Tak for det.
Jeg vil også gerne takke for behandlingen af lovforslaget i dag.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at lovforslaget, som det også er blevet sagt af flere ordførere, udspringer af finanslovsaftalen for 2017, hvor det blev aftalt at harmonisere sygedagpengemodtagernes ret til at optjene feriedagpenge.
Sygedagpengemodtagere, der ikke er medlem af en a-kasse, har i dag ikke mulighed for at optjene feriedagpenge og har aldrig haft det privilegium.
Med finanslovsaftalen for 2017 er det aftalt, at reglerne skal være ens for alle.
Derfor vil vi også med lovforslaget harmonisere reglerne, så ingen sygedagpengemodtagere fremover optjener ret til feriedagpenge.
Det er rigtigt, at det er en stramning af reglerne, hvilket behandlingen af lovforslaget jo også bærer præg af, og det står regeringen selvfølgelig også helt på mål for.
Jeg mener også, det vigtigt at understrege, at jeg synes, at jeg synes, at stramningen er helt rimeligt.
Det skal ses i lyset af, at sygedagpengene er 100 pct.
finansieret af det offentlige, hvilket også fremgår af debatten her i dag, og at de ikke ligesom arbejdsløshedsdagpengene er indirekte medfinansieret af a-kassens medlemmer.
Det er fremført, at det vil forringe forsikringssystemet og dermed også udfordre flexicuritymodellen.
Faktum er bare, at man som medlem af en a-kasse ikke betaler til sygedagpenge.
Derfor er det heller ikke et retfærdighedsprincip, der dikterer, at man skal stilles bedre end andre sygedagpengemodtagere.
Jeg mener derfor kort sagt, at stramningen helt grundlæggende er rimelig, fordi et a-kassemedlemskab ikke bør være udslagsgivende for, om man har ret til en offentlig ydelse, der optjenes på baggrund af en ydelse, der ikke medfinansieres af medlemmerne.
Det er også blevet gjort gældende af en række ordførere, at det vil ramme syge mennesker.
Fremover vil der være sygedagpengemodtagere, som bliver raske, får et arbejde og skal holde ferie, og som på baggrund af regelændringen ikke har optjent feriedagpenge.
Det er rigtigt, at det vil være sådan for nogle, og at det er sådan allerede i dag for sygedagpengemodtagere, der ikke er medlem af en a-kasse.
De pågældende må i den situation acceptere, at hvis de ikke har optjent feriegodtgørelse eller har ret til løn under sygdom, må de selv betale deres ferie ved at lægge lidt til side af lønnen.
Det gælder selvfølgelig kun det første år i jobbet, da de pågældende det næste år vil have optjent feriegodtgørelse eller ret til løn under ferie.
De pågældende sygedagpengemodtagere står dermed i samme situation som de studerende, når de bliver færdige og får et arbejde og ikke har optjent feriegodtgørelse det første år.
Jeg mener, at der på den baggrund er tale om en helt rimelig regelændring, der først og fremmest har som konsekvens, at det bliver muligt at bruge pengene andre steder i vores velfærdssamfund.
For når vi kaster et blik på det samlede finanslovsforslag for 2017, handler det jo netop, som flere ordførere også har været inde på, om at forbedre vores kernevelfærd, tryghed og ansvarlighed.
Det er bl.a.
sådan, at vi styrker sundhedsområdet, kræftområdet, med 2,2 mia.
kr.
over de næste 4 år.
Det kræver finansiering og prioritering, og det er også derfor, at vi strammer reglerne nogle steder; det er, for at vi kan tilføre midler andre steder.
Det er en prioritet, som regeringen er glad for at der er opbakning til efter førstebehandlingen af lovforslaget i dag.
Og jeg glæder mig selvfølgelig også til udvalgsbehandlingen med de spørgsmål, der måtte komme, da det her lovforslag er en konsekvens af den finanslovsaftale, der blev indgået den 18.
november 2016.