Uddannelses- og Forskningsudvalget 2016-17
L 69 Bilag 29
Offentligt
Kære Folketing og kære Uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind,
Jeg håber meget, I har lyst til at give jer tid til at læse denne besked til ende.
Ang. lovforslaget vedr. begrænsning af dobbeltuddannelse; hvis denne nye lov træder i kraft, vil jeg være en af dem, den
kommer til at gå ud over. Derfor har jeg en bøn til dig vedrørende min fremtidige karriere.
Jeg er 26 år, og blev i sommeren 2016 færdiguddannet folkeskolelærer i fagene, engelsk, samfundsfag og biologi.
Jeg påbegyndte læreruddannelsen pga. min interesse for at undervise og med en vision om at kunne gøre en forskel.
Som dansker er jeg opvokset i et land, hvor det at opsøge viden og videreuddannelse er anerkendt. Jeg følte mig derfor
tryg i beslutningen om at uddanne mig til folkeskolelærer, fordi jeg vidste, jeg ville udvikle kompetencer, der ville gavne
mine muligheder for at gøre en forskel - enten i den danske folkeskole eller andetsteds.
På tredje år af læreruddannelsen fandt jeg ud af, gennem mit arbejde med biologi og samfundsfag, at samspillet mellem
de to fag virkelig var det, der interesserede mig. Emner, som naturforvaltning og miljøøkonomi, fik mig til at indse, at det
er dét, jeg vil arbejde med i fremtiden.
Jeg interesserer mig meget for bæredygtig udvikling og miljø, og siden jeg var 11 år gammel, har jeg været aktiv i den
frivillige organisation, CISV, der primært er en fredsorganisation, men også behandler andre emner, såsom bæredygtig
udvikling.
Jeg undersøgte mine muligheder inden for dette felt og fandt frem til KUs bacheloruddannelse, Naturressourcer. Efter to
åbent-hus arrangementer, to dage i studiepraktik samt en masse research om uddannelsens opbygning og indhold, fik
jeg blod på tanden og sommerfugle i maven. Naturressourcer er min drømmeuddannelse!
I sommer, lige inden min sidste eksamen, blev jeg bekendt med det nye lovforslag. Jeg blev meget bange for, at det ville
gå ud over mig, da jeg nu var fast besluttet på at videreuddanne mig inden for Naturressourcer. En studievejleder
forsikrede mig om, at lovforslaget ikke ville påvirke mit valg om at gøre læreruddannelsen færdig og starte ny
uddannelse, og derfor gik jeg op til min sidste eksamen, der resulterede i et 10-tal.
Jeg er glad for at have færdiggjort læreruddannelsen, fordi jeg ved den vil gøre gavn i min videre uddannelse.
Optagelse på Naturressourcer kræver, at jeg læser Matematik op fra B til A, samt Fysik og Kemi op fra C til B.
Jeg er så motiveret, at jeg i øjeblikket læser fysik/kemi, hvilket er fra 8-15, alle ugens dage i tre mdr. Planen er herefter at
læse matematik fra februar.
Hvis lovforslaget træder i kraft, forhindrer det mig i at komme ind på min drømmeuddannelse og det gør samtidig, at jeg
har spildt min tid på at læse ovenstående fag op.
Min bøn til jer: Kan folk som mig, der er meget motiverede for uddannelse nr. 2, komme igennem et smuthul? Jeg er villig
til selv at betale for uddannelsen.
Mvh.
Jacob Fogemann