Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 53:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Forsikring af frivillige m.v.).

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 09.11.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er først fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, et af de mest grundlæggende kendetegn ved Danmark i al den debat, vi i øvrigt har om danskhed, er, at vi er et foreningsland, hvor folk engagerer sig. Og det er unge såvel som gamle, der er medlemmer af foreninger, og rigtig mange er jo også frivillige i et antal foreninger. Jeg tror sådan set, at mange gange, når vi fortæller alt muligt om Danmark udadtil, er det en af de ting, vi ikke taler så meget om. Og det er faktisk ufattelig få gange, at man her fra Folketingets talerstol får anledning til overhovedet at sige noget om det frivillige Danmark. Det synes jeg på en eller anden måde er ærgerligt. Jeg tror, de fleste af os, der sidder i Folketinget, jo er startet som frivillige. Altså, jeg tror faktisk ikke, jeg kender særlig mange folketingsmedlemmer, der ikke netop er startet som frivillig i en eller anden form for organisation, og det kan jo have været partiorganisationen. For mit eget vedkommende har det været elevbevægelsen, og sådan tror jeg sådan set de fleste i Folketinget kan berette om de mange forskellige foreninger, man er startet med at være aktiv i. Før elevbevægelsen var det så i svømmeklubben osv. Sådan har vi alle sammen en liste over foreninger, vi er kommet i igennem vores liv.

Så jeg synes egentlig også, man skal bruge den her anledning til at sige et kæmpe tak til de mange mennesker, der hver eneste dag uden at få en rød reje for det sørger for, at ungerne kan gå til fodbold, og sørger for at sidde der, når gamle skal til at tage herfra, som vågekoner og som andet. Vi bruger rigtig mange kræfter i vores samfund på den del, og jeg tror faktisk, det er noget af det, der opbygger den tillid, som er så kendetegnende for det danske samfund. Vi har ekstrem stor tillid til hinanden i sammenligning med rigtig mange andre samfund, og det tror jeg slet ikke man kan undervurdere hvor stor en betydning har. Så det her frivillige arbejde, som folk udfører til hverdag, og det at være medlem af en forening tror jeg sådan set måske er noget af det mest fundamentale ved at have så godt og solidt et samfund som det, vi har.

Nå, man kunne spille i meget lang tid på de der store violiner – og jeg kan godt blive lidt rørstrømsk, lige præcis når vi snakker om foreningslivet – men det her lovforslag handler alene om at gøre rammerne for det frivillige Danmark bedre. Man kan sige, at som det er i dag, er det allerede sådan, at man kan være omfattet af en arbejdsskadeforsikring, hvis det er frivilligt ulønnet arbejde, men man kan ikke være omfattet af en forsikring, hvis det er en såkaldt frivillig indsats. Og det er bl.a. vågekonerne, vi taler om, det er besøgsvenner og lignende – de er ikke omfattet af en forsikring. Og kommunerne og regionerne har faktisk ikke mulighed for at kunne tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for de borgere. Det duer selvfølgelig ikke. Og når man tænker på, hvor meget der bliver talt om rammevilkår for erhvervslivet, kunne man godt diskutere, om man også lidt oftere skulle tale om rammevilkårene for den frivillige indsats. Det gør vi så i dag.

Det glæder os rigtig meget, at der bliver skabt hjemmel til, at man kan lave en ulykkes- og ansvarsforsikring for dem, der yder en frivillig indsats. Det manglede på en eller anden måde bare. Det er ligesom den ene del af lovforslaget, og det bakker vi i Socialdemokratiet fuldt og helt op om.

Den anden del af lovforslaget handler så om at forenkle indsamlingen af og opfølgningen på viden om den frivillige indsats i kommunerne. Det er det, der hedder § 18-redegørelsen. Den skal afskaffes, og så skal det i stedet for følges via kommunernes bogføring af støtte til frivilligt socialt arbejde, og det foregår allerede i dag. Hensigten med det er at komme dobbeltarbejde til livs. Nu bliver der rigtig ofte herinde talt om, at vi skal afbureaukratisere, ikke? Det her er faktisk et afbureaukratiseringsforslag. Så sker der jo selvfølgelig det, at i det sekund, man forsøger at afbureaukratisere, er der nogle, der begynder at problematisere det og spørge, hvad vi så gør, hvis den viden ikke længere er tilgængelig. Det er jo altid balancen, at jo mere vi registrerer, og jo mere vi samler viden ind, jo nemmere er det selvfølgelig at sidde og trække i trådene, også herindefra, og derfor kommer vi til at bygge på og bygge på. Så lad os nu se. Jeg mener sådan set, at ministeriet har imødekommet de kritikpunkter, der har været, af det her, på fin vis, og så må vi jo følge det og se, om ikke nok vi overlever uden at skulle have det dobbeltarbejde, der er i dag. Hvis ikke vi overlever, må vi genindføre det. Men lad os nu se, om ikke det her virker meget godt.

Alt i alt kan Socialdemokratiet altså støtte forslaget med et stort rungende hurra og tak for indsatsen til alle de frivillige kræfter derude.

Tak for det. Så er det fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her lovforslag har to elementer.

Det ene element drejer sig om, at kommunerne nu får mulighed for at tegne ulykkesforsikring for borgere, der yder en frivillig indsats, og det ved jeg mange kommuner har efterspurgt. Og dermed ligestiller man så borgere, der yder et stykke frivilligt arbejde. I høringssvarene er der ønske om, at det skal være en »skal«-opgave og ikke kun en »kan«-opgave for kommunerne. Det havde vi også gerne set i Dansk Folkeparti at det var. Men at der nu gives kommunerne og regionerne hjemmel til at kunne tilbyde en forsikring, er et skridt i den rigtige retning. Og jeg er også helt sikker på, at kommunerne vil tage godt imod den mulighed, set i lyset af at rigtig mange frivillige yder et kæmpestort stykke arbejde i kommunerne.

Den anden del af lovforslaget handler om afbureaukratisering, sådan at kommunerne ikke længere skal indberette oplysninger om det frivillige arbejde hvert eneste år, jævnfør det, der hedder § 18-midlerne. I høringssvarene har der også været bekymringer om, at den her information måske går tabt. Men disse oplysninger, der bliver skaffet ude i kommunerne, findes i de kommunale regnskaber, og de findes i frivilligerapporterne via det centrale sociale arbejde. Så der er stadig væk mulighed for at kunne indhente oplysninger.

I Dansk Folkeparti er det vigtigt, at man fjerner det overflødige arbejde, det, der kræver kolde hænder, og at man i stedet for bruger ressourcerne på varme hænder. Set i lyset af det store stykke frivillige arbejde, der er til gavn ikke mindst for borgerene, men også for kommunerne selv, er jeg sikker på, at man ude i kommunerne vil gøre det muligt både at tegne de her forsikringer og give den her ekstra information, hvis der er behov for det.

Samlet set bliver det med det her lovforslag rigtig godt, at vi nu kan yde de frivillige den her form for sikkerhed, ved at der nu gives mulighed for at tegne denne forsikring fremadrettet. Så Dansk Folkeparti bakker op om lovforslaget i sin helhed.

Tak til fru Susanne Eilersen. Så er det hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Først og fremmest skal jeg hilse fra den konservative gruppe og sige, at de støtter forslaget. Jeg tror, at hele Folketinget har en vis forståelse for, at det i lyset af den seneste regeringsdannelse kan være noget svært for dem at være til stede ved behandlingen af alle lovforslag.

Det her drejer sig, som det fremgår, om, at man nu gør det muligt for kommuner og regioner at forsikre frivillig indsats og på den måde ligestille den mulighed, de i dag har, for at forsikre frivilligt arbejde. Det er fuldstændig essentielt, at det frivillige Danmark følger med udviklingen, ved at vi som lovgivere sikrer rammerne for, at den frivillige indsats kan fortsætte. Det er vigtigt, fordi det danske samfund, som vi ved, er skabt af frivillig indsats. Og værdisættelsen af den indsats kan ikke kun gøres op i kroner og øre; værdisættelsen skal også ses i forhold til alle de undersøgelser, der viser, at frivillige er i netværk, der skaber bedre livskvalitet og bedre sundhed, men også i forhold til at det arbejde, der kommer ud af den frivillige indsats, er til gavn for medborgere. Jeg tror, at vi i fremtiden i endnu højere grad skal tænke frivilligheden ind i velfærdssamfundet – ikke som led i en debat om, at vi skal afvikle velfærdssamfundets forpligtelser som noget offentligt leveret. Men vi skal se værdien af, at hjælp fra frivillige kan være en anden hjælp end den offentlige, centralt fastsatte ydelse, service, der leveres.

Så ligger der også i lovforslaget, at der sker en afskaffelse af indberetningen efter § 18, stk. 4, fordi der er tale om dobbeltindberetning. Det er en opfølgning på økonomiaftalen. Vi skal undgå dobbeltindberetning, men være lydhøre over for det, der ligger i bemærkningerne, i forhold til at beretningens indhold er brugbar med hensyn til at leve op til det, vi gerne vil have. Det skal vi følge tæt, men jeg synes, at bemærkningerne til lovforslaget giver os den tryghed.

Venstre støtter forslaget.

Tak for det. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten er positive over for den del af forslaget, der handler om, at kommunerne skal have mulighed for at tegne ansvars- og ulykkesforsikring over for mennesker, som gør en frivillig indsats for kommunen. Jeg kan ikke lade være med alligevel at give det et par ord med på vejen, for principielt set er vi i Enhedslisten sådan set ikke tilhængere af, at kommunerne selv skal hyre de frivillige. Samarbejdet mellem kommuner og frivillige bør ske gennem frivilliges egne organisationer, og så ville man sådan set, hvis man blev ved med det, også være ude over forsikringsproblemet, fordi de organisationer jo i forvejen har mulighed for at forsikre deres medlemmers indsats.

Desværre går udviklingen i en anden retning, især i kommunerne, for de bruger i stigende grad frivillige til at fylde ud der, hvor der er huller efter meget voldsomme nedskæringer, som der jo er sket på velfærdsområdet de sidste mange år. Der er forsvundet omkring 31.000 offentlige stillinger, og det er bestemt ikke alle sammen inden for bureaukratiets højborg, tværtimod er langt de fleste af dem inden for velfærdssektoren.

Det, der sker nu, er, at kommunerne forsøger at lappe efter skaderne ved at hyre frivillige ind. Rigtig mange kommuner har annonceret, også temmelig aggressivt, efter frivillige, slår direkte frivilligjobs op – arbejde, som helt klart burde blive udført af fagpersoner, f.eks. en it-vejleder på det lokale bibliotek eller til en ældredatastue eller en turledsager for voksne udviklingshæmmede. Der er rigtig mange frivilligjobs i skoler, børnehaver og på plejehjem, og så ansætter kommunerne så en frivillig koordinator til at lede og fordele arbejdet. Det er en hel industri, der er under udvikling her, hvor man forsøger at prøve på at lappe nogle huller efter de mange nedskæringer, der har været i velfærden, ved at putte frivillige ind, og så dækker man det så under et plusord og kalder det samskabelse eller foreningsliv eller Foreningsdanmark, hvorimod det nok i virkeligheden er, ikke Foreningsdanmark, men forsøg på at lappe hullerne efter mange års voldsomme nedskæringer.

Det er en forkert udvikling, og det kan ikke undgå at få konsekvenser for kvaliteten og for forsyningssikkerheden. Det vil formentlig også få en ret stor negativ betydning for den frivillige indsats, og hvad vi ser den som. Det er rigtig vigtigt, at den frivillige indsats og civilsamfundet ikke kommunaliseres og hives ind i det offentlige, fordi de netop kan noget helt særligt, som myndighederne ikke kan, herunder integrere og deltage på nogle helt andre planer.

Jeg er sådan set enig med alle dem, der siger, at foreningslivet er en fuldstændig central del af vores kultur i Danmark, og det er med til, at vi tager ansvar for hinanden, at vi møder hinanden, og vi skal dyrke og understøtte foreningslivet, men myndigheder som kommuner må altså ikke overtage foreningslivet, og det er noget af det, som gør os utrolig kede af det.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi skal sørge for, at de frivillige ikke kommer i klemme, og derfor er vi som udgangspunkt positive over for den del af forslaget, der handler om, at kommunerne så også godt kan forsikre dem, men det er altså på et ærgerligt bagtæppe, og vi bryder os meget lidt om årsagen bag lovforslaget.

Så er der hele diskussionen, som er den anden del, der handler om § 18-redegørelsen. Den er vi uenige i. Vi synes, det er en dårlig idé at fjerne forpligtelsen til at lave den årlige redegørelse. Det er muligt, at der er mange, der synes, at det er lidt besværligt, især i kommunerne og blandt de ansatte frivilligkonsulenter, men de laves jo altså ikke for deres skyld; man laver redegørelserne for Folketinget og den bredere offentlighed, herunder især de organisationer, der beskæftiger sig med frivillige. Der er også mange kritiske høringssvar til det her lovforslag, der peger på det.

Så vi vil gerne stille nogle spørgsmål og følge op på det, og så må vi tage stilling, når vi når så langt.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Carl Holst, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg undrer mig lidt over, at fru Pernille Skipper siger, at det er på en ærgerlig baggrund – og der laver jeg så koblingen til synspunktet om, at udgangspunktet for det her var, at nu var man ved at udvide det frivillige, udelukkende med henblik på at de skal fylde et hul ud. Det er ikke sådan, jeg oplever lovforslagets intention. Det er at sige: I dag er der nogle, der laver frivilligt arbejde, og nogle, der laver en frivillig indsats. Den sidste del, den frivillige indsats, er det ikke muligt at forsikre. Det muliggør vi så.

Så kan man have nogle diskussioner om brugen af frivillige, i forhold til en frygt for, at de skal ind i stedet for det, der i dag hedder kernevelfærd. Der er jeg enig et langt stykke hen ad vejen. Men den kommunale tilgang til at have frivillige ude kunne jo også være, at nogle af dem, der i dag er socialt udsatte, får mulighed for at føle noget værdifuldt, ved at man giver dem nogle timer, hvor de gør en frivillig indsats og dermed kommer ind i et fællesskab. Den tilgang kan man også have.

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Jeg skal med det samme beklage, hvis jeg på nogen måde har fået det til at lyde, som om jeg har et problem med frivillighed – særlig da i forhold til medborgere, som har en hel masse at bidrage med og en hel masse styrker, men som måske ikke lige passer ind i det gængse arbejdsmarked. Altså, det er rigtig, rigtig vigtigt – søreme så. Men jeg synes, det er vigtigt, at man gør det igennem organisationerne, for det, der sker, er jo ikke bare, at der er et par timer om ugen til mennesker, der er socialt udsatte, og som hjælper på det lokale plejehjem. Det, der sker, er, at man simpelt hen slår jobs op, som burde blive varetaget af ansatte.

Som sagt synes vi, at forslaget er godt i den forstand, at det er vigtigt for de frivillige, men det, man burde gøre fra regeringens side, var i højere grad at understøtte, at frivilligheden og de frivillige, som kommunerne bruger, bliver organiseret igennem de frivillige organisationer. Så ville man være ude over forsikringsproblemet.

Hr. Carl Holst.

Det var udtalelsen om, at lovforslaget støtter I, hvad angår forsikring, men at I synes, det er på en ærgerlig baggrund. Nej, det er på en god baggrund, for ønsket er netop også at forsikre dem, der laver en frivillig indsats.

Så havde ordføreren nogle bemærkninger om betænkeligheden ved afskaffelse af § 18-redegørelsen, og jeg håber, at vi i det videre lovforberedende arbejde kan få tryghed for, at det er dobbeltregistrering, vi vil undgå, og ikke fjernelse af et værktøj til udbredelse af den frivillige indsats.

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Jeg håber også, at vi bliver overbevist, for så vidt angår det – det ville jo være dejligt. Men jeg må gentage, at vi er lidt skeptiske. Altså, jeg vil gerne læse op fra bemærkningerne, hvor der står, at forsikringsforhold ikke må være en barriere for at rekruttere frivillige. Så det handler jo om at sørge for, at kommunerne i højere grad kan rekruttere egne frivillige ind i kommunerne, og det er i al stilfærdighed min kritiske bemærkning, at det ikke burde være kommunerne, der rekrutterede de frivillige. Det er hverken godt for foreningslivet eller for vores velfærdsstat.

Så er det fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er bare, fordi jeg blev lidt forvirret over ordførerens tale. Vi er nok dem, der er enige langt hen ad vejen, når det gælder varme hænder og kolde hænder. Ordføreren nævnte bureaukratiets højborg, og at det ikke er der, at alle de dér godt 31.000 arbejdspladser er taget fra. Så slutter ordføreren alligevel af med at sige, at det ikke er så godt, at lovforslaget også indeholder, at man ikke kan få dokumenteret, hvad § 18-midlerne er blevet brugt til. Ud fra hvad jeg sådan har af kendskab til kommunalt arbejde, er det en dobbelt bogføring, fordi man sagtens kan finde det frem. Og tror ordføreren ikke, at kommunerne har lyst til at have den der dialog med de frivillige, når de nu har så meget gavn af dem?

Værsgo.

Som sagt, og det sagde jeg også til hr. Carl Holst, vil vi da meget gerne overbevises, men der er nogle kritiske bemærkninger fra bl.a. frivillige organisationer, som skaber en vis utryghed om, at man faktisk får de oplysninger, som jo er et grundlag for at tage en vigtig diskussion. Men jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at vi bør afbureaukratisere. Jeg synes, det er et kæmpeproblem, at i hvert fald den tidligere socialminister havde – og mon ikke også den nye minister har det – som sit storstilede projekt at skabe mere evidens med de dertil følgende dokumentationskrav. Så der er god grund til at tage den diskussion, og vi kan jo blive overbevist.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak til fru Pernille Skipper. Så er det hr. Danny K. Malkowski, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak. Med forslaget vil man sikre, at kommuner og regioner kan tegne forsikringer for borgere, der leverer en frivillig indsats i forbindelse med at løse kommunale og regionale opgaver. Det skal ske på samme vilkår som for dem, der laver et frivilligt arbejde, hvor det allerede nu er muligt for kommuner og regioner at tegne en forsikring. Det er kun fornuftigt, at kommunerne har mulighed for at have en ansvars- og ulykkesforsikring for frivillige hjælpere, uanset om det nu drejer sig om en såkaldt frivillig indsats eller et frivilligt arbejde. Derudover vil man også afskaffe pligten for kommuner til at indrapportere forskellige oplysninger om den frivillige indsats i kommunen, så man bl.a. undgår dobbeltindberetning af data. Og da afbureaukratisering og afskaffelse af unødvendige dobbeltindberetninger jo virkelig er noget, som vi er meget glade for i Liberal Alliance, støtter vi naturligvis også lovforslaget.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. I Alternativet er vi også utrolig taknemlige over for alle de frivillige, der gør et kæmpestort arbejde i Danmark. Så vi synes, at det er en udmærket idé, at kommuner og regioner skal have mulighed for at tegne ulykkes- og ansvarsforsikringer for de borgere, der leverer den her frivillige indsats derude. Som Dansk Flygtningehjælp, Ældre Sagen og Røde Kors mener, burde det dog være obligatorisk at tegne en sådan forsikring, men det må vi snakke videre om under udvalgsarbejdet.

Problemet er, at lovforslaget endnu en gang består af to dele, som ikke har noget med hinanden at gøre, så det ene lovforslags skæbne dermed kan blive afgjort af, hvilket andet lovforslag det så er bundet op på. I det her tilfælde handler det andet lovforslag om at undgå dobbeltindberetning af data for udviklingen i den økonomiske støtte til frivilligt socialt arbejde, en såkaldt sanering af eksisterende datakilder i tråd med aftale om kommunernes økonomi for 2017.

Resultatet vil efter vores mening være en smule afbureaukratisering og en besparelse på nogle hundrede tusinde kroner. Men så vidt jeg forstår, er konsekvensen dog, at den centrale redegørelse for det kommunale arbejde med frivillige foreninger bortfalder. Det er den her udgivelse på 30 sider, hvori man bl.a. kan læse om støtten til frivilligt arbejde, og hvordan den fordeler sig rundtomkring i Danmark, samt hvilke målgrupper den går til. Hvis det er rigtigt, at den også forsvinder, bliver jeg lidt mere skeptisk, for jeg synes, at i og med at vi har så utrolig stort et frivilligt arbejde i Danmark, er det meget vigtigt at kunne følge med i, hvordan det udvikler sig, hvilke målgrupper det går til, og hvordan pengene fordeles af kommunerne på tværs af landet.

De frivillige organisationer er i deres høringssvar heller ikke begejstrede for eventuelt at miste den her publikation. Center for Frivilligt Socialt Arbejde skriver dog om muligheden for, at de vigtigste dele af den indberetning kan lægges ind i den frivillige rapport, som de i forvejen udarbejder for Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Den mulighed synes jeg at vi skal se nærmere på i udvalgsarbejdet.

Men i Alternativet mener vi også, at vi muligvis skal se på muligheden for at dele det her lovforslag op i to dele.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Tak. Vi har, som nogle af de tidligere ordførere har været inde på, en stærk frivilligkultur i Danmark. Det er i virkeligheden også baggrunden for, at vi har det, jeg vil kalde et stærkt civilsamfund. Det er ikke noget, der er opfundet lige nu, for det har fundet sted i mere end hundrede år. Rigtig mange af de institutioner, vi har i dag, og som vi vurderer som fuldstændig uundværlige institutioner, f.eks. et folkebibliotek, er i virkeligheden startet af frivillige borgere engang i 1800-tallet. Det er bare et eksempel på nogle af de ting, som vi er meget kendt for, og som forsamlingshusene også er et godt eksempel på. Jeg troede egentlig, at forsamlingshusene var et nordisk anliggende, men det er det ikke, det er et dansk anliggende, det er i Danmark, der er forsamlingshuse, og der er næsten ikke en by, hvor der ikke er et forsamlingshus. Nu er de ikke alle sammen åbne længere, eller de eksisterer måske ikke alle sammen, men de har været rammen om det stærke civilsamfund lokalt.

Vi er i Det Radikale Venstre meget åbne for, at frivilligarbejdet, frivilligindsatsen udvikler sig igennem tiderne, fordi der er nye behov, der er nye problemstillinger, som faktisk bedst løses borger til borger i forhold til en ansat over for en borger, som har brug for den ansatte.

Jeg vil godt her understrege, at det er fuldstændig fundamentalt, når man taler om frivilligt arbejde, at det er den frivillige selv, der afgør, hvor grænsen går for det, vedkommende vil. Man kan ikke dikteres til noget, man kan ikke ansættes til noget, og der kan ikke skabes en eller anden forudsætning for, at man skal gøre noget bestemt, det er den frivillige selv, der sætter grænsen.

Jeg havde den fornøjelse at være medlem af Helle Thorning-Schmidt-regeringens udvalg for frivillighed. Vi skulle lave et frivilligcharter, og det var en meget spændende opgave, fordi rigtig mange af organisationerne selvfølgelig var involveret her. Det, der fik tingene til at falde på plads til allersidst, var, at vi var enige om og gav håndslag på, at den frivillige bestemmer selv, hvor opgaven går til. Det er en meget god tommelfingerregel at have med sig.

Så vil jeg godt bruge et eksempel på en frivillighed, som ikke bare kan erstattes af en ansat medarbejder, uanset hvor værdifulde de ansatte medarbejdere er: Plejehjemmet var nyt, og plejehjemslederen, der også var ny, syntes, at han skulle gøre en indsats for, at borgerne kom inden for på plejehjemmet og lærte plejehjemmet at kende, for det var en del af lokalsamfundet, og så kunne de også køre en tur med de plejehjemsbeboere, som gerne ville ud at få frisk luft i en kørestol. Finn kom, og han ville gerne køre Hans, og Hans ville også gerne køres af Finn, så de drog af sted. Der gik nogen tid, og så opdagede plejehjemslederen lige pludselig, at det var lang tid siden, han havde set de to gå ud sammen, så han gik hen og bankede på Hans' dør og lukkede den forsigtigt op, og der sad de inde begge to og drak Gammel Dansk om formiddagen og spillede kort.

Det var altså den brug af den frivillige, som plejehjemsbeboeren satte allerstørst pris på. Det er klart, at sådan noget kan ikke erstattes af en ansat, for det er et fællesskab mellem to ligeværdige borgere, som finder hinanden i at kunne spille kort. Heldigvis var det en fornuftig plejehjemsleder, som syntes, at det var fint, så han gik igen. Det er bare et eksempel på, at vi skal være åbne over for, at man kan arbejde på mange forskellige slags måder. Der sker også det, man kunne kalde en samskabelse, og det er det, vi så i loven kalder en frivillig indsats, som i forbindelse med skader skal ulykkes- og ansvarsforsikring kunne iværksættes der.

Det støtter vi selvfølgelig fuldt ud fra Det Radikale Venstres side, og vi ser frem til at få det her på plads, for det skulle bare mangle, at den nye type af samskabelser ikke også giver mulighed for frivilligt arbejde.

Tak til fru Marianne Jelved. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

I SF ser vi med stor sympati på, at borgere har lyst til at involvere sig i frivilligt arbejde. Det kan i høj grad styrke medborgerskabet og det civile samfund, hvis vi vel at mærke bruger det rigtigt og altså ikke falder for fristelsen til at lade borgere udføre kommunale opgaver gratis. I min egen kommune har man eksempelvis meget stor glæde af, at borgere bliver inddraget i forhold til planlove og lokalplaner, og jeg bliver glad, når borgere føler sig støttet af Nabohjælp og den slags.

Derfor bakker vi sådan set også op om regeringens idé om at tilrette kommunalfuldmagten, så kommuner og regioner får mulighed for at tegne forsikringer for de borgere, som yder en frivillig indsats. Men jeg vil ikke undlade at bemærke, at det i virkeligheden er et paradoks, for vi skal i den næste del af forslaget tale om afbureaukratisering. For i det omfang, at kommunerne benytter sig af samarbejdet med de frivillige foreninger, sådan som Enhedslisten også er inde på, ville det faktisk betyde, at kommunerne slet ikke behøvede at tegne nogen forsikringer, for så har foreningerne sådan set allerede gjort det.

Vi stiller os kritiske over for det samlede forslag, netop fordi man også i forslaget vil ophæve den kommunale forpligtelse til at lave § 18-redegørelser. I SF bakker vi op om alle gode forslag om afbureaukratisering og regelforenkling, men lige præcis her mener vi faktisk, at det giver mening, og at der ikke er tale om en fornuftig regelforenkling.

Der er stadig væk meget store forskelle på, hvor meget kommunerne anvender på det frivillige sociale arbejde. Ifølge den seneste opgørelse fra 2014 brugte man i eksempelvis Kolding Kommune 248 pct. af tilskuddet, og der har vi selvfølgelig også en SF'er som formand for Socialudvalget. Men der er stadig væk 21 kommuner, der bruger under 50 pct. af bloktilskuddet på frivilligt socialt arbejde.

Vi vil derfor foreslå, at regeringen deler forslag op i to, så vi kan få vedtaget forslaget om at få forsikret de frivillige i kommunerne. Det fortjener de. Men hvis det ikke er muligt, vil vi overveje at stemme nej til forslaget.

Tak for det. Så er det børne- og socialministeren – og tillykke til den nye minister. Værsgo med opgaven her.

Mange tak, formand. Først og fremmest en stor tak til alle ordførerne i dag. Når man kommer ind i sådan en diskussion, kan man jo virkelig mærke, hvor meget Frivilligdanmark betyder, og jeg synes egentlig, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde det rigtig, rigtig godt, nemlig at det her med, at vi har det frivillige Danmark, er meget, meget dansk med hele den betydning, som de frivillige foreninger har. Jeg kan også godt sige noget allerede nu til fru Pernille Skipper. Hun sagde, at der måske ikke har været så meget fokus på frivillighed, og hun sagde også, at hun håbede på mere fokus på evidens, Jamen det vil jeg i hvert fald gerne sætte mig i spidsen for, f.eks. det her med mere fokus på evidens. Hvad er det, der virker, så man får udbredt de gode erfaringer med frivillighed. Og der er også det, fru Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre siger, nemlig at der skal sættes lidt mere skub under civilsamfundet. Civilsamfundet kan rigtig, rigtig meget mere og kan byde ind med nogle helt andre ting, end man kan i det kommunale system.

Så vil jeg sige noget omkring det her med dobbeltarbejde og registrering. Nogle af ordførerne er også inde på det: Kommer vi til at miste noget ved ikke at have den her årlige publikation? Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke registrerer for registreringens skyld, men at vi sådan set sikrer, at de data, som er vigtige, også bliver anvendt. Nu må vi se, hvilke spørgsmål der kommer ind undervejs i udvalgsbehandlingen, og jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at svare så godt, jeg overhovedet kan. Men jeg vil bare sige, at det er vigtigt, at det er meningsfulde data, der bliver anvendt. For lige så snart man begynder at sætte kommuner til at registrere meningsløse data, er det, at vi kommer til at opleve, at det selvfølgelig bliver vanskeligere at tage alvorligt, og så er der ikke nogen, der har lyst til at registrere ordentligt. Og så bliver de data, vi får, mindre værd.

Så vil jeg komme med bare et enkelt eksempel på, hvad frivillighed kan. Jeg har på et tidspunkt været ude at køre med fødevareBanken, som jo er en socialøkonomisk virksomhed, og der kører man jo ud med overskudsprodukter. Jeg var også så heldig at få en tiltrædelsesgave, hvor jeg bl.a. fik cornflakes på hebraisk – det synes jeg var rigtig fornemt – og nogle andre produkter, som ikke kan sælges, men så kan blive delt ud. Det, der er omkring fødevareBanken, er, at en række af deres chauffører jo er frivillige. Det er eksempelvis mænd, nogle af dem er sådan lidt oppe i årene, de er pensionerede, og det betyder, at de her mænd kommer ud. De får både et netværk, og de holder sig opdateret på verden. Det er frivilligt arbejde, som typisk sådan appellerer godt til en mand, altså det at køre rundt og være chauffør. Så der har man altså formået virkelig at skabe en rigtig god mulighed for at de kunne få et netværk, og samtidig kan de gøre en kæmpe, kæmpe stor forskel.

Så det her er sådan det første lovforslag om frivillighed. Jeg håber, at der kommer mange. Jeg håber, at Folketingets partier har lyst til også at indgå i yderligere dialog om frivillighed, for det kan rykkes så meget mere. Og så vil jeg selvfølgelig afslutte med at sige, at jeg står til rådighed for besvarelse af spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få belyst under udvalgsbehandlingen.

Tak. Der er en bemærkning fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg tror, at ministeren muligvis hørte galt, for jeg opfordrede ikke til, at man hældte flere evidenskrav ned over kommunerne. Jeg opfordrede tværtimod til, at man med omtanke – med omtanke – på, hvor meget bureaukrati der følger med, genovervejer lyksalighederne ved evidens.

Jeg vil egentlig gerne spørge om noget. Ministeren nævner det slet ikke i sin tale, og det var jo noget af det, som vi synes er vigtigt at diskutere i forbindelse med frivillighed. Vi er alle sammen enige om, at det er en rigtig, rigtig god idé. Vi kan godt lide frivillige. De kan noget helt særligt, når det er civilsamfundsorganisationer og frivillige, som bidrager, i modsætning til myndigheder. Men mener ministeren ikke, at det er et problem, når frivillige kommer til at erstatte det, som plejer at være ordinære jobs, som er det nære velfærdsarbejde?

Værsgo.

For at tage det sidste først: Jo, hvis det handler om en direkte erstatning af jobs. Det synes jeg er et stort problem. Jeg tror bare, at det nogle gange kan være svært at se det så sort-hvidt. Et andet eksempel, jeg godt vil tage, er fra Odense med hensyn til småtspisende ældre. Der er ældre mennesker, som har vanskeligt ved at få den næring og de måltider mad, som de skal have. Så har man i Odense lavet et korps af frivillige, som tager ud og spiser maden sammen med den ældre. Der bliver pyntet op på bordet, og der bliver simpelt hen lavet en stemning omkring måltidet. Det gør faktisk, at den ældre spiser mere. Er det at erstatte et arbejde? Nej, egentlig ikke. Tilfører det den ældre noget positivt? Ja, det gør det. Så jeg tror ikke, at man kan se det så sort-hvidt.

Tak. Fru Pernille Skipper.

Mener ministeren virkelig ikke, at det at sikre, at vores ældre medborgere får den mad, de skal have, og at der er den tid til dem, så de kan spise ordentligt og få ro på, er en helt central del af det, man kan kalde kernevelfærden? Jeg er faktisk lidt rystet over eksemplet som værende en frivillig indsats. Det er jo netop et eksempel på, at der ikke er tid nok i ældreplejen til det, som burde være en ret til ældre medborgere, der har knoklet et langt liv, nemlig at de også får en ordentlig behandling. Og så har man erstattet det med et frivilligt korps. Og al respekt for dem, der gør det, men burde det ikke være noget, vi leverede som velfærdssamfund?

Værsgo til ministeren.

For mig er det ikke et spørgsmål om at erstatte, for selvfølgelig skal der være tid og rum til, at personalet kan komme ind og hjælpe. Det her er en ekstra ting, og det er derfor, at man skal passe på med at gøre frivilligt arbejde op i sort eller vidt; at enten tager man jobs, eller så tager man ikke jobs. Når jeg tager eksemplet frem, er det faktisk for at vise de nuancer, der er. Jeg tror på, at man godt som personale kan forberede måltidet, og at man også godt kan invitere den ældre ind positivt i måltidet. At man så har det her ekstra, hvor man kan få den ældre til at spise mere og simpelt hen få noget mere livskvalitet, betragter jeg alene som positivt. Det ved jeg også at de ældre gør, og det gør de frivillige også – og i øvrigt også kommunen.

Tak for det. Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet, og ministeren må godt gå ned.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.