Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Sagsnr.
2016 - 3635
Doknr.
436542
Dato
04-01-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 13. december 2016 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 5 til L 94 til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 5 til L 94:
”Ministeren bedes redegøre for, hvad der har været de konkrete begrundelser for di-
spensation i de sager, der har været de seneste 5 år, hvor der er givet dispensation
fra alderskravet på 18 år for at indgå ægteskab i Danmark.”
Svar:
Det er ikke muligt inden for tidsrammen og for besvarelse af spørgsmålet at få lokali-
seret og gennemgået de dispensationssager, der har været behandlet i landets 98
kommuner de seneste 5 år.
I stedet kan det oplyses, at praksis i sager om aldersdispensation er beskrevet i vej-
ledning af 18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager, hvor følgende bl.a.
fremgår om praksis for at dispensere fra alderskravet:
”En afgørelse om aldersdispensation træffes altid ud fra en konkret vurdering af den
enkelte sag. Det er uden betydning for adgangen til dispensation, hvem af parterne
der er under 18 år.
Hvis én af parterne er under 15 år, gives der ikke dispensation. Dette skyldes, at den
seksuelle lavalder er 15 år, jf. § 222 i straffeloven. Der gives efter praksis som ud-
gangspunkt heller ikke dispensation, hvis begge parter er under 18 år, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder (se nedenfor). Jo tættere en af parterne er på at
fylde 18 år, jo mere taler det for at give dispensation.
Efter praksis kan kommunen normalt dispensere fra alderskravet, hvis én eller flere af
følgende betingelser er opfyldt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (se
nedenfor):
-
Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 15 år, og parret har eller
venter et barn sammen. Det er uden betydning, om manden er biologisk for-
ælder til barnet. Det afgørende er, at mandens faderskab til barnet er fastslå-
et.
Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 16 år, og parret bor
sammen i egen bolig. Et værelse hos en af parternes forældre eller andre næ-
re familiemedlemmer betragtes ikke som fælles, selvstændig bolig. Som ud-
gangspunkt er det heller ikke tilstrækkeligt, at parterne har udsigt til at få en
-