Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 73:

Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love. (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.).

Af justitsministeren (Søren Pind).

(Fremsættelse 09.11.2016).

Forhandlingen er åbnet, og holdopsætningen er den samme som før, og derfor starter vi med fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Desværre har vi i de seneste måneder og år set en stigning i antallet af trusler og overfald på offentligt ansatte. De mange overfald, chikanen rettet mod fængselsbetjente, overfald på hospitalspersonale i bl.a. Slagelse, som vi så det sidste år, chikane mod politibetjente, deres familie og andre, der tjener vores samfund er også baggrunden for, at vi diskuterer det her lovforslag.

Lovforslaget går ud på at styrke sanktionsmulighederne i forhold til de personer, der åbenlyst ikke forstår eller formår at opføre sig ordentligt og respektere vores offentligt ansatte og det offentlige rum. Jeg skal starte med at sige, at vi fra Socialdemokratiets side kan støtte forslaget her. Vi vil ikke bare se til, mens sygeplejersker, fængselsbetjente, politibetjente og andre oplever trusler, chikane og vold. Lovforslaget indeholder en række forskellige forslag, der samlet set skal bidrage til at styrke respekten i det offentlige rum, og jeg vil her fremhæve en række af dem.

Først og fremmest er der forslaget om at ændre straffelovens § 81, så hvis et offer udsættes for en forbrydelse på grund af sin eller eksempelvis sin ægtefælles offentlige tjeneste, skal det indgå som en strafskærpende omstændighed ved fastsættelsen af den konkrete straf. Herudover foreslås det, at straffelovens § 119, stk. 1, udvides. Således vil bestemmelsen om vold mod personer i offentlig tjeneste komme til også at omfatte trusler, der fremsættes via tredjemand, og trusler, der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Hertil kommer en tilføjelse til loven om, at det er en strafskærpende omstændighed med en strafforøgelse på omkring en tredjedel, at overgreb mod personer i offentlig tjeneste begås, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid. Herudover indgår en række øvrige strafskærpelser, som jeg ikke vil gå mere i detaljer med. Det her lovforslag er jo meget bredt, men samlet set mener vi, at det er fornuftigt, set i lyset af at det handler om vold, trusler, chikane og anden uanstændig opførsel over for de omtalte faggrupper og i det offentlige rum.

Men selv om vi fra Socialdemokratiets side støtter forslagene her, bliver jeg også nødt til at sige, at vi ikke tror på, at de kan stå alene i kampen mod truslerne, volden og chikanen. Når vi taler om fængselsbetjentene, bliver vi også nødt til at se på relationsarbejdet inde i fængslerne, og det handler altså om ressourcerne i fængslerne, og det handler om kompetenceniveauet. Jeg bemærker da også, at det er kommentaren fra fængselspersonalets fagforbund, Fængselsforbundet, når det handler om overgrebene på og truslerne rettet mod de fængselsansatte. Og det samme mener vi sådan set gør sig gældende bredt set. For nok kan vi straffe, og nok kan vi give en følelse af retfærdighed – det er jeg helt med på, og det underkender jeg ikke – men det må til alle tider være at foretrække, at vi forebygger i stedet for at straffe efterfølgende.

Relationsarbejdet er også noget af det, der har været arbejdet med hos politiet, hvor der er udviklet en redskabskasse, så man kan sætte tidligt ind, hvis der er mistanke om, at der er mistænkte eller andre personer, der har en adfærd, der kan udvikle sig til chikane eller i værste fald vold mod de ansatte. Og netop den type af redskabskasser tror jeg vi skal se endnu mere på, sådan at vores offentligt ansatte er gearede til at spore, når der er nogle, der har en adfærd, der kan udvikle sig efterfølgende, og så man kan sætte ind med konflikthåndtering tidligt.

Vores retspolitik skal gå på to ben. Nok skal vi straffe, men vi må aldrig glemme forebyggelsen, og derfor skal opfordringen til ministeren også være, at vi ikke bare lader de her forslag stå alene – selv om vi støtter dem – men at vi også følger dem op med fokus på at begrænse chikanen, volden og truslerne. Det gavner både vores samfund, og det gavner ikke mindst de mennesker, vi i bund og grund vil beskytte med forslagene, som vi behandler her i dag. Men med de ord skal jeg trods alt meddele, at vi støtter den pakke af forslag, der ligger i det lovforslag, vi behandler her i dag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Det her lovforslag er jo et meget stort lovforslag, og det indeholder gode elementer, og det indeholder elementer, som jeg bestemt synes er rigtig dårlige. Et af de elementer, jeg synes er problematisk, er det, der i bemærkningerne hedder 2.1, og det handler jo om, at det er sådan i dag, at hvis gerningen er begået af en person, der udestår straf, så vil det indgå som en skærpende omstændighed.

Men det her lovforslag indebærer jo, at den bestemmelse også fremover vil omfatte gerninger begået af en person, der er varetægtsfængslet, altså en person, der sådan set ikke er dømt endnu og derfor – hvis man skal holde sig til princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist – sådan set stadig væk er uskyldig. Men personen vil alligevel blive ramt af princippet om skærpende omstændigheder, hvis personen begår en ulovlig gerning. Er det ikke meget problematisk, at man på den måde udvider bestemmelsen til også at omfatte varetægtsfængslede?

Ordføreren.

Det her handler jo netop om, at når vi har personer, der sidder i varetægt, og som begår vold mod dem, der er ansat til at passe på dem, ja, så er det en skærpende omstændighed. Det er sådan set helt fair, ikke mindst set i lyset af at truslerne, volden mod fængselspersonalet er tiltagende. Så det har vi ikke noget problem med.

Spørgeren.

Jeg synes bare, det er interessant, når vi har en lovgivning, der handler om, at det er en skærpende omstændighed, hvis man begår kriminalitet, hvis man er en person, som udestår straf, at man så udvider det til at omfatte folk, som sådan set ikke udestår straf, fordi de ikke er dømt endnu. Jeg bemærker, at jeg er enig med Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Retspolitisk Forening i det synspunkt. Men jeg kan forstå, at det er ikke den socialdemokratiske ordførers synspunkt.

Er der nogle ting i det her lovforslag, som ordføreren for Socialdemokratiet synes er bare lidt problematiske, for jeg kan finde mange?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at der er en række af de forslag, der indgår i den her pakke, som vi sådan set selv har været fremme med, både inden regeringsmagten skiftede, men også efterfølgende. Og det er på den baggrund, at vi kan støtte puljen her.

Men som jeg også sagde meget klart i min ordførertale, tror vi i Socialdemokratiet aldrig på, at straf kan stå alene. Vi vil meget hellere forebygge, end vi vil straffe. Og vi skal huske, at vores retspolitik altid skal gå på to ben, og det er også derfor, at vi sender en meget kraftig opfordring til justitsministeren om ikke at lade sanktionerne stå alene, men også have fokus på, at vi forebygger, at der er relationsarbejde, og at vi undgår at skulle tage den her pakke i brug.

Tak til fru Trine Bramsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Er der en til? Så tager vi den med. Fru Zenia Stampe, værsgo.

Jeg vil gerne spørge fru Trine Bramsen om den del af forslaget, der handler om de her farlige opløb. Forslaget er jo, at en anstifter af et farligt opløb bliver erstatningsansvarlig for al den skade, der er forvoldt i forbindelse med det her opløb.

Så har jeg en tænkt situation her: Man indkalder til en demonstration. Der er nogle slagsbrødre, som egentlig ikke er en del af demonstrationen, men som synes, at det da kunne være sjovt med lidt gang i gaden. De kommer så med og smadrer nogle ruder. Det er mig, der har arrangeret demonstrationen. Er det så mig, der skal betale for den skade, de har forholdt?

Ordføreren.

Der ligger jo det i forslaget, at når man er den, der opildner til den her uro, og man er den, der starter uroen, ja, så bærer man også ansvaret. Men det ændrer ikke sådan principielt på, at når man arrangerer en demonstration, har man da en moralsk forpligtelse til at forsøge at holde styr på tropperne og give udtryk for, at det er en fredelig, demokratisk demonstration. Men forslaget her retter sig jo mod dem, der anstifter til vold – det står også meget klart.

Spørgeren.

Jo, men hvordan vil man vurdere, om en person har anstiftet til vold, hvis den person ikke har sagt: kom, lad os smadre nogle vinduer, og selv har kastet en sten? Hvordan vil man så vurdere det, navnlig når de hærværksmænd eller voldsmænd, der er der, ikke engang kender anstifteren?

Jeg kunne godt tænke mig et par ord om, hvordan man vurderer, om et opløb er farligt, altså om det beror på, hvordan man vurderer, om der er en, der opildner til vold.

Ordføreren.

Det har vi jo heldigvis vores domstole til at vurdere på baggrund af efterretninger, på baggrund af videoovervågning, på baggrund af vidneafhøringer og alt muligt andet.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak. Det er egentlig et spørgsmål, der udløber af spørgsmålet fra fru Zenia Stampe. For ordføreren sagde, at det er op til anløberen eller lederen at holde styr på tropperne. Det er også noget, som jeg har undret mig over, for hvad er det for nogle tropper, man skal holde styr på? Altså, hvor er vægtningen mellem de intentioner, der f.eks. ligger? Lad os nu bare sige, at en siger: Kom, lad os gå ud og kaste nogle sten på McDonald's rude, dengang den lå nede på Runddelen, og lige pludselig kommer der andre grupperinger, som ikke er en af ens egne tropper, og som måske også både brænder biler af og gør ting, der er værre. Mener ordføreren, at den erstatningspligt, der så ligger, retfærdigvis kan placeres hos vedkommende, der f.eks. i det her tilfælde har opfordret til at kaste en sten?

Ordføreren.

Det svarede jeg jo sådan set spørgeren meget klart på forinden. Jeg ved ikke, om den spørger, der er på nu, har misset mit svar. Ja, vi mener, at man har et moralsk ansvar som arrangør af en demonstration. Men det, som det her jo retter sig mod, det, vi diskuterer her, er jo angående den, der anstifter et opløb. Og synes vi, det er fair, at man så skal betale for og godtgøre skaderne, hvis man eksempelvis har opfordret til at kaste sten mod en McDonald's; hvis man er den, der har stået og råbt, at kom, vi kaster alle sammen sten mod en McDonald's? Ja, hvem skulle ellers gøre det?

Spørgeren.

Men ligger der så ikke også deri, at ordføreren tager ansvaret fra den, der f.eks. brænder bilerne af? Altså, der er en, der opildner til en demonstration, der er en, der er anløber, leder, lad os nu kalde det, hvad vi vil, og opildner til at kaste med sten. Og så kommer der en anden, som brænder biler af, eller gør noget, der er værre. Hvad med hans ansvar? Er det stadig væk den, der så har skrevet på Facebook eller sendt SMS'er rundt til sine venner, som skal tage ansvaret fra den pågældende, som måske har udført en meget, meget værre form for kriminalitet?

Ordføreren.

Nej, det udelukker det her forslag jo lige præcis ikke. Det vil altid være et personligt ansvar. Det vil altid være op til domstolene at dømme den, man kan påvise har begået kriminaliteten. Men vi bliver også nødt til at erkende, at der er urostiftelser, hvor man kan pege på den, der har opfordret til handlingen, men hvor det er svært at identificere de personer, der har forvoldt den direkte skade. Og det er jo det, som det her lovforslag skal rette op på. Men står man med den konkrete gerningsmand, der har forvoldt den konkrete skade, så vil det da til enhver tid være ham eller hende, der skal holdes op på ansvaret.

Tak til fru Trine Bramsen og velkommen til hr. Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti.

Lovforslaget, vi behandler nu, er et resultat af den respektpakke, som vi i Dansk Folkeparti tidligere på året indgik med regeringen, Liberal Alliance og De Konservative.

Jeg skal starte med at sige, at vi er rigtig godt tilfredse med de skridt, vi tog i forbindelse med respektpakke I. Det var for os hævet over enhver tvivl, at der skulle handling til på det her område, og at der igennem alt for mange år havde været et skred i respekten for vores offentligt ansatte, f.eks. politibetjente og fængselsbetjente, der hver dag løser en meget, meget vigtig og uvurderlig opgave for det danske samfund.

Da vi i sin tid præsenterede pakken, blev jeg spurgt, om det ikke bare var en pakke, der handlede om straf med straf på. Jeg synes, det er passende at sige straf med straf på, for det er jo det, den her pakke også handler om. Jeg kunne gennemgå alle initiativerne, og jeg synes sådan set, der er rigeligt at tage fat på, så jeg skal bare nævne et par enkelte, som jeg synes er særlig gode.

Det er de skærpede straffe for alle former for kriminalitet, der begås for at skade offentligt ansatte eller offentligt ansattes nærmeste, fordi man er offentligt ansat. Det er skærpede straffe for overgreb mod offentligt ansatte også i fritiden, skærpede straffe for fornærmelig tiltale af personer i offentlig tjeneste, men jo også bedre mulighed for privat tv-overvågning. Det synes jeg er supergode initiativer, så derfor er pakken jo god.

Jeg synes, vi igennem den seneste tid har set, hvordan nogle tror, at de kan slippe af sted med at genere og chikanere vores offentligt ansatte. Sådan må det jo ikke være, og det skal selvfølgelig stoppes. I særlig frisk erindring står de grove og helt uacceptable overfald på fængselsbetjente i løbet af sommeren. Det er også i frisk erindring, hvordan politibetjente på Christiania blev chikaneret på det groveste, hvordan deres børn blev omtalt, og man hængte dem ud på internettet, i flere tilfælde med navn, billeder og adresse, og så er man altså bare rigtig, rigtig udsat.

Det var ikke, fordi de havde gjort noget forkert, men alene fordi de passede deres arbejde, det arbejde, som samfundet har brug for bliver udført. Nu er det på tide at komme vores ansatte til undsætning, og det er godt.

Er vi så i mål endnu? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror sagtens, man kan gå hårdere til værks i fremtiden, og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at regeringen jo kaldte det for respektpakke I. Man kan jo forestille sig, hvad der kommer efter I – det kunne være II eller III osv. osv.

Det tager vi fra Dansk Folkepartis side som en fremstrakt hånd i retning af, at vi jo ikke er nået i mål endnu, men jævnligt har brug for at holde øje med det her område og kigge på straffene for folk, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så vi kan få puttet de her mennesker endnu længere tid bag tremmer.

Det er glimrende, synes vi, og jeg kan derfor også meddele at Dansk Folkeparti støtter forslaget her.

Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier.

Ja, nu er det de tænkte – hvad hedder sådan noget – eksemplers aften i aften, ikke? Men jeg blev inspireret af hr. Rune Lund, der tidligere nævnte punkt 2.1 i det her lovforslag, som handler om, at såfremt varetægtsfængslede begår en ugerning, noget kriminelt, imod en tjenestemand, kan det indgå som en skærpende omstændighed.

Så kommer jeg til at tænke på, at i princippet er den her varetægtsfængslede jo ikke skyldig; det ved vi ikke endnu, vedkommende er varetægtsfængslet. Men det kan alligevel indgå som en skærpende omstændighed, at man er varetægtsfængslet. Hvad nu, hvis det var kokken i institutionen, som måske også har en eller anden relation til den her pågældende medarbejder, eller en rengøringsassistent eller en anden, som heller ikke er dømt skyldig for noget? Ville det også være en skærpende omstændighed, hvis vedkommende gik ud og begik kriminalitet mod f.eks. en fængselsfunktionær?

Ordføreren.

Der er to ting, jeg gerne vil fremhæve i forbindelse med det spørgsmål, som bliver stillet af fru Carolina Magdalene Maier.

Som punkt 1 synes jeg, at den forrige ordførere jo fint redegjorde for, hvad der er op og ned i sagen i forhold til lovforslaget.

Punkt 2 er, at man altså ikke, bare fordi man er varetægtsfængslet, har lov til at tæske en fængselsbetjent, hvis det er det. Så synes jeg, det er fint, der bliver sat ind. Der har vi over den seneste tid set en forråelse i vores fængsler, så det er blevet sværere at være fængselsbetjent, de har været utrolig udsatte. Derfor synes jeg også, det er godt, at vi kommer dem til undsætning.

Jeg synes faktisk, at det er en lille smule mærkeligt, at et forslag som lige præcis det, spørgeren vælger ud, kan falde nogen som helst for brystet.

Spørgeren.

Det falder mig netop for brystet, fordi man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Så hvordan kan det indgå som en skærpende omstændighed? Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at ret skal være ret, og straf skal gives, såfremt man begår en forbrydelse; det er vi fuldstændig enige om. Men at det indgår som en skærpende omstændighed, at man er varetægtsfængslet, synes jeg sådan set er et brud på retssikkerheden for den pågældende person, som endnu ikke er dømt skyldig for noget. Så det er sådan set det, mit spørgsmål går på.

Er ordføreren ikke enig med mig i det her: Så længe man ikke er dømt skyldig for noget, hvordan kan det så være en skærpende omstændighed?

Ordføreren.

Det er stadig væk domstolene, der dømmer. Jeg tror bare, spørgeren og jeg er uenige.

Hr. Rune Lund.

Jeg har nok ikke nogen illusioner om, at jeg kan overtale ordføreren fra Dansk Folkeparti til ikke at støtte det her lovforslag, men jeg er alligevel så naiv at tro, at jeg måske kan få ordføreren med på et ændringsforslag til lovforslaget, som vedrører den del, der hedder 2.5, i bemærkningerne. Og det er, fordi Østre Landsret meget bemærkelsesværdigt rent faktisk er kommet med et høringssvar. Det er jo ikke altid, at de gør det, og så må man jo læse ekstra grundigt, hvad det er, de skriver.

De anfører, at med den foreslåede formulering er det ikke sådan, som det er med andre fredskrænkelsesbestemmelser, at ordet uberettiget er indeholdt. De mener derfor, at anvendelsesområdet synes at være overordentlig bredt, når der er tale om henvendelser, altså det at kontakte personer, som er omfattet af § 119. Der bør derfor overvejes en sproglig præcisering, således at det af selve ordlyden af bestemmelsen klart fremgår, at ikke enhver kontakt, men alene den uberettigede – uberettigede – kontakt til personer i offentlig tjeneste m.v. er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Ordføreren.

Det er et uhyre langt og kompliceret spørgsmål, spørgeren stiller mig. Jeg vil gerne kigge på det, jeg vil gerne tage det op i udvalgsbehandlingen, men det kan være, at spørgeren vil bruge sin taletid på at redegøre yderligere.

Spørgeren.

Det handler om, at når man chikanerer nogen – og det er i øvrigt meget bredt formuleret i lovforslaget – så må man ikke, sådan som det er formuleret, henvende sig til personer, som er omfattet af det her lovforslag, men ordlyden skal jo være, at man ikke uberettiget må henvende sig. Og det er den præcisering, som Østre Landsret godt kunne tænke sig at få indarbejdet. Jeg har som sagt ikke nogen illusioner om, at Dansk Folkeparti generelt vil være modstander af det her lovforslag, men jeg synes, at der er nogle præciseringer, som kunne laves i det her lovforslag, så det kunne gøres mindre ringe samlet set, end som det ligger lige nu.

Ordføreren.

Jeg synes, at hr. Rune Lund skal tage de forslag op, når Retsudvalget behandler sagen her inden længe, og så skal vi i fællesskab kigge på dem.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak, formand. Det er trist, det er meget trist, at det i dag er nødvendigt overhovedet at beskæftige sig med det her emne, men det er desværre nødvendigt. Vi skal have en respektpakke, vi skal have større respekt om de offentligt ansattes udførelse af deres arbejde. Det er folk, der arbejder for samfundet. Det er ikke folk, der arbejder for deres egne interesser, men for fællesskabet interesser. Derfor hilser vi med glæde velkommen, at justitsministeren er kommet med en så omfattende respektpakke, som tilfældet er her. Det kan, som andre ordførere har været inde på, være noget vanskeligt at kommentere hele lovforslaget, fordi der er så mange forskellige elementer, som det har været nødvendigt at tage med, men jeg skal dog alligevel forsøge at komme lidt nærmere ind på nogle af dem.

Der er tale om en generel skrafskærpelse, en generel strafskærpelse med henblik på at beskytte politi, fængselsfolk, socialfolk, sygeplejersker osv. osv. Jeg tror, at de fleste af os husker de rædselsfulde eksempler om sygeplejersker, der bliver jaget hen på et eller andet kontor på et hospital, fordi horder invaderer hospitalet, eller for den sags skyld fængselsbetjente, der forulempes uden for fængslet og i fritiden osv. osv. Jeg skal ikke trætte med yderligere eksempler, men gå til et par af hovedforholdene i lovforslaget her.

Der bliver i det hele taget tale om strafskærpelser omkring forskellige forhold vedrørende offentligt ansatte: verbale overfald, chikane osv. og ikke mindst vold mod offentligt ansatte. Det hele får en tiltrængt tand med strafskærpelsen, og det hilser vi som sagt med glæde.

Der er tale om, at trusler, der fremsættes via tredjemand nu også bliver strafbart. Det vil altså sige, at går man frem til skranken og siger til receptionisten, at man vil forulempe borgmesteren, eller hvem det er, ja, så bliver det også til en trussel, selv om den ikke er fremsat direkte over for den pågældende. Det er ganske glimrende at få det her præciseret.

Et forhold har i hvert fald rystet mig en del ved at læse lovforslaget, og det er det forhold, at når man er dømt og kriminalforsorgen har indbudt en til afsoning, er der 42,7 pct. af de domfældte, der ikke møder op. Jeg er fuldstændig rystet over det tal, og det medfører nu den ændring, at justitsministeren i sit forslag har anført sanktioner for ikke at møde op. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg godt i mit stille sind kunne forestille mig sanktioner, der var langt skrappere end den bøde, der lægges op til her. Men forhåbentlig får det en afskrækkende effekt, for det er da for myndighederne at være helt til grin, når 42,7 pct. af de domfældte ikke møder op til afsoning.

Et enkelt forhold fortjener måske større omtale, fordi normalt er det jo sådan, at man erstatningsretligt kun er ansvarlig for det, man selv har lavet – havde jeg nær sagt. Der er undtagelser rundtomkring i særlovgivningen. Arbejdsgiveren er ansvarlig for ansattes ansvarspådragende adfærd, forældre kan være ansvarlige for børns ditto osv., men her introducerer vi, at der bliver et erstatningsansvar for den, der leder et opløb.

Lad mig lige understrege her så tydeligt, som jeg overhovedet kan: Det her har intet som helst med en frivillig, fredelig demonstration at gøre. Man kan indkalde til alle de demonstrationer, man vil. Det bliver man ikke erstatningsansvarlig af. Men hvis demonstrationen udvikler sig, hvis demonstrationen går i opløsning og der bliver tale om egentligt hærværk, det, vi også kalder opløb, med deraf følgende skader, ja, så må den, der anstifter opløbet, den, der er leder af opløbet, altså fremover finde sig i, at så risikerer han at blive solidarisk ansvarlig med en potentiel skadevolder.

Så ryger der en brosten gennem en rude, er det jo klart, at så er det den, der kaster brostenen, der først vil være erstatningsansvarlig. Problemet er bare, at det er meget sjældent, man kan finde vedkommende. Der må vi så fortælle butiksejerne at de ikke er helt erstatningsansvarsløse. Her må det altså være den, der anstifter opløbet, der vil være kollektiv ansvarlig med den, der smider brostenen, og kan man ikke finde vedkommende, er det altså hundrede procent hos anstifteren. Jeg synes, at det er en ganske glimrende bestemmelse, og den kan da forhåbentlig afholde nogle fra at give sig af med det.

Summa summarum, det er en hel række bestemmelser, hårdt tiltrængte. Tak til justitsministeren. Venstre støtter selvfølgelig forslaget hundrede procent.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Jeg vil spørge ind til punkt 2.9., som handler om bødestraf for udeblivelse fra afsoning. Jeg vil spørge, om ikke ordføreren vil bekræfte over for mig, at hvad angår de personer, som udebliver, er der ofte tale om personer, som i forvejen er meget ringe stillet økonomisk, og at udeblivelser oftest skyldes, at personerne ikke får tjekket deres e-Boks, og at en anden del af lovforslaget, som netop omhandler, at man kan sende oplysninger til folk, der skal afsone, pr. sms, kunne afhjælpe det problem, uden at det samtidig går ud over personer, der i forvejen er ringe stillet økonomisk, og personer, der efterfølgende skal betale en bøde af de meget få penge, de kan tjene i fængslet. Det er indtægter, som stammer fra aktiviteter, som vi egentlig har en interesse i, at de udfører, fordi det bidrager til, at man laver aktiviteter, som går forud for, at når man har afsonet, kommer man ud på den anden side og skal indtræde i samfundet igen i et normalt liv.

Så kan ordføreren ikke se, at der er et stort problem i den måde, det er skruet sammen på i lovforslaget, som det ligger?

Ordføreren.

Jeg kan ikke sige, hvad det er for nogle mennesker, der udebliver fra afsoning. Det må jeg sige. Jeg har ikke set nogen særlig statistik eller videnskabelig undersøgelse over det. Ud fra egen erfaring tror jeg, at der også er folk, der er bedre stillet, som har vanskeligere ved at troppe op ved fængselsporten og måske i stedet for tager en tår over tørsten. Så nej, jeg er ikke helt sikker på, at det er de allerdårligst stillede, men jeg kan da ikke udelukke, at spørgeren har ret i det.

Så er der det her med at tjekke e-Boks. Jeg kan sagtens følge spørgeren. Jeg så gerne, at der blev givet besked om de her ting på anden vis. Det synes jeg er noget af det, vi skal have op i udvalget: I hvor høj grad sker det allerede i dag via sms, og læser man det overhovedet? Men det er klart, at der er grænser for, hvor meget vi kan sætte i værk. Hvis man både sms'er og skriver til folks e-Boks, at de skal møde op, må man jo forvente, at de finder ud af det.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg stiller det spørgsmål, er jo netop, at det her forslags punkt 2.7. handler om, at kriminalforsorgen skal have adgang til at anvende digital kommunikation, altså sms-beskeder, hvilket er godt og en af de gode ting i forslaget. Men mit spørgsmål er så samtidig: Hvorfor prøver vi ikke at løse problemet ved en digital løsning som den, der er foreslået i lovforslaget, og som er god, frem for at skride ind med bødestraf – når vi ved, det rammer folk, der i forvejen er økonomisk svagt stillet, og når vi ved, at det kan skade det arbejde, der foregår i kriminalforsorgen med at sikre, at folk, når de er færdige med at afsone, kommer ud igen og kan indtræde i samfundet? Det er det, der er mit spørgsmål.

Ordføreren.

Jamen min tankegang ligger ikke langt fra spørgerens. Der skal efter min opfattelse gøres, hvad der gøres kan, for at det går fuldt ud op for folk, at de skal møde op til afsoning. Men det er klart, at møder de ikke op, skal der jo også være en sanktion. Og det er da i øvrigt noget af en mild sanktion – det er 1.000 kr. i bøde, vi taler om, og der kan så ske en modregning i det, man modtager af ydelser i fængslet, dog ikke i livsfornødenheder.

Men ja, folk skal selvfølgelig have fuld klarhed over, at de skal møde op. Det håber jeg da også de har i dag.

Fru Zenia Stampe.

Det var bare beskrivelsen af det forslag, der handler om de her farlige opløb, der bekymrede mig. Nu sidder jeg med høringssvarene, og der er jo faktisk lidt uenighed blandt høringsparterne. Institut for Menneskerettigheder er ikke så bekymret, men det er Advokatrådet til gengæld – og de er vel begge kompetente ud i at vurdere den her slags.

Derfor lytter jeg jo efter, hvad der bliver sagt fra talerstolen, og her siger hr. Preben Bang Henriksen, at hvis en demonstration går i opløsning og der bliver et voldeligt opløb, er det anstifteren, der hæfter. Altså, skal jeg forstå det sådan, at man kan lave en demonstration uden voldelige, farlige intentioner, og hvis der så pludselig kommer uro i geledderne – fordi der kommer nogle udefra, eller fordi det går i opløsning og bliver voldeligt – så er det stadig væk mig som arrangør af en egentlig og i udgangspunktet fredelig demonstration, der hæfter for de her voldsmænd?

Ordføreren.

Nej, der er måske en, der indkalder til en demonstration, og vedkommende er bestemt ikke erstatningsansvarlig for, hvad der videre sker, og heller ikke for, hvad der videre sker, hvis den udvikler sig til det, man i grundloven kalder et opløb. Men går demonstrationen i opløsning, og er der en anstifter af opløbet – det efterfølgende voldelige opløb – der kan identificeres, ja, så kan vedkommende altså blive gjort erstatningsansvarlig. Men det gælder bestemt ikke den, som indkalder til demonstrationen.

Så fru Zenia Stampe kan indkalde alt det, hun vil, uden at blive gjort erstatningsansvarlig – hun skal bare gå hjem, når der bliver vold og det, vi kalder optøjer og opløb; så er der ingen fare på færde.

Spørgeren.

Jeg spørger, fordi Advokatrådet er temmelig kritiske over for det her og særlig kritiske, siger de, fordi man jo, hvis man ikke engang kan identificere de personer, som er voldelige eller øver hærværk, egentlig heller ikke ved, om de har fulgt den her anstifter, eller om de overhovedet ved, hvem anstifteren er.

Men ifølge den udlægning, jeg hører nu fra hr. Preben Bang Henriksen, er det ikke den, som har indkaldt til demonstrationen, men den, som man i situationen identificerer som den, der opildner til uro, eller hvad man skal sige, altså nogen, som man har beviser for har hidset en stemning op og opfordret til at udøve vold. Er det sådan, det skal forstås?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt forstået. Jeg har ikke lige Advokatrådets skrivelse i erindring, men ifølge bemærkningerne er der slet ingen tvivl om, at det er, som jeg siger. Og et af problemerne beskriver man jo netop i bemærkningerne; det er, at det sjældent er til at identificere, hvem det er, der nede i rækkerne smider en brosten. Men det er – i hvert fald en gang imellem – noget nemmere at identificere den, der er anstifter af optøjerne, via den kommunikation, der har været, hvad enten det har været verbalt i en højttaler, via sms til demonstranterne, over Facebook eller på anden vis. Det regner man med er nemmere, og i det omfang, vedkommende kan findes, ja, så er det altså vedkommende, der er medhæftende.

Endnu en gang skal jeg understrege, at man kan holde alle de fredelige demonstrationer, man vil, men man skal lade være med at fortsætte, hvis der bliver opløb og hærværk.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Den næste er hr. Rune Lund fra Enhedslisten.

Det her er et meget omfattende lovforslag på mange sider og med mange høringssvar. Det er et lovforslag, som det har taget lang tid for mig at læse igennem. Jeg tvivler også på, om jeg kan nå at redegøre for min holdning til alle forslagets dele på de 5 minutter, jeg har. Så jeg vil allerede nu annoncere over for formanden, at jeg bliver nødt til at gøre brug af min anden ordførerrunde, for ellers når jeg simpelt hen ikke igennem lovforslaget.

Ja, det er et meget omfattende lovforslag, og jeg synes egentlig, at det er problematisk, at det er et eneste lovforslag og ikke flere forskellige lovforslag, sådan som vi dog har set det med imampakken, som jo er mange forskellige lovforslag. 5 minutter til at gennemgå et så omfattende lovforslag her er simpelt hen en for ringe behandling af vores folkestyre, synes jeg.

Men jeg vil starte med at gennemgå de dele af lovforslaget, som Enhedslisten er positivt indstillet over for.

Jeg vil starte med 2.2., som jo handler om skærpet straf for alle former for kriminalitet, der har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste. Den her del af lovforslaget præciserer, at det er en skærpende omstændighed, hvis det er sådan, at det, der er den strafbare handling, har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. I dag er det allerede sådan, at det i en række tilfælde vil kunne anses som en strafskærpende omstændighed, at en strafbar handling har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af en offentlig tjeneste eller hverv, men 2.2. præciserer altså, sådan som det er beskrevet i bemærkningerne, denne skærpende omstændighed, og det er vi positivt indstillet over for.

Så er der 2.3., som handler om udvidelsen af anvendelsesområdet for straffelovens særlige regel om trusler og vold mod personer i offentlig tjeneste. I dag er det allerede sådan i straffeloven, at man kan straffe den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, som det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv. Truslerne er omfattet, hvis de er fremsat direkte til den beskyttede person. Straffeloven, sådan den som den er formuleret i dag, omfatter så ikke trusler fremsat i pressen, på offentligt møde eller andet sted eller trusler, som er fremsat på internettet, f.eks. i chatfora, på sociale medier eller på hjemmesider, men som altså ikke er fremsat direkte over for den beskyttede person. Loven bliver så opdateret, så det præciseres, at det fremover også er forbudt at fremsætte trusler på andre måder end direkte.

Vi er selvfølgelig i udgangspunktet positive over for denne modernisering, og vi konstaterer, at justitsministeren mener, at det ikke vil få indflydelse på, hvad medier må viderebringe af holdninger. Det er en bekymring, som er fremsat af Dansk Journalistforbund i deres høringssvar. Jeg vil da også samtidig konstatere, at Danmark jo tidligere er blevet dømt i en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Sagen »Jersild mod Danmark«, som jo handler om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i september 1994 slog fast, at tv-journalist Jens Olaf Jersild og hans redaktør, Lasse Jensen, ikke kunne straffes med dagbøder for i 1985 at have viderebragt racistiske udtalelser fra københavnske grønjakker i TV Avisen. Domstolen afgjorde dengang, at det var en krænkelse af den redaktionelle ytringsfrihed, når man, som de danske domstole havde gjort, havde dømt Jersild og Jensen for at viderebringe andres udtalelser. Og på den måde udvidede domstolen dengang rammerne for ytringsfriheden, og den dom står heldigvis stadig væk ved magt.

Så er der 2.4., som handler om skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. I dag er reglerne sådan, at det er en skærpende omstændighed, hvis dette sker i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentlige orden, hvis der lægges hindringer i vejen for udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller begås hærværk. Men det fremgår ikke i dag, at det er en skærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af bestemmelsen er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.

Vi er i udgangspunktet positivt indstillet over for denne del af lovforslaget, men der er en række spørgsmål, som vi gerne vil stille i den sammenhæng. Er handlingen omfattet, også selv om handlingen ikke foregår som en del af tumult eller grov forstyrrelse af den offentlige orden, altså hvis gerningsmanden ikke selv deltager i den grove forstyrrelse, men er tilskuer? Er det så også omfattet, og i hvilken grad?

Den anden del af 2.4. handler så om, at det præciseres, at det er en skærpende omstændighed, hvis den offentligt ansatte udsættes for vold eller trusler om vold i dennes fritid. Der er det sådan, at der allerede i dag er gode muligheder for, at det vil kunne anses som en strafskærpende omstændighed, men det bliver så præciseret i lovgivningen, og det kan vi støtte. Man kan sige, at der er en del symbolpolitik i det her, altså den anden halvdel af 2.4., fordi det allerede kan inddrages – men okay, det er en præcisering.

Min taletid er overskredet, men må jeg bare meget kort nævne 2.7., som handler om kriminalforsorgens adgang til at anvende digital kommunikation i form af sms-beskeder. Det er vi positivt indstillet over for. Og så er vi er positivt indstillet over for, at kriminalforsorgen kan benytte adgangen til indkomstregisteret for at undersøge, om dømte modtager sociale ydelser, så det i højere grad sikres, at der ikke udbetales sociale ydelser til dømte, som burde være i fængsel, men som ikke møder op til afsoning. Det er selvfølgelig et værktøj, som kriminalforsorgen bør have.

Det var de dele af lovforslaget, som vi er positivt indstillet over for. Jeg vil benytte min mulighed for at tage ordet i anden omgang til at komme ind på de dele af lovforslaget, som vi er negativt indstillet over for.

Tak til hr. Rune Lund. Det gav ikke anledning til korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Chikane og trusler mod offentligt ansatte er desværre i stigning, som tidligere ordførere allerede har redegjort for. Jeg tror ikke, jeg behøver udpensle, at offentligt ansatte langtfra altid mødes med den respekt, som de fortjener. Det skal vi gøre noget ved.

Lovforslaget er, som hr. Rune Lund også sagde i sin ordførertale, meget komplekst, men det adresserer i sin essens lige præcis det med, at offentligt ansatte ikke mødes med den respekt, som vi synes de fortjener, og det gør det ved hjælp af en vifte af forskellige forslag, som ordførerne for henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre meget fint har redegjort for.

Vi skal have respekten for de offentligt ansatte tilbage, og der skal være en konsekvens for dem, der ikke udviser en sådan respekt ved f.eks. groft at chikanere en politibetjent, der blot passer sit arbejde. Det er essensen af det her lovforslag, som er udmøntningen af aftalen om en respektpakke, som vi indgik med vores kolleger i blå blok tidligere på året.

Liberal Alliance støtter lovforslaget, og jeg har lovet at hilse fra vores venner i Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter lovforslaget.

Tak til fru Christina Egelund. Der er ingen korte kommentarer. Den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det. Med det her lovforslag vil regeringen indføre en række elementer fra respektpakken, der overordnet set handler om personer i offentlig tjeneste, personer, der udebliver fra afsoning, erstatningsansvar ved optøjer og kommuners økonomiske støtte til overvågning i boligområder. Det er nogle af elementerne, der indgår i pakken.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi i Alternativet er enormt sympatisk indstillet over for en del elementer i det her lovforslag. Der er nogle af de andre ordførere, der har været inde på nogle af dem, og jeg vil også nævne nogle af dem. Forslag 2.2. om skærpet straf ved kriminalitet, som har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste, er et af de forslag, vi støtter. Den del af forslag 2.4., som handler om trusler mod en person i offentlig tjeneste i deres fritid, er også noget, vi støtter. Forslag 2.5. om chikane er også et forslag, vi har overvejet, eventuelt med en specificering af det her chikanebegreb. Intentionerne i det er positive, selv om det er lidt bredt formuleret. Elementerne i forhold til trusler fremsagt af tredjemand er også noget, vi i hvert fald er positive over for, måske med nogle nuanceringer.

Vi finder det overordnet set helt utilstedeligt, at personer i offentlig tjeneste og deres nærmeste risikerer at blive udsat for chikane, vold eller trusler på grund af deres arbejde, og det tror jeg sådan set alle her i salen er enige om. De passer sådan set bare deres arbejde, men foruden at de passer deres arbejde, er det jo en ekstra omstændighed, at det arbejde, de passer, er på vegne af det danske folkestyre. Derfor fortjener det særlig opmærksomhed, og vi udtrykker også vores fulde opbakning til de forslag, som jeg har nævnt vi støtter.

Desværre kan vi ikke støtte pakken i sin helhed, og derfor vil der også til justitsministeren være en opfordring herfra til, at man eventuelt overvejer at dele den op. Vi kan heller ikke støtte pakken i sin helhed, fordi vi ser en række retssikkerhedsmæssige problemer undervejs i pakken, og der er også nogle sociale problemer ved dele af lovforslaget.

Et af problemerne er forslaget om at indføre et skærpet erstatningsansvar hos ledere eller anstiftere af farligt opløb – i daglig tale optøjer – for den skade, som andre personer forårsager. Det er et af de elementer, vi allerede har drøftet her i salen. Den Danske Dommerforening kalder det her forslag for en nyskabelse, og Advokatrådet opfatter forslaget som en væsentlig ændring af dansk rets almindelige erstatningsretlige principper. Advokatrådet påpeger, at det både teoretisk og praktisk kan være svært at udlede, hvem der er anstifter og leder af et opløb. De påpeger også, at idet anstiftere og ledere kan gøres ansvarlige for uidentificerede gerningsmænds skadeshandlinger, vil det heller ikke være muligt at fastslå, hvem de pågældende gerningsmænd f.eks. har anset for at være lederen af optøjerne. Advokatrådet finder rækkevidden af bestemmelserne retssikkerhedsmæssigt betænkelige, og de opfordrer til at genoverveje forslaget. Landsforeningen af Forsvarsadvokater fremsætter lignende betænkeligheder. De her overvejelser er i Alternativet hundrede procent enige i, for så vidt angår den del af lovforslaget.

Vi har også betænkeligheder i forhold til punkt 2.1., som handler om de varetægtsfængslede, og at det kan være en skærpende omstændighed, hvis man er varetægtsfængslet og f.eks. udøver vold mod tjenestemand. Det har jeg nævnt tidligere i salen.

Vi er også uenige i forslaget om at hæve normalstraffen for hån, skældsord og anden fornærmende tiltale mod personer i offentlig tjeneste fra 1.500 til 5.000 kr. i bøde, og det er vi, fordi forslaget vil ramme socialt skævt, da socialt udsatte i sårbare situationer kan ytre sig på måder, som kan være omfattet af den her bestemmelse. Vi mener sådan set, at beløbet er sat for højt, fordi de her mennesker i forvejen ikke har særlig meget at give af, og derfor kan vi heller ikke støtte den del af lovforslaget.

Vi er også uenige i at indføre bødestraf for udeblivelse fra afsoning uden lovligt forfald, og det er vi sådan set, fordi vi er enige med Landsforeningen af Forsvarsadvokater, som fremhæver, at der ofte er tale om personer, der i forvejen er meget ringe stillet økonomisk, og at udeblivelse ofte må antages at skyldes, at man f.eks. glemmer at tjekke sin e-Boks. Advokatrådet advarer også, fordi der ofte her er tale om personer, som har dårlig adgang til økonomiske midler, så spørgsmålet er, om det er retfærdigt, at vi straffer dem ekstra, særlig set i lyset af deres efterfølgende resocialisering.

Det sidste element, jeg vil komme ind på, inden min tid udløber, er, at vi sådan set heller ikke rigtig kan støtte forslaget om at give kommunerne mulighed for at yde tilskud til tv-overvågning i boligområder. Det er ikke, fordi vi er imod tv-overvågning, men vi mener ikke, at det er en statslig eller kommunal opgave at støtte tv-overvågning i boligområder, medmindre der er en konkret anledning til det, som man har fastslået fra retsligt hold.

Så overordnet kan vi ikke støtte lovforslaget. Jeg har nævnt, at der er flere elementer i det, vi er positive over for, men som helhed kan vi ikke støtte det.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor byder vi velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Jeg grinede lidt, fordi den gode gennemgang, som fru Carolina Magdalene Maier lavede, næsten er magen til den, jeg har skrevet ned. Men det er jo betryggende, at der er andre, der lægger snittet på samme måde, som vi har gjort. Forslaget rummer jo rigtig mange elementer. Vi er positive over for nogle og negative over for andre. Jeg tror ikke, jeg kan nå at komme dem alle sammen igennem, men jeg kan prøve i hvert fald at nå omkring de vigtigste.

Først til dem, vi støtter: Vi støtter den del af forslaget, der handler om at skærpe straffen for kriminalitet, der har baggrund i den forurettedes offentlige tjeneste eller hverv. Det hører jeg også andre være positive over for, og det synes vi er rigtig fint. Vi kan også støtte, at der bliver indført en ny bestemmelse, der gør chikane mod offentlige myndigheder og ansatte strafbart. Vi lægger også vægt på, at begrænsningen sker under hensyn til den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelse om ytringsfrihed og den forøgede tålegrænse for den omhandlende personkreds. Vi kan støtte adgangen til at sende påmindelse om afsoning på sms uden først at have indhentet samtykke. Og vi kan også støtte, at kriminalforsorgen får adgang til indkomstregistre, altså for at få oplysninger om sociale ydelser.

Så kommer de punkter, vi har det svært med, og for nogles vedkommende er det også allerede fremgået af debatten, hvordan vi har det med dem. Det gælder navnlig forslaget om at skærpe strafansvaret for anstiftere af farlige opløb. Det er for os uklart trods debatten her, hvornår der er tale om et farligt opløb, og hvad der skal til, for at man opfattes som anstifter og leder af dette farlige opløb. Og her hæfter vi os selvfølgelig også ved de høringssvar, der udtrykker bekymring, fra bl.a. Advokatrådet. Vi kan heller ikke støtte forslaget om at hæve straffen for fornærmelig tale mod offentligt ansatte. Vi deler Rådet for Socialt Udsattes bekymring for, at det kommer til at ramme særligt sårbare og ustabile mennesker unødigt hårdt.

Vi kan heller ikke støtte indførelsen af bøde ved udeblivelse i forbindelse med afsoning. Vi kan forstå af lovforslagets høringssvar, at den hyppigste årsag til udeblivelse er, at folk ikke får tjekket deres mails. Men det hjælper en bøde ikke på, og hvis bøden fratrækkes det beløb, man kan tjene i fængslet, kan det virke demotiverende i forhold til at deltage i kriminalforsorgens forskellige resocialiserende tilbud. Vi kan heller ikke støtte den del af forslaget, der handler om trusler via tredjemand og trusler, der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.

Samlet set kan vi derfor ikke støtte forslaget.

Tak til fru Zenia Stampe. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi byder velkommen til fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF – Socialistisk Folkeparti.

SF kan helt klart støtte intentionen med det her lovforslag, og jeg vil gerne, inden jeg går ned i substansen – der er lidt blandede bolsjer; der er dele, som vi absolut ikke kan støtte, og dele, vi meget gerne vil støtte – rose ministeren for også det her tiltag. Vores politiske arbejde er jo både at lave lovgivning, men også at tage debatter op og anerkende folks frygt, behov for tryghed, behov for anerkendelse. Og der har helt klart været en lang stribe sager om vold og trusler og chikane mod offentligt ansatte på et niveau, der er fuldstændig uacceptabelt. Derfor synes jeg også, at det virkelig var på sin plads, at justitsministeren kom med en pakke, hvor man anerkender offentligt ansattes både udsathed i visse tilfælde og ret til og krav på beskyttelse fra vores side.

Derfor ville jeg også rigtig gerne støtte lovforslaget, men der er nogle delelementer i det, som er ekstremt problematiske. Faktisk har jeg siddet og noteret flittigt og kan se, at Alternativet og Radikale og Enhedslisten og SF er rørende enige. Jeg har i hvert fald ikke kunnet notere mig en uenighed, og derfor tror jeg også, at de fire partier gerne vil lave et ændringsforslag om at splitte lovforslaget op.

Uden at være et fuldstændig ekko af de tidligere ordførere har vi også problemer med nogle af de ting, hvilket vi også føler er blevet understøttet af forskellige høringssvar. Det gælder f.eks. det med at ændre grundlæggende ved retspraksis og sige, at en stifter af et opløb, som man ikke nødvendigvis helt klart kan definere, skal pålægges en bøde for noget, som andre gør, f.eks. at knuse en rude. Det synes vi er et skred.

Der er også elementer i det, som er rigtig gode, hvor vi siger, at der skal være hårde konsekvenser og sanktioner ved vold over for tjenestemænd i funktion – over for politifolk, over for socialrådgivere. For netop som hr. Preben Bang Henriksen jo også sagde, er det at arbejde i offentlig tjeneste til gavn for hele samfundet og ikke kun i egennytte, men man leverer en ydelse og tjeneste til samfundet, som vi virkelig skal værdsætte.

Men der er nogle problemer i det. Der er også det her med trusler via tredjemand. Jeg har i dag stadig væk ikke rigtig kunnet få sikkerhed for, hvad det betyder. Vi har selvfølgelig en udvalgsbehandling, hvor vi kan stille en lang række opklarende spørgsmål, så vi kan få det på skrift. Jeg synes stadig væk, at der er behov for afklaring.

Vi synes også, at det er lidt mærkeligt, at man starter ud med at sige, at der skal være en bødestraf for udeblivelse fra afsoning, når vi igen og igen hører, at et hovedproblem for de her mennesker er, at de simpelt hen ikke kan bruge deres e-Boks. Hvorfor starter vi ikke med et fuldstændig fornuftigt, lavpraktisk forsøg og siger, at man sender en sms? I forvejen er det folk, der tit vil være gældsplagede, og det virker altså lidt tåbeligt. Selvfølgelig skal folk ind og afsone, når de har fået en dom, det siger sig selv, men der er ingen grund til ikke at afprøve det, som folk, der ved meget om det, siger virker – altså at den her lavpraktiske løsning er vejen frem.

Så har vi også et problem med netop den her skærpede straf i forhold til varetægtsfængslede. Jeg kan ikke se, at det retssikkerhedsmæssigt giver nogen mening. Man stempler folk, der på ingen måde er dømt, ved at sige, at der har de en særlig forpligtelse.

Så er jeg personligt lidt ambivalent i forhold til det her med, at kommuner kan yde økonomisk tilskud til privates tv-overvågning. I forvejen synes jeg, at vi er et meget, meget overvåget samfund. Hvis man tager den samlede mængde af kameraer med i billedet, så tror jeg, at vi er verdens mest overvågede land. Man bringer jo tit Storbritannien frem som et eksempel, men hvis man både tager privat og offentlig overvågning med, så mener jeg, at Danmark er verdens mest overvågede land. Det ved jeg ikke om vi direkte skal tilskynde. Men det er ikke noget, der skal skille os ad.

Til slut vil jeg bare sige, at jeg synes, at hensigten er helt rigtig, og at offentligt ansatte har krav på den anerkendelse og på den garanti herindefra om, at vi vil gøre det, der virker, og det, der er fornuftigt, og det, der ikke er i strid med retsprincipper. Derfor vil vi så gerne stemme for det. Og derfor vil vi også gerne stille et ændringsforslag sammen med de andre partier – Liberal Alliance hørte jeg også før, undskyld – om at få delt det op.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger.

Så vil jeg høre, om justitsministeren ønsker en kommentar til første runde, eller om han vil vente til anden runde, idet det jo er varslet, at i hvert fald mindst en af ordførerne ønsker at deltage i anden runde.

Så går vi direkte til anden runde. Jeg vil høre, hvem af ordførerne der ønsker at få ordet i anden runde. Og jeg kan se på kropssproget, at hr. Rune Lund ønsker at komme på talerstolen i anden runde. Hvis andre ønsker ordet, vil jeg gerne høre om det eller se en markering af det.

Værsgo til hr. Rune Lund.

Tak, formand. I mit første indlæg redegjorde jeg for, hvilke dele af lovforslaget jeg synes er gode og vigtige i forhold til at beskytte offentligt ansatte, når de går på arbejde, for man skal selvfølgelig kunne gå på arbejde uden at blive udsat for trusler, vold og chikane.

I min sidste taletid her vil jeg komme lidt nærmere ind på de dele af lovforslaget, som jeg synes er problematiske, og som Enhedslisten er negativt indstillet over for. Og lige i forhold til 2.3., som jeg nævnte under mit første indlæg, vil jeg dog sige, at vi også konstaterede, da vi læste lovforslaget og høringssvarene, at Advokatrådet finder det betænkeligt at udvide anvendelsesområdet til trusler, der fremsættes via tredjemand, og at vi i den forbindelse vil stille nogle spørgsmål under udvalgsbehandlingen.

Men af de dele, vi er negativt indstillet over for, er der 2.1., som jo handler om, at det nu skal være en skærpende omstændighed, hvis man begår en kriminel handling, mens man er varetægtsfængslet. Som jeg også har redegjort for i korte bemærkninger under debatten, er det jo et princip, der bryder med princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, altså at man kan blive dømt for noget, også selv om det efterfølgende måtte vise sig, at man var varetægtsfængslet på et grundlag, der ikke gjorde, at man var kriminel, altså at man sådan set var uskyldig i det, man var varetægtsfængslet for.

Så er der spørgsmålet om 2.5. – chikane af offentlige personer i tjeneste. Problemet er, at det er meget uklart, hvad der egentlig forstås ved chikane. Jeg synes, det ville være rart, hvis ministeren ville kommentere på de høringssvar, som der er kommet fra Østre Landsret og Rigsadvokaten, som jo netop anfører, at det her er »overordentligt bredt« – siger Østre Landsret. Rigsadvokaten siger, at der er behov for »nærmere at afgrænse rækkevidden af bestemmelsen«.

Så er der 2.6. – skærpet straf for fornærmelig tiltale mod personer i offentlig tjeneste. Forslaget går ud på at forhøje strafferammen fra bøde eller fængsel i indtil 6 måneder til bøde eller fængsel i indtil 1 år, og som flere af høringssvarene er inde på, er det som udgangspunkt et unødigt højt niveau for udmåling af bøde- og fængselsstraf. Rådet for Socialt Udsatte mener også, at der i forslaget bør sikres proportionalitet, således at man ikke idømmer hårdere straffe for nogle relativt små forseelser, som er begået af udsatte mennesker i nogle sårbare situationer. Og den bekymring er vi meget enige i.

Hvad angår 2.9. – bødestraf for udeblivelse i forbindelse med afsoning – kan vi heller ikke støtte det, og det har jeg også redegjort for under korte bemærkninger.

Med hensyn til 2.10. – skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af farlige opløb – er jeg enig i de bemærkninger, som er blevet fremført af ordførere fra f.eks. Alternativet og Socialistisk Folkeparti.

Til sidst 2.11. – mulighed for at kommuner kan yde økonomisk tilskud til privates tv-overvågning – er vi også imod. Det bygger på en forkert præmis om, at tv-overvågning er tryghedsskabende, selv om forskningen viser, at den planlagte kriminalitet kan man forhindre, men den vil flytte sig derhen, hvor der ikke er kameraer.

Så samlet set kan Enhedslisten ikke støtte L 73. Selv om der er gode elementer i lovforslaget, er der også mange dårlige elementer, som vi ikke kan støtte.

Tak til hr. Rune Lund. Der er ingen korte bemærkninger. Så har vi den store ære at få lov til at byde justitsministeren velkommen på talerstolen.

Jeg overvejer faktisk efterhånden at invitere hr. Christian Juhl med ud til at introducere mig på Venstremøder. Det ville faktisk være meget fint, tror jeg. Det ville vække lykke og glæde. Og nu har jeg faktisk også fundet ud af, at jeg egentlig godt kan lide at komme på talerstolen efter hr. Rune Lund, for så er talerstolens pult sådan rigtig godt og tilpas højt indstillet; det har jeg ikke rigtig tænkt over før. Så det er dejligt.

Med andre ord vil jeg sige tak for de positive indslag, vi har hørt her i dag. Det har faktisk været interessant at høre de forskellige synspunkter, og det er egentlig rart at konstatere, at der er en hel del af det her, som er fælles gods. Det synes jeg er godt. For respekten for vores fælles institutioner og autoriteter er grundlæggende for retssamfundet, for trygheden og for vores fællesskab. Og derfor har det fra begyndelsen af min tid som justitsminister – det har faktisk været et ønske, siden jeg var borgmester i Københavns Kommune – været en topprioritet at sikre, at der hersker den fornødne respekt om dem, om det frontlinjepersonale, som hver dag går på arbejde for fællesskabets skyld.

Jeg har en respektdagsorden, og respektpakke I, som det her lovforslag gennemfører, er det første skridt på vejen. Tak til hr. Peter Kofod Poulsen for ligesom at se signalet i respektpakke I; det er nemlig rigtigt, at der venter mere godt.

Det her lovforslag giver personer i offentlig tjeneste og deres familiemedlemmer en markant bedre strafferetlig beskyttelse mod bl.a. vold og trusler. Når en person udfører et job på vegne af det fælles, skal den pågældende ikke frygte for sin sikkerhed, hverken på arbejdet eller i fritiden.

Derfor foreslår regeringen, at vold og trusler mod politibetjente, fængselsbetjente og andre af fællesskabets repræsentanter fremover straffes hårdere. Det gælder særligt, når det sker i fritiden. For er det egentlig ikke en skærpende omstændighed at blive truet eller udsat for vold i sin fritid? Skal der ikke slås hårdt ned på det, hvis en politibetjent, der arbejder med rockere og bandemiljøet, i sin fritid bliver passet op på parkeringspladsen uden for et supermarked og truet af et bandemedlem? Det mener jeg, det mener regeringen, og det kan jeg også forstå at en hel del her mener.

Herudover bliver det også strafbart efter straffeloven at genere personer i offentlig tjeneste. Det er f.eks., når navngivne politibetjentes adresser, portrætbilleder og andre private oplysninger offentliggøres på en hjemmeside, eller når socialrådgiveren bliver forfulgt på vej til og fra arbejde.

Vi foreslår også at hæve straffen for fornærmelig tiltale mod f.eks. betjente, fængselsbetjente. Straffen bliver som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr.

Et andet område, hvor der er behov for at øge respekten, er fremmøde til afsoning; det har været sagt flere gange. 42,7 pct. af de dømte, der er tilsagt til afsoning, udebliver. Det er uacceptabelt, og derfor er der så en række tiltag, der skal råde bod på det.

Vi ønsker også at øge respekten for det offentlige rum. Det er ikke i orden at hærge byen og vandalisere privat ejendom. Det er heller ikke i orden at opfordre andre til det, og det skal vi sørge for står ganske klart. Derfor foreslår vi et skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb. De skal fremover kunne ifalde et erstatningsansvar for al tingskade forvoldt under opløbet, uanset om det har været muligt at identificere den eller de deltagere, som har forvoldt den konkrete skade.

Med de bemærkninger skal jeg endnu en gang takke for indlæggene. Jeg ser frem til den videre behandling, og jeg ser frem til at svare på stillede spørgsmål.

Mange tak til ministeren. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.