Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
L 7 Bilag 13
Offentligt
1716416_0001.png
Enhed
Familier
Sagsbehandler
Krkk/lath
Sagsnr.
2016 - 2480
Doknr.
438410
Dato
27-01-2017
Ændringsforslag til L 7 (lov om Haagerkonventionen af
2007)
Ændringsforslag II
til
Forslag til lov om Haagerkonventionen af 2007
Af
børne- og socialministeren
Til § 2
1)
Efter § 2,
stk. 1,
indsættes:
”Stk.
2.
Børne- og socialministeren kan træffe beslutning om at fremsætte indsigelser
mod andre staters tiltrædelse af konventionen efter konventionens artikel 58, stk. 5.
Ministeren orienterer Folketinget om beslutning om ikke at fremsætte indsigelser efter
konventionens artikel 58, stk. 5, mod en stats tiltrædelse af konventionen.”
[Accept af andre staters tiltrædelse af konventionen]
2)
§ 2, stk. 4,
udgår.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]
3)
Efter § 2 indsættes som nye paragraffer:
Ӥ
01.
Anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse efter
konventionen indgives til centralmyndigheden, jf. § 2, stk. 3, som straks videresender
anmodningen til statsforvaltningen.
Stk. 2.
Statsforvaltningen erklærer uden ophør afgørelsen for eksigibel, medmindre
anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen er åbenbart uforenelig med
grundlæggende danske retsprincipper, jf. konventionens artikel 22, litra a.
Statsforvaltningen underretter straks parterne om afgørelsen.
Stk. 3.
Parterne kan fremsætte indsigelse mod en afgørelse efter stk. 2, 1. pkt.
Indsigelsen skal inden 30 dage efter underretningen efter stk. 2, 2. pkt., meddeles
statsforvaltningen. For en part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
Stk. 4.
Statsforvaltningen træffer afgørelse om indsigelser efter stk. 3, jf.
konventionens artikel 23, stk. 7 og 8. Statsforvaltningen underretter straks parterne
om afgørelsen.
Stk. 5.
Parterne kan påklage en afgørelse efter stk. 4 til Ankestyrelsen. En klage skal
inden 30 dage efter underretningen efter stk. 4, 2. pkt., indgives til statsforvaltningen.
For en part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen 60 dage.
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0002.png
Stk. 6.
Statsforvaltningen videresender klage efter stk. 5 og sagens akter til
Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om klagen, jf. konventionens artikel 23, stk. 7 og
8.
§ 02.
Børne- og socialministeren fastsætter regler om den øvrige behandling her i
landet af sager, der er omfattet af konventionen. Regler om behandlingen af sager om
retshjælp og fri proces fastsættes efter forhandling med justitsministeren."
[Behandlingen af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser]
Bemærkninger
Til nr. 1
Konventionen indeholder i artikel 58-60 bl.a. bestemmelser om, hvilke stater der kan
tilslutte sig konventionen.
Efter artikel 58, stk. 1 og 2, kan de stater, der var medlemmer af Haagerkonferencen
om International Privatret på tidspunktet for dens 21. samling, samt de
ikkemedlemsstater, som deltog i denne samling, tilslutte sig konventionen. Det drejer
sig om de stater, der deltog i udarbejdelsen af konventionen.
Haagerkonferencen har oplyst, at artikel 58, stk. 1 og 2, omfatter følgende stater:
Albanien, Algeriet, Argentina, Australien, Belgien, Bosnien-Hercegovina
Brasilien, Bulgarien, Burkina Faso, Canada, Chile, Columbia, Costa Rico, Cypern,
Den Dominikanske Republik, Den Tjekkiske Republik, Det Forenede Kongerige
Storbritannien og Nordirland, Ecuador, Egypten, El Salvador, Estland, Filippinerne,
Finland, Frankrig, Georgien, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Hviderusland,
Indien, Indonesien, Iran, Irland, Island, Israel, Italien, Japan, Jordan, Kina, Kroatien,
Letland, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malaysia, Malta, Marokko, Mexico,
Monaco, Montenegro, New Zealand, Norge, Panama, Paraguay, Peru, Polen,
Portugal, Rumænien, Rusland, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sri
Lanka, Surinam, Sydafrika, Sverige, Sydkorea, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn,
Vatikanet, Venezuela, Vietnam, Ukraine, Uruguay, USA og Østrig. (Listen er opdateret
i forhold til listen i punkt 2.2.9. i lovforslagets almindelige bemærkninger).
Efter artikel 58, stk. 3-5, kan enhver anden ikkemedlemsstat tiltræde konventionen.
En tiltrædelse fra en ikkemedlemsstat efter disse bestemmelser får imidlertid kun
virkning mellem den tiltrædende stat og en stat, der allerede har tilsluttet sig
konventionen, hvis denne stat ikke har gjort indsigelse mod tiltrædelsen af
konventionen inden for 12 måneder.
En indsigelse efter artikel 58, stk. 5, kan senere tilbagekaldes.
Konventionen vil således give Danmark mulighed for at undlade at samarbejde med
de stater, der ikke deltog i udarbejdelsen af konventionen, og som derfor er omfattet af
artikel 58, stk. 3-5.
Ud over EU-medlemsstaterne har følgende stater på nuværende tidspunkt tilsluttet sig
og tiltrådt konventionen: Albanien, Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Norge, Tyrkiet,
Ukraine og USA.
Det er børne- og socialministeriets opfattelse, at det nøje skal ovevejes, om det er i
Danmarks interesser at samarbejde med stater, der er omfattet af artikel 58, stk.3-5,
når sådanne stater tiltræder konventionen.
2
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0003.png
Det foreslås derfor, at der i loven indsættes en bestemmelse (§ 2, stk. 2), der
udtrykkeligt giver børne- og socialministeren mulighed for at fremsætte indsigelser
mod andre staters tiltrædelse af konventionen efter konventionens artikel 58, stk. 5.
Det foreslås videre, at ministeren skal orientere Folketinget om en eventuel beslutning
om ikke at fremsætte indsigelser efter konventionens artikel 58, stk. 5, mod en stats
tiltrædelse af konventionen. Konventionen vil træde i kraft mellem den pågældende
stat og Danmark, hvis Danmark ikke inden 12 måneder fremsætter indsigelser mod
tiltrædelsen. Orienteringen skal derfor fremsendes til Folketinget i så god tid inden
udløbet af 12 måneders fristen, at ministeren efter drøftelse med Folketinget kan nå at
fremsætte indsigelse efter artikel 58, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.9.
Til nr. 2
Lovforslagets § 2, stk. 4, udgår som konsekvens af forslaget i nr. 3 om indsættelse af
nye bestemmelser om behandlingen af anmodninger om anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser efter konventionen.
Til nr. 3
Det foreslås, at behandlingen af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser efter konventionen lovfæstes i den foreslåede nye bestemmelse i § 01.
Denne bestemmelse suppleres af den foreslåede bestemmelse i § 02 om
bemyndigelse til børne- og socialministeren til at fastsætte regler om den øvrige
behandling her i landet af sager, der er omfattet af konventionen.
De to nye bestemmelser afløser lovforslagets § 2, stk. 4. Efter 1. pkt. i denne
bestemmelse fastsætter børne- og socialministeren regler om behandlingen her i
landet af sager, der er omfattet af konventionen. Efter 2. pkt. fastsættes regler om
behandlingen af sager om retshjælp og fri proces efter forhandling med
justitsministeren.
Ad § 01
Proceduren for behandlingen af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af
afgørelser
Lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.5, indeholder en beskrivelse af
konventionens artikel 23, der fastlægger proceduren for behandlingen af anmodninger
om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser efter konventionen.
Det er i lovforslagets § 2, stk. 4, 1. pkt., foreslået, at børne- og socialministeren
fastsætter regler om behandlingen her i landet af sager, der er omfattet af
konventionen. Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, er det
intentionen at anvende samme ordning for behandlingen af sager efter 2007-
konventionen, som gælder for bl.a. behandlingen af sager efter Haagerkonventionen
af 1973. Dette indebærer, at behandlingen her i landet af sager, der er omfattet af
konventionen, skal reguleres af bestemmelser, der er fastsat af børne- og
socialministeren, og at sagerne behandles af statsforvaltningen, Ankestyrelsen og
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med henblik på at styrke parterne retsstilling ved behandlingen af anmodninger om
anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser efter konventionen, foreslås det, at
reglerne herom fastlægges direkte i loven.
3
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0004.png
Efter den foreslåede bestemmelse i § 01,
stk. 1,
skal anmodninger om anerkendelse
og fuldbyrdelse af afgørelser efter konventionen indgives til Ankestyrelsen, der
foreslås udpeget som centralmyndighed for konventionen, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 2, stk. 3. Ankestyrelsen skal straks videresende anmodningen til
statsforvaltningen.
I medfør af konventionens artikel 12, stk. 8, kan Ankestyrelsen dog afslå at behandle
en anmodning, hvis det er åbenbart, at den ikke opfylder kravene i konventionen.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis det fremgår af anmodningen, at den udenlandske
afgørelse ikke vedrører underholdsbidrag, der er omfattet af konventionen,
eksempelvis til børn som bidragsbetaleren ikke er far til, eller til bidragsbetalerens
tidligere samlever, som han ikke har været gift med.
Efter det foreslåede
stk. 2
erklærer statsforvaltningen uden ophør afgørelsen for
eksigibel, medmindre anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen er åbenbart
uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Der henvises til
konventionens artikel 22, litra a, der er beskrevet nedenfor.
Statsforvaltningen påser ligeledes, om den udenlandske afgørelse er omfattet af
konventionens anvendelsesområde, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2. og 3.2.6.
Efter konventionens artikel 23, stk. 4, kan hverken den, der har indgivet anmodningen
om anerkendelse og fuldbyrdelse, eller sagsøgte gøre indsigelser på dette stadie af
sagen. Statsforvaltningens afgørelse træffes derfor alene på grundlag af de
oplysninger, der fremgår af anmodningen om anerkendelse og fuldbyrdelse.
Statsforvaltningen skal straks underrette parterne om afgørelsen, om muligheden for
at fremsætte indsigelser og om fristen herfor (se det foreslåede stk. 3), og om hvilke
indsigelser mod afgørelsen, de kan fremsætte (se det foreslåede stk. 4).
Efter det foreslåede
stk. 3
kan parterne fremsætte indsigelse mod en afgørelse efter
stk. 2. Indsigelsen skal meddeles statsforvaltningen inden 30 dage efter
underretningen efter stk. 2. For en part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen dog
60 dage.
Efter konventionens artikel 23, stk. 6, er fristerne i stk. 3 absolutte. Statsforvaltningen
skal således ved en afgørelse afvise at tage stilling til en indsigelse, der er modtaget
efter fristernes udløb. Afgørelse om at afvise at tage stilling til indsigelserne skal
meddeles parterne, der kan påklage afgørelsen til Ankestyrelsen. Der er ikke fastsat
en frist for at påklage afgørelsen herom.
Konventionen fastlægger i artikel 23, stk. 7 og 8, hvilke indsigelser parterne kan
fremsætte. Dette er beskrevet nedenfor. Efter det foreslåede stk.
4
træffer
statsforvaltningen afgørelse om de indsigelser, som parterne har fremsat efter stk. 3.
Statsforvaltningen underretter straks parterne om denne afgørelse, om muligheden for
at påklage afgørelsen til Ankestyrelsen og om fristen herfor (se det foreslåede stk. 5)
samt om hvilke indsigelser mod afgørelsen, de kan fremsætte (se det foreslåede stk.
6).
Efter det foreslåede
stk. 5
kan parterne påklage en afgørelse efter stk. 4 til
Ankestyrelsen. En klage skal inden 30 dage efter underretningen efter stk. 4 indgives
til statsforvaltningen. For en part, der ikke har bopæl i Danmark, er fristen dog 60
dage. Det fremgår af det foreslåede
stk. 6,
at statsforvaltningen videresender klagen
og sagens akter til Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om klagen, jf. konventionens
artikel 23, stk. 7 og 8.
4
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0005.png
Efter det foreslåede stk. 6 kan statsforvaltningen ikke genoptage sagen, og
Ankestyrelsen kan ikke hjemvise sagen til statsforvaltningen. Denne løsning findes
bedst stemmende med proceduren i artikel 23.
Efter konventionens artikel 23, stk. 6, er fristerne i stk. 5 absolutte. Ankestyrelsen skal
således afvise at tage stilling til en klage, som statsforvaltningen har modtaget efter
fristernes udløb.
Når statsforvaltningen og Ankestyrelsen efter proceduren i den foreslåede
bestemmelse i § 01 har truffet afgørelse om, at den udenlandske afgørelse opfylder
betingelserne i konventionen for anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark, overdrages
sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse efter lov om inddrivelse af
bidrag til det offentlige. Regler herom fastsættes af børne- og socialministeren efter
den foreslåede bestemmelse i § 02.
Ankestyrelsens afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 01, stk. 6, kan
indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, stk. 1. Efter denne bestemmelse er
domstolene berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens
grænser.
Efter konventionens artikel 23, stk. 10, må indbringelse af sagen for domstolene ikke
medføre, at inddrivelsen udsættes, medmindre der foreligger ekstraordinære
omstændigheder. Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, der træffer afgørelse
herom. Denne afgørelse kan påklages til Skatteankenævnet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.5. og 3.2.7.
Indsigelser
De foreslåede bestemmelser i § 01, stk. 4 og 6, giver en part – typisk bidragsbetaleren
– mulighed for at fremsætte indsigelser mod anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en
udenlandsk afgørelse.
En udenlandsk bidragsafgørelse kan således ikke danne grundlag for inddrivelse af
bidrag i Danmark, før bidragsbetaleren har haft mulighed for at fremsætte indsigelser
mod inddrivelsen, og danske myndigheder har taget stilling til indsigelserne.
Efter konventionens artikel 23, stk. 7 og 8, kan indsigelser baseres på følgende:
- De grunde til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse, der fremgår af artikel 22.
- Grundlaget for anerkendelse og fuldbyrdelse efter artikel 20.
- Ægtheden af de fremlagte dokumenter.
- Bidragsgælden er indfriet, i det omfang anerkendelse og fuldbyrdelse vedrører
allerede forfaldne betalinger. Indfrielse af gælden omfatter også bortfald af gælden
ved forældelse og modregning samt ved aftale mellem parterne om nedsættelse eller
bortfald af gælden.
Artikel 22 indeholder følgende grunde til at nægte at anerkende og fuldbyrde en
udenlandsk afgørelse:
a) Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen strider imod grundlæggende
retsprincipper (ordre public) i den anmodede stat.
b) Afgørelsen er opnået ved processuelt svig.
c) En myndighed i den anmodede stat har en sag mellem samme parter og med
samme genstand under behandling, og den sag blev anlagt først (litispendens).
d) Afgørelsen strider mod en afgørelse med samme parter og med samme
sagsgenstand, som opfylder betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse i den
anmodede stat.
5
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0006.png
e) Afgørelsen blev truffet, uden at bidragsbetaleren var til stede (udeblivelsesdom), og
bidragsbetaleren var ikke blevet underrettet om sagen og havde ikke haft mulighed for
at varetage sine interesser, gøre indsigelse eller appellere afgørelsen.
f) Der er tale om en afgørelse om ændring af en tidligere bidragsafgørelse, og sagen
er behandlet i strid med kompetencereglerne i artikel 18, der er beskrevet i
lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt. 2.2.4.4.
Efter artikel 20 skal en afgørelse truffet i en konventionsstat kun anerkendes og
fuldbyrdes i en anden konventionsstat, hvis sagen havde en nærmere bestemt
tilknytning til den stat, hvor afgørelsen er blevet truffet. Dette tilknytningskrav er
eksempelvist opfyldt, hvis sagsøgte, bidragsmodtageren eller det pågældende barn
boede i afgørelsesstaten, da sagen blev anlagt. Dette er nærmere beskrevet i
lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.5.
Særligt om situationer, hvor anerkendelse og fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse
strider imod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public)
Efter konventionens artikel 22, litra a, vil danske myndigheder kunne nægte at
anerkende og fuldbyrde en udenlandsk afgørelse, hvis det vil stride mod
grundlæggende retsprincipper (ordre public) i Danmark. Dette vil navnlig kunne
komme på tale i følgende situationer:
Afgørelsen indeholder meget høje bidrag
Danske myndigheder vil kunne nægte at anerkende og fuldbyrde en udenlandsk
bidragsafgørelse under henvisning til ordre public, hvis der er fastsat et meget højt
bidrag, uden at der ved afgørelsen er foretaget en vurdering af bidragsbetalerens
økonomiske forhold.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis bidragsbetaleren ikke har haft mulighed for at
fremlægge oplysninger om sine økonomiske forhold under behandlingen af
bidragssagen i udlandet, hvis oplysninger om bidragsbetalerens økonomiske forhold
ikke er blevet inddraget i afgørelsen, eller hvis der ved afgørelsen ikke er taget hensyn
til oplysningerne om bidragsbetalerens økonomiske forhold.
Det bemærkes i den forbindelse, at efter dansk ret forudsætter fastsættelse af
ægtefællebidrag og fastsættelse af børnebidrag ud over normalbidraget, at der er
foretaget en konkret vurdering af bidragsbetalerens økonomiske forhold. Det vil
således stride mod grundlæggende danske retsprincipper at anerkende og fuldbyrde
en udenlandsk afgørelse, hvorved et bidrag er fastsat meget højt, uden at der er
foretaget en vurdering af bidragsbetalerens økonomiske forhold.
Efter konventionens artikel 2 finder den kun anvendelse på børnebidrag og
ægtefællebidrag. Hvis et børnebidrag er fastsat så højt, at der reelt er tale om
forsørgelse af personer, som ikke er omfattet af konventionen, vil danske
myndigheder ligeledes kunne nægte at anerkende den udenlandske afgørelse under
henvisning til ordre public. Det kunne f.eks. være forsørgelse af barnets anden
forælder, som bidragsbetaleren ikke er eller har været gift med.
Det bemærkes, at konventionen også kan finde anvendelse på forsørgelse af andre
end børn og ægtefælle, men som det fremgår af lovforslagets almindelige
bemærkninger, punkt 3.2.6., foreslås anvendelsesområdet i forhold til Danmark ikke
udvidet til at omfatte bidrag til andre end børn op til 21 år samt nuværende eller
tidligere ægtefælle.
Afgørelsen indeholder bidrag til bortførte børn
6
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0007.png
Det følger af § 13 i børnebidragsloven, at forældre har pligt til at forsørge deres børn.
Hvis en forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt, kan statsforvaltningen efter
ansøgning pålægge denne forælder at betale børnebidrag til barnet.
Det fremgår af lovens § 18, stk. 2, at den, der afholder udgifterne ved barnets
forsørgelse, har ret til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve bidraget. Det er en
betingelse herfor, at den pågældende enten har forældremyndigheden over barnet
eller lovligt har barnet i pleje. Ved uddannelsesbidrag forstås dette som et krav om, at
den pågældende havde del i forældremyndigheden, da den ophørte, da barnet fyldte
18 år.
Er der fælles forældremyndighed, følger det af forældreansvarslovens § 3, at
væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem
forældrene. Samtidig følger det af bestemmelsen, at bopælsforælderen kan træffe
afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv. Bopælsforælderen kan derfor
efter § 18, stk. 2, i børnebidragsloven anmode statsforvaltningen om at pålægge den
anden forælder at betale bidrag til barnets forsørgelse.
Bestemmelsen i børnebidragslovens § 18 sammenholdt med forældreansvarslovens
bestemmelser om forældremyndighed og om barnets bopæl indebærer på den ene
side, at den, der har taget barnet til sig uden forældremyndighedsindehaverens
samtykke, som udgangspunkt ikke har ret til at få fastsat børnebidrag. På den anden
side indebærer børnebidragslovens § 18 også, at en forælder, der ikke har
forældremyndigheden over barnet, kan få fastsat børnebidrag fra den anden forælder,
der har forældremyndigheden, når den forælder (bidragsmodtageren), der ønsker at få
fastsat børnebidrag, har barnet "i lovlig pleje".
Hvis forældremyndighedsindehaveren – eller bopælsforælderen hvis der er fælles
forældremyndighed – udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret, at barnet opholder sig
hos den anden forælder, er betingelserne i børnebidragslovens § 18 opfyldt, således
at den forælder, som barnet opholder sig hos, er berettiget til at søge om fastsættelse
af bidrag.
I nogle situationer anses forældremyndighedsindehaveren og bopælsforælderen for at
have accepteret, at barnet opholder sig hos den anden forælder. Det drejer sig bl.a.
følgende situationer:
Hvis fogedretten nægter at efterkomme en anmodning fra
forældremyndighedsindehaveren eller bopælsforælderen om at få barnet
tilbage.
Hvis forældremyndighedsindehaveren eller bopælsforælderen ikke tager
skridt til at få barnet tilbage ved at anmode fogedretten om bistand til at få
barnet tilbage.
Hvis ældre børn (som regel over 14 år) trodser
forældremyndighedsindehaveren eller bopælsforælderen og flytter ind hos
den anden forælder. I sådanne situationer har
forældremyndighedsindehaveren og bopælsforælderen i praktisk ikke
mulighed for at bestemme, hvor barnet skal opholde sig, hvorfor der ved
vurderingen af barnets ”lovlige” opholdssted tages særligt hensyn til barnets
ønske.
Der er således efter dansk ret ikke noget til hinder for at pålægge en forælder, der har
eneforældremyndighed eller del i forældremyndigheden over et barn, at betale bidrag
til barnets forsørgelse.
Danmark deltager i det internationale samarbejde om forældremyndighed, herunder
om tilbagegivelse af bortførte børn, gennem navnlig følgende to konventioner:
Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen).
7
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0008.png
Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg,
anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og
foranstaltninger til beskyttelse af børn
(Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).
Når et barn er blevet bortført fra en forældremyndighedsindehaver i Danmark til en
stat, der har tilsluttet sig Haagerbørnebortførelseskonventionen, skal myndighederne i
den anden konventionsstat som udgangspunkt tilbagegive barnet til Danmark.
Efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen skal myndighederne i andre
konventionsstater som udgangspunkt anerkende og fuldbyrde en dansk afgørelse om
forældremyndighed og dermed tilbagegive barnet til Danmark.
Efter begge konventioner kan myndighederne i det land, som barnet er bortført til,
nægte at tilbagegive et barn til Danmark, hvis det vil stride mod barnets bedste at
tilbagegive det.
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indeholder endvidere regler om international
kompetence i forældremyndighedssager, dvs. regler om i hvilken stat en sag om
forældremyndighed skal behandles, når sagen har tilknytning til flere stater. Det er
konventionens udgangspunkt, at forældremyndighedssager skal behandles i den stat,
hvor barnet bor (artikel 5).
Konventionen indeholder i artikel 13 en bestemmelse, som har til formål at løse
situationer, hvor en sag om forældremyndigheden over et barn samtidigt søges
behandlet i to eller flere konventionsstater (litis pendens). Efter bestemmelsen skal
myndighederne i en konventionsstat, hvor der er anlagt en forældremyndighedssag,
undlade at behandle sagen, hvis der på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, allerede
verserede en forældremyndighedssag vedrørende barnet i en anden konventionsstat,
medmindre myndighederne i denne stat afviser at behandle den sag.
Efter konventionens artikel 7 forbliver kompetencen til at træffe afgørelse om
forældremyndighed over et barn, der er blevet bortført fra en konventionsstat til en
anden konventionsstat, som udgangspunkt hos myndighederne i den stat, hvor barnet
boede inden bortførelsen. Beslutter myndighederne i en stat, som barnet er bortført til,
at barnet ikke skal tilbagegives, får barnet bopæl i den stat. Herefter kan
myndighederne i denne stat træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet.
En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 16 Haagerbørnebortførelseskonventionen.
Efter denne bestemmelse kan myndigheder i en konventionsstat, hvortil et barn er
blevet bortført, ikke træffe afgørelse om forældremyndigheden, før det er bestemt, at
barnet ikke skal gives tilbage, eller det viser sig, at en anmodning om tilbagegivelse af
barnet ikke indgives inden for en rimelig tid.
I relation til den familieretlige lovgivning (forældremyndighed, børnebidrag m.v.) anses
et barn, der er bortført til en anden stat, således ikke at have bopæl i den stat, som
barnet er bortført til, så længe en anmodning om tilbagegivelse af barnet er under
behandling.
Danske myndigheder vil derfor kunne nægte at anerkende og fuldbyrde en
udenlandsk afgørelse under henvisning til ordre public, hvis børnebidrag er fastsat i
den stat, som barnet er bortført til, selvom der er indledt sag om tilbagegivelse af
barnet, og denne sag fortsat er under behandling, sådan at der endnu ikke er taget
stilling til, om barnet skal tilbage til Danmark.
Når det er afgjort, at barnet ikke skal tilbagegives til Danmark, har barnet fået bopæl i
den stat, som barnet var blevet bortført til. Dette omfatter også situationer, hvor
forælderen i Danmark accepterer, at barnet ikke tilbagegives, herunder ikke søger
8
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0009.png
behandlingen af en sag om tilbagegivelse af barnet fremmet. Når barnet således har
fået bopæl i den pågældende stat, betragtes barnet ikke længere som bortført. Det er
herefter myndighederne i den stat, hvor barnet nu har bopæl, der af hensyn til barnets
bedste skal tage stilling til spørgsmål om forældremyndigheden over barnet, og som
også skal sikre forsørgelsen af barnet, bl.a. ved fastsættelse af børnebidrag. Er et
børnebidrag fastsat i en sådan situation, vil bidraget kunne inddrives i Danmark,
forudsat at konventionens øvrige betingelser herfor er opfyldt. Dette gælder også,
selvom bidragsbetaleren fortsat har forældremyndigheden over barnet.
Bidragsbetaleren har ikke haft mulighed for at varetage sine interesser, inden
bidragsafgørelsen blev truffet (udeblivelsesdom)
Efter artikel 22, litra e, kan danske myndigheder nægte at anerkende og fuldbyrde en
afgørelse, der er blevet truffet, uden at bidragsbetaleren var til stede
(udeblivelsesdom), når bidragsbetaleren ikke var blevet underrettet om sagen og ikke
havde haft mulighed for at varetage sine interesser, gøre indsigelse eller appellere
afgørelsen.
Hvis en sag om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag er behandlet, uden at
bidragsbetaleren i øvrigt har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser
under sagen, vil danske myndigheder kunne nægte at anerkende og fuldbyrde den
udenlandske afgørelse under henvisning til ordre public.
Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis bidragsbetaleren ikke inden afgørelsen er
blevet gjort bekendt med oplysninger fra bidragsmodtageren og derfor ikke har haft
mulighed for at kommentere disse oplysninger. Dette gælder dog kun, hvis der er tale
om oplysninger af væsentlig betydning for afgørelsen.
Bidragsbetalerens familieretlige relation til bidragsmodtageren anerkendes
ikke efter dansk ret
Efter børnebidragsloven har man kun pligt til at forsørge sine egne børn. Man har
således ikke pligt til at forsørge sin ægtefælles eller samlevers børn (stedbørn).
Efter retsvirkningsloven har man pligt til at forsørge sin ægtefælle, og efter
ægteskabsloven kan man efter separation og skilsmisse have pligt til at forsørge sin
tidligere ægtefælle. Man har således ikke pligt til at forsørge sin forlovede eller
samlever.
Det er i dansk ret en grundlægende betingelse for at fastsætte børnebidrag og
ægtefællebidrag, at den retlige forbindelse mellem bidragsmodtager og bidragsbetaler
er fastlagt: forældreskab (faderskab og moderskab) ved børnebidrag og ægteskab
eller registreret partnerskab ved ægtefællebidrag.
Når forældre- eller ægteskab ikke er fastslået efter dansk ret, kan der kun fastsættes
børne- og ægtefællebidrag, hvis forældre- eller ægteskabet er fastslået på en måde,
der kan anerkendes efter dansk ret. Retningslinjerne herfor beskrives i det følgende.
Hvis et forældre- eller ægteskab ikke anerkendes efter dansk ret, vil det stride mod
ordre public at anerkende og fuldbyrde et børne- eller ægtefællebidrag, som er fastsat
i udlandet på grundlag af forældre- eller ægteskabet. I sådanne situationer vil danske
myndigheder således kunne nægte at anerkende og fuldbyrde en udenlandsk
bidragsafgørelse.
Forældreskab
Efter dansk international privatret anerkendes det, at ægtemanden er retlig far til et
barn, der er født i ægteskabet, selvom barnet er født i udlandet, og ægteskabet er
9
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0010.png
indgået i udlandet, dog forudsat at ægteskabet anerkendes efter dansk ret, jf.
nedenfor.
Efter praksis anerkendes et udenlandsk faderskab til et barn født uden for ægteskab,
hvis den udenlandske myndighed, der har fastslået faderskabet, havde international
kompetence svarende til danske myndigheders internationale kompetence i
faderskabssager efter retsplejelovens § 456 b. Dette indebærer, at en
faderskabsafgørelse kun anerkendes, hvis moren, barnet eller en anden part i sagen
(en mulig far) havde bopæl i afgørelsesstaten.
Når faderskab ikke følger af ægteskab eller anerkendelse, er det endvidere en
betingelse for at anerkende et udenlandsk faderskab, at der i den anvendte lov stilles
lignende strenge krav til beviset for faderskabet som i dansk ret. Det bemærkes dog,
at bevisbedømmelsen i faderskabssager efter dansk ret er fri, og der stilles således i
dansk ret ikke krav om, at en mands faderskab skal være dokumenteret ved en
retsgenetisk undersøgelse.
Endelig er det en betingelse, at det udenlandske faderskab medfører tilsvarende
retsvirkninger som et faderskab efter dansk ret, navnlig at faren har forsørgelsespligt
over for barnet, at barnet har ret til farens efternavn, og at der er gensidig arveret
mellem barnet og faren.
I sager, hvor faren ikke har anerkendt faderskabet, er det tillige en betingelse, at faren
har haft mulighed for at varetage sine interesser, inden faderskabsafgørelsen blev
truffet, jf. ovenfor.
Efter dansk ret anses den kvinde, som føder et barn, for mor til barnet. Dette gælder
også ved assisteret reproduktion (børnelovens § 30). Disse principper gælder også for
børn, der er født i udlandet.
Ægtefællebidrag
Efter dansk international privatret anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet,
hvis vielsen er gyldig i den stat, hvor vielsen blev foretaget. Dette indebærer navnlig,
at vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i den stat, hvor vielsen blev
foretaget, var bemyndiget til at foretage vielsen.
Selvom ægteskabet opfylder disse betingelser, anerkendes ægteskabet ikke, hvis
anerkendelse af det vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper. Spørgsmål
om ikke at anerkende et udenlandsk ægteskab, fordi det strider mod grundlæggende
danske retsprincipper, opstår i praksis navnlig i følgende situationer:
Fremgangsmåden ved vielsen i udlandet afviger fundamentalt fra
fremgangsmåden ved vielser i Danmark, f.eks. fordi parterne ikke var samtidig
til stede ved vielsen.
Ægteskabet strider fundamentalt mod den danske ægteskabslovgivning, dvs.
at parterne ikke kunne indgå ægteskab, f.eks. fordi en af parterne var under
15 år på vielsestidspunktet.
Et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ovennævnte
betingelser er opfyldt, og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne
af registreret partnerskab efter dansk ret.
Ved forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
udlændingeloven og værgemålsloven (Afskaffelse af muligheden for dispensation fra
alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af udenlandske ægteskaber og
forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne) (L 94), fremsat den 30.
november 2016, foreslås retningslinjerne for anerkendelse af udenlandske
10
 L 7 - 2016-17 - Bilag 13: Ændringsforslag fra børne- og socialministeren
1716416_0011.png
ægteskaber lovfæstet. Efter forslaget anerkendes et udenlandsk ægteskab ikke, hvis
en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år.
Ad § 02
Med den foreslåede bestemmelse i § 02 fastsætter børne- og socialministeren regler
om den øvrige behandling her i landet af sager, der er omfattet af konventionen (1.
pkt.). Regler om behandlingen af sager om retshjælp og fri proces fastsættes efter
forhandling med justitsministeren (2. pkt.).
Bestemmelsens
1. pkt.
svarer til lovforslagets § 2, stk. 4, 1. pkt., bortset fra
proceduren for behandlingen af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af
udenlandske afgørelser, der foreslås lovfæstet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 01.
Bemyndigelsen i 1. pkt. vil således blive anvendt til i en bekendtgørelse at fastsætte
regler om behandlingen af sager omfattet af konventionen, når statsforvaltningen og
Ankestyrelsen efter proceduren i den foreslåede bestemmelse i § 01 har truffet
afgørelse om, at den udenlandske afgørelse opfylder betingelserne i konventionen for
anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark.
Det vil navnlig dreje sig om overdragelse af sagen til
restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse efter reglerne i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Efter bekendtgørelsen vil restanceinddrivelsesmyndigheden
skulle forelægge eventuelle indsigelser mod inddrivelsen for statsforvaltningen, der
træffer afgørelse herom, herunder om afslag på eller suspension af inddrivelsen.
Statsforvaltningens afgørelse skal kunne påklages til Ankestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse i § 02,
2. pkt.,
svarer til lovforslagets § 2, stk. 4, 1. pkt.
Der henvises til bemærkningerne i lovforslaget til denne bestemmelse.
11