Tak for det.
Jeg har taget ordet, fordi jeg mener, at det her lovforslag er politikersprog af værste skuffe.
Hvis man ser på, hvad lovforslagets undertitel er, kan man se, at det er »Harmonisering af skoleydelsen til et SU-lignende niveau«, så lad os ligesom tage fat i det og gribe fat i de to punkter.
Det første er, at man reelt set ikke kan tale om en harmonisering af en skoleydelse og en SU, når det er to fuldstændig forskellige uddannelser, vi snakker om.
I fredags havde de fleste partier herinde julefrokoster, og det havde SF også.
Vi fik maden til julefrokosten leveret af produktionsskolen fra Køge, Klemmenstrupgård, og der var også elever med, fordi der i et af skolens værksteder er et køkken.
Eleverne på produktionsskolen går på arbejde, ligesom de går i skole.
De laver mad, de står til ansvar for de ting, der skal sælges, og de leverer et fantastisk stykke arbejde.
På samme skole er der også et gartneri, en smedje og et tømrerværksted.
De leverer nogle produkter, og de har et reelt arbejde.
De er ikke ligesom de andre uddannelser, og ikke nok med det:
De er med til at løfte nogle af de unge, som har det svært i livet, og som ikke har haft det let på deres uddannelsesvej, så de kan få en kompetencegivende uddannelse.
I øvrigt giver produktionsskolerne også masser af kompetencer.
Den anden del er, at det simpelt hen er politikersprog så at sige, at man nu harmoniserer skoleydelsen og SU'en – og det gør man så ikke engang.
Man får som produktionsskoleelev ikke de samme muligheder for at tage et lån; man får ikke de samme muligheder for at få tillæg; man får ikke de samme rabatter på transporten; og selv når det drejer sig om beløbsstørrelsen, får man ikke det samme.
Det viser sig ganske klart i dag, og derfor er det så vigtigt, at man stemmer for ændringsforslaget.
For hvis man virkelig vil tale om at harmonisere, uden at det bare skal være tomme ord, så skal man dog beløbsmæssigt i det mindste give produktionsskoleeleverne det samme, som de har på de resterende ungdomsuddannelser.
Så vil jeg bare sige til det her med beløbet, og om det betyder noget med de her lidt mere end 500 kr.:
Produktionsskoleeleverne betaler for arbejdstøjet, mange af produktionsskoleeleverne betaler for deres mad ude på skolerne, og mange af dem siger, når man spørger dem, at de også er med til at betale i hjemmet, så det betyder alverden for dem.
Derfor kan jeg stadig blive noget, der er grænsende til tosset, over den udtalelse, som Venstres undervisningsordfører kom med, da man spurgte om, hvordan de på produktionsskolerne nu skal få det her til at hænge sammen, og hvordan de skal få råd til det her med de her markante besparelser på deres levebrød:
Ja, de kan jo tage et banklån.
Men det kan man jo så ikke bare.
Det er jo ikke alle, der bare kan tage et banklån.
Og er det virkelig der, vi skal hen, altså at nogle af de mest udsatte unge bare skal tage et banklån for at klare sig?
Nej, så lad os stemme for det her ændringsforslag, så produktionsskoleelever i det mindste får det samme beløb som andre studerende på ungdomsuddannelserne.