Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 8088
Doknr.
410659
Dato
10-11-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 2. november 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 8 (L 6) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 8:
”Ministeren bedes yde teknisk bistand til at udforme et ændringsforslag, der giver
mulighed for at enhver, der er fyldt 15 år, har ret til ved henvendelse til sin
bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at vedkommende ønsker at
advare mod kreditgivning til vedkommende selv på grund af manglende
kreditværdighed, jf. L 6 - svar på spørgsmål 5.”
Svar:
Som teknisk bistand er der udarbejdet vedhæftede ændringsforslag.
I det tekniske bistand til ændringsforslag er om markeringen anvendt betegnelsen
”usikkerhed om egen betalingsevne”, idet betegnelsen ”manglende kreditværdighed”
kan lede tankerne hen på den kreditværdighedsvurdering, som kreditgiver skal foreta-
ge efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.
Ved ændringsforslaget foreslås det, at loven først træder i kraft den 1. juli 2017, da
den foreslåede markering vedrørende borgerens manglende kreditværdighed forud-
sætter yderligere teknisk tilpasning af CPR-systemet.
Formålet med lovforslag nr. L 6 er at styrke indsatsen mod identitetsmisbrug.
Et forslag om en særskilt registrering af forhold omkring borgerens manglende kredit-
værdighed i CPR med henblik på at beskytte borgere mod overgældsætning udgør en
grundlæggende ændring af lovforslaget og rejser en række problemstillinger i forhold
til bl.a. behandling af personoplysninger, virksomhedernes kreditvurdering og indsat-
sen over for overgældsætning m.v. Herom henvises til besvarelsen af spørgsmål 9 til
L 6.
Ændringsforslaget er ikke nærmere kvalificeret eller afstemt med relevante parter.
Jeg skal herved henvise til de i besvarelsen af spørgsmål 9 til L 6 anførte forhold.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
Bilag:
Ændringsforslag til L 6