig opfordrer Blue Capital til, at lovforslaget trækkes tilbage eller ændres, så der gives
adgang til at modregne underskud mellem forskellige 10-mandsprojekter. Der kan i den
forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål 4 og til høringsskemaet. Det er opfattel-
sen, at 10-mandsprojekterne ikke bør behandles anderledes end masseudbudte anparts-
projekter i forhold til underskudsudnyttelse.
Side 2 af 2