Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 7705
Doknr.
405504
Dato
08-11-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har den 17. oktober 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 3 vedrørende lovforslag nr. L 9 til social- og indenrigsministeren, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget
(MFU) Magnus Heunicke (S).
Spørgsmål nr. 3:
”Ministeren bedes redegøre for sine overvejelser i forbindelse med udarbejdelsen af
lovforslaget i forhold til at sikre, at ordningen ikke bliver misbrugt, f.eks. til at føre soci-
al kontrol i stemmeboksen.”
Svar:
Social- og Indenrigsministeriet anerkender, at der er tale om modstående hensyn, der
både kan tale for en opretholdelse af den nuværende ordning, hvorefter en personligt
udpeget hjælper i alle tilfælde skal yde hjælpen sammen med en myndighedsperson,
og kan tale for en ændring af reglerne om hjælp til stemmeafgivningen som foreslået i
lovforslaget. Social- og Indenrigsministeriet har derfor i lovforslaget overvejet, hvorle-
des man kan udmønte beslutningsforslag nr. B 32 (2015-16), der blev vedtaget af
samtlige af Folketingets partier i foråret 2016, og efterkomme ønsket, der blandt andet
har været fremsat af flere handicappolitiske interesseorganisationer, om, at det ved
stemmeafgivningen skal være muligt at få hjælp alene af en personligt udpeget hjæl-
per, uden at risikoen for utilbørlig påvirkning af vælgeren eller risikoen for dobbelt
stemmeafgivning for hjælperen øges unødigt.
Som det ligeledes fremgår af lovforslaget, må det antages, at det i langt de fleste til-
fælde, hvor vælgeren udpeger en personlig hjælper, vil være udtryk for, at vælgeren
har udpeget en person, som vælgeren stoler på og føler sig tryg ved. Det må dog
samtidig antages, at der også vil kunne forekomme tilfælde, hvor det ikke er vælge-
rens eget ønske at have den pågældende med som hjælper ved stemmeafgivningen,
f.eks. hvis vælgeren har følt sig presset eller måske ligefrem tvunget til at udpege en
bestemt person som personlig hjælper ved stemmeafgivningen.
I de tilfælde, hvor det er vælgerens eget ønske at få hjælp alene af en personligt ud-
peget hjælper, er der meget, der taler for, at det ikke er nødvendigt, at der ligeledes
medvirker en myndighedsperson ved stemmeafgivningen. Hensynet til hemmelig
stemmeafgivning kan i disse tilfælde blandt andet tale for, at så få personer som mu-
ligt inddrages i vælgerens stemmeafgivning. Derudover har erfaringerne med de gæl-
dende regler vist, at en del vælgere ikke ønsker en myndighedsperson til stede ved
stemmeafgivningen, da det kan virke intimiderende over for den enkelte vælger, der
har behov for hjælp til stemmeafgivningen, altid at skulle have en myndighedsperson
med ved stemmeafgivningen. For nogle vælgere med behov for hjælp til stemmeaf-
givningen kan det derfor forekomme som unødig overvågning, at der i de tilfælde, hvor
vælgeren har udpeget en personlig hjælper, ligeledes skal medvirke en myndigheds-
person ved stemmeafgivningen.