Tak for det, hr.
formand.
Med L 88, som jo er et forslag om ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler, og som vi behandler nu og her, går vi ind og sætter et loft for antallet af kursusuger, som staten yder tilskud til til efterskoler.
I folkeskolerne er det faktisk normalt sådan, at man har omkring 40 ugers undervisning.
Og med det her lovforslag går vi så ind og sætter et loft, i forhold til at der maks.
ydes statstilskud til 42 uger på efterskolerne.
Derudover er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke forhindrer, at efterskolerne jo efter eget ønske sagtens kan vælge fortsat at have måske 43 eller 44 skoleuger.
Det er op til den enkelte skole selv, men man vil som sagt maks.
modtage statstilskud til 42 uger.
L 88 er en del af finanslovsaftalen.
Jeg må sige, at jeg egentlig synes, at netop det at sætte et loft gør, at vi også sikrer, at tingene ikke løber løbsk i forhold til det statstilskud, vi giver til efterskolerne.
Der har nemlig de seneste år lidt været en tendens til, at flere og flere efterskoler har skruet op for antallet af undervisningsuger, og det har jo egentlig både givet øgede omkostninger for statskassen, men faktisk også for forældrene.
Det har ikke ført til, at flere unge har fået glæde af efterskoleophold, og derfor håber jeg da på, at det her loft nu vil være med til at sikre, at måske også endnu flere unge kan få lov til og have mulighed for at få et efterskoleophold.
Vi, der selv har haft børn af sted på efterskole, ved jo godt, at et ophold der er utrolig gavnligt for de unge mennesker, og jeg håber dermed, at det her lovforslag som sagt også kommer til at bidrage til, at flere får muligheden.
Det er nemlig en fantastisk oplevelse, og jeg ved, at rigtig mange unge vil have stor glæde af at få et ophold på en efterskole.
Venstre stemmer naturligvis for lovforslaget, og igen skal jeg så hilse fra De Konservative og sige, at de også stemmer for det her forslag.