Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
L 7 Bilag 6
Offentligt
1689692_0001.png
Fra:
Soeren Aagesen <[email protected]>
Dato:
21. oktober 2016 kl. 18.59.42 CEST
Til:
<[email protected]>, <[email protected]>, <[email protected]>, <[email protected]>,
<[email protected]>, <[email protected]>, <[email protected]>,
<[email protected]>, <[email protected]>
Emne: Ang. L7 om Haagerkonventionen af 2007
Kære alle
Jeg skriver til jer for at gøre opmærksom på behovet for en nærmere udredning af
konsekvenserne af, at Danmark tiltræder Haagerkonventionen af 2007, jf. L7, som
førstebehandledes i Folketinget den 14. oktober.
At Danmark tiltræder konventionen indebærer en forpligtelse til at godkende udenlandske
domstolsafgørelser om børnebidrag. Kun helt undtagelsesvist kan Danmark afvise at godkende
den udenlandske afgørelse.
Jeg vil påpege, at dette potentielt kan påføre danske borgere alvorlig økonomisk skade, eftersom
en række landes retssystemer giver mulighed for at opkræve uforholdsmæssigt høje børnebidrag.
Som konkret eksempel kan jeg nævne, at Brasilien fastsætter børnebidrag for ét barn til op til en
tredjedel af indkomsten efter skat. Brasilien forventes at tilslutte sig til Haagerkonventionen af
2007, hvorfor danske borgere med børn i Brasilien kan blive udsat for dette lands vilkårlige og
uforholdsmæssige afgørelser. Tilsvarende kan ske for danske forældre med børn i andre lande,
hvor man har lignende lovgivning i takt med, at disse lande tilslutter sig 2007-konventionen.
Der er også grund til at være opmærksom på, at det forekommer, at udenlandske retssystemer
godtager falske oplysninger fra bidragsmodtageren og/eller ligefrem opkræver børnebidrag til
bortførte børn. Artikel 22 giver ganske vist en mulighed for at afvise fuldbyrdelse af domme
baseret på urigtige oplysninger. Men forudsætningen er jo, som jeg som ikke-jurist forstår det, at
den danske forælder skal bevise, at oplysningerne er falske. Hvordan gør man det f.eks. i en
situation, hvor forælderen i udlandet får udarbejdet falske lægeerklæringer e.l., hvori der påstås
behov for ekstra børnebidrag til at betale for lægebehandling, medicin, terapi o.l. ? Man har jo
ikke barnet hos sig og derfor ikke mulighed for at modbevise dette.
Det er vigtigt for mig at understrege, at man som forælder selvfølgelig skal bidrage til sit eget barn.
Det er ikke mit ærinde at rejse tvivl om det. Men danske borgere skal ikke blive ofre for andre
landes vilkårlige afgørelser. På den baggrund vil jeg opfordre til, at der sikres en ordentlig
udredning af konsekvenserne af konventionen, herunder særligt hvordan danske borgere
beskyttes imod uforholdsmæssigt store krav.
mvh.
Søren Lindemann Aagesen