Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Sagsnr.
2016 - 1465
Doknr.
436498
Dato
11-01-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 13. december 2016 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 13 (L 52) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Finn Sørensen (EL).
Spørgsmål nr. 13:
"Hvad bliver offentliggjort, når en alvorlig syg psykolog fratages autorisation? Kan
psykologen f.eks. risikere at få en diagnose offentliggjort, som kan hindre vedkom-
mende i at vende tilbage til job/autorisationer, når psykologen er
rask/færdigbehandlet?"
Svar:
Det fremgår af den gældende psykologlov, at Psykolognævnet offentliggør afgørelser
om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation. Autorisationsfratagelsen kan
bl.a. være begrundet i en lidelse, der gør psykologen uegnet til udøvelsen af hvervet
som psykolog, eller sygdom, der bevirker, at psykologen varigt eller med mellemrum
befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand.
Med lovforslaget foreslås, at Psykolognævnets afgørelser om autorisationsfratagelse
bliver offentliggjort med navns nævnelse. Det samme gælder for domme om autorisa-
tionsfratagelse, i de sager hvor den pågældende har ønsket sagen indbragt for retten.
Offentliggørelse af afgørelser og domme om autorisationsfratagelse skal ske i over-
ensstemmelse med persondataloven. Ministeriet vil, som det også fremgår af lov-
forslaget, fastsætte nærmere regler om periode, sted og form for offentliggørelse.
Med venlig hilsen
Mai Mercado