Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 7703
Doknr.
404550
Dato
31-10-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 17. oktober 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 2 (L 5) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Bendixen (DF).
Spørgsmål nr. 2:
”Regeringen vil med lovforslaget give kommunerne yderligere 12 måneder, samlet
24 måneder, til at vurdere, om der kan gives et alternativer til døgntilbud i
anbringelser af flygtninge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Formålet er at undgå, at kommunerne straks anbringer flygtninge
med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i døgntilbud for at
sikre sig refusion. Ministeren bedes redegøre for, om kommunerne vil miste hele
eller dele af refusionen ved at finde et alternativer til døgnanbringelse i disse sager.”
Svar:
Det er rigtigt, at det kan få betydning for kommunens ret til refusion, hvis kommunen
finder et alternativ til døgnanbringelse.
Udgangspunktet er, jf. servicelovens i § 181, stk. 2, at kommunen får fuld refusion for
udgifter til visse typer af hjælp i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelse.
En undtagelse hertil fremgår af den gældende servicelovs § 181, stk. 3, nr. 1. Af be-
stemmelsen følger, at kommunen kan få fuld refusion for udgifter til udlændinge, der
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i
døgnophold. Retten til refusion gælder i disse tilfælde, uanset om hjælpen ydes efter
de første 3 år efter datoen for opholdstilladelse, og er heller ikke begrænset til udgifter
til hjælp efter de bestemmelser, der er nævnt i § 181, stk. 2. Det er efter forarbejderne
en betingelse, at behovet for anbringelse skal have været til stede ved ankomsten til
landet, eller at det har vist sig kort tid herefter.
Kommunens ret til refusion efter § 181, stk. 3, er imidlertid betinget af, at udlændingen
bliver anbragt i døgnophold inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen.
Det er denne frist, der med lovforslaget forlænges til 24 måneder. Det er i den forbin-
delse vigtigt for mig at understrege, at det fortsat er en betingelse, at behovet for an-
bringelse skal have været til stede ved ankomsten til landet, eller at det har vist sig
kort tid herefter. En udvidelse af kommunernes afklaringsperiode vil ikke ændre på
denne betingelse.
Hvis kommunen således vurderer, at mindre foranstaltninger end døgnophold er til-
strækkelige, bestemmes kommunens ret til refusion efter hovedreglen i § 181, stk. 2,
og gælder herefter kun de første 3 år efter datoen for opholdstilladelse og kun for vis-
se udgifter til hjælp.