Haderup, 6. november 2016
Transport- og Bygningsministeriet
Frederiksholms Kanal 27F
1220 København K
Høring vedrørende lovforslag om anlæg af Haderup Omfartsvej
Haderup og Omegns Borgerforening og Lokalrådet har følgende kommentarer til lovforslaget om at
etablere en omfartsvej ved Haderup.
Vores bekymring går blandt andet på de bløde trafikanter. Cyklister fra Feldborg, herunder
skoleelever til Haderup Skole, bør ved Langgades udmunding i Herningvej sikres en mulighed for
at undgå at skulle cykle en strækning på Herningvej/den nye omfartsvej, før de kan komme ind på
den nuværende Herningvej, som bevares mod Haderup, og som i fremtiden aflastes af omfartsvejen.
Tilsvarende bør også gælde traktorer og lignende.
Cyklister fra Bjergby- og Herrup-området, herunder elever til Haderup Skole, bør sikres ordentlige
forhold på en
asfalteret
sti. Det kan ske 1) ad den nuværende markvej, der ligger cirka 1000 meter
syd for Rute 16 og forløber mellem Bjørnkærvej og Viftrupvej. Ved denne løsning må denne vej
eller sti dog suppleres med en kort stiforbindelse over Bjørnkær Bæk og en stibro over
omfartsvejen. Det kan også ske 2) via en cykelsti på selve Rute 16 mellem Bjørnkærvej og den
forlagte Viftrupvej. Borgerforeningen og lokalrådet finder det ikke tilstrækkeligt, at pendlere på
cykel er henvist til grusbelagte stier.
Af hensyn til trafiksikkerheden bør der sættes vildthegn op langs Nordre Feldborg Plantage, men
der skal fortsat være faunapassager. Området ved Haderup er præget af store vildtbestande –
heriblandt kronhjorte – og vildthegnet skal mindske antallet af voldsomme trafikuheld mellem
hjorte og bilister.
I det omfang, der skal ske genplantning af fredskov, bør det ske bynært til Haderup, så det forbedrer
de rekreative forhold i og ved byen. Det kan eventuelt ske i områder med særlige
drikkevandsinteresser.
Med omfartsvejen bliver området ved Haderup et trafikalt knudepunkt for pendlere fra seks større
byer: Skive, Viborg, Ikast, Herning, Holstebro og Struer. Det vil derfor være naturligt og
fordelagtigt at etablere en pendlerparkeringsplads ved Rute 16.
I lovforslaget er der lagt op til at sætte hastighedsbegrænsningen op til 100 kilometer i timen, og vi
har derfor en bekymring for, at det vil give et øget støjniveau i omgivelserne til omfartsvejen. Der
bør derfor tænkes i bedre støjforanstaltninger, for eksempel støjdæmpende asfalt.
På vegne af Haderup og Omegns Borgerforening
Lone Handberg, formand
og på vegne af Lokalrådet i Haderup
Aksel L. Andersen, formand