Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 74:

Forslag til lov om ændring af lov om regionernes finansiering. (Ændret kommunal medfinansiering, indførelse af regional omfordeling som følge af effektiviseringsgevinster ved kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier m.v.).

Af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde).

(Fremsættelse 10.11.2016).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Vores sundhedsvæsen består af rigtig mange opgaver, der skal løses, primært opgaver, som bliver løst i kommunerne og i regionerne.

Sygehusene fremstår som – om man må sige – fyrtårne i vores offentlige sundhedsvæsen. Her kan og skal borgerne behandles og eventuelt indlægges, når der er behov for det. Sygehusene er helt uundværlige, men det står også i dag klart, at borgerne af hensyn til deres helbred og trivsel kun bør være indlagt, når det er absolut nødvendigt. Derfor skal vi i alle sammenhænge sikre så målrettet en forebyggelse af indlæggelser som overhovedet muligt. Denne opgave påhviler i høj grad kommunerne, såvel den borgerrettede som den patientrettede forebyggelse.

En evaluering af kommunernes incitamenter, der blev foretaget i 2015, incitamenter, i forhold til hvad kommunerne kan og bør gøre for at undgå indlæggelse af kommunens borgere, viser, at der er beskedne incitamenter til at vægte den her opgave, at incitamenterne ikke er forbundet med kommunernes reelle muligheder, når det gælder forebyggelse af indlæggelse af borgere på sygehusene. Sundheds- og ældreministeren har nu indgået en aftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, og det er indbygget i økonomiaftalen for 2017, hvor incitamenterne ændres og kobles med kommunernes medfinansiering af sygehusenes drift. Indholdet er skitseret som følger:

For det første, at kommunerne i højere grad skal vægte deres indsats på hjemmesygeplejeområdet og sundhedsplejen; for det andet, at der er nogle tekniske justeringer, som skal fremme samarbejdet mellem kommunerne og regionerne; for det tredje, man skal lave en omfordeling af gevinsterne ved driften af de nye supersygehuse; for det fjerde, kommunerne kan og skal nu differentiere medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen efter nogle alderskriterier, sådan at man primært fokuserer på børn under 2 år og de ældre over 65 år, og at det er det, der bliver en rammesætning for medfinansieringen; for det femte, det er også et spørgsmål om, at man ændrer en afregning, når patienterne, som er indlagt, flyttes fra et hospital til et andet, og man skal også undersøge sammenhængen mellem merbetaling og tilbagebetaling; og for det sjette, der skal ske en ændring, som gør, at regionerne ikke kan øge aktiviteten af behandlingen af patienterne blot for at opnå en større kommunal medfinansiering. Aftalen er, som jeg allerede har nævnt, indgået mellem sundheds- og ældreministeren, finansministeren, kommunerne og regionerne.

Socialdemokratiet støtter intentionen i forslaget, for der skal være synlige og gode incitamenter til at øge den kommunale indsats, men der rejser sig altså også en lang række spørgsmål og opmærksomhedspunkter, og Socialdemokratiet vil være meget opmærksom på flere ting frem mod tredjebehandlingen.

Kritikken er meget direkte, når man kigger på høringssvarene, bl.a. fra Ældre Sagen, Lægeforeningen, Danske Patienter, Danske Ældreråd, FOA, Sundhedskartellet og Nationalt Videnscenter for Demens. De frygter alle sammen, at alderskriteriet kan være et spørgsmål om, at patienter – nej, det er jo det, de ikke er – men borgere, som måske har behov for at være patienter, i højere grad ikke bliver indlagt. At det bliver nogle andre kriterier, der ligger til grund for, om man indlægger eller ej, er en bekymring, og jeg synes, at det er en reel bekymring, og derfor vil vi i Socialdemokratiet arbejde for, at der skal indbygges en monitorering og en opfølgning af lovens konsekvenser. Vi vil foreslå frem mod tredjebehandlingen, at der skal udarbejdes en statusrapport til Sundhedsudvalget efter et år, at der skal indbygges en evaluering i lovforslaget efter 2-3 år, sådan at vi kan følge, hvilke effekter det får, hvilke konsekvenser der bliver af lovforslaget.

En ting, vi også fra socialdemokratisk side er opmærksom på, er, at det her lovforslag indeholder mere end noget andet, jeg tror jeg har været ordfører på, en lang række af ministerbemyndigelser, og det, at der er indbygget så mange ministerbemyndigelser, påkalder sig altid en øget politisk opmærksomhed. Jeg synes, at vi i lovforslaget også skal indbygge en rapportering til udvalget, når ministeren træffer nye bemyndigelser.

Jeg vil lige som afslutning sige, at eksempelvis også børnelægerne, pædiaterne, deres sammenslutning i Danmark, i deres høringssvar præciserer, at det rent faktisk er i ganske få tilfælde efter deres vurdering, at kommunerne kan reducere indlæggelsen af de små børn. Det synes jeg også at vi skal være opmærksom på. Hvis de her ønsker, jeg har skitseret, kan imødekommes frem mod tredjebehandlingen, vil Socialdemokratiet støtte det her lovforslag.

Der er en bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil gerne takke ordføreren for ordførertalen. Nu kunne jeg så forstå, at Socialdemokraterne vil støtte forslaget, hvis man får den her monitorering, men jeg vil godt lige høre ordførerens holdning. Nu nævnte ordføreren selv en bekymring for pædiaterne. Også Ældre Sagen har gjort opmærksom på, at faktisk 47 pct. af borgerne over 65 kan have tilknytning til sygehusvæsenet, men ikke have tilknytning til den kommunale hjemmepleje. Det er jo en forholdsvis stor borgergruppe, hvor man kan sige, at kommunen kun har meget begrænset mulighed for at kunne gå ind og lave forebyggende behandling for dem. Er det ikke en bekymring, vi skal tage meget alvorligt?

Ordføreren.

Jo, jeg synes i det hele taget, at de bekymringer, der er rejst i nogle meget konkrete og meget saglige høringssvar, skal vi være meget opmærksomme på. Det, vi fra Socialdemokratiets side ønsker med vores sundhedsvæsen, er jo, at de kommunale og de regionale sundhedskar forbindes tættere og bedre. Det tror vi kan være med til at understøtte og sikre et mere sundt liv, et liv i bedre trivsel, og derfor skal vi sørge for, at vi får indarbejdet den regionale og den kommunale del, for hvis man fokuserer på de patienter, der er tilknyttet det regionale sundhedsvæsen, men ikke er tilknyttet det kommunale, så kan man sige, at de praktiserende læger jo ligger i et spændingsfelt derimellem, og der synes vi fra Socialdemokratiets side, at den funktion, der ligger hos den praktiserende læge i lægehusene, i høj grad også kan være med til at gøre, at man retter en større opmærksomhed mod de borgere, der er syge og kommer til det regionale sundhedsvæsen, men ikke kommer til det kommunale. Det tror vi på ville være en rigtig god fremtid at sætte op i Danmark.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Jeg er jo fuldstændig enig med ordføreren i, at det vigtige er at få sikret det sammenhængende sundhedsvæsen, hvor både almen praksis og kommune og region spiller sammen. Det, jeg synes er lidt bekymrende i forhold til det, og det, der undrer mig lidt at Socialdemokraterne ikke har en større skepsis over for, er jo netop det her med, at det kommer til at handle så meget om den økonomiske sanktionering i forhold til det her, for det vil jo ikke nødvendigvis i sig selv styrke det samarbejde, der er mellem den almene praksis og kommune og region. Det bliver jo bare en meget rigid tilgang til problemstillingen.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er i hvert fald ikke det, vi ønsker fra socialdemokratisk side. Det er også derfor, jeg siger, at det her skal vi altså følge, det her skal vi monitorere, det her skal vi blive klogere på. Og det skal ikke blot være sundheds- og ældreministeren, der kan sidde med sine bemyndigelser og gøre noget, det her skal vi som land blive klogere på, for alle ønsker det bedste for den danske befolkning rent sundhedsmæssigt. Derfor skal vi forbinde karrene endnu bedre.

Vi ønsker ikke, at det her skal blive en stiv økonomisk betragtning, men kommunerne har selv sagt, at de mangler nogle incitamenter til at gøre det endnu bedre. Derfor synes vi også, at vi må prøve det af, men følge det meget nøje.

Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Ministeren starter lovforslaget med, at enhver sygehusindlæggelse, der kunne være forebygget, skal forebygges. Det tror jeg vi alle sammen er enige om, for vi skal sikre, at vi passer godt på vores syge og ældre. Dog er jeg ikke helt enig i præmissen om at mistænke kommunerne for, at de ikke gør det. Nu er det sådan, at jeg har arbejdet rigtig mange år på det her område både på den ene og den anden side af bordet. Det her er netop noget, man har taget op vidt omkring i de forskellige kommuner. Man har lavet rigtig mange gode incitamenter over for de ældre og syge. Og netop det, at vi faktisk allerede i dag har en betaling til sygehusene, gør jo netop, at man udeomkring i mange kommuner – jeg kan bare nævne mit eget område, Køge og Slagelse – har akutteams af sygeplejersker, der i kommunen skal ud og sikre, at vi ikke ser de indlæggelser, som kan forhindres.

Med det her lovforslag, som ændrer den præmis, vi har i dag, om, at alle indlæggelser koster det samme for kommunen, gør man sådan, at indlæggelser af et barn mellem 0 og 2 år og ældre over 65 år bliver dyrere. I mange kommuner har man kigget nogle af de her indlæggelser gennem. En af de udfordringer, der er med indlæggelser, er, at de borgere, som er en del af indlæggelserne, ikke bliver set i hjemmeplejen. Det er jo lidt svært, når kommunen ikke får det at vide. Hvis der er en over 65 år, som bliver indlagt, som ikke vil eller ikke har sin gang i hjemmeplejen, så får kommunen ikke besked om det. Det er noget, jeg synes vi skal se på med netop det her lovforslag, når det bliver behandlet. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan sætte ind. Ældre Sagen påpeger netop i deres høringssvar det samme og oplyser, at kun 15,5 pct. af de 65-årige modtager hjemmehjælp og behandling. Så det er lidt svært at foretage en forebyggende indsats hos folk, som man ikke kender.

Med den her takstforhøjelse over for de ældre er vi i Dansk Folkeparti bange for, at det vil gå ud over de kommuner, som i forvejen har en høj andel af ældre og derfor kommer til at betale en del mere. Vi ønsker, at ministeren med det her forslag også sikrer det, som vi har sagt flere gange, nemlig at man skal sikre, at den ældre, som skal udskrives, er udskrivningsparat, da alt for mange udskrives fra sygehusene alt for tidligt. Så måske skulle vi også se på bøder den anden vej. Hvis man udskriver en patient for tidligt, burde regionen jo betale, så det er et incitament for regionen ikke at gøre det.

I forslaget lægger man også op til, at taksten på indlæggelser af spædbørn skal stige, hvilket jeg heller ikke bryder mig om. Vi har ofte i den her sal talt om, hvor hurtigt fødende alt for ofte bliver udskrevet, inden de føler sig sikre, og så hurtigt, at de ikke nåede at komme i gang med amning. Derfor blive de meget hurtigt indlagt igen. Det er ikke noget, som kommunen helt selv er herre over. Det er nu et sted, hvor mange kommuner bliver nødt til opprioritere, og der følger jo ikke nogen penge med. Det er derfor i begge disse aldersgrupper vigtigt, at man samarbejder mellem alle aktører i sundhedsvæsenet, da det ikke kun er kommunens problem.

Jeg er bange for, at man hindrer indlæggelser af nogle af de svageste, vi har i samfundet, og vil derfor være meget opmærksom på, hvad der sker. En af de gode ting i forslaget er, at man ikke beregner ekstra betaling for patientflytning mellem hospitaler. I stedet for foretages der en udskrivning per region. Her ønsker jeg blot at spørge ministeren om, hvad der sker, når man bliver flyttet fra en region til en anden. Jeg tænker, at den region, jeg kommer fra, Region Sjælland, jo ikke har alle specialerne selv. Så koster det mere, når man bliver flyttet til en anden region? Som ordføreren før mig nævnte, er det her jo en aftale, der er lavet med KL, som jeg faktisk står og prøver at beskytte.

Første gang, jeg blev præsenteret for forslaget, sagde jeg også, at det ikke er noget, vi kan støtte. Men da ministeren derefter lavede en aftale med KL og har fået det ind i økonomiaftalen, støtter vi forslaget, men vi vil sidde på sidelinjen og være opmærksomme. Og vi støtter også nogle af de ting, som den forrige ordfører var inde på. Vi skal se en evaluering; det skal kunne ændres, hvis det går helt galt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

I dag førstebehandler vi forslag til lov om ændring af regionernes finansiering. Lovforslaget bygger på en aftale om ændringer af den kommunale medfinansiering indgået mellem KL og Danske Regioner om henholdsvis regionernes og kommunernes økonomi for 2017. En effektiv forebyggelsesindsats er en kerneopgave for kommunerne, og det giver god mening, for det er kommunerne, som er tættest på borgerne, og det er der, man ved, hvor skoen trykker. Der er særlig to grupper, som er udsatte. Begge grupper er sårbare og har brug for, at man i kommunerne sikrer pleje, omsorg og opmærksomhed – og ja, forebyggelse er også omsorg. De grupper, jeg tænker på, og som lovforslaget her sigter mod, er småbørn og ældre over 65 år. Nogle kommuner gør det rigtig godt, andre har lidt at arbejde med.

Der er brug for at styrke de økonomiske incitamenter, så flere kommuner tilskyndes til at yde en mere målrettet forebyggelsesindsats. I min optik er 35.000 færdigbehandlingsdage i 2015 alt for højt, og i første halvår var det 19.300 forebyggelige indlæggelser. Det må vi kunne gøre bedre. Uanset hvem man er, er en indlæggelse ofte forbundet med en vis turbulens, usikkerhed og måske angst. Vi taler ofte om forebyggelige indlæggelser, altså indlæggelser, som kunne være undgået, hvis man havde udvist rettidig omhu eller måske bare havde haft fokus det rigtige sted.

Nu sætter vi det lange lys på og understøtter et skærpet kommunalt fokus, så fremtidens ældre og småbørn forhåbentlig ikke vil opleve indlæggelse på indlæggelse. Der er mange dygtige sundhedsprofessionelle i det danske sundhedsvæsen. En af de grupper, som tidligt i livet spiller en stor rolle og har en vigtig opgave, er sundhedsplejerskerne. Med lovforslaget her stiller vi også skarpt på sundhedsplejerskernes nøglerolle, og målet er, at de fremover i højere grad følger op på de nyfødte og deres trivsel i den første tid, så både børn og nybagte forældre ikke skal opleve en indlæggelse som noget af det første i en særlig følsom periode for en lille ny familie.

Jeg har noteret mig, at der er i nogle af høringssvarene gives udtryk for en vis bekymring for de ældre. Man er bekymret for, at ældre over 65 år vil modtage en ringere sundhedspleje. For os i Venstre er det afgørende, at vi holder fast i, at i Danmark er alle sikret let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Er man syg, kræver det indlæggelse, og så skal man naturligvis indlægges. I min kommune har vi f.eks. aflastningspladser på et rehabiliteringscenter, som lægerne kan henvise til, hvis en borger f.eks. er dehydreret på en varm sommerdag, konfus eller blot har brug for ekstra pleje og omsorg uden at være så dårlig, at en indlæggelse er nødvendig. Rehabiliteringscenteret synes mindre indgribende og mere hjemligt end et sygehus, og det er et gode for borgeren.

Man kan jo spørge sig selv, om kompetencerne er der i kommunerne til at sikre, at man i højere grad end i dag kan forebygge indlæggelser. Jeg vil tro, at man også i kommunerne ser frem til de muligheder, der er, for bl.a. kompetenceløft qua den nationale handlingsplan vedrørende demens, den store handlingsplan vedrørende de ældre medicinske patienter og Kræftplan IV for nu blot at nævne et par stykker.

Afslutningsvis skal jeg ikke undlade at bemærke, at selv om priserne for sygehusbehandling af småbørn og ældre ændres med lovforslaget her, ændres der ikke på den samlede kommunale medfinansiering. Den forbliver uændret, ligesom der med lovforslaget sikres en omfordeling af effektiviseringsgevinsterne for de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier, således at det kommer borgerne i hele landet til gode og der ikke opkræves ny medfinansiering, når en borger flyttes fra et sygehus til et andet inden for regionsgrænsen. Det giver mening, og det kan vi varmt støtte op om fra Venstres side. Jeg ser i øvrigt også gerne, at vi følger området tæt, således som både den socialdemokratiske ordfører og ordføreren fra Dansk Folkeparti har foreslået.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Vi er meget enige i, at det her fokus på forebyggelse er rigtig vigtigt, og ordføreren nævner sundhedsplejersker som vigtige i forbindelse med det. Det er jo bekymrende, at man i mange kommuner skærer ned på den forebyggende del.

Hvordan mener ordføreren at det her lovforslag sikrer, at der bliver mere fokus på sundhedsplejersker i kommunen?

Værsgo.

Jeg tror, at man skal se det her lovforslag som en del af et samlet hele, for skal vi styrke forebyggelsesmulighederne i kommunen, er det her ikke det eneste initiativ. Lige efter nytår kommer der en rapport fra den gruppe, der er nedsat, om det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen, og jeg er sikker på, at man også dér vil fremlægge nogle forslag til redskaber, som kan bidrage til at styrke forebyggelsen og skærpe fokus i kommunerne – så man undgår, at f.eks. små børn bliver indlagt.

Så jeg tror ikke, at man skal se det her lovforslag isoleret, men at man skal se det i en større sammenhæng. Jeg nævnte jo også Kræftplan IV, og jeg nævnte handlingsplanen vedrørende demens, initiativerne vedrørende den ældre medicinske patient. Der er faktisk en hel palet, som skal i spil, for at vi sikrer, at vi får gjort op med de forebyggelige indlæggelser og rent faktisk får forebygget, at småbørn og ældre bliver indlagt, nogle gange helt unødvendigt.

Fru Pernille Schnoor.

Nu nævnte ordføreren, at hun selv er i en kommune og ved, hvad der foregår der, og jeg har også selv i en del år været formand for børne- og skoleudvalget. Så jeg tror faktisk, og min oplevelse er, at der er fokus på, at sundhedsplejersker er vigtige, men at det ofte er økonomien, der gør, at man finder nogle andre løsninger, som måske ikke er optimale i forhold til den forebyggende indsats.

Mener Venstre og ordføreren, at man ved at straffe økonomisk i forhold til nogle bestemte aldersgrupper, altså ved at ændre på det økonomiske incitament, kan få nogle til at gøre noget, som de ikke har gjort indtil nu? For jeg tror egentlig, at de fleste kommuner er klar over, at det er vigtigt med den der forebyggende indsats, også for sundhedsplejen.

Værsgo.

Jeg er meget – som i meget! – overrasket over, at ordføreren fra Alternativet mener, at det her forslag er en straf. Det her har KL jo foreslået, altså at fokus lige præcis skal være på småbørnene, altså de 0-2-årige, og de ældre over 65 år. Så jeg anerkender simpelt hen ikke, at det her er at straffe nogen. Det her er at skabe et incitament til at gøre noget bedre for en sårbar gruppe borgere, nemlig små børn og ældre. Og så skal vi lige huske på i forbindelse med lovforslaget her, at der også er mulighed for, at man kan få en relativt stor økonomisk gevinst. Så jeg er meget overrasket over den tilgang.

Tak til ordføreren. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Vi skal i dag førstebehandle L 74, som indeholder to hovedelementer. Der er en ændring af den kommunale medfinansiering, der bl.a. betyder ændrede, og det vil sige øgede takster for kommunerne, når børn under 2 år og ældre over 65 år bliver indlagt på hospitalet. Som den anden del er der en indførelse af en regional omfordeling som følge af de forventede effektiviseringsgevinster ved kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier.

Først er der den del, der omhandler den kommunale medfinansiering, der betyder øgede takster for indlæggelse af børn under 2 år og ældre over 65 år. Der bliver samtidig ændret i reglerne for tilbagebetaling af for meget betalt medfinansiering. De nuværende regler medfører, at kommunerne får beløbet tilbage igennem bloktilskuddet. Fremover ønsker regeringen at det skal tilbagebetales regionsvis, og det er for at skabe en tættere sammenhæng mellem de enkelte kommuners træk på hospitalsvæsenet og så den refunderede medfinansiering.

I Enhedslisten er vi skeptiske over for den foreslåede ændring af den kommunale medfinansiering. Vi deler sådan set regeringens opfattelse af, at der er en snitfladeproblematik omkring hospitalsvæsenet og den kommunale behandling og forebyggelse, men for os at se er løsningen ikke at øge betalingen for kommunerne for at sende deres børn og ældre på hospitalet. Vi mener, det skaber en uheldig strafkultur, som fremmer kassetænkning frem for at give et virkeligt incitament til at styrke forebyggelsen i kommunerne.

Hovedproblemet er jo, at kommunerne mangler økonomiske ressourcer til at løfte hele forebyggelsesopgaven. Det har vi svært ved at forestille os at en ændring af taksterne i den kommunale medfinansiering skulle løse. Derfor ser vi med stor skepsis på den her del af forslaget. Målsætningen må i stedet for være at styrke samarbejdet mellem almen praksis, kommune og hospital. Det er for Enhedslisten helt afgørende, at borgeren får den fagligt set bedste behandling, uanset om det er på en hospitalsafdeling, eller om det er på et kommunalt sundhedscenter.

En del af argumentationen for forslaget har været, at kommunerne i forvejen har kontakt til den gruppe af borgere, der bliver berørt, og derfor har muligheden for at sætte ind med en forebyggende indsats. Der må vi bare konstatere, at sådan er virkeligheden ikke. Som Ældre Sagen gør opmærksom på i deres høringssvar, er det 47 pct. af de ældre over 65 år, der alene modtager behandling i det somatiske hospitalsvæsen og ikke har kontakt med den kommunale pleje. Derfor er der brug for en generel styrkelse af samarbejdet mellem almen praksis, kommune og hospital. Det samarbejde styrker det nærværende forslag ikke, men lægger i stedet op til en model, hvor man anvender øget betaling, og dermed giver det også en øget straf.

Samtidig ved vi, at alderssammensætningen er meget ulige mellem kommunerne, så man risikerer, at den foreslåede ændring rammer nogle kommuner meget hårdere end andre, typisk de kommuner, der har fraflytning af unge og familier. Enhedslisten er ligeledes skeptisk over for den omfordeling af de meget hypotetiske effektiviseringsgevinster af de nye sygehuse, som lovforslaget indebærer. Effektiviseringsgevinsterne er netop stadig væk hypotetiske. Det er uklart, om der overhovedet kan realiseres gevinster. Og det er altid uklogt at begynde at høste gevinster, inden man ved, om de er realisable.

Regeringen, både den nuværende og den tidligere, påfører i forvejen et produktivitetskrav til sygehusvæsenet, der har medført, at man i hospitalsvæsenet leverer 30 pct. flere ydelser i forhold til for 15 år siden – et faktum, der har store konsekvenser for både patientsikkerhed og arbejdsmiljø. Der er derfor en stor risiko for, at forslaget vil fremme yderligere arbejdspres og dermed en risiko for fejlbehandlinger på de hospitaler, som skal regne med dobbelte effektiviseringskrav i de kommende år.

Enhedslisten har stillet en række spørgsmål til ministeren for at få belyst netop de byrdefordelingsmæssige konsekvenser af disse ændringer, og dem ser vi frem til at få svar på. Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre ordføreren, for ordføreren havde mange kritiske betragtninger om det her lovforslag, om, hvorfor Kommunernes Landsforening skulle bakke op om det her nye princip, man lægger ind, hvis det er så forfærdeligt, som ordføreren beskriver det som. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Hvad skulle kommunernes sådan skumle bagtanke være ved at bakke op om det her, hvis det er så skrækkeligt?

Ordføreren.

Tak. Jeg tror sådan set ikke, at kommunerne har nogen skummel bagtanke med det, men jeg må sige, at vi har en lang, ubrudt række af erfaringer med, at de økonomiaftaler, der er blevet indgået mellem regeringen og kommunerne, medfører nogle meget, meget stramme krav i forhold til kommunerne, som betyder, at de får sværere og sværere ved at løfte både forebyggelsesopgaven og den plejeopgave, som vi pålægger dem. Derfor tror jeg ikke, at kommunerne har en skummel bagtanke. Jeg tror bare, at det her forslag, grundet at der ligger nogle økonomiske rammer, der skal opfyldes, har nogle fuldstændig utilsigtede virkninger. Det er jo også det, der tydeligt fremgår af de høringssvar, som netop kommer fra de brugerorganisationer og de faglige organisationer, der bliver ramt af de besparelser – eller ikke besparelser, men ændringer i finansieringen, der ligger i det forslag her.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg er glad for, at ordføreren lige rettede sig selv, for det er jo vigtigt at minde om, at det her ikke fører til besparelser. Det er et spørgsmål om, at man omstrukturerer, så incitamenterne til at forebygge øges. Men jeg vil her til sidst bare høre, om Enhedslistens ordfører ikke anerkender brugen af økonomiske incitamenter, for ellers har jeg da svært ved at forstå eksempelvis sådan noget som energiafgifter, som man fra Enhedslistens side bakker varmt op om, og her handler det jo netop om økonomiske incitamenter.

Ordføreren.

Det sagde jeg faktisk også i min ordførertale, altså at et økonomisk incitament kan være et stærkt incitament. Vi bliver bare nødt til at se på fornuften i de konsekvenser, som de får. Og det fremgår jo klokkeklart af de høringssvar, vi har fået, til det her lovforslag, at der er en stor bekymring for, at det her ikke alene kommer til at skabe incitament til bedre forebyggelse, men også kan komme til at skabe incitament til, at man undlader at indlægge patienter eller borgere, hvor det kan medføre, at det bliver dyrere, dvs. ældre over 65 år og børn under 2 år.

Tak til hr. Peder Hvelplund. Den næste er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Det her lovforslag skal forebygge unødige indlæggelser af ældre og småbørn. Ideen er, at de kommuner, som i endnu højere grad lykkes med at hjælpe disse grupper og holder dem raske, kommer til at betale mindre. Baggrunden er, at kommunerne i forvejen er meget mere i kontakt med ældre og småbørn, end man er med andre grupper. Derfor har man større mulighed for at sætte ind her og hjælpe ældre og svage i nærmiljøet og sørge for, at sundhedsplejersker endnu hurtigere kommer ud og hjælper den nybagte mor. Formålet med dette er at undgå, at disse grupper indlægges med sygdomme, som de kunne have undgået. F.eks. bliver alt for mange ældre indlagt med væskemangel og andre lidelser, som de kunne have været sparet for ved en mere målrettet indsats.

Kommunerne gør allerede i dag en stor indsats, men med en endnu mere målrettet indsats er det håbet, at man kan blive endnu bedre til at holde disse grupper raske. Kan vi undgå en del af disse unødige indlæggelser, vil det først og fremmest betyde meget for de patienter, som bliver skånet for det ubehag, det er at blive syg og indlagt. Det betyder en bedre udnyttelse af de penge, vi bruger i sundhedsvæsenet. For at opnå dette ændres taksterne for den kommunale medfinansiering. Det vil sige, at kommunerne fremover skal betale mere for sygehusbehandling af småbørn og ældre over 65 år og mindre for de øvrige borgere. Det skal bemærkes, at den samlede kommunale medfinansiering forbliver uændret på de maksimalt ca. 20 mia. kr. Så der er ikke tale om en samlet spareøvelse.

Liberal Alliance støtter forslaget, fordi vi håber og tror på, at det vil gøre en positiv forskel for ældre og småbørn. Vi er naturligvis opmærksom på Ældre Sagens og andres bekymringer og mener derfor, at vi skal følge området og straks gribe ind, hvis det skulle vise sig, at ændringen ikke virker efter hensigten. Tak.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste er fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Regeringen ønsker med L 74 at give en større økonomisk belønning til de kommuner, som forebygger de mange gentagne indlæggelser. Dette gøres bl.a. ved at differentiere den nuværende ordning efter alder, så kommunerne skal betale mere for sygehusbehandling af små og ældre borgere. Ved at differentiere efter alder vil regeringen få kommunerne til at tænke mere på forebyggelse, når det kommer til småbørn, 0-2-årige og ældre over 65 år.

Det er positivt, at der sættes fokus på forebyggelse, og at der lægges op til, at der i forbindelse med betalingen til regionerne ses på det samlede beløb og ikke pr. indlæggelse. Vi kan dog se nogle problemer i det her forslag. Vi tager det, der står i de høringssvar, der er kommet, meget alvorligt, og vi er enige med bl.a. Ældre Sagen i, at en forskelsbehandling på baggrund af alder strider imod den danske tilgang til sundhedsvæsenet om en fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og sundhedsydelserne. Det bør aldrig være en skelen til alder eller økonomi, der afgør adgangen til og behovet for sundhedsfaglige ydelser, mener vi. Vi er ligesom Lægeforeningen også bekymrede for, at forslaget kan gøre det sværere for nogle kommuner at tage sig af deres ældre, og vi undrer os ligesom Dansk Pædiatrisk Selskab over, hvordan man mener at spædbørnsindlæggelser skal kunne forebygges i højere grad, end de bliver nu.

Vi mener, at det er rigtig fornuftigt, at der sættes fokus på forebyggelse i kommunerne, og at der også sættes mere fokus på det. Men det giver for os ikke mening at tage udgangspunkt i et alderskriterium og i antal indlæggelsesdage frem for i kvalitet. Vi mener, at der skal fokus på kvalitet, og vi vil gerne have rigtig meget mere fokus på forebyggelse i kommunerne, også i sundhedsplejen, som det også er blevet nævnt af ordførere her tidligere. Så man burde i stedet sørge for, at der bliver skabt mulighed for fælles økonomi på tværs af kommuner og regioner, og at man dermed fremmer sammenhængen i forløbene – og der skal, som Ældre Sagen også nævner, også være fokus på økonomiske incitamenter, der belønner samarbejde mellem regioner, kommuner og praktiserende læger.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Jeg deler fuldstændig ordførerens tilgang til, at vi i Danmark skal have fri og lige adgang til behandling. Ordføreren sagde i sin ordførertale, at man gør op med det princip i det her lovforslag. Vil ordføreren ikke lige pege på, hvor det helt konkret er, at man gør op med det forhold, at vi har fri og lige adgang, uanset hvem man er, i Danmark?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det synes jeg jeg forklarede i min ordførertale, nemlig at vi ligesom Ældre Sagen ser med bekymring på, at man begynder at skele til alder, i forhold til den adgang borgere har til f.eks. sygehusvæsenet. Det mener vi er bekymrende. Jeg kan høre, at der er andre, der også mener, at det er bekymrende. Der er nogle, der så siger, at det skal monitoreres, og der er sådan forskellige tilgange til det. Men vi mener, at det er bekymrende, at man begynder at skele til alder.

Fru Jane Heitmann.

Jamen ordføreren nævnte, at det her var et opgør med den frie og lige adgang. Vil ordføreren ikke pege på, hvor det opgør er? Hvor er det, det er præciseret i lovforslaget, at der nu er nogle, der ikke skal have den samme ret til indlæggelse, som man har haft før? Jeg synes tværtimod, det er gjort meget klart, at er man syg, skal man på hospitalet, hvis man har brug for det. Så jeg forstår ikke det her med, at det er et opgør med den fri og lige adgang. Ordføreren må altså gerne svare helt konkret på det. Hvor er det, det står i lovforslaget?

Værsgo.

Nu er det fru Jane Heitmanns udlægning, at jeg sagde, at det var et opgør. Jeg brugte ordet, at der ikke bør være en skelen til alder, og jeg sagde, at det strider imod vores danske tilgang. Det var ikke et opgør. Jeg synes, at det er noget mere vidtrækkende, hvis noget er et opgør. Men i vores bevidsthed, i min bevidsthed, strider det mod en dansk tilgang til sundhedsvæsenet, at vi begynder at skele til alder i forhold til adgangen til sundhedsvæsenet. Det var også det, jeg nævnte i min ordførertale.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre Alternativets ordfører, om man så også fra Alternativets side går ind for at ophæve den skelen, der er til alder, i forhold til HPV-vaccinen, influenzavaccinen og mammografiscreening. Der er et hav af steder i vores sundhedsvæsen, hvor vi netop har blik for alderen. Så jeg vil bare høre, om Alternativet, når man nu som princip åbenbart sætter det så højt, at der aldrig må ske forskelsbehandling på baggrund af alder, også mener, at vi skal ophæve aldersgrænsen for alle de ting, jeg lige listede op.

Værsgo.

Hvis det har en sundhedsfaglig relevans at skele til alderen, er det selvfølgelig relevant. Jeg kunne så omvendt godt tænke mig at få ordføreren til at forklare, hvordan det har en sundhedsfaglig relevans, at man skeler til alder her. Jeg har forstået forslaget som værende et led i en model for økonomisk incitament, mere end at det er tale om en sundhedsfaglig skelen til nogle aldersgrupper.

Fru Mette Abildgaard.

Det kan ordføreren spørge mig om, når jeg kommer på talerstolen. Jeg kunne høre, at man ikke ville afvise alderskriteriet i forbindelse med de her ting, men så vil jeg bare høre ordføreren, om ordføreren ikke anerkender, at der er nogle indlæggelser, som er nemmere at forebygge end andre, og at det jo er derfor, man ønsker at lave en anden incitamentsstruktur. For i dag giver det ikke mening at give incitament, alt efter hvilken alder det menneske, det drejer sig om, har.

Værsgo.

Jeg er rigtig glad for det spørgsmål, for det bliver jo netop nævnt, at det på småbørnsområdet, på spædbørnsområdet, ikke giver mening at tale om forebyggelse på samme måde, som det måske gør i andre sammenhænge. Så jeg forstår ikke lige, hvordan det skulle hænge sammen i forhold til det.

Jeg mener, at man i nogle sammenhænge skeler til alder, mens det i andre sammenhænge ikke er hensigtsmæssigt, f.eks. når man laver aftaler, fordi man har et vist beløb, så det kun kan være inden for en vis aldersgruppe. Så er det jo lige præcis, fordi man ikke har pengene til at udvide aldersgruppen, og jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det på den måde er økonomi, der skal bestemme, om man kommer på sygehuset, eller man ikke gør.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak, formand. Vi skal blive bedre til at sætte tidligt ind i stedet for at vente, til det er gået galt. Vi ved det godt. Og alligevel sker det så sjældent, fordi der går kassetænkning i den. Med det her lovforslag vil regeringen give kommunerne grund til at gøre en større tidlig indsats, så man undgår, at mennesker bliver så syge, at de skal indlægges. Regeringen vil gøre kommunernes medbetaling højere for børn under 2 år og ældre over 65 år.

Det vil vi som udgangspunkt gerne støtte, for det giver god mening, at kommunerne også økonomisk har grund til at satse på mere forebyggelse eller i hvert fald ikke spekulerer i at sende regningen over i regionen.

Men helt grundlæggende ville jeg ønske, at vi gjorde op med siloerne og kassetænkningen, for jeg kan godt være bekymret for, om det her forslag gør det bedre alle steder, eller om vi bare ender med at tage penge fra nogle af de kommuner, som i forvejen er pressede, og som dermed ender med at gøre det endnu mindre godt for børnene og de ældre.

Jeg tror ikke på, at det her bare handler om at spekulere i, hvem der betaler. Det handler også om ledelse, om organisering, om kultur og om, at der i det hele taget er tid nok til at sætte tidligt ind. Derfor håber vi i Radikale Venstre, at man kan begynde at tænke kvalitet på en ny måde: mindre styring og mere ledelse. Vi skal af med kassetænkningen og i stedet skabe mening, livsglæde og arbejdsglæde, fordi det er dygtige medarbejdere, der sammen med børnefamilierne og de ældre kan lave den indsats, der giver mening.

Vi tager jo første skridt med årets satspulje, hvor vi prøver at nedbryde siloer ved på tværs af social- og sundhedsområdet at lave et investeringsprogram, der skal gøre det muligt at lave en tidlig indsats for børn, før de får diagnoser og medicin, og en række forløbsprogrammer, som skal sikre sammenhængen mellem børne- og ungdomspsykiatrien og PPR. Jeg ville ønske, at vi kommer til at tænke hele området sådan, for der skal jo en startinvestering og god ledelse til, for at vi bliver bedre til at sætte tidligt ind.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Hvordan får man mennesker til at spise mere havregrød? Ja, den sikre metode er at sørge for, at mennesker ikke har råd til andet end havregrød. Økonomiske incitamenter virker for den, som er presset på økonomien og derfor tvunget til at indrette sig efter pengestrømmen, men det er ikke nødvendigvis klogt.

Man vedtog i sin tid en lov om kommunal medfinansiering af de regionale sygehusudgifter. Kritikken gik dengang på, at kommunerne kom til at betale for noget, som de ikke havde indflydelse på. Det indrømmer man nu delvis med det nye forslag. Så opdager man uhensigtsmæssigheder i incitamentsystemet, såsom at koblingen mellem aktivitetspulje og medfinansiering er uhensigtsmæssig. Nu skal den afkobles, og der skal oprettes et loft. Overskrider medfinansieringen loftet, overgår pengene til staten, som så betaler tilbage efter en fordelingsnøgle.

Men hvad nu, hvis det i nogle situationer er hensigtsmæssigt at øge aktiviteten, selv om medfinansieringen så vil overskride loftet? Så kommer regionen i klemme, eller man tilskyndes til at holde aktiviteten lige under loftet af hensyn til finansieringen og ikke af hensyn til behovet. Kommunerne kender også det loft, og når det nås, vil det betyde, at indlæggelse bliver delvis gratis.

I SF er vi helt på linje med Ældre Sagen, Lægeforeningen, Yngre Læger, FOA og Sundhedskartellet, som gør gældende, at dette forslag er aldersdiskriminerende, og at det er stærkt bekymrende. Aldersdifferentiering af medfinansiering giver kun mening, for så vidt man mener, at kommunerne reelt har mulighed for at forebygge indlæggelser, men det er jo langtfra alle ældre, som den kommunale ældrepleje er i kontakt med. Og aldersdifferentiering giver kun mening, for så vidt man mener, at kommunerne reelt har ressourcer til at foretage mere forebyggelse, end de faktisk gør, både på spædbørnsområdet og på ældreområdet. Det er ikke påvist, men kun antaget.

Hvis man så ser på, hvor meget de to ydergrupper vejer i det samlede indlæggelsesmønster, vil man se, at det kan få negative konsekvenser for kommunerne, hvis de faktisk ikke kan reducere antallet af indlæggelser. Men har man foretaget en samlet undersøgelse af forebyggelsesmulighederne og mulighederne for at fastholde funktionsniveauet, herunder de sociogeografiske betingelser? Skal man på den igen og ty til en ny lappeløsning, når det viser sig, at også denne incitamentsstruktur fører til hidtil ukendt og utilsigtet adfærd? Det er selvfølgelig et spørgsmål om, om et så komplekst system som det sammenhængende sundhedsvæsen kan styres efter så relativt primitive økonomiske incitamentsredskaber.

SF kan ikke stemme for forslaget i dets nuværende form. Ministeren bør som minimum tage aldersdiskriminerende elementer ud af forslaget. Herudover mener vi, at forslaget øger bureaukratiet i sundhedssektoren. Der er ikke brug for flere bureaukratiske styringsredskaber, men der er derimod behov for, at vi målrettet kanaliserer ressourcerne i sundhedssektoren til de udførende led til gavn for en forbedret indsats.

Tak for det. Fru Jane Heitmann, Venstre, en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren taler om aldersdifferentiering og forebyggelsesincitamenter. Jeg vil sådan bare fredsommeligt spørge ordføreren, om ordføreren anerkender, at der er forskel på, at Jane Heitmann kommer kørende på sin cykel, falder og brækker begge arme, og 100-årige fru Jensen, som hjemmeplejen er i daglig kontakt med, i forhold til kommunernes mulighed for at forebygge en langvarig indlæggelse, som to brækkede arme jo også godt kan give. Anerkender ordføreren, at der er forskel på kommunernes muligheder for at forebygge en indlæggelse?

Værsgo.

For det tilfælde, at der faktisk er tale om, at kommunen har kontakt med den 100-årige, ja, så har kommunen mulighed for at forebygge visse lidelser. Om kommunen også har mulighed for at forebygge et fald er jeg faktisk i tvivl om.

Tak til ordføreren. Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti, værsgo.

Tak for det. De tidligere ordførere har jo sådan rimelig detaljeret gennemgået, hvilke elementer der ligger i det her lovforslag, så det skal jeg fri jer for at gøre igen. Jeg vil egentlig sige, at det her for os Konservative i høj grad er sund fornuft. Der er nogle grupper, der er nemmere at forebygge indlæggelser hos end andre grupper, og hvis man så vil operere med økonomiske incitamenter i det her, hvilket jeg synes der er al mulig god grund til at gøre, så skal de da være målrettet der, hvor kommunerne rent faktisk har mulighed for at gøre en forskel.

Så bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det her er et opgør med den fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Jeg har bare sådan en lyst til at spørge de ordførere, som har sagt det: Hvad forestiller I jer egentlig? Forestiller I jer egentlig, at den enkelte social- og sundhedsassistent, som står ude på plejehjemmet, siger til gamle fru Hansen, som har behov for at blive indlagt: Beklager, fru Hansen, Folketinget har lige førstebehandlet et lovforslag, som gør, at vi ændrer på den kommunale medfinansiering, og det betyder desværre, at jeg ikke kan sende dig på hospitalet i dag; det var godt nok ærgerligt, fru Hansen, men sådan bliver det.

Det kommer jo ikke til at ske! Jeg nægter at tro, at der er en eneste social- og sundhedsassistent, der kommer til at stå og ændre på sin beslutning i forhold til et ældre menneske, når den her lov nu kommer til. Hvad der derimod vil ske er, at kommunaldirektøren bliver opmærksom på den her lov, at kommunaldirektøren bliver opmærksom på, at det måske giver mening at øge den indsats, man har inden for forebyggelsesområdet, de her nye akutcentre, som vi har indgået en aftale om at der nu skal være i alle regioner, hvor man netop skal kunne komme hen forebyggende for en indlæggelse.

Det her får ikke betydning for den enkelte social- og sundhedsassistent, det her får betydning for kommunaldirektøren, som bliver tvunget til at allokere midler til det her område. Derfor er vi ikke bekymrede fra konservativ side. Vi er til gengæld meget, meget glade for, at man samtidig får gjort op med den her lidt fjollede regel, der har været, om, at hvis man bliver overflyttet til et nyt sygehus inden for samme region, så kommer der en ekstra taksering. Det har været helt åndssvagt.

Så med de ord vil jeg sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side støtter det her lovforslag.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det sundheds- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for bemærkningerne til lovforslaget og også for den altovervejende støtte til lovforslaget. Jeg har efterhånden gennem en længere årrække stødt på den kommunale medfinansiering – både da jeg sad i byrådet og her i Folketinget som sundhedsordfører og nu som sundhedsminister. Dermed har jeg også haft lejlighed til at kunne se ordningen fra flere forskellige vinkler. Alligevel er der stadig væk kun en vinkel, som har betydning for mig, og det er borgerens. Det var også med fokus på borgeren, at den kommunale medfinansiering blev indført tilbage i 2007. Formålet var at give kommunerne en højere tilskyndelse til at kunne levere en rettidig og god forebyggende indsats til gavn for borgerne. Borgerne skulle behandles i det nære sundhedsvæsen, og vi ville dermed også sikre, at vi kunne undgå nogle unødige sygehusindlæggelser.

I 2015 kunne vi alligevel konstatere, at vi i Danmark har ca. 65.000 forebyggelige indlæggelser, 79.000 genindlæggelser og 171.000 akutte medicinske indlæggelser. Det er rigtig mange sygehusindlæggelser af f.eks. ældre borgere med blærebetændelse, sår, væskemangel m.v., og sagt meget enkelt er der et potentiale i, at kommunerne forebygger meget mere målrettet. Med den demografiske udfordring og flere ældre kan jeg også kun frygte, at vi vil se flere indlæggelser og genindlæggelser, hvis det er, vi ikke griber ind og får styrket den forebyggende indsats – indlæggelser, som vi ganske enkelt vil kunne forebygge til gavn for borgeren og samfundet.

Det er her, at den kommunale medfinansiering kommer ind i billedet. For vi har en ordning i dag, som er udmærket, men som ikke virker helt efter hensigten. Set med mine øjne er den eksisterende kommunale medfinansiering simpelt hen for generel. Eksempelvis siger det sig selv, at en kommune ikke kan forebygge, hvis jeg går hen og brækker benet på min løbetur, men en kommune kan jo godt gribe aktivt ind over for den dehydrerede 80-årige ældre i eget hjem, som de dagligt har kontakt med i hjemmeplejen. Det er derfor, at vi fra regeringens side med lovforslaget ønsker at ændre på ordningen ved at give kommunerne en større økonomisk gevinst, hvis de laver en forebyggende indsats og en tidlig opsporing.

Ordningen skal rettes imod ældre og småbørn, som kommunerne allerede er i kontakt med og ser dagligt via hjemmeplejen og sundhedsplejersken, og hvor deres indsats har en direkte effekt på borgeren. Ændringen skal få kommunerne til at sørge for, at hjemmeplejen i højere grad sikrer f.eks. ekstra opsyn med betændte sår på fru Jensen på 90 år, og sørge for, at sundhedsplejersken tager tidlig kontakt til mor og barn efter fødslen, f.eks. for at vise effektive ammeteknikker.

Ændringen af den kommunale medfinansiering er selvfølgelig ikke det eneste tiltag, som regeringen har indført eller har tænkt sig indføre til gavn for patienten og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det her er et tiltag ud af flere. Bare i år er vi kommet med en handlingsplan for den ældre medicinske patient, en akutpakke mod overbelægning samt oplæg til en national demenshandlingsplan. Endelig har vi også nedsat et udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen sammen med kommunerne og regionerne, som vil afrapportere her i det nye år.

Så kan jeg også godt lytte mig til, at forslaget med en differentiering af den kommunale medfinansiering ikke er gået helt stille for sig og er af nogle blevet kritiseret for bl.a. at lade økonomiske incitamenter styre behovet for indlæggelse af ældre – og sågar udhule kommunekassen, er der vist nogen, der har fået sagt. Derfor vil jeg gerne i dag først slå helt fast, at lovforslaget ikke på nogen måde bryder med princippet om let og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Det ændrer ikke på den enkelte læges tilskyndelse til at indlægge borgerne, og helt ærligt, ingen læger kigger på borgerens dåbsattest for at afgøre borgerens adgang til vores fælles sundhedsvæsen. At påstå det modsatte synes jeg simpelt hen er noget sludder. Hvis behovet for en sygehusindlæggelse er der, siger det sig selv, at så skal en borger selvfølgelig indlægges.

Med lovforslaget fjerner vi ikke nogen penge fra kommunernes økonomi. Kommunerne kompenseres som i dag allerede for de 20 mia. kr., som medfinansieringen udgør, men der ændres på udgifterne mellem kommunerne. De kommuner, som har flere udgifter, fordi man måske har flere ældre og flere småbørn i sin kommune, bliver i vidt omfang kompenseret via udligningssystemet.

Differentieringen er væsentlig for, at vi forhåbentlig kan se et fald i antallet af forebyggelige indlæggelser, og jeg mener, at ændringen både gavner borgeren, som undgår unødvendig sygehusindlæggelse, kommunen, som får en større gevinst ved at levere kerneopgaven godt, effektivt og rettidigt, og endelig samfundet, fordi det samlet betyder en bedre brug af vores skattekroner og dermed også mere sundhed for pengene.

Der er det vigtigt for mig, at kommunerne også selv har ønsket den her ændring. Det er den ændring, vi nu leverer på, så man fristes jo næsten til at stille det første spørgsmål herfra til Enhedslistens ordfører, for hvis det, som ordføreren fik fremstillet det som i sin ordførertale, virkelig er korrekt, hvorfor i alverden er det så, at kommunerne selv har ønsket den her ændring? De har i kommunerne tværtimod efterspurgt en ordning, som giver dem mulighed for at påvirke indlæggelserne af de borgere, som de er i daglig kontakt med, som ikke er en ordning som i dag, hvor det hele er smurt lige tyndt ud alle steder, for det siger sig selv, at en kommune ikke kan og helst ikke skal forebygge, at der er mennesker, der bliver gravide, og som derfor får brug for at komme på sygehuset, når de skal føde. De kan heller ikke forebygge, at jeg falder, når jeg er ude at løbe en tur i skoven. Men de kan forebygge de steder, hvor de i forvejen er i kontakt med borgerne, og hvor de kan gøre en forskel.

Dernæst vil jeg understrege, at ændringerne jo først gælder fra 2018. Det er jo, for at kommunerne også får mulighed for at forberede sig på de her ændringer. Det synes vi er fair.

Så er differentieringen ikke det eneste, der fremgår af lovforslaget. Vi gennemfører også en række tekniske ændringer i den kommunale medfinansiering allerede fra 2017. Formålet er at få løst nogle af de uhensigtsmæssigheder ved den nuværende kommunale medfinansiering. Det vedrører bl.a. regionernes adfærdsudfordring samt andre justeringer vedrørende opgørelse og tilbagebetaling af kommunal medfinansiering.

Endelig ønsker vi med lovforslaget her en lovhjemmel til en mere balanceret fordeling mellem regionerne af effektiviseringsgevinster fra de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier. Det giver god mening at omfordele de gevinster mellem regionerne, så borgerne i hele Danmark får gavn af den mere effektive drift, som vi dermed får med de nye sygehuse. Omfordelingen af effektiviseringsgevinsterne er allerede som følge af økonomiaftalen for 2017 aftalt med Danske Regioner.

Jeg håber selvfølgelig, at lovforslaget vil få en god udvalgsbehandling, og jeg svarer naturligvis på alle de spørgsmål, som udvalget måtte have undervejs. Tak.

Tak. Der er et par spørgsmål. Det er først fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ministerens intentioner om at gøre det bedre. Jeg kan jo kun håbe på, at det bliver, som KL og ministeren regner med at det gør. Men ministeren kender også undertegnedes forbehold over for det her, netop fordi man kan se, hvad det er, man kan gøre i en kommune, og hvad man ikke kan.

Det, jeg vil spørge ministeren om, er først og fremmest, hvorfor det er fra 65 år, når ministeren selv taler om de 80-årige, som man har mest kontakt med i hjemmeplejen. Der er jo ikke ret mange 65-årige, der er i hjemmepleje, og som Ældre Sagen også er inde på, er det 15,5 pct. af de 65-årige, som er en del af både vores sundhedsvæsen og hjemmeplejen. Så hvordan tænker ministeren at kommunerne her kan forebygge blærebetændelse og andre ting, så de pågældende ikke bliver indlagt?

Værsgo.

Alder er det bedst mulige kriterie på nuværende tidspunkt. Alder er for det første objektivt – der er ingen af os, der kan løbe fra, hvad der står på dåbsattesten – og det gør samtidig ordningen gennemskuelig for kommunerne. Derudover fanger alderskriteriet jo de forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser, som vi kan se i statistikkerne over, hvor der er flest borgere, som bliver genindlagt i sygehusvæsenet. Det er derfor også den bedste, kan man sige, proxy, vi har, for indlæggelser i sygehusvæsenet.

Man kunne også sagtens forestille sig andre måder at differentiere ud fra. Jeg ville være bekymret, hvis vi f.eks. sagde, at vi gjorde det ud fra diagnoser. Så synes jeg det ville være vanskeligt at udpege, hvad det er for nogle diagnoser, som kommunerne reelt kan påvirke, og hvilke de ikke kan påvirke. Det er derfor, vi har valgt alderskriteriet sammen med Kommunernes Landsforening, som også har ønsket det.

Fru Liselott Blixt.

Jeg tænker jo, at det måske netop havde været bedre at skære ved pensionsalderen. Pensionsalderen er jo noget, der bliver rykket op til 68 år i løbet af de næste par år, og jeg ved, at statsministeren og ministerens eget parti gerne vil løfte den endnu mere. Så det er folk, der går på arbejde, vi taler om. Og der er jo meget stor forskel på, om man er i hjemmepleje eller man stadig væk er i arbejde. Det er det, jeg synes er lidt underligt.

Men så vil jeg spørge ministeren: Vil ministeren se på, hvordan man – når nu der så er en, der bliver indlagt på sygehuset og kommer hjem igen, og som ikke har kontakt med hjemmeplejen – kan underrette kommunen uden at overtræde persondataloven og krænke de rettigheder, der ligger der?

Ministeren.

Hvis man skulle lade aldersdifferentieringen følge pensionsalderen, kunne man jo med et glimt i øjet sige, at så håber jeg, at vi ses i Folketingssalen her igen lidt senere i 2017.

Vi har valgt en aldersdifferentiering, fordi det som sagt er den bedste måde, vi kan lave en gennemskuelig ordning også for kommunerne på. Så er det klart, at der er nogle steder, hvor kommunerne i højere grad ser ældre borgere, og jeg mener heller ikke nødvendigvis, man er ældre, fordi man er 65 år. Det er typisk meget logisk, at jo højere oppe man er i alderen, jo større er muligheden også for, at man er i kontakt med eksempelvis hjemmeplejen. Og det er jo der, kommunerne også har mulighed for at gøre en forskel, fange de borgere, som har risiko for at blive indlagt, fordi de eksempelvis er dehydrerede, eller fordi en blærebetændelse får lov til at udvikle sig og der er behov for en sygehusindlæggelse. Det er jo de ting, vi skal være meget bedre til at gribe langt tidligere i forløbet.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Jeg vil da godt høre, om sundhedsministeren ikke er enig i, at det økonomiske incitament, der ligger i det her forslag, er for kommunerne at sikre, at der bliver så få indlæggelsesdage som muligt for børn under 2 år og for ældre over 65 år. For det er jo ligesom det, der ligger i det, i hvert fald hvis man skal forestille sig, at incitamentet til forebyggelse for den her gruppe skal øges. Det er dér, der ligger en økonomisk interesse, altså i at sikre, at der bliver så få indlæggelsesdage for dem som muligt. Det kan man så gøre på to måder. Man kan gøre det ved at sikre bedre forebyggelse, men der kan jo også godt i kommuner, der er økonomisk presset, være en risiko for, at borgere hjemtages uden at have fået den fornødne pleje.

Altså, jeg kan da bare gøre opmærksom på, at man i Dansk Sygeplejeråd har lavet en undersøgelse, hvor otte ud af ti sygeplejersker gør opmærksom på, at de mener, at kommunerne får patienter hjem, inden de er færdigbehandlet. Og den udvikling ville vi jo altså også kunne se blive styrket af det her forslag, altså at det netop ikke er kommunerne, vi styrker, men borgerne, vi lader betale prisen, fordi vi ikke sikrer, at de får det fagligt set bedste behandlingstilbud.

Ministeren.

Først og fremmest er der jo hen over en længere årrække sket en stor udvikling i vores sundhedsvæsen, som gør, at kommunerne løfter en meget større del af ansvaret på sundhedsområdet, end de gjorde tidligere. Og ja, når man bliver udskrevet fra sygehusvæsenet, er det ikke lig med, at man er rask og ikke har behov for flere opfølgende indsatser. Når man bliver udskrevet fra sygehuset, kan der i mange tilfælde godt være behov for, at kommunerne efterfølgende følger op. Det håber jeg ikke kommer som nogen overraskelse for Enhedslistens ordfører.

Så handler det her jo om at give kommunerne en højere grad af tilskyndelse til at sætte ind med den tidlige forebyggende indsats og at give kommunerne tilskyndelsen dér, hvor de kan gøre en forskel. Det siger sig selv, at kommunen ikke kan gøre den store forskel, med hensyn til om ordføreren selv brækker benet på vej ud af Folketingssalen eller ej, men kommunen kan jo derimod godt have indflydelse på, at den ældre i eget hjem – som man ser dagligt via hjemmeplejen – ikke bliver dehydreret, fordi vedkommende ikke får nok væske.

Det er jo derfor, at kommunerne også selv har ønsket at få en kommunal medfinansiering, hvori kommunerne bliver belønnet for at lave den forebyggende indsats dér, hvor man har muligheden for at kunne sætte ind. Til gengæld ændrer det her lovforslag ikke en tøddel ved den enkelte læges tilskyndelse til at indlægge borgeren, uanset om man er barn eller man er gammel.

Hr. Peder Hvelplund.

Men nu er det jo bare sådan – hvad der også fremgår af høringssvarene – at der er en stor del borgere med kontakt til det somatiske sygehusvæsen, som kommunerne overhovedet ikke har kontakt med. Og over for den gruppe af borgere har kommunerne jo ikke nogen mulighed for at kunne sætte ind med yderligere forebyggelse, i hvert fald ikke mere i forhold til den gruppe, end de har i forhold til mig.

Derfor er der bare noget, jeg bliver nødt til at høre til. Når kommunerne har kunnet ønske den her mulighed, er det vel også, fordi det her vedrører et område, hvor man i hvert fald for en gruppe af borgeres vedkommende har mulighed for at gøre noget. Men det stiller jo bare de kommuner, som har en skæv aldersfordeling, i en endnu sværere situation. Det er jo kommuner, som i forvejen er hårdt presset på grund af demografi, og de kommuner bliver ramt endnu hårdere af det her. Og det betyder, at vi risikerer, at der er nogle borgere, som får en dårligere behandling end den, de kunne forvente at få.

Ministeren.

Det er korrekt, at vi ændrer på udgifterne i de forskellige kommuner. De kommuner med flere børn eller flere ældre får højere udgifter til medfinansiering, men de får altså også flere penge via udligningssystemet, og dermed bliver de jo også kompenseret for deres flere udgifter. Så sker der til gengæld det for de kommuner, at hvis de sørger for at sætte ind med den tidlige indsats – ved sundhedsplejersken, via hjemmeplejen – får de en god økonomisk gevinst, altså ved at foretage en god og effektiv forebyggelsesindsats ude i kommunerne. Den gevinst får man ikke, hvis det er, at man vælger at læne sig tilbage og sige: Vi ønsker ikke at løfte den forebyggende indsats i vores kommune.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Det er fair nok at konstatere, at ældre oftere er indlagt, men hvis alder ikke skal afgøre vores frie og lige adgang til sundhedsvæsenet, hvorfor så overhovedet forskelsbehandle i forhold til den pris, som kommunerne skal betale for den ældre patient?

Ministeren.

Altså, jeg må sige, at jeg er overrasket over, at det her forslag overhovedet bliver kritiseret for at skulle stigmatisere de ældre, og jeg er i øvrigt også meget uenig i den præmis. Vi ønsker jo netop med det her lovforslag at tilgodese de ældre. Vi ønsker, at kommunerne i højere grad, end de gør i dag, skal rette opmærksomheden mod de ældre – at SOSU-assistenten sørger for at holde ekstra øje med påbegyndende betændelse, hvis den ældre har et sår, at hjemmeplejen er ekstra opmærksom på fru Jensen, som ofte har blærebetændelse. Det er alt sammen indsatser, der gavner den ældre, og det er jo her, vi kan gøre noget ved de mange forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser, som vi har i vores sygehusvæsen. Og derfor gavner aldersdifferentiering også de ældre. Vi retter fokus på en proaktiv forebyggelsesindsats ude i kommunerne, så vi i højere grad kan sikre os mod, at borgeren er svingdørspatient mellem kommune og sygehus.

Værsgo.

Jamen er sundhedsministeren fuldstændig sikker på, at social- og sundhedsassistenten ikke opfordres til også at overveje at se tiden an og forsøge andre tiltag, alene fordi det bliver dyrere, skønt en hurtig indsats og en hurtig behandling ville have været at foretrække?

Ministeren.

Jeg vil gerne gentage, at det her lovforslag ikke ændrer en tøddel på den enkelte læges tilskyndelse til at indlægge den enkelte borger. Og jeg synes simpelt hen, det er absurd, hvis man tror eller forestiller sig, at lægerne begynder at sige: Jeg vil lige se dit sygesikringskort, inden jeg beslutter, om jeg vil indlægge dig, for jeg skal lige se, hvor gammel du er. Sådan er der jo ikke nogen læger der tænker, og det kommer heller ikke til at ske med det her lovforslag. Og derfor er det sådan, at hvis man som borger har behov for sygehusindlæggelse, uanset om man er 2 år, 12 år, 24 år, 64 år eller 84 år, så skal man selvfølgelig indlægges – det siger sig selv.

Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Ministeren har flere gange nævnt nogle eksempler på, hvad man kan gøre ude i kommunerne, f.eks. i hjemmeplejen, og nævner noget med behandling af sår og andre forslag. Jeg vil bare gerne høre, om ministeren mener, at man ikke gør det i forvejen, f.eks. i hjemmeplejen. Er det noget nyt, at man skal til at gøre de her ting i kommunerne?

Værsgo til ministeren.

Det er ikke noget nyt. Vi skal bare have flere kommuner til at gøre det bedste. Det er ingen hemmelighed, at der også er en betydelig kvalitetsforskel ude i kommunerne, i forhold til hvilken sundhedsindsats de leverer, og det kommer i øvrigt tydeligt til udtryk, når det er, man dykker ned og kigger på, hvad det er for en indsats, der bliver leveret i den enkelte kommune. Vi skal senere her i dag behandle regeringens lovforslag om færdigbehandlingstakster, og det er et meget godt eksempel på, at der er nogle kommuner, som man må sige ikke helt får løftet den opgave og det ansvar, som andre kommuner udmærket godt kan finde ud af at løfte. Så det er ikke en ny opgave, men det handler om, at flere skal gøre som de bedste.

Fru Pernille Schnoor.

Nu var det bare, fordi der blev nævnt flere eksempler, hvor det for mig at se lød, som om det er noget, man gør i forvejen ude i kommunerne, og der er da selvfølgelig en forskel. Det er jo også derfor, at det her kan ramme nogle kommuner, som så ikke i så høj grad har økonomi til at tage sig af de ældre på samme måde, som andre kommuner vil have. Men jeg er klar over, at det også er Kommunernes Landsforening, der har været med til at ønske det, og som ministeren selv påpeger, vil der jo være meget stor forskel fra kommune til kommune. Men er det ikke ministerens indtryk, at kommunerne i forvejen arbejder med nogle af de forslag, som ministeren er kommet med, også forebyggelse i forhold til den her ældregruppe?

Værsgo, ministeren.

Den anden dag deltog jeg på en konference om »I sikre hænder«, som jeg håber de fleste kender, i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, og én ting, som det dér var bandlyst at sige fra de deltagende kommuners side, var: Det sker ikke hos os. Det sætter jo netop fokus på vigtigheden af hele tiden at sikre den bedste indsats på sundhedsområdet. For ja, som mange af de eksempler, jeg har nævnt i dag, viser, er det jo selvfølgelig også det, man allerede gør i kommunerne i dag. Men gør man det i et tilstrækkeligt omfang? Nej. Og kan man gøre det bedre? Ja. I stedet for blot at sige, at alt er perfekt ude i kommunerne, og at det ikke kan blive bedre, tror jeg alle er enige om, at vi selvfølgelig kan få løftet den forebyggende indsats ude i kommunerne, og det er det, som Kommunernes Landsforening også gerne vil være med til, og det vil kommunerne gerne være med til, ved at de nu får en økonomisk tilskyndelse til at sætte ind med forebyggende indsatser der, hvor man kan gøre en forskel ude i den virkelige verden.

Så er jeg nødt til at korrigere ordføreren i forhold til, at man siger det her med, at det rammer kommunerne. Jeg har gentaget flere gange nu, at kommunerne jo bliver kompenseret via udligningssystemet, i det omfang at man eksempelvis har flere ældre eller flere småbørn og som en konsekvens deraf får højere udgifter.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.