Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 3. behandling af lovforslag nr. L 69:

Forslag til lov om ændring af lov om adgangsregulering ved videregående uddannelser. (Begrænsning af dobbeltuddannelse).

Af uddannelses- og forskningsministeren (Ulla Tørnæs).

(Fremsættelse 09.11.2016. 1. behandling 24.11.2016. Betænkning 14.12.2016. 2. behandling 16.12.2016).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Fru Eva Flyvholm vil gerne udtale sig. Værsgo.

Vi har nu diskuteret det her forslag flere gange i salen, og jeg må sige, at jeg står tilbage med et ret klart indtryk af, at uddannelsesloftet ikke bare er en sag, som vi er politisk uenige om. Det her forslag er også et forslag, som er blevet lavet alt, alt for hurtigt i en proces, der handlede om noget helt andet end uddannelsessystemet. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at der er en masse studerende, som nu kommer i klemme. Og det bliver ikke bedre af, at der ovenikøbet er utrolig mange ting i det forslag, som slet ikke hænger sammen, at studerende, skoler og organisationer ikke er blevet ordentligt hørt i processen, og at der samtidig er så ekstremt stressede tidsfrister, at det kommer til at gælde allerede fra om et par uger, sådan at studerende, der er blevet vejledt til at tage deres uddannelse på en bestemt måde, nu ikke får mulighed for at følge det forløb.

Flere af ordførerne har faktisk medgivet, da vi havde debatten her i fredags, at det er rigtigt, at tidsplanen er for presset, og jeg synes, det er rigtig dejligt med den ærlighed, at man godt kan vedstå det. Men jeg må så sige, at det er utrolig ærgerligt, at det ikke er noget, der bliver rettet op på her i løbet af behandlingen, især når det er sådan, at vi fra Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativets side faktisk har stillet et forslag, som foreslår at udskyde det her et år. For man kunne jo bare have trykket på den grønne knap, og så ville man i hvert fald have repareret nogle af de værste konsekvenser ved det.

Så jeg må sige, at det her bare har været en usædvanlig skidt proces. Og derfor er jeg også sikker på, at vi fremover kommer til at diskutere det her forslag rigtig mange gange i Folketinget.

I forhold til de bemærkninger, der er faldet undervejs i debatten, kan man sige, at Socialdemokratiet meget tydeligt har forsvaret det her forslag om, at der skulle findes finansiering til dagpengeaftalen. Jeg synes, at man først og fremmest skal huske på, at der stadig væk er utrolig mange mennesker, der falder ud af dagpengesystemet; aftalen er ikke tilstrækkelig, der er brug for at gøre meget mere for at hjælpe dem. Men uanset det, synes jeg, at det at spille studerende og folk, der har mistet deres arbejde, ud mod hinanden og finansiere en dagpengeaftale ved at tage ressourcerne fra uddannelsesområdet er en helt forkert tilgang at have til det.

Det må jeg sige jeg synes er en helt forkert strategi, især fordi vi med det her forslag også risikerer, at flere mennesker skal ud og købe sig til uddannelse – de skal bruge penge på brugerbetaling. Det rammer altså dobbelt socialt skævt, for det bliver endnu sværere at få mulighed for at låne mange penge til uddannelse, hvis ens forældre f.eks. har mistet deres arbejde og man ikke har mulighed for at få hjælp hjemmefra. Så jeg synes, det er en meget forkert vej at gå, og jeg vil i øvrigt meget, meget advare imod, at man begynder at se på at åbne op for at indføre mere brugerbetaling fremover med det her forslag, for det vil virkelig bare skævvride vores uddannelsessystem endnu mere.

Så er der selve det økonomiske grundlag for det her forslag. Det bygger jo i meget høj grad også på, at der kommer nogle dynamiske effekter, som man vil kunne bruge til at finansiere dagpengeaftalen med. Jeg tror, det er meget tvivlsomt, om alle de dynamiske effekter vil manifestere sig. Det er den ene del af det. Og den anden del af det er, at man også samtidig kan se, at rigtig mange studerende givetvis ikke vil færdiggøre deres uddannelse, og at vi jo endnu ikke aner, hvad det vil få af økonomiske konsekvenser. Det tror jeg bliver et meget stort problem.

Endelig må jeg sige, at selve tanken om at lave sådan et loft i uddannelsessystemet helt grundlæggende strider imod, hvad det er, vi har brug for lige nu. For ret få uger siden var vi med Folketingets uddannelsesudvalg ude at besøge Center for Kvantefysik, hvor der var sådan en meget anerkendt forsker, der fortalte om, hvad han lavede i forbindelse med den her meget banebrydende forskning derude; samtidig sagde han, at det undrede ham, at det var så svært at skifte fag i Danmark; at det var sådan, at man skulle lægge sig fast på en vej, allerede når man var måske 17 år; og at der manglede fleksibilitet igennem uddannelsessystemet. Det var en af de ting i Danmark, han undrede sig over. Og jeg synes da, det er så ærgerligt, at der nu bliver vedtaget endnu et lovforslag, som er med til at hæmme den fleksibilitet.

Så jeg er altså sikker på, at vi fremover kommer til at diskutere det her rigtig meget mere, og at vi kommer til at se mange flere historier i pressen om det her uddannelsesloft og høre mange flere protester og kritik fra studerende. Jeg er også ret sikker på, at det på den lange bane vil ende med, at store dele af det her lovforslag bliver pillet fra hinanden, men jeg må sige, at jeg virkelig, virkelig ville ønske, at vi i stedet for kunne stå i en situation, hvor vi bare lod være med at vedtage det i Folketinget i dag. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet synes, at det gør en kæmpe forskel for de mere end 2.000 mennesker om året, der ikke falder ud af dagpengesystemet på grund af de forbedringer, vi lavede sammen med Venstre og Dansk Folkeparti. Det gør en verden til forskel for dem, at de ikke ryger ud. De kan stå i en situation, hvor de faktisk nærmest ikke har en indkomst, alt efter hvordan deres familiære stilling er, og hvor de kan gå fra hus og hjem. Det håber jeg trods alt også at Enhedslisten har en forståelse for, for det lød næsten, som om det ikke gjorde en forskel for de 2.000 mennesker.

Jeg vil egentlig bare bede Enhedslistens ordfører bekræfte, at der ikke bliver indført nye former for brugerbetaling med dette lovforslag. Der er præcis de muligheder, som der er i dag, med den brugerbetaling, der er i dag, i forhold til efter- og videreuddannelsessystemet; det vil sige, at der ikke er nogen ny brugerbetaling med det her lovforslag, og det har jeg lige brug for at Enhedslistens ordfører bekræfter.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo sådan, at heldigvis ligger der ikke endnu i det her forslag en åbning for nye former for brugerbetaling – det har ministeren jo bl.a. varslet at man vil se på, og der håber jeg også at Socialdemokratiet vil være med til at sige, at nej, det skal man under ingen omstændigheder åbne for.

Men det er jo sådan, at flere studerende kommer til at miste den mulighed, de har lige nu, for at tage to uddannelser, som er finansieret af os alle sammen i fællesskab fra samfundets side. De vil fremover blive afskåret fra at gøre det med det her uddannelsesloft, og derfor vil de være nødt til at ty til brugerbetaling i de tilfælde, hvor det så er muligt. Og det synes jeg er en utrolig ærgerlig udvikling, for det er ulige – det er ikke alle studerende, der har mulighed for at betale 60.000 kr. f.eks. for sådan en uddannelse.

Endelig må jeg sige i forhold til dagpengene, at jeg fuldt ud anerkender, at der er behov for at redde de folk, der står til at falde ud af dagpengesystemet, og jeg synes også, der er behov for at blive gjort mere, end der er blevet med aftalen, men det kan ikke være sådan, at man skal finansiere det ved at tage penge fra studerende, som er nogle af de andre grupper i samfundet, som har allermindst. Den finansiering må simpelt hen kunne findes et andet sted, og det synes jeg sådan set også burde være i Socialdemokratiets interesse.

Fru Christine Antorini.

Jeg er glad for, at ordføreren kan bekræfte, at der ikke bliver indført nye muligheder for brugerbetaling med det her lovforslag.

Men jeg lagde mærke til, at ordføreren også kaldte det her for et uddannelsesloft. Det er det jo ikke, det er en begrænsning af muligheden for at tage to hele gratis videregående uddannelser på samme niveau eller lavere. Og derfor vil jeg bare spørge ordføreren, om det ikke er korrekt, at alle med den videregående uddannelse, de har, kan bygge ovenpå, og at det netop ikke er et loft. Alle kan bygge ovenpå, og det vil sige, at har man en bacheloruddannelse eller en professionsuddannelse, kan man bygge ovenpå med en relevant kandidatuddannelse.

Ordføreren.

Det her forslag vil jo forhindre en lang række mennesker i at læse videre, for når man allerede har en bachelor, kan man ikke starte forfra på en ny bachelor og så få den kandidatgrad. Der er bl.a. det eksempel med sygeplejersker, der ikke kan blive læger – der er en række eksempler på, at det ikke kan lade sig gøre.

Derudover må jeg sige, at jeg synes, det er en meget, meget underlig tilgang til uddannelse at sige, at det skal være hele vejen op til kandidatniveauet. Der er rigtig mange gode og meningsfyldte kombinationer, f.eks. pædagoger, som også bliver socialrådgivere, altså folk, der meningsfuldt og med meget stor fordel kombinerer bacheloruddannelserne.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak for ordet. Fru Eva Flyvholm bruger en del af sin taletid på at tale om det frygtelige ved brugerbetaling. Som fru Eva Flyvholm som ordfører ved, er der jo blevet stillet et ændringsforslag, som er forsvundet igen, med hensyn til muligheden for brugerbetaling – det er også blevet efterlyst af flere af de kritiske partier her i salen.

Kan fru Eva Flyvholm oplyse mig og de måske undrende seere af udsendelsen her og debatten i salen om, hvilke partier der mon har stillet det forslag om indførelse af brugerbetaling?

Ordføreren.

Ja, jeg kan oplyse ordføreren om, at det ikke er Enhedslisten, der har stillet det forslag om brugerbetaling, for vi ønsker på ingen måde at åbne op for mere brugerbetaling i uddannelsessystemet. At det så er Alternativet, De Radikale og SF, der har stillet det her forslag for nok at imødekomme nogle af dem, der står til at blive allermest klemt i overgangsperioden, må jo så stå for deres egen regning. Jeg mener ikke, det er en god idé at gå den vej at indføre mere brugerbetaling, men det er jo også et udtryk for, at folk er desperate her, fordi det her kommer til at ramme rigtig mange studerende, der kommer i klemme.

Spørgeren.

Jamen der er ingen tvivl om, at Enhedslistens ordfører og mit parti er dybt uenige om det her. Vi mener sådan set, at det er fornuftigt, at samfundet finansierer en uddannelse, og vi synes også, det er fornuftigt, at der er en forventning om, at man så efterfølgende bruger den her uddannelse.

Nu er det sådan, at jeg ikke har set et forslag fra Enhedslisten om at fjerne dimensioneringen, altså begrænsningen i antallet af pladser, der betyder, at man skal have et højt snit for at komme ind på nogle uddannelser og et lavt snit for at komme ind på andre uddannelser. Hvad synes Enhedslistens ordfører er det mest solidariske – at give et menneske, der måske har to uddannelser, uddannelse nummer tre, eller at give et menneske, der ikke har en uddannelse, en fuld uddannelse?

Ordføreren.

Jeg synes, at det mest solidariske og fornuftige er at sikre, at alle har ordentlig adgang til at få uddannelse i vores samfund, og det mener jeg ikke vi gør ved at gå ind og begrænse på den måde, det sker her. Og med hensyn til dimensioneringen må jeg sige, at vi fra Enhedslistens side også har haft en række kritikpunkter, i forhold til at alt for mange bliver afskåret fra at komme ind på uddannelser, som der både er brug for, og som vil være meningsfulde for dem. Endelig må man sige, at brugerbetaling er noget af det, vi ved sætter allerflest barrierer op i vores uddannelsessystem for, at folk, der ikke kommer fra rige eller veluddannede hjem, kan få en uddannelse, og det skal vi for enhver pris undgå.

Tak til fru Eva Flyvholm. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Hvis det her var et klasselokale, ville jeg lave sådan en øvelse – og det skal jeg nok lade være med, for det er ikke et klasselokale – hvor jeg ville spørge, hvor mange af de tilstedeværende der selv har taget to uddannelser; hvor mange der har børn, der har taget to uddannelser; hvor mange der har børn, som måske har taget en uddannelse, men har fundet ud af, at det var en forkert uddannelse, og gerne vil tage en anden; eller hvor mange der bare i det hele taget ønsker for deres børn og børnebørn eller for sig selv – hvis man måske skal ud at lave noget andet – at der eksisterer den mulighed, at man kan træffe et nyt valg, altså hvis man har fundet ud af, at det valg, man har truffet, ikke var det rigtige for en selv.

Jeg tror helt grundlæggende, at vi savner noget i hele den her debat om L 69, og det er, at vi savner at spørge os selv: Hvorfor er det egentlig, vi har de videregående uddannelser i Danmark? Hvorfor skabte man i sin tid et universitet? Hvorfor er det egentlig, at vi gerne vil have, at folk uddanner sig? Det vil vi jo gerne have, fordi – i hvert fald hvis man spørger mig – vi har et ønske om, at vi som samfund har et vidensniveau, som kan bære os ind i fremtiden; at vi som samfund har en mulighed for at skabe forandring.

Forandring er jo noget, som vi gennem uddannelse har skullet skabe igennem hele vores civilisation. I gamle dage, i gamle stammesamfund, gik man ikke på universitetet og blev uddannet, men man gik måske i mesterlære hos dem, man voksede op sammen med. Og en del af det at lære og at uddanne sig handlede jo netop om, at man skulle lære at kunne forandre de elementer, den praksis, man havde med hensyn til at møde de udfordringer, der stod foran en. Når nabostammen havde lavet et eller andet nyt våben, blev man nødt til at forfine sit eget våben, så man kunne svare igen. Det er det, uddannelse handler om. Det handler jo om, at vi skal få etableret en viden, som kommer samfundet til gavn. Og det handler om, at vi kan skabe forandring.

Den diskussion hænger sammen med det her lovforslag, for det, der sker her, er, at vi kommer til at have nogle unge mennesker, der har taget en uddannelse, som de efterfølgende finder ud af de ikke brænder for, og som ikke giver dem mening. Og hvis man ikke brænder for det, som man laver, og hvis der ikke er nogen mening med det, som man laver, så kommer man ikke til at skabe nogen som helst form for forandring. Så kommer man til at være et af de mennesker, som ikke trives med sig selv og sit job, og man kommer til at være en medarbejder, som ikke skaber den forandring, som alle arbejdsgiverne efterspørger. Og man kommer ikke til at bidrage til at løfte det her samfund endnu højere op i forhold til at kunne møde en fremtid, som vi ikke kender. Det er det, uddannelse skal. Og noget af det begrænser vi gennem det her lovforslag, for lige pludselig siger vi til folk: Nej, hvis I har truffet et forkert valg, hvor I laver et eller andet, som I egentlig ikke synes er spændende for jer, så er det bare ærgerligt – klø bare på, for det er det eneste, vi har at tilbyde jer.

Det er så ærgerligt, og jeg synes, at den diskussion om, hvad det egentlig er, vi gerne vil med vores uddannelsessystem i Danmark, vil jeg rigtig gerne tage med de øvrige ordførere i Folketinget, for den synes jeg vi mangler, og den synes jeg vi har manglet i forbindelse med det her lovforslag. Jeg håber, at ministeren eventuelt vil tage initiativ til, at vi kan tage den diskussion på et niveau, som jeg synes vi fortjener i det danske Folketing.

Vi har været omkring mange ting. I fredags stod vi her, og i dag står vi her igen, og vi har stået her tidligere. Jeg vil ikke gentage mig selv, men til sidst vil jeg bare sige: Jeg skal være den første til at række en hånd ud. Hvis det på et eller andet tidspunkt viser sig, at tingene ændrer sig, at politikere ændrer holdning, at vi får en ny regering, så skal jeg være den første til fra Alternativets side at række en hånd ud til alle dem, der måtte ønske at gøre det her om igen, at trække den her lovgivning tilbage. For jeg tror, at man begår en stor fejl. Og jeg håber, at vi på et eller andet tidspunkt, når tiden er inde, er i stand til at kunne gøre den fejl om.

Så med en stor anbefaling om at trykke nej til det her lovforslag lige om lidt vil det være mit ønske for Danmarks ungdoms fremtid. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Christine Antorini.

Tak. Hvis der er noget, Socialdemokraterne altid har kæmpet for og står for, så er det at give mulighed igennem uddannelse. Og det her lovforslag ændrer ikke ved alles frie og lige ret til at gennemføre en videregående uddannelse. Der er også en række dispensationer, der betyder, at man faktisk kan tage flere hele nye videregående uddannelser på samfundets regning: Hvis ens helbred ikke er til det, hvis man gerne vil uddanne sig inden for nogle områder, hvor der er gode muligheder for at få job bagefter, eller hvis man har en forældet uddannelse.

Derfor har jeg brug for, at ordføreren bare bekræfter, at dem, der ville blive berørt af det – og jeg medgiver, at bliver man berørt af et lovforslag, og det sker desværre, så er det ikke spor sjovt – udgør omkring 2 pct. af de studerende. Der er omkring 66.000, der starter på en videregående uddannelse hvert år, og det vil være 2 pct. af dem, der vil blive berørt af det her lovforslag. Igen vil jeg godt sige, at jeg forstår dem godt, men det er det, vi taler om. Det er bare, sådan at man ikke får et billede af, at man slet ikke kan uddanne sig i andre retninger.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg har på intet tidspunkt sagt – det er egentlig også meget vigtigt for mig at sige heroppefra – at det her lovforslag begrænser den frie og lige adgang til uddannelse, for vi har stadig væk i Danmark fri og lige adgang til uddannelse som udgangspunkt. Så det vil jeg gerne anerkende.

Det er heller ikke det, som jeg synes er problemet med det her lovforslag. Problemet er lige præcis de 2 pct., som ikke kan få lov til at vælge den uddannelse, som de brænder for. Det er problemet. Og de bliver ramt. Jeg ved godt, at lovforslaget rammer nogle mennesker og andre ikke, men at de bliver ramt synes jeg er en katastrofe, både for dem selv og for vores samfund som helhed. Det er det, jeg synes er det store problem med det her lovforslag.

Fru Christine Antorini. Nej, undskyld, der er flere korte kommentarer. Det er fru Mette Reissmann, der har to mere.

Tak for det. Jeg kunne jo indlede med at spørge Alternativets ordfører, om hun kender nogen, der er faldet ud af dagpengesystemet, som har levet med den frygt ikke at kunne få begge ender rent økonomisk til at nå sammen, og som har levet i utryghed i forhold til, hvordan det videre liv skulle være. Det er muligt, at Alternativets ordfører ikke kender sådan nogen, men det kan jeg love dig for vi her i Socialdemokratiet gør, og vi er meget optaget af lige præcis at skulle lappe huller i et dagpengesystem, der er blevet smadret af de borgerlige og bl.a. også af Det Radikale Venstre. Så derfor har vi prioriteret, som vi har gjort. Havde vi ønsket, at pengene skulle findes et andet sted? Ja, det havde vi, men det er det, der har været politisk muligt.

Nu er fru Carolina Magdalene Maier meget optaget af forandring, og det er vi også i Socialdemokratiet, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor i lovforslaget der er konkrete begrænsninger i at medvirke til at skabe forandringer, for jeg forstår det simpelt hen ikke. Så jeg er bange for, at Alternativets ordfører simpelt hen taler imod bedre vidende her.

Ordføreren.

Det tror jeg nu ikke jeg gør. Til det første vil jeg sige, at ja, jeg kender folk, der er faldet ud af dagpengesystemet. Vi synes i Alternativet, at det er lige så katastrofalt og frygteligt, som de gør i Socialdemokratiet, men find de penge et andet sted. Det er det eneste budskab, jeg har i forhold til det med dagpengesystemet. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man holder de to ting op imod hinanden. Jeg synes simpelt hen, det er dårlig politisk stil, at vi holder det op imod hinanden, og at det her lovforslag om uddannelsesloft er nødvendigt, for ellers falder man ud af dagpengesystemet. Man kunne have fundet de penge et andet sted, og ellers kunne man have ladet være med at være i en aftale. Sådan er det, sådan er politik, og det må man altså også bare indse.

Til det andet om forandring vil jeg sige, at når jeg taler om forandring, handler det om, at hvis man gerne vil have nogle mennesker ude i vores samfund, som kan skabe en forandring, som er dem, der går foran, som er dem, der gerne vil noget andet, skal de brænde for det, de gør, og der er udfordringen i lovforslaget, for hvis ikke de kan komme ind på deres drømmestudie, kan de ikke brænde for det, de gør, for så kommer de ind på et studie, som de ikke brænder for.

Så er det fru Mette Reissmann.

Tak. Jeg vil bare lige understrege både over for fru Carolina Magdalene Maier og i øvrigt også øvrige, at Socialdemokratiet er et parti, der tager ansvar. Socialdemokratiet er et parti, der faktisk også træffer nogle svære valg, selv når det gør ondt.

Jeg vil godt lige også i den her sammenhæng spørge fru Carolina Magdalene Maier, om ordføreren kan bekræfte, at der i lovforslaget faktisk er indføjet en undtagelse, hvad angår netop det etablerede videre- og efteruddannelsessystem, så folk midt i livet også kan opnå at kunne løfte deres egne kompetencer, så de også kan medvirke til at forandre Danmark, således at det drives fremad.

Ordføreren.

Det sidste kan jeg sagtens bekræfte, men det løser ikke problemet med, at man ikke kan tage den uddannelse, man brænder for, hvis det er en af dem, som man ikke kan komme ind på f.eks. i forhold til deltidsuddannelser, eller hvis det er en af dem, der er dispensation for.

Ansvar, lad os tage en ansvarsdiskussion en anden dag, for jeg synes tit, jeg hører, særlig fra Socialdemokraterne, at man er et parti, der tager ansvar, og det er da en fin erkendelse med et fint perspektiv, men lad os tale om, hvad ansvar egentlig handler om så, for det synes jeg er en interessant diskussion. For mig handler ansvar i hvert fald om, at vi giver vores unge mennesker mulighed for at tage den uddannelse, som de brænder for, også selv om de har taget en forkert en først.

Den sidste til kort bemærkning, jeg har noteret, er hr. Jakob Engel-Schmidt.

Så kom der lys i mikrofonen. Tak for det. Det er ordførerens meget passionerede bemærkning om, at man kan risikere ikke at komme ind på den uddannelse, man brænder for. Jeg ved godt, at det er en ualmindelig trist nyhed, men vores uddannelsessystem er dimensioneret. Hvert år er der tusindvis af unge mennesker, der får den nyhed, at de desværre ikke er kommet ind på den uddannelse, de brænder for, fordi deres gennemsnit ikke er højt nok. De vælger så noget andet, og mange af dem bliver rigtig glade for det arbejdsliv, de får bagefter. Sådan vil det altså også være i fremtiden.

Ordføreren repræsenterer et parti, der ønsker forandring, og det er forandring på mange områder. En af de mest væsentlige forandringer, kan jeg forstå både på hr. Uffe Elbæk, som jeg har nydt meget at diskutere med, og også på Alternativets partiprogram og opslag i forskellige aviser, er, at man skal arbejde 30 timer hver uge. Det forudsætter, hvis det skal kunne lade sig gøre, at vi bruger alt økonomisk råderum i fremtiden på at finansiere det, altså nulvækst så langt øjet rækker på samtlige offentlige udgiftsposter. Ordføreren taler om at tage de svære valg og finde pengene et andet sted. Hvis ordførerens partis økonomiske politik bliver til virkelighed, vil den situation, vi står i nu, være det, vi kommer til at beskæftige os med de næste mange år ud i fremtiden. Det handler ikke om svære valg, det handler om, at ordføreren repræsenterer et parti, som indtil videre har valgt altid at være på den rigtige og bekvemme side.

Ordføreren.

Jeg repræsenterer i hvert fald et parti, som har fremlagt et finanslovsudspil, som er fuldt finansieret, så det er til det sidste.

Til det første vil jeg sige: Ja, der er da ikke nogen, der kan komme ind umiddelbart, og man kan jo ikke bare trykke på en knap og sige, at jeg gerne vil ind på den uddannelse, men der er masser af muligheder for at optjene point. Så kan man komme ind igennem kvote 2. Vi har dog trods alt et system, hvor man, hvis man ikke har det gennemsnit, der skal til for at komme ind på den uddannelse, man ønsker, kan gå andre veje for at komme ind via andre kvotesystemer. Den mulighed trækker man jo væk med det her lovforslag på de uddannelser, hvor det ikke er muligt f.eks. at læse på deltid. Så det er en indskrænkning. Vi har en dimensionering, og vi har et system, der hedder kvote 1 og kvote 2, men det har altid været muligt at komme ind på den uddannelse, man ville, hvis man arbejder hen i den retning gennem kvote 2-systemet.

Jakob Engel-Schmidt.

Nu nævnte ordføreren, at Alternativets økonomiske politik var fuldt ud finansieret. Jeg tror, at jeg kan pege på adskillige artikler med citater fra anerkendte økonomiske eksperter både i Finansministeriet, i forskellige tænketanke og andet, som siger det stik modsatte. Den diskussion kan vi tage på et andet tidspunkt. Men sagen er imidlertid, at jeg er nødt til at anholde påstanden om, at vi skal have et uddannelsessystem, hvor alle kan få det, de brænder allermest for. Selvfølgelig skal vi da det. Der er intet, der forhindrer de unge mennesker i fremtiden i at søge ind på den uddannelse, de brænder allermest for. Det, jeg bare prøver at bibringe af realisme, er, at i dag er det desværre ikke alle, der altid får deres ønsker opfyldt i første omgang, og det vil det altså heller ikke være i fremtiden.

Ordføreren.

Det er vi fuldstændig enige om, ikke i første omgang, og så kan man arbejde for det her i anden omgang, og det er det, som vi fortsat skal have mulighed for.

Nu siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak. Vi har, som de tidligere ordførere også har nævnt, haft den her debat nogle gange, og i Radikale Venstre mener vi også, at det her lovforslag trækker Danmark i en forkert retning. Statsministeren sidder lige nu på Marienborg og diskuterer fremtiden: Hvordan skal fremtiden se ud? Hvad vil der komme, og hvordan skal fremtidens arbejdspladser se ud? Og så sidder vi her i Folketingssalen og lægger loft over uddannelse. Det er der altså en lille smule goddag mand økseskaft over. Det er første gang nogen sinde, at vi kommer til at sige til mennesker: Uanset hvor dygtig du er, uanset hvor meget du gør dig umage, kan du ikke komme videre ad den her vej, du får ikke engang lov til at prøve. Det har vi aldrig nogen sinde gjort i Danmark før. Det synes jeg alligevel er værd at dvæle ved.

I er mange, der har fået henvendelser fra rigtig, rigtig mange studerende, men helt konkret vil jeg bare lige nævne en henvendelse fra Mads, som skrev til mig som en af de sidste meget sent i går aftes. Mads er 24 år, og han bor i Odense, og han startede i 2013 på fysioterapeutuddannelsen. Han var rigtig glad for det, der var stor glæde, nysgerrighed og passion for at hjælpe mennesker. Han skriver:

Jeg følte virkelig, jeg var på rette vej, studiet kørte på skinner. I løbet af uddannelsen stiftede jeg bekendtskab med nye mennesker, og efter 1½ år på uddannelsen stod det helt klart for mig, at jeg ville være læge. Det er den kombination, jeg vil få allermest ud af.

Efter halvandet år tog Mads så kontakt til studievejledningen på sin professionshøjskole, som forklarede, at det bedste, Mads kunne gøre efter Uddannelses- og Forskningsministeriets retningslinjer, var at gøre sin bachelor i fysioterapi færdig og derefter søge ind på medicin. Mads gjorde virkelig sit arbejde grundigt. Han tog også kontakt til Syddansk Universitets studievejledning og til Københavns Universitets studievejledning, og de sagde det samme: Det bedste, du kan gøre, Mads, er at gøre din bachelor i fysioterapi færdig. Han tog endda til København, og han tog over på Syddansk Universitet til såkaldte vejledningsdage og fik at vide, præcis hvad han skulle gøre, for at han kunne komme i betragtning til en plads via kvote 2. Han blev færdig som fysioterapeut, fik sin bachelor i sommer og havde planlagt at søge ind nu på lægeuddannelsen, for nu havde han de kompetencer, der skulle til for at søge ind, sådan som han var blevet vejledt til siden sommeren 2013 ifølge ministeriets retningslinjer. Mads skriver:

Jeg føler, at systemet har svigtet mig og mange andre. Danmark som samfund ønsker fremdrift og udvikling. Det får vi ikke ved at begrænse os, der skal drive landet fremadrettet. Giv os et år, bare et år. Så kender vi i det mindste spillets regler. Så har vi i det mindste mulighed for at træffe valg for vores liv og indrette os, sådan som I nu gerne vil have det. Det har jeg ikke haft.

Det synes jeg er rigtigt. Jeg synes ikke, at vi har givet Mads muligheden. Jeg synes ikke, at det er ordentligt at indføre den her lovgivning, når vi som samfund og efter de retningslinjer, vi politisk vedtager, har givet ham den vejledning. Han har gjort alt det rigtige. Det synes jeg ikke er ordentligt, når nu vi vedtager det her lovforslag.

Men jeg vil også gerne sige til alle de studerende, ja, til alle de mennesker, der er derude – for jeg har jo fået henvendelser fra mennesker i alle aldre – herunder de pensionister, jeg stod med på Frue Plads i går, som fortalte om, hvordan de selv havde taget flere uddannelser og aldrig var kommet dertil, hvor de er, uden dem, og som var bekymrede for fremtiden: Vi giver ikke op. I skal ikke miste modet – hverken jer, der er unge og har fremtiden foran sig, eller jer, der bekymrer sig for jeres børnebørn. Det skal I ikke gøre, for vi skal nok blive ved med at kæmpe, og vi kommer til at arbejde imod det her. Som vi sagde på Frue Plads i går, da vi ikke ville være mismodige alle sammen: Skub, skub, skub til taget. Og det kommer vi til at blive ved med.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak. Nu havde vi jo den her debat også i sidste uge. Jeg har sådan set al mulig respekt for, at De Radikale engagerer sig dybt i den her kamp, men noget af det, der bare virkelig undrer mig, er jo, som vi også lidt hørte før fra fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, at man slet ikke anerkender, at Socialdemokratiet jo har deltaget i det her, fordi det var her, der kunne findes et flertal til at finde en finansiering til at redde alle de dagpengemodtagere, som De Radikale ikke ville medvirke til at hjælpe, dengang vi i fællesskab sad med regeringsmagten. Nu stiller jeg bare igen det samme spørgsmål, som jeg stillede i sidste uge: Anerkender fru Sofie Carsten Nielsen, at hvis vi havde fundet en løsning dengang, så havde vi ikke stået i den her situation?

Ordføreren.

Jeg ved, at det var den daværende socialdemokratisk-radikale regering, der nedsatte en Dagpengekommission til netop at løse den her opgave. Jeg ved også, at der blev lavet en dagpengeaftale, hvori der står, at der skal findes finansiering, ikke hvordan og ikke hvorhenne. Og den har jeg og Radikale Venstre stemt for, for vi synes, det er rigtig godt, at der er fundet en ny dagpengeaftale på baggrund af den Dagpengekommission, som vi i Radikale Venstre og Socialdemokraterne nedsatte. Og det er det, som vi arbejdede med. Havde det været rart, hvis den løsning var fundet tidligere? Det tror jeg kun vi kan blive enige om.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Men vil den radikale ordfører så ikke venligst give mig et svar på det, jeg også forsøgte at stille spørgsmål om, jeg tror, det var torsdag og fredag i sidste uge, da vi sidst havde den her diskussion: Hvorfor er det så, at den radikale partileder, hr. Morten Østergaard, i et interview i Euroman sidste sommer nærmest hoverer eller stolt erklærer, at den daværende statsminister og den daværende finansminister forsøgte at presse ham til at finde en dagpengeaftale tilbage i efteråret 2014, og jeg citerer igen: Så tænker man, at det skal blive løgn. Og det var det, der gjorde, at det aldrig blev den nye start, det kunne være blevet. De ville teste min rygrad, og rygrad er det eneste, man har at holde sig til i politik, siger Morten Østergaard. Altså forstået på den måde: Man blokerede for den aftale, der sådan set havde forhindret, at vi står i den situation, vi står i i dag.

Så er det ordføreren.

Kære hr. Peter Hummelgaard Thomsen: Jeg er sikker på, at den situation, vi står i i dag, kunne være blevet forhindret, hvis aftalepartierne havde været interesseret i at bruge lidt længere tid, tale med lidt flere partier om, hvordan vi kunne finansiere den her dagpengeløsning, som nu bliver taget ved at afskære mennesker fra fremtidsmuligheder, der netop ville gøre dem i stand til at have et arbejde. Det er jeg helt, helt overbevist om at vi kunne. 15 mio. kr. giver vi til dagpengene i 2017, ved at I nu sætter loft over uddannelse. Det er for sølle.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt.

Ordføreren holdt en utrolig passioneret tale, og jeg tror, at den er meget nem at identificere sig med, hvis det er, at man ikke kender ordføreren og tidligere ministers politiske historik. Jeg vil spørge den tidligere radikale uddannelsesminister om, hvor mange studiepladser den radikale ministers dimensionering af de videregående uddannelser har nedlagt. Ergo: Hvor mange unge mennesker har den radikale minister forhindret i at komme ind på deres drømmestudie?

Ordføreren.

Jeg ved, at hr. Jakob Engel-Schmidt passioneret har kastet sig ud i at tælle det antal pladser, og passion må det jo være en kompliment sådan at blive anerkendt for; jeg vil i hvert fald gerne anerkende ordførerens passion for også at tælle. Der er da ingen tvivl om, at det betød noget for flere hundrede, da vi i øvrigt sammen med ordførerens parti dimensionerede det; det holdt hårdt dengang, men jeg forstår, at ordførerens parti nu sætter stor pris på det tiltag. Det betød, at der var mennesker, der ikke kunne komme ind på de uddannelser, de drømte om, for der blev færre pladser på nogle uddannelser, hvor der var meget, meget høj ledighed, og hvor der er meget høj ledighed, fordi nogle uddannelsesinstitutioner desværre over en årrække havde taget lidt for mange ind, flere, end vi kunne holde til samfundsmæssigt, på de studerendes bekostning.

Der er bare meget stor forskel på det og så det at lægge et loft over uddannelse, for det at lægge loft over uddannelse betyder, at man siger til nogle mennesker: Her kan I aldrig nogen sinde komme ind; uanset hvor dygtige I er, og hvor meget I gør jer umage, kommer I aldrig nogen sinde ind her. F.eks. som Mads.

Tak. Jakob Engel-Schmidt.

Jeg skal spare ministeren for at gennemgå hvert eneste universitet. Jeg kan bare meddele, at Københavns Universitet fortæller, at det i årrækken er 4.000 pladser. Jeg vil også takke den tidligere minister for at komme med så fornuftige substansbaserede argumenter for behovet for dimensioneringen, som vi jo er enige om.

Sagen er imidlertid den, at når man som fru Sofie Carsten Nielsen om morgenen på News står og fortæller, at man jo ikke ved, hvad ens børn skal læse og uddanne sig til i fremtiden, og om de skal videreuddanne sig igen, giver man jo danskerne det helt forkerte indtryk, at det her lovforslag forhindrer mennesker i at efteruddanne sig, at videreuddanne sig, at tage en ny uddannelse, hvis deres uddannelse er forældet. Og det er blot med en appel til ordføreren om at huske på, hvad lovforslaget indeholder, i stedet for i den her patosretoriske afmagt at give udtryk for alverdens uretfærdigheder, som lovforslaget faktisk ikke indeholder.

Det synes jeg ikke gavner debatten.

Ordføreren.

Tak for det patosindignerede spørgsmål fra ordføreren. Jeg føler mig måske en smule afmægtig nu, når vi skal stemme det her igennem, men egentlig ikke generelt. Jeg er sikker på, at det her kommer vi til lave om i fremtiden, for det er ikke indrettet på fremtiden. Jeg er helt med på, at der heldigvis er nogle undtagelser i det her lovforslag, som gør det muligt, hvis ens uddannelse er forældet, man ikke kan bruge den længere eller man er syg, og det er godt, men der kunne være mange, mange flere.

Så er det hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Den radikale ordfører siger, at vi får mange mails, og det har jeg også fået, men jeg vil sige, at det ikke har været i nærheden af det antal mails, vi fik i forlængelse af forringelserne af dagpengesystemet. Og på den måde er jeg sikker på at vi alle sammen får mange input fra den danske befolkning om, hvad de mener er vigtigt. Der må vi jo så hver især afveje med os selv, hvad der har betydning. Og der er selvfølgelig respekt for de valg, Det Radikale Venstre træffer.

Det, som jo er vores alle sammens opgave, er at afveje de her forskellige hensyn op mod hinanden, og det er så det, vi har gjort i Socialdemokratiet. Og for os betyder det ret meget, hvordan det danske a-kassesystem ser ud. Nu siger ordføreren, at hvis forhandlerne havde brugt lidt mere tid, kunne de nok have fundet på en anden finansiering af de her forbedringer af dagpengesystemet. Hvis vi nu antager, at det var forberedte forhandlere, der vidste, hvad de snakkede om – og det må vi alt andet lige nok antage – og at det var de her muligheder, der var på bordet, ville Det Radikale Venstre så tilslutte sig en aftale, som forbedrede dagpengesystemet, sådan som vi har set det i de lovforslag, der er fremlagt, og begrænse dobbeltuddannelse, sådan som vi ser det i det her lovforslag? ( Første næstformand (Henrik Dam Kristensen) : Tak!) Altså, i forhold til den pakke med den finansiering ville Det Radikale Venstre bakke op om det kompromis?

Tak. Ordføreren.

Vi står jo her og stemmer imod lovforslaget om at lægge loft over uddannelse, men jeg er helt sikker på, at vi kunne have fundet finansiering til netop den dagpengeaftale, som den Dagpengekommission, som vi i Radikale Venstre og Socialdemokratiet nedsatte sammen, da vi sad i regering sammen sidst, kom med anbefalinger til – jeg er helt sikker på, at vi kunne have fundet finansiering til den. Jeg er også nødt til at sige, at da jeg tog ordet til tredje og sidste behandling af den dagpengeaftale, var det samme morgen kommet med i bemærkningerne, hvordan det skulle finansieres, til meget stor overraskelse for samtlige socialdemokratiske medlemmer. Jeg er klar over, at det garanteret er velforberedte forhandlere, I sender til alle forhandlinger – det har jeg stor respekt for – men jeg er også sikker på, at havde I brugt længere tid, kunne vi har fundet en anden finansiering.

Mattias Tesfaye.

Jamen jeg er ikke i tvivl om, at Det Radikale Venstre nemt ville kunne have fundet en anden finansiering til forbedringer af dagpengesystemet. Jeg tror egentlig også, den socialdemokratiske gruppe ville kunne være kommet med et katalog af andre forslag. Det er jeg sikker på at alle folketingsmedlemmer kunne. Men det, som et flertal i Folketinget kunne blive enige om, er jo det, der ligger på bordet, og det er derfor, det er interessant for mig at vide: I forhold til det kompromis, der kunne findes i det her Folketing, med den sammensætning, som det her Folketing har, hvor man forbedrer dagpengesystemet på den ene side og begrænser dobbeltuddannelse på den anden side, den politiske pakke, kan Det Radikale Venstre bakke op om det, eller vil de hellere have, at vi hverken får begrænset dobbeltuddannelse eller forbedret dagpengesystemet?

Ordføreren.

Jeg har ikke tillid til, at I har gjort jeres helt grundige arbejde med at finde finansiering til den her aftale, fordi – vil jeg sige til hr. Mattias Tesfaye – at I dukkede op til tredjebehandlingen af den dagpengeaftale uden at vide, at den blev finansieret på den her måde. Det stod meget tydeligt. Og derfor kunne vi, er jeg sikker på, have brugt længere tid og fundet en finansiering, også med et flertal, i det her Folketing.

Så er det fru Mette Reissmann.

Tak for det. Fru Sofie Carsten Nielsen er jo meget optaget af fremtiden på Det Radikale Venstres vegne. Jeg kan så bare oplyse ordføreren om, at det er Socialdemokratiet bestemt også. Socialdemokratiet er meget optaget af en fremtid, hvor alle er med, og hvor vi bl.a. arbejder for at sikre både vækst og velfærd, sådan at vi kan få et trygt Danmark. Og det betyder så også i forhold til folk, der er blevet bragt i en situation, hvor man desværre har måttet se i øjnene, at man er røget ud af dagpengesystemet, fordi der er nogle politikere, herunder Det Radikale Venstre, der har truffet nogle politiske beslutninger, som klart har sendt en og ens families tryghed i den forkerte retning, at det forsøger vi at rette op på nu.

Jeg vil sige, at vi i Socialdemokratiet faktisk er yderligere interesseret i vækst og velfærd i fremtiden, og derfor har vi jo også i vores visionspapir »Stol på Danmark« afsat et meget stort milliardbeløb til kompetenceløft af alle dem, som i forvejen ikke var kommet med på uddannelsesvognen.

Jeg vil gerne bede ordføreren om at bekræfte, at det antal, som ordføreren flere gange har nævnt bliver berørt af det konkrete lovforslag, er væsentligt under 2.000 personer.

Ordføreren.

Jamen var det 1.500, som Socialdemokratiets egen ordfører i går mente ville blive berørt? Jeg har ikke brugt andre specifikke tal end det – det er 2.000, der står til at falde ud, og så er der nogle veje udenom, og så er der 1.500, der bliver berørt.

Jeg er glad for, at Socialdemokratiet er optaget af fremtiden og også optaget af, at flere både kommer i arbejde og i uddannelse. Derfor er det mig også helt, helt uforståeligt, at Socialdemokratiet vil være med til at lægge loft over uddannelse, noget, der jo nu kan føre til, at mennesker, som måske endda er på dagpenge eller ledige, ikke kan komme ind på den uddannelse, som vedkommende ønsker, eller som skal gå i 5 år og vente for at blive klar – og ikke må bruge sin uddannelse, og hvis vedkommende gør det, kan vedkommende ikke at tage en ny uddannelse, som han eller hun drømmer om. Det er da heller ikke meningsfuldt.

Mette Reissmann.

Jeg vil bare lige oplyse ordføreren om, at lige præcis i det konkrete lovforslag er videre- og efteruddannelse jo undtaget, så det der skræmmebillede, som De Radikale med bl.a. fru Sofie Carsten Nielsen i front har forsøgt at fremmane her over de sidste par uger, er simpelt hen ikke korrekt. Derfor er det bare vigtigt for mig at bringe nogle flere fakta frem, også i den her afsluttende debat, om, at der altså er mulighed for også at kunne øge ens egne kompetencer. Og der er et utal, skulle jeg næsten til at sige, af dispensationsmuligheder, som desværre ikke har været konkret og sagligt belyst endnu, ( Første næstformand (Henrik Dam Kristensen) : Tak!) på grund af at De Radikale har ført en skræmmekampagne.

Tak! Så er det ordføreren for at svare. Værsgo.

Der bliver ikke ført skræmmekampagner herfra, for det, det handler om med det her loft, er, at vi går i den forkerte retning, og at vi for første gang nogen sinde siger til mennesker: Selv om du gør dig umage, selv om du gør alt, hvad du kan, selv om du endda gør, hvad vi har vejledt dig til, og hvad uddannelsesinstitutionerne med Uddannelses- og Forskningsministeriets egne bekendtgørelser har vejledt dig til, så kan du ikke komme den vej; det er slut her, og det var bare ærgerligt. Det kommer til at ske for nogle mennesker, og det er helt nyt, at vi begiver os ned ad den vej i Danmark.

Vi siger tak til fru Sofie Carsten Nielsen og går videre i ordførerrækken til hr. Jacob Mark, SF.

Tak for det. Jeg skal gøre det lidt kortere, end jeg gjorde ved de andre lovbehandlinger, for der er efterhånden blevet sagt rigtig meget om det her lovforslag. Men jeg vil starte med at sige noget, som jeg lærte tidligt – det er en eller anden kineser, der har sagt det, har jeg fået at vide – og som jeg synes er rigtigt i denne sammenhæng, nemlig at uanset hvor langt man er gået ned ad en dårlig vej, er det aldrig for sent at vende om. Og det tror jeg egentlig skal være mit primære budskab i dag.

Normalt har jeg utrolig meget respekt for folkestyret, og det har jeg også i dag, og jeg synes, at man kan have uenigheder på tværs, men uanset hvor man er fra, og hvad man kæmper for, så kæmper man grundlæggende for at gøre Danmark bedre for de kommende generationer, og så kan man så have forskellige ideologiske briller på.

Jeg har prøvet at tænke over, hvordan man på nogen mulig måde, uanset hvilket parti man er fra, kan tænke, at det her gør Danmark bedre for de kommende generationer. Jeg har været inde og undersøge – det er ikke sådan, at jeg kommer til at liste det op – hvor mange folketingspolitikere der selv har to uddannelser, hvor mange folketingspolitikere der selv benyttede sig af muligheden for at blive klogere, fordi man ville skifte spor i livet, og det er sådan set ganske mange. Det er også ganske mange af dem, som kommer til at stemme for, at der lægges et loft over, hvor mange uddannelser man må tage.

Jeg vil gerne spørge de politikere, som selv har taget en dobbeltuddannelse, og som nu afskaffer den mulighed: Hvad er det, der gør, at man nu vil fratage de kommende generationer den rettighed, man selv har benyttet sig af, og som har været rigtig vigtig? Det forstår jeg ikke. Jeg synes, man skal bruge den her talerstol til at skabe et Danmark, der vil være bedre i morgen, end det var i går.

Så vil jeg sige, at jeg jo var til demonstration i går – det er jo ikke noget sådan særlig nyt for en SF'er, og jeg ville ønske, at hr. Jakob Engel-Schmidt tog med mig lidt oftere – hvor en taler sagde, at hun var ganske forbløffet, for hun var nået frem til den erkendelse, at den største fejl, hun havde begået i sit liv, havde vist sig at være, at hun havde gjort sin uddannelse færdig, og det forstod hun ikke. Men hun var blevet vejledt til selvfølgelig at gøre sin uddannelse færdig, fordi hun havde få måneder tilbage af den, og nu, fordi hun føler, at hun hører til et andet sted, fordi der er noget andet, hun vil læse, og nogle andre steder, hun vil bruge sine kompetencer, er hendes muligheder fastlåste. Jeg synes ikke, det må være sådan, at det skal være en fejl at gøre en uddannelse færdig; det er ikke meningen med uddannelse.

Prøv at tænke over, hvad det her kommer til at gøre ved vores uddannelsessystem. Prøv at tænke over, hvad det her kommer til at gøre med unge mennesker, der er i uddannelsessystemet fremover. Når man starter på en uddannelse, er man aldrig rigtig sikker på, om det er det, man skal bruge resten af sit liv på – det kender vi alle sammen; jeg er selv ung; nogle har børn, nogle har børnebørn. Man er aldrig rigtig sikker, men indtil videre har det været sådan, at man tænkte, at det hele nok skulle gå, for hvis man havde valgt forkert, kunne man altid vælge om. Jeg tror, at det her kommer til at betyde, at der vil være så mange flere unge mennesker ude på uddannelsesinstitutionerne, der kommer til at gå og konstant være i tvivl om, hvorvidt det er den rette vej for dem, og jeg tror også, man vil se flere droppe ud – det har vi også allerede set nu.

Der har været adskillige demonstrationer; der har været folk, der har sat sig ude foran Borgen i 24 timer i 6 minusgrader; der er blevet sendt hundredvis af mails til os alle sammen; der er blevet foretaget en underskriftindsamling, der har fået 80.000 underskrifter. Og indtil videre har det ikke været nok. Men nu vil jeg så alligevel spørge regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, om det ikke var på tide at vende om på den dårlige vej og stemme imod det her lovforslag – det har SF i hvert fald tænkt sig.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Engel-Schmidt.

Det er da utrolig galant af hr. Jacob Mark at vælge sådan at invitere mig med til demonstrationer og at påtale, at han ville ønske, at jeg gik med noget oftere. Sagen er imidlertid, at jeg havde fornøjelsen af at invitere en del af de unge mennesker, der sad ude foran Christiansborg den anden dag, op til en længere snak og en varm kop kaffe, fordi jeg netop også opdagede, at de sad udenfor i minusgrader. Modsat hr. Jacob Mark har jeg bare ikke nødvendigvis for vane at tage et billede og ringe til medierne, hver gang jeg deltager i en manifestation på offentlig gade. Det kan være, at vi er lidt forskellige, hvad det angår.

Nu står hr. Jacob Mark så og gør sig til moralsk dommer over, hvad man må bruge Folketingets talerstol til, og det står jo enhver frit for. Jeg respekterer hr. Jacob Marks holdninger og synspunkter og synes generelt, at hr. Jacob Mark er en fortrinlig politiker. Derfor vil jeg også spørge hr. Jacob Mark, om han ærligt vil fortælle Folketinget og alle dem, der ser med i dag, om det var en fejltagelse, at SF i sidste periode som regeringsparti var med til at dimensionere vores uddannelser. Var det en fejltagelse, at SF var med til at lave en SU-reform?

Ordføreren.

Først og fremmest synes jeg nu ikke, at jeg bruger de studerendes demonstrationer som et mediestunt. Tværtimod deltager jeg også gerne imod de vanvittige lovforslag, der bliver lavet på uddannelsesområdet for tiden. Og jeg har meget respekt for, når uddannelsesordføreren for Venstre inviterer de unge op til en kop kaffe.

I forhold til det med dimensionering synes jeg, at den dimensionering, der fandt sted i sidste periode, altså at det forløb, der var omkring det, kunne have været gjort smartere. Og jeg tror, det er afgørende for partierne lige nu, at man sætter sig sammen efter nytår og finder frem til en ny og smartere dimensioneringsmodel. Men jeg har godt hørt ordføreren sige det her med, at det er det samme at dimensionere, som det er at lægge et loft over uddannelser. Men det mener jeg altså grundlæggende ikke det er. Her taler vi om at fastlåse nogle unge mennesker i en position, hvor man siger: Nu har du taget én uddannelse, og så kan du ikke tage flere. Men dimensionering betyder jo i bund og grund, at du stadig kan tage uddannelser, men at der er et værn mod uddannelser, der leder til arbejdsløshed, hvorfor man tager et mindre antal pladser af dem.

Jeg ved godt, at ordføreren har en interesse i at prøve at lave en eller anden logik, hvor det skulle være det samme, men det er altså ikke det samme, og det tror jeg også godt ordføreren ved.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Altså uden at skulle motivfortolke alt for meget synes jeg da, det er rimeligt at gøre opmærksom på, at hr. Jacob Marks parti har stemt for en lovgivning, der reducerer antallet af studiepladser ganske markant og dermed forhindrer unge studerende i at tage den uddannelse, de allermest ønsker sig, så de derimod er nødt til at tage en anden uddannelse, som de har mulighed for at komme ind på. Det synes jeg er relevant viden.

Så synes jeg også, det er ærgerligt, at hr. Jacob Mark bruger så lang tid på talerstolen uden at nævne de mange muligheder, der er, for både efteruddannelse og videreuddannelse. Har man ikke brugt sin uddannelse i en periode, kan man få en ny. Har man psykiske, fysiske problemer, kan man få en ny. Er der arbejdskraftmangel, kan man få en ny.

I det hele taget synes jeg, at det er problematisk, at man taler om at være fanget på en uddannelse. Man må trods alt have en formodning om, at folk søger ind på en uddannelse, fordi de ønsker den viden, og ikke fordi de skal være fanget i et system.

Ordføreren.

Jeg har faktisk oplevet, at man fra uddannelser er kommet til mig som ordfører og har sagt: Vi vil gerne dimensioneres, for lige nu bliver der uddannet så mange, at det presser vores lønninger, når vi kommer ud på den anden side. Det er jo også derfor, vi har dimensioneringer. Jeg har til gengæld ikke hørt nogen studerende bede om at blive afskåret muligheden for at vælge om, hvis de har fundet ud af, at de har valgt det forkerte spor i livet. Så jeg synes, det er to grundlæggende helt forskellige ting.

Så vil jeg bare sige: Ja, der er mulighed – det var også det, vi diskuterede under andenbehandlingen – for at efter- og videreuddanne sig, og det synes jeg er godt. Man skal bare huske på, at langt de fleste muligheder for det kræver brugerbetaling, og det er ikke alle mennesker, der har råd til at betale for en uddannelse. Det er det, jeg er bekymret over.

Tak til hr. Jacob Mark. Jeg skal høre, om der er andre, der ønsker at udtale sig.

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 79 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 24 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.