Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 81:

Forslag til lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde.

Af udenrigsministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 11.11.2016).

Vi går videre til næste punkt på dagsordenen, men for at vi kan gå videre, skal der være mere ro i salen.

Forhandlingen er åbnet. Først er det fru Mette Gjerskov, Socialdemokratiet.

Det er ikke hver dag, vi har fornøjelsen af at diskutere udviklingspolitik og de store overordnede rammer for dansk udviklingspolitik her i Folketingssalen. Så derfor vil jeg da også benytte lejligheden til at understrege, hvor vigtigt vi fra Socialdemokratiets side synes det er, at man har en god og solid udviklingspolitik, at udviklingsbistanden ikke skæres ned, og at Danmark tager sit ansvar i verden.

Vores udgangspunkt er jo, at vi skal prøve at modvirke ulighederne i verden. Vi skal sikre bæredygtigheden, vi skal undgå skattely, og i det hele taget skal vi bidrage til en verden, hvor mennesker får håb om en fremtid i deres eget land. Når vi ser lovforslaget, som jo har den lange titel: lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde – så kan jeg sige, at vi står med et meget, meget kort lovforslag. Men det ændrer ved nogle grundlæggende, principielle ting.

Det, der bare er min udfordring – det må jeg sige klart til regeringen og udenrigsministeren – er, at mange af de ting, som jeg og formentlig repræsentanter fra andre partier i Folketinget, men også organisationer og ngo'er derude, har været optaget af, faktisk ikke er noget, der står i lovforslaget. Det står i bemærkningerne til lovforslaget. Derfor er det ret vigtigt, at vi kommer til at få en god dialog om det her lovforslag.

Der er nogle konkrete ting i § 5, som jeg gerne vil tale med ministeren om. Det er det her med, at man ikke vil opgøre det multilaterale og bilaterale. Men det er jo vigtigt for os at få en dialog om, hvad man så gør for at sikre, at vi rent faktisk kommer derhen, hvor vi gerne vil, så vi også styrker de internationale organisationer og laver fælles, altså multilateral udviklingsbistand. Det har vi haft dialog med ministeren om, og jeg tror egentlig ikke, at vi er langt fra hinanden i spørgsmålet. Men lige så snart vi står med et lovforslag, er vi nødt til at forholde os meget klart til det.

Jeg vil også sige, at udenrigsministeren jo foreslår, at vi skal have udpeget et nyt udviklingspolitisk råd, som er en sammenlægning af to andre råd. Det bliver mindre og skal være mere effektivt, men skal også have meget mere arbejde. Det er sådan set et princip, som vi grundlæggende godt kan støtte. Men jeg har bare lidt svært ved at læse i lovens bemærkninger, om det her råd bliver udpeget på samme måde som nu. Det er ovre i bemærkningerne. Lovforslaget forholder sig sådan set kun til, hvor mange der skal sidde der.

I bemærkningerne står der, hvordan medlemmerne af det her råd bliver udpeget. Der er udtrykt bekymring, og det er måske ikke helt ubegrundet, for, at regeringen kunne finde på at udpege lidt for mange af vennerne i stedet for at få et bredt sammensat råd, som kan give varieret rådgivning til ministeren. Vi ser så i svaret fra ministeriet, at man langt hen ad vejen vil gøre som nu, men jeg har brug for at få et håndfast svar på, om det bliver på samme måde som nu, altså at man har pligt til at vælge blandt de personer, der bliver indstillet.

Der er også blevet rejst et spørgsmål, som jeg egentlig synes er relevant: Når man nu tager to råd, lægger dem sammen, giver dem større opgaver og der er færre mennesker, så de kommer til at skulle arbejde meget mere, så synes jeg altså, at man seriøst skulle overveje, om ikke de også skulle have et honorar. Det skulle ikke så meget være, fordi folk skal forgyldes, men som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Ellers er det jo de organisationer, der udpeges fra, der kommer til at betale. Det skulle meget nødig være sådan, at en udviklingsorganisation må afstå fra at pege på en superdygtig person alene af økonomiske hensyn. Udenrigsministeriet har i høringssvaret skrevet noget om, at det kan man altid tale med Personalestyrelsen om, men det synes jeg måske er et lidt slapt svar.

I § 9 er der hele spørgsmålet om udbyttet fra IFU. Hvis der kommer et overskud fra noget af det her samarbejde, er spørgsmålet, om noget af det så kan komme tilbage.

Hold da op, hvor tiden går hurtigt.

Så vil jeg bare sige, at der er nogle steder, hvor jeg synes vi kunne tale alvorligt om åbenhed, men samlet set er vi forholdsvis positive over for forslaget og glæder os til andenbehandlingen.

Tusind tak til ordføreren. Der var ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Fra Dansk Folkepartis side er vi som udgangspunkt enige i, at lovforslaget her medvirker til, at lov om internationalt udviklingssamarbejde moderniseres for dermed at kunne bidrage bedst til gennemførelse af Danmarks internationale udviklingsarbejde. At loven justeres til nu at tage højde for FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og de 17 vedtagne verdensmål, er helt i tråd med udviklingen og kan næppe vække anstød fra nogen i salen.

Hvad angår justeringen af formatet for den årligt fremlagte 4-årsplan til udgiftsrammer, får jeg den opfattelse, at det er et ønske for bl.a. at lette overskueligheden. Det lyder jo altid besnærende, men fra DF's side vil vi påpege, at det ikke må ske på bekostning af gennemskueligheden. I den kommende proces ser vi gerne oplyst nærmere, hvad den beskrevne formatjustering medfører, for vi er mange, som gerne vil følge nøje med i, hvordan skattepengene reelt anvendes.

Den foreslåede ændring af rammerne for Investeringsfonden vedrørende samvirket med erhvervslivet i fondens investeringer ser vi som et ønske om at løsne tøjlerne for fondens manøvrerum, hvilket DF er enig i. I forlængelse heraf indeholder lovforslaget et ønske om at udarbejde en udbyttepolitik for Udviklingsfonden for eventuelt at kunne udbetale udbytte til staten. Her henvises til statens ejerskabspolitik, som udtrykker, at det er sundt og naturligt, at statslige selskaber udbetaler udbytte. Det kan nok i mange tilfælde være rigtigt, men spørgsmålet er, om en udbyttepolitik for netop en udviklingsfond måske kan have en bivirkning. Jeg tænker her på, om en udbyttepolitik for Udviklingsfonden måske kan have den utilsigtede effekt, at fonden alene af den grund vil være tilbageholdende med at gå ind i vanskelige markeder, som jo netop var argumentet for at afbinde investeringsmandatet fra erhvervslivet. Så også spørgsmålet om udbyttepolitik vil jeg se frem til at få belyst nærmere.

Ændringen af Udviklingspolitisk Råd, herunder nedlæggelsen af Bevillingskomiteen, samt rådets nye procedurer ser DF samlet set som en afbureaukratisering af området, og DF ser i forslaget et potentiale for en mere effektiv administration.

DF støtter grundlæggende det fremsatte forslag, men imødeser dog som nævnt, at spørgsmålet om justering af formatet for 4-årsplanen og spørgsmålet om udbyttepolitik drøftes nærmere.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. For Venstre er det afgørende, at der er en rød tråd i vores udviklingspolitik. Vi skal fokusere vores udviklingspolitik på de områder, hvor Danmark har særlige interesser eller styrkepositioner. Det er en vigtig konklusion i Taksøe-Jensen-udredningen, og det er også en del af omdrejningspunktet i den nye udviklingspolitiske strategi. Samtidig skal vi sikre os, at vores udviklingsbistand følger med tiden, og at de lovgivningsmæssige rammer er de rette i forhold til at imødekomme de udfordringer, udviklingsbistanden står over for. Det er egentlig hele ideen, og det er derfor, vi også står her og diskuterer.

Der er en række elementer i nærværende lovforslag. For det første bliver FN's nye verdensmål en del af lovgrundlaget for Danmarks virke inden for udviklingsbistanden. Det hilser vi meget velkomment fra Venstres side. Det er vigtigt, når vi nu har fået lavet de her konkrete nye verdensmål, at de selvfølgelig også skal være omdrejningspunktet for alt, hvad vi laver på den udviklingspolitiske scene.

Det er jo noget af det, som jeg i hvert fald hilser meget velkommen, fordi det jo ikke er nogen hemmelighed, at vi sideløbende med, at vi har debatten her i salen, også har en politisk debat i noget, der forhåbentlig kan ende med at blive en eller anden form for aftalekreds. Der er det, at jeg i hvert fald synes, at det kunne være et rigtig stærkt signal, når vi forhåbentlig får lavet den aftale, og når vi forhåbentlig er så bredt et samlende flertal af Folketingets partier, som står bag den aftale, at vi så også sætter os sammen og siger, hvordan det er, vi konkret kan gøre en forskel. For med de 0,7 pct. af BNI, som Danmark også i fremtiden vil bruge på udviklingsbistanden, er vi jo et af de absolut få lande i verden, som overholder FN's minimumsønske, og vi er jo derfor også et af de absolut superligalande, som kan gøre en kæmpe forskel dér, hvor vi nu koncentrerer os om det.

Så sagt forholdsvis kort er det, at vi fra Venstres side støtter det her varmt. Vi ser det her som et banebrydende, nyt forsøg på at sørge for, at dansk udviklingsbistand også fortsat er i superligaen, men hvor vi også koncentrerer vores indsats om de politiske prioriteter, som vi nu har, og derfor kan vi støtte det varmt. Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti, som desværre ikke kan være til stede i salen i dag, og sige, at de også støtter regeringens forslag.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg vil gerne spørge hr. Michael Aastrup Jensen, hvor i loven det står, at Danmark fortsat skal være i superligaen, som man kalder dem, der betaler mere end 0,7 pct. af BNI til verdens fattigste lande. For det første: Jeg kan ikke finde det. Og for det andet: Hvad kaldte man så Danmark i de perioder, hvor vi var oppe på 1 pct. og virkelig var i superligaen? Er det ikke sådan en slags udfladning af begreberne, hvis 0,7 pct., som er FN's minimum, skal kaldes superliga? Jeg mener, det er ligesom at prale med lånte fjer. Det burde være en selvfølge, at alle lande lå oppe på det niveau. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke, og jeg synes, det er sjovt, at Enhedslisten som parti går meget op i, at vi overholder meget mere end minimumskravet fra FN, for når vi diskuterer NATO, hvor vi jo har skrevet under på, at vi vil opfylde minimum 2 pct. af BNP'en på forsvarsbudgettet, så synes Enhedslisten, at det er helt i orden, at vi ligger på 1,15 pct. som det, vi gør nu, ifølge de sidste officielle tal.

Så jeg må sige, at Venstres position er, og det har jeg sagt gentagne gange, at vi ønsker at ligge på de 0,7. Det er der cirka en håndfuld lande i verden der gør, og i stedet for at sige, at hvis vi så lå på 0,8, så reformerede vi hele verden, så næ, det gjorde vi egentlig ikke. Dér, hvor vi ville reformere verden, var, hvis vi fik resten af de rige vesteuropæiske lande, de andre lande, der kan, hvis de vil, til at komme op på niveau med de 0,7. Så kunne vi gøre en forskel, så kunne vi gøre noget, der virkelig ville reformere verden, i stedet for at bare lille Danmark begyndte at gå over det, som er FN's minimumskrav, især set i lyset af at vi som sagt kun er et blandt en håndfuld lande, der gør det.

Spørgeren.

For Enhedslisten er der en verden til forskel på at bruge 2 pct. af BNI eller at have det mål at tage ud i verden og slå mennesker ihjel med bombefly og ting og sager og så have et beskedent mål på 0,7 pct. af BNI til at hjælpe verdens fattigste mennesker med at udvikle sig. Jeg så gerne, at de to tal blev byttet om, for det tror jeg ville give en meget, meget bedre og meget mere fredelig, meget mere balanceret og veludviklet verden. For min skyld kunne man godt tage de penge fra militæret og flytte over til udviklingsbistanden. Og 0,7 pct. er i dansk målestok jo ikke et i stort tal, det må vi sige. Vi har været oppe på 1,12 pct. på et tidspunkt.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender, at der er politisk uenighed. Det er derfor, at jeg er medlem af Venstre, og nok også derfor, at hr. Christian Juhl er medlem af Enhedslisten. Jeg synes jo, det er vigtigt, at vi også har et funktionelt forsvar, for det går nemlig hånd i hånd med den udviklingsbistand, vi har. Tag eksempelvis konflikten mod Islamisk Stat. Hvis ikke vi også havde en militær kapacitet der, så kunne vi jo ikke gå ind og lave en udviklingsmæssig hjælp samtidig. Tingene bliver nødt til en gang imellem at følges ad, ikke mindst, når vi har med så modbydelige regimer som Islamisk Stat at gøre, så det vil jeg nu ikke ændre synspunkt på.

Fru Mette Gjerskov.

Nu må ordføreren altså komme ned fra den høje hest, ikke? Jeg synes, at det lige lovlig meget er en latterliggørelse af kolleger her i salen at affeje det med at sige, at det er ligesom NATO. Nej, det er ikke ligesom NATO. Udviklingsbistanden handler om at give mennesker et håb om en fremtid i deres eget land. Vi står i en situation med et rekordhøjt antal flygtninge i verden. Vi har oplevet dem komme til vores land i hobetal, og samtidig vælger regeringen så at spare på lige præcis det område, der kunne give de mennesker et håb om at kunne blive i deres eget land. Det synes jeg altså ikke at man kan svare på med en eller anden polemisk bemærkning om NATO. Det er et reelt problem, der er flygtninge derude i verden, og vi er jo nødt til at forebygge de flygtningestrømme.

Ordføreren.

Jeg forstår jo godt, hvorfor fru Mette Gjerskov ikke ønsker at tale om NATO-kravet, for det, som åbenbart hele Socialdemokratiet har glemt, er, at man på topmødet i Wales skrev under på, at nu ville man sørge for at komme tættere på de 2 pct., hvad angår militærudgifterne, og det har man åbenbart glemt alt om, efter at man kom i opposition. Vi glemmer nu ikke de aftaler, vi laver, og vi har heller ikke glemt, at vi ønsker at holde fast i de 0,7 pct., for det er det, vi har sagt til FN at vi vil gøre. Det er også præcis det, som FN beder landene om at gøre som minimum, og det er derfor, vi vil holde fast i det.

Så bliver jeg altså bare nødt til igen at komme med fakta. Lad os sige, at vi begyndte at opgradere vores tal til 0,8 eller 0,9 pct., eller hvad Socialdemokratiet nu vil. Jeg ved jo ikke, hvad Socialdemokratiet vil, og derfor kunne det være spændende i samme sætning at spørge: Hvad mener Socialdemokratiet efter et valg? Hvor højt skal det her tal op? Men lad os nu sige, at Socialdemokratiet gerne ville op på 0,8 eller 0,9 pct., når nu fru Mette Gjerskov skal til at svare på det. Så er det jo altså stadig væk sådan, at det ikke ville reformere verden lige så meget, som hvis vi fik resten af verden med op på de 0,7 pct., som må være målet.

Spørgeren.

Jeg synes, det er en lille smule flabet at blive ved med at tale om NATO, når vi har en debat, som handler om udviklingspolitik. Jeg vil gerne drøfte NATO, men jeg vil også gerne drøfte det, vi har på dagsordenen, og det er udviklingspolitik. Vi prøver egentlig at finde en gemytlig tone her, fordi vi faktisk sidder og arbejder rigtig hårdt sammen for at finde en strategi for, hvordan vi gør det. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vi er enige om størrelsen af udviklingsbistanden, og det er nu engang sådan, at der er en masse mennesker på flugt, som har brug for at se et håb om en fremtid i deres eget land – bare et lille håb – og det er det, udviklingsbistanden giver, og det er det, Venstre skærer ned på. Det er bare lige, så vi får det til referat.

Ordføreren.

Problemet var, at vi desværre ikke fik til referat, hvad Socialdemokratiet ville svare på det spørgsmål, jeg stillede. Det er der, problemet ligger. Jeg får så vide, at man ikke vil svare på det. Det er fair nok, og så kan den undrende befolkning jo høre, at man åbenbart tordner imod, at vi bruger 0,7 pct. Men hvad vil man selv? Hvad vil man selv? Så kan man nok så meget begynde at kaste om sig med udsagn om, at det skulle være flabet, eller jeg ved ikke hvad. Det synes jeg ærlig talt ikke at det er. Jeg synes tværtimod, at det er dobbeltmoralsk, når man begynder at anklage os for, at vi bruger for lidt. Så må man da i det mindste kunne svare på, hvad man selv vil bruge. Vi blev desværre ikke klogere.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

I verden er man meget ulige. Uligheden er et af de vigtigste problemer, vi har i verden. Uanset indsatsen de senere år er det stadig væk sådan, at en række lande har uligheden som det største problem. Jeg mener også, at en lov om internationalt udviklingssamarbejde skal indeholde et mål om, at det både er fattigdom og ulighed, vi skal bekæmpe.

Danmark gør meget. Danmark kan gøre meget mere, hvis der er politisk vilje til det. Jeg vil pege på nogle af de ting, som jeg har bemærket, i lovforslaget. Jeg har bemærket, at der intet står om det ganske fine princip, der hedder kohærens. Det betyder, at ingen anden lovgivning må forringe den her lovgivning. Den regel har man i EU, og man kan sige meget om EU – både godt og dårligt – men man kan sige, at de har et princip, som er enormt godt, og det burde også være med i vores lovgivning.

Der står heller ikke i lovgivningen, at vi er enige om, at mindst 0,7 pct. er det, vi vil bidrage med i udviklingsbistand. Så der er jo ingen grund til, at Venstres ordfører hopper så meget op på den høje hest, som han gjorde det over for Socialdemokratiets ordfører. Mindst 0,7 pct. burde stå der som en garanti for, at det er det, vi går efter. Hvorfor står det ikke i lovforslaget?

Jeg vil ikke blande strategien ind i det, for jeg har fået en over næsen for offentligt at udtale mig om forhandlingerne. Det må man ifølge ministeren ikke gøre – trods det, at han selv gør det i tide og utide. Så jeg vil prøve at holde mig til lovforslaget.

Jeg synes, det er en god idé at implementere FN's nye verdensmål i lovgivningen. Det er faktisk en rigtig, rigtig god idé. Det er de mål, der kommer til at styre vores aktiviteter i de kommende år. Men det er problematisk at ophæve kravet om, at 4-årsplanen til udgiftsrammer skal redegøre for såvel bilaterale og multilaterale udviklingsaktiviteter.

Det er fornuftigt, at IFU kan fremme den erhvervsmæssige udvikling i udviklingslandene, uden at det nødvendigvis foregår sammen med danske virksomheder. Det skal dog præciseres klart, at IFU's aktiviteter skal ske på et socialt, etisk og klimamæssigt forsvarligt grundlag. Ligeledes bør investeringerne foretages på ansvarlig vis i tråd med FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Og så mener jeg, at vi bør kræve gennemsigtighed i IFU's aktiviteter, så offentlighedsloven dermed også gælder for IFU's aktiviteter. Det er ganske problematisk, når vi ikke kan få indsigt.

Så er det problematisk at slå Udviklingspolitisk Råd med 15 medlemmer og Bevillingskomitéen med 8 medlemmer sammen til et nyt Udviklingspolitisk Råd med kun 9 medlemmer. Det vil svække indflydelsen fra personer udefra og styrke ministeriets i forvejen centrale placering. Det finder jeg ikke er hensigtsmæssigt, og det finder jeg bliver et alt, alt for smalt grundlag at tage det på. Det vil sige, at nogle af de kapaciteter, som i dag deltager i de to organer, ikke får plads her. Det synes jeg er problematisk, idet vi har et meget, meget stort bagland, som har forstand på og engagement i det her område, og som kan bidrage med deres viden og erfaring. Hvis vi kun skal have ét organ, altså rådet, foreslår jeg, at vi i hvert fald finder et antal, som ligger meget tæt på de 23 medlemmer, som før tilsammen var engageret i rådet og komiteen.

Så er det problematisk, at der i bemærkningerne til lovforslaget gøres op med det hidtidige princip om bred repræsentation fra bl.a. fagforeninger, folkelige organisationer, interesseorganisationer og forskningsinstitutioner. Hvorfor skal der ikke længere stå, at det er formålet? Er det meningen, at det skal gøres smallere og mere styret fra ministeriet, eller hvad? Det åbner nemlig for et scenarie, hvor den til enhver tid siddende regering kan udpege meningsfæller til Udviklingspolitisk Råd uden hensyntagen til rådets faglige eller folkelige balance. Der skal i lovgivningen sikres et minimum af repræsentanter fra civilsamfundet og forskningen i forbindelse med udpegning af medlemmer til den her slags råd, hvis vi skal have det her til at balancere.

Alle de andre ting håber jeg vi kommer til at diskutere i forbindelse med anden- og tredjebehandlingen, og jeg håber også, at vi kan få plads til netop at få rettet op på de fejl og mangler, som jeg har peget på her.

I øvrigt skal det ikke være nogen hemmelighed, at Enhedslisten støtter det gamle mål fra den forrige regering på 1 pct. af BNP til udviklingsbistand plus ½ pct. til miljøudvikling. Det er i hvert fald noget, vi har råd til, og det mål kunne være et fint fælles mål, hvis ellers vi kunne få lydhørhed over for det hos den nuværende regering.

Så går vi over til en kort bemærkning fra hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå, at hr. Christian Juhl mener, at jeg skal ned fra den høje hest. Jeg kan dog afsløre, at jeg aldrig nogensinde har lært at ride, og det ville gå helt galt, hvis jeg kom op på sådan en.

Men jeg forstår ikke helt, at Enhedslisten ikke går lidt mere op i det samme, som jeg gør, nemlig hvad der vil ske, hvis der – gud forbyde det – skulle komme en rød regering.

Hvad er det så for en procentsats, vi taler om? Er der lavet en aftale mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet om, at hvis man peger på fru Mette Frederiksen som statsminister, får man 1 pct. igen, eller hvad?

For jeg har nemlig gentagne gange forsøgt at få et svar ud af forskellige socialdemokrater, og jeg har ikke fået det endnu. Derfor går jeg da ud fra, at hvis Enhedslisten synes, det ikke er et vigtigt emne, må det jo være, fordi Enhedslisten har fået en eller anden form for aftale. Og det kunne være interessant at høre, hvad det så er for en aftale.

Ordføreren.

Nu nåede jeg jo lige at fortælle hr. Michael Aastrup Jensen, hvad mit og Enhedslistens mål er for udviklingsbistanden. Det er det, vi går efter, og enhver procent eller for den sags skyld promille, vi kan komme nærmere det mål, vil vi tage med. Og vi vil prøve at fastholde De Radikale, Socialdemokraterne, SF og andre på, at hvis vi får et flertal, skal vi have et regeringsgrundlag, som ligner det, vi havde i 2011, hvor der nemlig stod, at målet er 1 pct.

Enhedslisten har ikke aftalt noget regeringsgrundlag med en regering, vi ikke kender endnu. Det er noget, der siger sig selv. Vi har heller ikke aftalt noget med den nuværende regering om hverken det ene eller det andet. Sådan er det jo.

Men så snart vi får en chance for det, vil vi selvfølgelig benytte lejligheden til at fremme vores synspunkt. Det var derfor, jeg nævnte synspunktet. Det skal i hvert fald ikke være nogen hemmelighed, hvad vi går efter.

Spørgeren.

Men så er svaret jo præcis det, som jeg sagde, nemlig at der ikke er noget svar, altså at vi stadig væk ikke ved, hvad Socialdemokratiet vil gå efter. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Enhedslisten bare sådan slår det hen og siger, at det ikke er noget, der er interessant at tale om. For hvis man på den ene side synes, at den nuværende regering bruger for lidt, så må man da også på den anden side gå op i, hvad det er, man så vil have fra det eventuelle alternativ til den regering.

Derfor forstår jeg ikke, hvorfor Enhedslisten ikke vil tale om det og bare siger, at vi nu skal komme ned fra den høje hest.

Jeg tror, der er rigtig mange, der er nysgerrige efter at vide, hvad alternativet er, i stedet for bare at høre på nogen, der er sure.

Ordføreren.

Nu skal Venstres ordfører ikke snakke udenom. Han kan øve sig lidt på den høje jyske hest oppe i Randers, så kunne han fornemme, hvordan det er at have lidt udsigt.

I øjeblikket står vi, der gerne vil have en højere udviklingsbistand, med ryggen mod muren, fordi vi har en regering, der har skåret udviklingsbistanden ned fra 0,86 pct. af BNP til 0,7 pct. Måske ender den på 0,71 pct., og så vil jeg juble over den sidste promille. Men det er jo det, der er virkeligheden, og det er det, vi prøver at forhindre i øjeblikket. Når vi har fået det forhindret og er kommet frem til 0,86 pct. igen, så tager vi skridtet og lægger en plan, hvis vi overhovedet kan få flertal for det.

Det er vel meget mere realistisk end det snak og varm luft, som Venstre har på det her område.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Mette Bock, Liberal Alliance.

Tak for det. Nu ved jeg ikke, hvor meget udsigt hr. Michael Aastrup Jensen har. Mit parti befinder sig et sted, hvor vi længe har haft en rigtig god udsigt.

Vi står for øjeblikket i en situation, hvor vi i fællesskab er ved at se på, om vi kan samles om at formulere et paradigmeskift i måden, vi forvalter dansk udviklingsbistand på. Det er nogle rigtig spændende og rigtig gode diskussioner.

Man kan sige, at det her lovforslag måske kommer lige tidligt nok i forhold til det. På den anden side lægger lovforslaget op til, dels nogle konsekvensrettelser i forhold til de nye mål, der er sat op, dels til en forenkling af den struktur, der er omkring bevillingerne i udviklingsbistanden. Konsekvensrettelserne synes vi er naturlige. Og når det drejer sig om den måde, vi har organiseret arbejdet på omkring den konkrete bevillingsfaglige rådgivning og udmøntning, synes vi, det lyder som en rigtig god idé.

Jeg hørte Enhedslistens ordfører være betænkelig ved den sammenlægning, der er lagt op til, og lægge op til, at hvis man kun skulle have ét organ, skulle det være plus de to, sådan at man fik et råd på 23 medlemmer. Jeg har personligt meget, meget dårlige erfaringer med råd eller organer, som rummer så mange personer på en gang. Men lad os prøve at tage en diskussion om det, når vi nu kommer lidt videre i processen. Jeg synes, vi skal være åbne over for alle gode forslag.

Det, det jo egentlig handler om, er, at man sikrer, at både rådgivning og udmøntning finder sted på et så solidt grundlag som overhovedet muligt. Så i Liberal Alliance er vi positive over for forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Christian Juhl.

Jeg vil bare gerne høre fru Mette Bock, om ikke det er fornuftigt at have i hvert fald så stor en bredde i bevillingskommitteer og udviklingspolitiske råd, at den faglighed, der er til stede i både erhvervsorganisationer, fagforeninger og ngo'er, der arbejder med udviklingsbistand, kan få deres synspunkter frem, når man skal tage stilling til millionstore bevillinger. Når det ikke engang længere står klart i bemærkningerne, kan man godt blive lidt nervøs for, at der skal fokuseres på, at det er ministeriet. Er det LA's opfattelse, at ministeriet skal have større indflydelse på bekostning af de folkelige organisationer?

Ordføreren.

Hverken folkelige organisationer eller et ministerium er jo egentlig dem, som i den sidste ende sidder for bordenden – det er jo sådan set udenrigsministeren og de mennesker, som står bag den lovgivning, der ligger til grund for det.

Jeg er helt enig i, at man selvfølgelig skal sikre, at man får solid faglighed ind i tingene, og det er også derfor, jeg indledte min tale med at sige, at måske er det her lige tidligt nok, i forhold til at vi nu er ved at samles omkring en ny udviklingspolitisk strategi. For efter min mening skal man først fastlægge en strategi, og dernæst skal man organisere de råd og organer og nævn, og hvad der ellers måtte være, sådan at der bakkes bedst muligt op om den strategi, man er blevet enige om at fastlægge. Så jeg er sådan set ikke uenig. Altså, det er jo ikke, fordi man skal fjerne noget faglighed, men man skal sikre, at den nødvendige faglighed i forhold til den strategi, man måtte beslutte, er til stede. Og der må vi så diskutere, hvordan vi konkret kommer videre med det. Jeg er åben for diskussion.

Spørgeren.

Fru Mette Bock har ret i, at udenrigsministeren nok er den minister, der har størst indflydelse på sit eget budget og kan gøre mange flere ting, end mange andre ministre kan. Men vi taler reelt, når vi snakker om Udviklingspolitisk Råd og Bevillingskomiteen, om bevilgende myndigheder. Det er ikke ministeren, der bagefter skal overveje, hvad de så skal. De skal sige ja eller nej til projekter, der rækker meget vidt og også har et meget stort økonomisk omfang. Derfor er det jo vigtigt, at der er et bredt og velfunderet fagligt grundlag at tage stilling ud fra i de her kommitteer og udvalg.

Ordføreren.

Det er jeg jo overhovedet ikke uenig med hr. Christian Juhl i, men samtidig med at fagligheden skal sikres, bliver vi jo også nødt til at sige åbent, at der også er en ikke altid entydig interessevaretagelse. Altså, de repræsentanter, som sidder i organer af den her type, har jo ikke altid sammenfaldende interesser eller prioriteringer, i forhold til hvad man mener er nødvendigt. Så lad os prøve at sikre fagligheden og samtidig også sikre, at vi får etableret noget, som kan handle på en effektiv måde, men altså med sikring af fagligheden. Og jeg siger bare, at min erfaring er, at i forhold til et bord, hvor der sidder 23 mennesker omkring, kan det blive meget langsommeligt.

Tak til fru Mette Bock. Vi går videre til fru Ulla Sandbæk, Alternativet.

Mange tak. Det var et stort skridt for verdens lande, at de 17 nye verdensmål blev vedtaget – verdensmål, der forpligter både udviklingslandene og de industrialiserede lande. Med de 17 nye verdensmål fik vi jo et overordnet kompas, som vi skal føre vores fremtidige politik ud fra. Alternativet er derfor helt enige med regeringen, når den ønsker at opdatere lovens formål med tilføjelse af en reference til FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og de 17 verdensmål.

I Alternativet er vi også enige i de nye bestemmelser for IFU, som ophæver lovkravet om, at IFU skal samvirke med danske virksomheder. Det giver mulighed for, at IFU nu vil kunne gå ind på markeder i de udviklingslande, som danske virksomheder endnu ikke finder rentable, og dermed være med til at hjælpe disse lande med at udvikle deres markeder.

Vi er også enige i præciseringen af statens mulighed for at stille statsgarantier til rådighed for IFU og muligheden for, at IFU vil kunne foretage udbetaling af udbytte til staten. Men det fremgår ikke af den foreslåede udbyttepolitik for IFU, hvorvidt det udbytte, som skal tilbageføres til staten, vil blive tilbageført til udviklingsbistand. Alternativet mener, at det bør fremgå af lovforslaget, og at det præciseres, at et eventuelt udbytte fra IFU skal bruges til udviklingsbistand. Det er et af de spørgsmål, som jeg gerne vil have at vi taler mere om ved andenbehandlingen af lovforslaget.

Vi mener ikke, at IFU bør være undtaget fra offentlighedsloven. Vi så gerne, at man havde benyttet denne mulighed for at skabe mere gennemsigtighed i IFU's arbejde. Selvfølgelig skal det være muligt for IFU at værne om forretningshemmeligheder, men det betyder ikke, at IFU ikke kan være mere detaljeret i sin afrapportering og afrapportere om, hvorledes IFU og investeringsprojekterne adresserer aktuelle og potentielle negative menneskerettighedseffekter, samt om, hvor man positivt bidrager til opfyldelse af fondens formål, som man også bør ifølge FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv.

Alternativet finder det bekymrende, at lovforslaget efter vores opfattelse på nogle områder mindsker gennemsigtigheden i udviklingsbistanden og på andre områder ikke udnytter muligheden for at forbedre gennemsigtigheden. Gennemsigtighed i lovgivningen og forvaltningen er altafgørende i demokratiet, og vi må fra politisk side ikke være bange for, at befolkningen, journalisterne og civilsamfundet kan kigge vores gøren og laden efter i kortene, for det er med til at holde os politikere oppe på tæerne og få os til at lave endnu bedre politik. Gennemsigtighed er derfor i høj grad også vigtigt i udviklingspolitikken, særlig hvis det skal lykkes os at sikre en større folkelig forankring i den.

Det er helt nødvendigt, at det bliver muligt for befolkningen at se, hvordan vi prioriterer udviklingsmidlerne. Derfor er vi også imod, at lovforslaget lægger op til, at man fra regeringens side ikke længere specifikt skal redegøre for bilaterale og multilaterale udviklingsaktiviteter. Det er ikke hensigtsmæssigt, da noget af gennemsigtigheden i et i forvejen meget stort og nogle gange uigennemsigtigt budget går tabt. Det er god forvaltningsskik, at befolkningen og civilsamfundet kan kigge de politiske beslutningstagere over skulderen, og dette bliver sværere, hvis man ikke længere tydeliggør, hvad der skal gå til bilaterale og multilaterale udviklingsaktiviteter. At visse udviklingsaktiviteter kombinerer såvel bilaterale som multilaterale aktiviteter, kan man jo så påpege.

Vi finder det positivt, at man vil sammenlægge bevillingskomiteen med Udviklingspolitisk Råd. Det kan genetablere en sammenhæng mellem rådgivning om overordnede strategiske spørgsmål og konkrete bevillinger, men det er, som flere høringssvar gør opmærksom på, og som også flere ordførere har gjort opmærksom på, problematisk, at man fremover kun vil have 9 medlemmer i stedet for 15. Og det bliver yderligere problematiseret, ved at regeringen i lovforslaget ikke vil præcisere, hvordan vægtningen i udvælgelsen af medlemmer af Udviklingspolitisk Råd vil ligge, hvilket der tidligere har været praksis for. Hvis vi skal sikre det bedst mulige input i udviklingspolitikken, bør både civilsamfundet, virksomhederne, faglige organisationer og forskere være bredt repræsenteret i Udviklingspolitisk Råd, og med de to ændringer, som regeringen lægger op til, mener vi ikke at det vil være muligt, men det er selvfølgelig noget, som vi kan snakke om i forbindelse med andenbehandlingen. Tidligere skulle der jo nemlig være repræsentanter for henholdsvis faglige organisationer, virksomheder, forskere og de folkelige organisationer.

Så vil jeg gerne afslutningsvis sige, at Alternativet går ind for, at vi skal give 1 pct. af vores BNI i udviklingsbistand.

Tak til ordføreren. Der er ikke bedt om korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Radikale Venstre gerne havde set et helt andet ambitionsniveau for dansk udviklingsbistand, som regeringen jo i rekordfart har skåret ned til ugenkendelighed. Det er gået ud over mange fattige mennesker i verden. Det er gået ud over nogle af de mest nødstedte flygtninge i nærområderne, og det har skabt kraftige ridser i lakken på dansk udviklingsbistand og det renommé, vi har i mange organisationer i mange lande, både i vores bilaterale og multilaterale samarbejde. Det er den dag i dag svært for mig at forstå, at man, selv om man ønsker at skære, så vil skære med den brutalitet og den hurtighed, hvormed man har gjort det, og hvorved man også har skadet danske interesser.

Men det skal jo ikke hindre, at vi forsøger at bygge bro, i forhold til hvordan vi så giver dansk udviklingsbistand og den udviklingsbistand, vi trods alt er enige om at yde – også selv om det så næste år kun bliver til 0,7 pct. Der er vi fra radikal side sådan set positivt indstillet over for en lang række af de forslag, som regeringen kommer med, til ændringer af den her lov.

Det første er at ændre formålsbeskrivelsen til FN's 17 bæredygtighedsmål. Det er en helt oplagt idé og helt afgørende, tror vi, for at vi kan samarbejde med andre lande og kan lave den rigtige arbejdsdeling internationalt, som også vil være grundlaget for den udviklingspolitiske strategi, som bliver forhandlet i øjeblikket, og selvfølgelig også for vores mulighed for at planlægge langsigtet frem mod 2030.

Vi skal huske på, at verdensøkonomien står til at blive fordoblet over de næste bare 15 år. 3 milliarder flere middelklasseborgere regner vi med der kommer på kloden. Det bliver nødt til at være en bæredygtig udvikling, der driver den velstandsudvikling, hvis det også skal være en udvikling, der kan komme vores børn og børnebørn til gavn – på alle dele af kloden.

En anden ting i forslaget synes jeg også er en rigtig, rigtig god idé, nemlig at give lidt flere og mere fleksible rammer for IFU's arbejde, herunder at man også kan samarbejde med udenlandske virksomheder, og at man får en lidt mere kontinuerlig måde at sikre udbyttebetaling på. Vi er lidt optaget af, at det – og det kan ministeren måske bekræfte, når han kommer op – altså er bestyrelsen selv, der kan fastlægge udbyttet, i tråd med den tradition, vi har fra andre offentlige selskaber.

For at sige det ligeud vil vi gerne sikre os imod, at en finansminister, der sidder en sen aftentime med et parlamentarisk grundlag, der måske føler mindre for udviklingsbistand, kunne føle sig fristet til lige at nappe 200 mio. kr. ekstra. Derfor kunne vi jo også godt læse det her forslag som en form for beskyttelse, hvis vi er enige om, at det er bestyrelsen selv, der fastlægger sin udbyttepolitik. Jeg håber, at udenrigsministeren kan bekræfte, at det er sådan, det skal tænkes.

Et tredje forslag er så det, som flere har været inde på, nemlig at man lægger Udviklingspolitisk Råd og Bevillingskomiteen sammen. Det synes vi også er en god idé. Vi kunne også godt se, at man kunne lukke et par mennesker mere ind i det rådgivningsrum. Men det vigtigste er selvfølgelig, at det er de rigtige mennesker. Så det kunne man da overveje. For jeg synes, det er vigtigt at finde en løsning, som alle er betrygget i.

Men det at have så mange forskellige rådgivningsorganer inde over har også skabt, tror jeg godt jeg kan tillade mig at sige som en af bistandens store venner, en lidt tung sagsbehandlingsgang og også en lille smule uklarhed i, hvad det egentlig er for prioriteringer, der står øverst. Derfor giver det god mening, synes jeg i hvert fald, at samle det til ét rådgivende organ.

Det sidste element i lovforslaget er så det her med, at man ikke længere skal dele den bilaterale og multilaterale afrapportering op. Som jeg læser det i lovforslaget, er det begrundet med, at det i praksis ofte er begge dele. Det ved jeg ikke helt om er forklaring nok.

Jeg oplever i øjeblikket, at der bliver skåret forholdsmæssigt meget i de multilaterale bevillinger i forhold til de bilaterale. Derfor ved jeg ikke, om det er fornuftigt, at vi ikke har en eller anden form for mulighed for i hvert fald som almindelige borgere og folketingsmedlemmer at følge lidt med i, hvordan vægten ligger, også selv om jeg anerkender, at tingene tit hænger sammen, og at bilaterale indsatser bliver brugt til at styrke multilaterale og vice versa. Men der er alligevel på en eller anden måde, synes jeg, en betryggelse i, at vi kan følge med i, hvor stor en del af den danske bistand vi giver gennem de multilaterale organisationer.

Men måske er det heller ikke det, der ligger i forslaget; det kan jeg faktisk ikke helt gennemskue af de foreliggende bemærkninger. Så det er den anden ting, jeg godt vil spørge udenrigsministeren om han havde mulighed for at klargøre lidt. Altså, kan man stadig væk gå ind og se, hvor meget Danmark giver på den multilaterale ramme til UNDP, til UNHCR, til EU og alle de der? Eller hvad er det præcis, man vil ændre i den måde, man opgør det på i dag? Det kunne være spændende at få afklaret. Det vil jeg i hvert fald spørge ind til, idet vi samlet set vil forholde os positivt til forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til hr. Holger K. Nielsen, SF.

Ligesom andre partier er vi særdeles kritiske over for de nedskæringer på udviklingsbistanden, som regeringen har stået for, og mener, at det er temmelig katastrofalt, at Danmark fra tidligere at være et ulandspolitisk foregangsland nu er på vej ned ad stigen, hvad det angår. Det er trist for vores generelle udenrigspolitik, også for de fattige i verden.

Vi sidder jo, en række partier, og forhandler en udviklingspolitisk strategi i øjeblikket, som er afkoblet de finansielle rammer, som vi jo som bekendt er uenige om, og man kan sige, at det her lovforslag i en vis forstand også går ind i den strategidiskussion, og det er jo ligesom svært, synes jeg, at forestille sig, at vi endelig vedtager det her lovforslag, før vi er færdige med at udarbejde den nye strategi. Der er ting, der spiller sammen der.

Der er ting i det her lovforslag, som er meget fornuftige, f.eks. at man inddrager de 17 verdensmål direkte. Det er meget naturligt, at man gør det. Vi synes også, at de ændringer, der er omkring IFU, er fornuftige. Omkring IFU's udbyttepolitik har jeg forstået det sådan i hvert fald, at det er noget, som udenrigsministeren skal diskutere med bestyrelsen i IFU, og der skal så fastlægges en politik på det grundlag. Det går jeg da ud fra at vi kan få en diskussion med udenrigsministeren om, når vi behandler det her forslag i udvalget.

Vedrørende de her strukturændringer, som der er tale, hvor Udviklingspolitisk Råd bliver lagt sammen med Bevillingskomiteen med færre medlemmer, er det vores tilgang, at det kan være fornuftigt nok med en sammenlægning, men ligesom andre har sagt, må man overveje, om det er fornuftigt at skære så meget ned på antallet af medlemmer, som man faktisk har gjort. Problemet er, at man kan komme til at miste noget af den faglighed, som faktisk ligger uden for ministeriet, og jeg tror ikke, at det er klogt, at man i hvert fald får givet det indtryk, at nu skal Udenrigsministeriet til at styre det her meget kraftigere uden at inddrage det ngo-miljø, der er, og derfor er vi nødt til at få en diskussion af det, i første række for at kunne fastholde den faglighed, der er i den verden, der er uden for ministeriet.

Vedrørende det, at man ikke længere skal redegøre specifikt for, hvad der er bilateralt og multilateralt, er vi også lidt betænkelige ved det. Vi må også have redegjort nærmere for, hvad den nærmere baggrund er for det. Det kan der godt være nogle gode argumenter for, men i hvert fald ønsker vi, at vi i en vis forstand får lidt styr på, hvordan forholdet mellem det bilaterale og det multilaterale er. I virkeligheden er det jo også et spørgsmål, der kommer til at spille lidt ind i forhold til den strategi, som vi sidder og forhandler i øjeblikket.

Så vi har sådan en – kan man sige – positiv tilgang til lovforslaget. Der er ting, vi godt vil have ændret på, og det regner jeg med at vi kan få bearbejdet, når vi sender det her i udvalget op til andenbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere, som har bedt om ordet, så jeg giver ordet til udenrigsministeren.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for en god debat. Det har vi jo også tradition for at have i kredsen af udviklingspolitiske ordførere – en god og åben debat om mange spørgsmål.

Hr. Holger K. Nielsen refererede her til sidst til den igangværende diskussion om at lave en ny humanitær udviklingspolitisk strategi. Det vil jeg lade ligge for i dag, for det er ikke den, vi skal diskutere, ligesom det heller ikke er spørgsmålet om, hvorvidt man vil bruge 0,7 eller 0,71 eller et højere procenttal på udviklingsbistanden. Det, vi skal diskutere, er sådan rammen om, hvad det er for en processuel måde, vi arbejder med udviklingsbistand på, hvad det er for nogle målsætninger, vi overordnet har, og hvordan kommer vi gradvis igennem dem. Det er for at have et lovgrundlag for det udviklingspolitiske arbejde, som også afspejler den verden, vi reelt har i øjeblikket. Og med vedtagelsen af verdensmålene har Danmark og resten af verdenssamfundet vedtaget 17 klare målsætninger for, i hvilken retning vi ønsker at gå. Hvordan skal verden se ud i 2030, hvis vi opfyldte vores ambitioner, uden ekstrem fattigdom, uden sult, med adgang til sundhedsydelser, uddannelse, ligestilling mellem drenge og piger osv., sådan at vi kan få bæredygtig vækst og bæredygtig udvikling?

Jeg synes, at verdensmålene er fantastisk ambitiøse, og det giver os en lejlighed, men nok også en forpligtelse til at nytænke vores eget udviklingspolitiske kompas, og det er det, vi gør med strategien og med loven om internationalt udviklingsarbejde her i dag.

Vi skal sikre, at vi fortsat har en tidssvarende lovgivning, og for mig at se er der tre væsentlige ændringer. Den ene er, som alle har bakket op om, at 2030-målsætningen og dagsordenen om bæredygtig udvikling, verdensmålene generelt som et centralt omdrejningspunkt bliver stadfæstet for dansk udviklingsarbejde.

Så er der Investeringsfonden for Udviklingslande, der nu får et mere tidssvarende og fleksibelt mandat, hvor IFU afbindes det krav om, at alle tiltag skal være i samvirke med dansk erhvervsliv. Det betyder, at de også i højere grad kan byde ind på netop nogle af de fonde, der faktisk efter dansk model skyder op rundtomkring i verden, og hvor IFU har vist sig at være i stand til med erfaring, kompetence og viden at skabe en synergi af udvikling, af erhvervsmuligheder og forbedringer for mennesker rundtom i udviklingslande.

Endelig er der, som flere har været inde på, den eksterne rådgivning af udenrigsministeren, der skal omorganiseres. Det er sådan i dag, at vi har to råd, hvor eksterne kræfter rådgiver ministeren. Hr. Christian Juhl lægger dem sammen og siger, der er 8 i den ene og 15 i den anden, så det er 23 eksterne rådgivere. Nu er de 4 i Bevillingskomiteen ansat i Udenrigsministeriet, så der er kun 4 eksterne og 15, og man kan så sige, at når man har 4 eksterne i det ene udvalg og man har 15 i det andet, er 9 vel et rimeligt godt kompromis, i forhold til hvordan gennemsnittet kunne se ud fremadrettet.

Det, vi har prøvet at lægge op til, er at sige, at vi afbinder den direkte organisationsrepræsentation, sådan at hvis man sidder med en kompetence, man er blevet indstillet på baggrund af, men skifter job, så kan man faktisk godt stadig væk godt blive der, for i dag er det sådan, at man sidder på en organisationsplads, og hvis man laver noget andet, skal man fratræde rådet. Det er også det, at man sidder som organisationsudpeget, der gør, at der i dag ikke er honorar, for vi har efter Moderniseringsstyrelsens vejledninger kun mulighed for at honorere folk, der sidder der i form af deres såkaldte egen ekspertise og ikke som repræsentant for en organisation. Men det er noget af det, vi kan prøve at snakke om, altså hvordan vi skal gøre det fremadrettet.

Hvad angår nogle af de konkrete diskussioner, der har været, vil jeg sige, at jeg er glad for, at så mange har taget godt imod lovforslaget. Nogle af de ting, der bliver taget op, er spørgsmål om adskillelsen af det multilaterale og det bilaterale. Det er sådan, at f.eks. det kommende forslag til landeprogram, altså et bilateralt program, for Palæstina, som regeringen har lagt op til skal være på ca. 400 mio. kr., fordeles over 8 forskellige organisationer, herunder de multilaterale. Så den opgørelse, der traditionelt har været lavet, ville stå som et bilateralt projekt, men pengene vil blive udmøntet gennem multilaterale organisationer. Derfor er den opdeling, der har været forrest i § 6.3 om udviklingsbistand, ikke tidssvarende længere, i forhold til hvordan vi arbejder. Hvad angår det, der er planlagt at lægge ind i de enkelte landeår af tilsagnsbevillinger, vil man stadig væk have den 4-årige fremskrivning land for land og den 4-årige fremskrivning for hver af de multilaterale organisationer, vi støtter direkte.

Så man vil f.eks. kunne gå ind og se, hvad vi forventer at give World Food Programme de næste 4 år. Det samme gælder UNDP, UNFPA osv. osv, altså hvad vi ønsker at give de næste 4 år. Men den der opstilling om, hvor meget der så går gennem det ene og ikke gennem det andet, altså en sammentællingsting, er der ikke. Til gengæld holder vi fast i det, som hedder openaid.dk, hvor der er en åbenhed, hvor man kan kigge ind og se, hvad der egentlig sker med udviklingsbistanden, hvor pengene går hen, og hvordan de fordeles. Så den åbenhed og transparens og gennemsigtighed holder vi fast i fremadrettet.

I forhold til IFU er der nogen, der har været meget positive, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, og der er især to ting, der har været til diskussion. Det ene har været spørgsmålet om udbyttepolitikken. Det er sådan, at regeringens udbyttepolitik lægger op til, at bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, hvad udbyttet skal være. Det niveau, vi har talt om, har været cirka halvdelen af overskuddet, maks. 50 mio. kr. Det betyder, at det altså er bestyrelsen, der på baggrund af årets resultat vurderer, hvad der har været.

Jeg vil bare lige minde om, hvad det er, man har gjort hidtil. Hidtil har man gjort det, at årets overskud er blevet i IFU, og så en gang imellem har man så politisk valgt at sige, at nu laver vi en udlodning af noget af det overskud, der har været, og så har man pludselig på en gang trukket ret store millionbeløb ud af IFU. Ved at lave det på den her måde sikrer man IFU en mere langsigtet mulighed for at have planlægning.

Til fru Ulla Sandbæks spørgsmål om, hvad pengene så går til, vil jeg svare, at man måske godt kunne lave en eller anden form for kuvertsystem og sige, at de her penge går til det her, men med det, regeringens finanslov lægger op til, altså at udviklingsbistanden skal udgøre 0,7 pct. af BNI, så vil det bare betyde, at kommer der penge fra ét bestemt sted, så kommer der færre penge fra et andet sted. Så spørgsmålet er, om man skal have alle pengene ned igennem den store finanslovskasse og så fordele dem derfra, eller om man skal have små kuverter, der går forskellige steder hen. Men lad os kigge på det. Jeg håber ikke på, at det bliver IFU's udbyttepolitik, der kommer til at skille os ad fra en i øvrigt bred enighed.

En anden ting, som flere, bl.a. også fru Ulla Sandbæk, var inde på, var spørgsmålet om aktindsigt og offentlighed om IFU. IFU er faktisk i dag fuldt ud omfattet af offentlighed og aktindsigt bortset fra de områder, hvor der er kommercielle interesser og dermed et behov for at beskytte investeringspartneres forretningsmodeller. Når det drejer sig om deres investeringer overordnet set, deres personalepolitik osv., er der aktindsigt, når det drejer sig om de miljømæssige påvirkninger af deres investeringer, er der en ekstra mulighed for gennemgang. Og IFU er i øvrigt fuldt ud revideret af Rigsrevisionen i Danmark, så ad den vej er der også dækning for de forskellige ting, der måtte være.

Så var der nogle flere spørgsmål, som jeg vil springe frem til. Hvis man kigger på lovforslagets bemærkninger, vil man omme på side 4 se, at der står lige præcis det om udbyttepolitikken, altså at det er sundt og naturligt, at der er udbytte, men at årets udbytte ikke må være større end det udbytte, som bestyrelsen foreslår eller kan tiltræde. Det står allerede i bemærkningerne.

Det er også sådan, at vi har prøvet at kigge på rådets sammensætning. Jeg har klart den indstilling, at rådet skal have en sammensætning, så det har en faglig bredde for at kunne levere det stykke arbejde, der er. Men det, som er vores erfaring, er, at Bevillingskomiteen har haft gavn af at have en større tæthed, en større, kan man sige, kontinuitet, fordi det kræver et andet stykke arbejde end den måske lidt mere overordnede rådgivning, når man skal ned i de her konkrete sager. Så ved at sammenlægge de to er det vores opfattelse, at vi får en bedre rådgivning, ved at vi har et udvalg på de her cirka 9 personer.

Jeg skal i øvrigt lige rette en enkelt ting. Det er nemlig altid sådan, at selv om bevillingskomiteen har indstillet noget, er det i sidste ende den til enhver tid siddende minister for området, der beslutter, hvordan pengene skal bruges. Det vil sige, at ministeren godt kan overtrumfe bevillingskomiteen og enten godkende et projekt, den har afvist, eller afvise et projekt, den har godkendt. Det er derfor, at der er en minister, der i sidste ende er ansvarlig for det. Men jeg har nu altid følt, at den rådgivning, jeg har fået fra den nuværende bevillingskomité, har været af en så faglig høj kvalitet, at der ikke har været anledning til at sætte spørgsmålstegn ved det.

Der er garanteret flere spørgsmål, som jeg enten ikke fik noteret ned, eller som der er behov for at få en uddybende besvarelse af. Det ser jeg meget frem til at give under forløbet ved udvalgsbehandlingen, og jeg håber, at vi kan afklare de udeståender, der er, så vi kan få en bred vedtagelse og en bred opbakning blandt Folketingets partier.

Foreløbig tak til ministeren. Vi har korte bemærkninger, først er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg vil da også gerne sige, at hvis ministeren ikke følger bevillingskomiteen, vil jeg da gerne høre om det i Udenrigsudvalget – det kunne da være særdeles formålstjenligt, at vi så drøftede det der.

Hvad angår IFU, kunne vi så ikke være enige om, at det klart skal fremgå, at aktiviteterne sker på et socialt, etisk forsvarligt og klimavenligt grundlag, og at det er FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, der er gældende for dets arbejde? Nu prøver jeg at spørge, fordi jeg tror det skulle være et sted, hvor vi dog kunne mødes.

Det andet er, om vi ikke kunne præcisere i bemærkningerne om bevillingskomiteen, at den skal være bredt fagligt sammensat, ligesom der tidligere stod. Det er vel også et sted, hvor vi kunne få rettet op på det i fællesskab uden at blive vildt uenige om det, sådan at fagforeninger og folkelige organisationer og interesseorganisationer og forskningsinstitutioner stadig væk er til rådighed for at hjælpe med det vigtige stykke arbejde.

Hvad angår det om, hvor mange der skal sidde udvalget, vil jeg høre ministeren, om vi ikke godt kunne blive enige om, at der skal være lige så mange udefra i fremtiden, for så kunne det da være, at vi kunne finde et fælles tal der, uanset hvilken regnemaskine vi bruger

Ministeren.

Nej, jeg tror kun, vi bruger den samme regnemaskine, men det er afhængig af, hvilke tal man lægger ind i den. Hvis vi nøjes med at kigge på de eksterne, så bliver det ikke de der 23, som hr. Christian Juhl sagde.

I forhold til IFU er jeg sådan set ikke uenig i noget af det, som hr. Christian Juhl siger, men hr. Christian Juhl får det til at lyde, som om det ikke er det grundlag, IFU investerer på i dag. Jeg mener jo, at IFU's opgave er at leve op til de kriterier, som regeringen har sat op for den udviklingsmæssige linje, der skal være i vores investeringer. Og det er investeringer, som lever op til at være miljømæssigt bæredygtige, som skal respektere sociale rettigheder, som respekterer arbejdstagerrettigheder, som skal ligge inden for rammen af den generelle udviklingspolitiske strategi, som vi har.

Det er sådan, at der står i bemærkningerne øverst på side 5, første spalte, at det er de samme interessegrupper og organisationer som hidtil, bl.a. fra civilsamfund, erhvervsliv, fagbevægelse, universiteter samt forskningsinstitutioner, som vil kunne indstille medlemmer til rådet – altså for at signalere interessen i at få den samme bredde. Jeg synes selv, at det er et meget klart signal om, hvad det er for en bredde, man ønsker, og at man ønsker at inddrage mange dele af civilsamfundets interesser i rådets arbejde og dermed i rådgivningen af ministeren.

Spørgeren.

Det vil sige, at vi er enige om, at vi godt kan skrive begge dele ind i loven eller i bemærkningerne. Det er jeg glad for.

Udover det hørte jeg ikke, hvor mange eksterne medlemmer vi kan komme op på, for at udligne den manglende balance, der bliver, ved at vi går fra to til et råd. Jeg hørte ikke tallet, men jeg mener, at vi vel skal sikre, at der som minimum er den samme bredde og det samme antal udefra som før.

Ministeren.

Der er vi så ikke enige. Altså, jeg mener ikke, at det nødvendigvis skal være det samme antal som tidligere. Jeg mener, at det er to forskellige opgaver, der har været løst, og når opgaven i en bevillingskomité skal kunne løses effektivt fremadrettet, bliver det ikke nødvendigvis bedre af, at der bliver flere til at sidde med opgaven. Men jeg har følt, at der har været en diskrepans imellem den noget mere overordnede rådgivning i Udviklingspolitisk Råd og så helt konkret bevillingsrådgivning i bevillingskomiteen. Ved at slå dem sammen mener jeg man får det rigtige niveau ved at lægge sig på gennemsnittet af de to og ikke på summen af de to.

Så er det fru Mette Gjerskov.

Tak. Jeg er enig med ministeren i, at det har været en god og konstruktiv debat, og jeg er glad for, at ministeren rent faktisk tager nogle af de ting, jeg har rejst, op. Jeg blev så overrasket, da Venstres ordfører ville tale om NATO i stedet for at tale om regeringens forslag, så jeg tænkte, det kan være, I slet ikke har lyst til at forsvare det? Men det havde ministeren, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg har en bøn: Kunne ministeren ikke gå i tænkeboks for at finde en løsning på det med den brede sammensætning af det råd? Grundlæggende handler det her jo om, og det ved ministeren også godt, at vi har fuld tillid til denne minister. Men statsministre finder på ting og sager, nye ministre kommer, og vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer, og så har vi skrevet under på et lovforslag, og så sidder der en mærkelig minister og mener noget mærkeligt. Det er jo i bund og grund det, som det her handler om, og det ved ministeren også godt, tror jeg.

Så kunne vi ikke bede ministeren om at gå i tænkeboks for at finde en løsning, så vi langt ud i fremtiden trygt kan imødese regeringens ændringer?

Ministeren.

Jeg hørte næsten det her som en socialdemokratisk garanti for at arbejde for, at uanset hvad der måtte ske, kan jeg fortsætte som udenrigsminister. Det kan jo have mange perspektiver. Jeg er ikke sikker på, at alle i Socialdemokratiet signalerer helt den samme opbakning på et håndtegn kastet i dag lige bag ved fru Mette Frederiksen. Så jeg vil nok sige, at vi selvfølgelig går i tænkeboks. Det gør vi jo for at behandle alle de kommentarer, der er blevet givet. Jeg har den tilgang til det, at udviklingsarbejdet fungerer bedst, hvis det foregår på basis af en bred politisk platform. Derfor går vi i tænkeboks uden dermed at give løfter om, hvad tænkeboksen giver af resultat. Men også på det område kan vi gå i tænkeboks.

Spørgeren.

Jeg ser frem til at høre resultatet af tænkeboksens arbejde på det område. Jeg har noget andet, jeg vil tale om. Det her med åbenhed er ikke noget, vi har taget ud af den blå luft. DIIS siger, at afbindingen af IFU også bør betyde større åbenhed. Så er svaret fra ministeren, at forretningsdelen i IFU er fuldstændig uden for offentlighedsloven, men vi arbejder jo med offentlighedsloven hver eneste dag. Det beror på en konkret vurdering, hviket ikke er at undtage et helt område. Så kunne ministeren ikke også kigge på den sag?

Ministeren.

Det er jo ikke, fordi jeg har noget imod offentlighed. Jeg tror, det er svært umiddelbart at finde nogen, der er imod det. Men offentlighed er jo kun godt, hvis ikke den er skadelig for andre ting, vi gerne vil have. Der er jo en række samarbejdspartnere, som kræver fuld fortrolighed for at ville investere sammen med IFU. Det gør de også for at få undersøgt nogle ting forud for en investering, så de ikke risikerer, at konkurrenter på markedet snupper investeringen på forhånd. Derfor vil jeg bare sige, at uanset hvor meget vi tænker sammen om det, må vi nok erkende, at der er en begrænsning for, hvor meget åbenhed man kan lukke ind, hvis man skal have private partnere til at arbejde sammen med IFU.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Tak. Det, der lige fik mig til at bede om at kunne stille et spørgsmål til ministeren, var det her med, hvorvidt man kan tage penge ud af IFU og bruge til andet end udviklingsbistand. Det kræver måske et skriftligt svar, hvis udenrigsministeren ikke lige kan det på rygraden. Men som jeg husker reglerne, kan man ikke bare stoppe de penge, man putter ind fra udviklingsbistanden og tæller med som udviklingsbistand, når man putter dem ind i IFU – og det mener jeg at vi gør med de penge, vi putter ind i IFU – i den danske statskasse uden at trække det fra udviklingsbistanden.

Ministeren.

Se, nu er Martin Lidegaard på vej med noget, som kunne blive et meget interessant princip. For hvis overskuddet, man trækker ud, skal trækkes fra udviklingsbistanden, så skal overskuddet, der bliver, lægges til udviklingsbistanden. Det bliver det ikke i dag. Det er indskuddet ind i IFU, der regnes med som en del af udviklingsbistanden. Det årlige overskud, der kommer oveni, genererer så at sige yderligere udviklingsarbejde uden at tælle med i regnskaberne. Så hvis man tager lidt af overskuddet ud, forandrer man heller ikke på størrelsen af udviklingsbistanden, for det indskud er kapitalindskuddet. Hvis man trak kapitalgrundlaget ud af IFU eller for den sags skyld kapitalgrundlaget ud af en anden af vores kapitalforvaltninger, Verdensbanken eller andet, ville det jo betyde, at man så skulle trække det ud af udviklingsbistanden. Men så lang tid det er overskud, vi snakker om, så lægger man ikke oven i. Man trækker heller ikke fra, hvis man har en udbyttepolitik.

Spørgeren.

Så lad mig spørge på anden måde: Så udenrigsministeren kan garantere, at den praksis, der lægges op til her, vil være hundrede procent i overensstemmelse OECD's retningslinjer?

Ministeren.

Ja.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Der er ingen, der gør indsigelse, så jeg betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.