Tak for det, formand.
Det her lovforslag og den aftale, der er, er jo en, som vi i Dansk Folkeparti synes er en god aftale.
Det er også svært at være imod, når man kan se, at parterne i deres forhandlinger stort set har taget det med ind og har talt om det, som vi i Dansk Folkeparti har påpeget de sidste par år at vi skulle have ændret.
Derfor kan vi kun være tilfredse med, at de er kommet frem til det resultat.
Vi kunne godt have ønsket os, at der havde været mere med, men som udgangspunkt synes vi, at de tiltag, der er med i aftalen, er rigtig gode.
Noget af det, som jeg synes mangler, og som man skulle have kigget lidt mere på, er den her direkte jobformidling, den der direkte kontakt mellem a-kasser og jobcentre og arbejdsgiverne, hvor arbejdsgiverne skulle være mere oplysende om, hvad de mangler af arbejdskraft fremadrettet, så vi kan få folk sat i gang med den rigtige uddannelse.
Det mangler i aftalen her.
Det synes jeg godt at vi kunne have fået med, men det er noget, som vi må tale med beskæftigelsesministeren om bagefter, altså om vi kan lave nogle tiltag der.
Men når man så ser på det, der ligger i aftalen – det her uddannelsesløft, hvor man kan få 100 pct.
af dagpengene – synes vi også, det er helt fint, især at det er målrettet mod de områder, hvor vi kan se at vi kommer til at mangle arbejdskraft.
Det er dér, når ministeren laver den positivliste, jeg synes at arbejdsgiverne skulle spille mere med, i stedet for, som vi hører Dansk Industri sige, at de er nødt til at hente arbejdskraft fra udlandet.
Så må de spille mere med og få markeret, hvad det er, vi skal sætte ind med, hvad det er for noget uddannelse, vi skal give, for at de kan få den arbejdskraft, som de siger at de ikke kan få på nuværende tidspunkt.
Jeg håber, at det kommer til at fungere, men ellers må vi tage fat i det senere hen.
Men det er en udmærket løsning, som vi i Dansk Folkeparti støtter.
Der er også det her med, at hvis man tager en uddannelse, der ikke er på positivlisten over uddannelser på dagpenge, kan man stadig væk tage på de 80 pct.
af dagpengene, hvis det er det, man vil.
Det er ikke ret meget brugt i dag, så det bliver det nok heller ikke fremover.
Men, altså, vi håber da, at der er rigtig mange, der går i gang med det.
Så er der den her 6 ugers velvalgt uddannelse.
Noget af det, der blev kritiseret, var, at man ikke kunne kombinere flere kurser.
Det var bl.a.
det, Dansk Metal havde kritiseret, altså at man ikke kunne kombinere flere kurser.
Det blev der så rettet op på her, og nu kan man tage kombinerede kurser inden for de 6 uger.
Men hvorfor f...
nej, det må jeg ikke sige, undskyld på forhånd, men kunne man ikke have set på det og så sagt, at man skulle slette de der 6 uger, for det kunne jo være, at der var nogle medarbejdere, der havde brug for 8 ugers kombinerede kurser, i stedet for at man holder fast i de der 6 uger – og så et ord, jeg ikke må sige.
Det er simpelt hen tåbeligt at låse sig fast på 6 uger, hvis det er 8 uger eller 9 uger eller 10 uger med nogle kombinerede kurser, der skal til, og så har man et job.
Så ved jeg godt, at der er en pulje, hvor man i forbindelse med ansættelse kan få længerevarende kurser, og det er også fint nok, men drop da de 6 ugers selvvalgt velvalgt uddannelse og se på, hvad fornuften er i det, hvordan man kan kombinere, hvad det er for nogle kurser, der giver et job.
Og så kan vi sige:
Det er da det, vi skal.
Vi skal sørge for, at de ledige får de kurser, der kan give et job.
Men jeg har forstået, at der var nogle, der holdt fast i, at de 6 ugers uddannelse skulle være der, og jeg respekterer også arbejdsmarkedets parters aftaler – der skal ikke være noget der – det gør vi selvfølgelig.
Så er der det her med voksenelevuddannelsen.
Jeg synes, det er fint, hvis det er inden for de brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft, at man så kan gå i gang med en voksenelevuddannelse efter 6 måneders ledighed.
Der er rigtig mange, der kan gøre brug af den ordning, og det ser jeg frem til.
Men Dansk Folkeparti støtter det her forslag, og så håber vi, at vi kan få set på, hvilke andre tiltag der skal laves.
Jeg ved godt, at vi er med i finansloven og alt det der, men jeg synes også, at vi måske skulle se lidt nærmere på den beskæring af erhvervsuddannelserne, som ligger der.
Jeg respekterer selvfølgelig også en finanslov, som Dansk Folkeparti selv har stemt for her.
Der kan altid være noget, man kan se på om kan gøres anderledes, og det håber jeg også ministeren vil være med til, men vi respekterer selvfølgelig de aftaler, der er indgået.
Sådan er det trods alt.
Så vi siger ja til det her forslag.